Ung i 50'erne

Årsskifte – tid til at kigge bagud og skue fremad

Søndag d. 20. januar 1957

‘Skuffelsernes år!’ Sådan er det forgangne år, 1956, blevet omtalt i mange aviser, og det er en definition, jeg på mange måder kan nikke genkendende til. Det er ikke fordi, at året har været skuffende for mig personligt, men på verdensplan har året ikke just været præget af optimisme.

Jeg vil i dette indlæg reflektere lidt over året, der er gået på både mikro- og makroplan, samt jeg vil skue fremad og skrive lidt om mine håb for 1957, men først vil jeg skrive lidt om min nytårsaften og min tilbagevenden til hverdagen i København.

Nytårsaften

Jeg tog afsked med dette: ‘Skuffelsernes år’ på den mindst skuffende måde. Jeg havde nemlig efter en veloverstået jul taget toget til Århus for at holde nytårsaften sammen med Erik på hans kollegium. I følgeskab med nogle af de andre fra kollegiet havde vi tidligt på dagen været i Pariserhuset i Jægergårdsgade for at købe nytårskrudt, pynt samt spøg og skæmt artikler. Af sidstnævnte kan nævnes narretændstikker, der tændes som almindelige tændstikker men så øjeblikkeligt går ud igen, inden man har nået at tænde det lys, man har til hensigt at tænde. Der var også en cigaretæske med smæk, og hvis man bliver tilbudt en cigaret fra en sådan æske og tager imod, så smækker et lag ned over fingrene.

Da vi kom hjem, blev kollegiekøkkenet festligt pyntet op med guirlander og kulørte balloner. I fællesskab tilberedte vi efter bedste evne røget skinke, brunede kartofler og grønlangkål, som for mange af os er den traditionelle nytårsmenu, vi kender fra vore barndomshjem. Desserten bestod af citronfromage. Vi klædte os ud med sjove hatte, skæg og briller, og under middagen blev der affyret bordbomber. Nogle af de andre fra gangen havde sørget for underholdning, bl.a. havde nogle af de studerende med stor viden om fysik og kemi eksperimenteret og demonstrerede senere på aftenen en lysopvisning. Det var meget imponerende men også lidt farligt. Kl. 24 blev der affyret fyrværkeri, og fra universitetsparken havde vi et smukt udsyn over Århus.

Senere på aftenen fik vi kaffe og æbleskiver i kollegiekøkkenet. Det var en mægtig aften, og jeg var lykkelig for at være i selskab med Erik på årets sidste dag.

Dagen derpå kunne Erik ikke finde sin cykel, han havde glemt at få den låst inde i cykelkælderen og blev dermed offer for de uundgåelige nytårsløjer. Senere på dagen måtte jeg tage afsked med Erik og tage den lange tur tilbage til København for at være klar til den første arbejdsuge i det nye år.

Tilbage til hverdagen i København

Det er altid lidt hårdt at starte op efter en ferie, og især for tiden rammer et stik af savn til det jyske mig jævnligt. Jeg savner min familie, og så ville jeg ønske, at jeg var tættere på Erik, så vi kunne ses oftere. Jeg vil tro, at denne følelse af længsel er meget naturlig, når man lige har taget afsked med folk, man holder af og med bevidstheden om, at der går en rum tid, inden man ser dem igen. Jeg har også lige skullet vænne mig til de lange hverdage med arbejde, studenterkursus, lektielæsning og huslige pligter igen, men her nogle uger inde i året er det ved at falde på plads.

I sidste uge havde jeg en aftale med Inge, som kunne fortælle den store nyhed, at hun og Jens var blevet ringforlovet. Sikke en dejlig nyhed! De har dog aftalt, at de først skal giftes, når Inge har færdiggjort sin uddannelse på børnehaveseminariet til sommer. Inge og jeg var for øvrigt i biografen for at se Johannes Allens nye film: ‘Ung leg’. Det var en underholdende film med flere gode skuespilspræstationer, omend den var temmelig moraliserende. Det er efterhånden blevet normen for vor tids ungdomsfilm, at de skal virke afskrækkende på os unge og vise eksempler på, hvor skidt det kan gå os. Det samme gjorde sig gældende i Lau Lauritzen juniors film: ‘Farlig ungdom’ fra 1953. Vores generation portrætteres her på en temmelig endimensionel måde. Til gengæld blev forældregenerationen i ‘Ung leg’ heller ikke just portrætteret på en særlig flatterende måde, og alt i alt var det trods alt en fornøjelig film.

‘Skuffelsernes år’

Tilbage til det med ‘skuffelsernes år’. Grunden til denne triste definition skyldes i høj grad den verdenspolitiske situation, hvor vi i løbet af året har gjort os mange bitre erfaringer – specielt i løbet af årets sidste måneder med de tragiske begivenheder i Ungarn og hændelserne i Suez. I Ungarn blev de nationale oprør i starten af november brutalt nedkæmpet af sovjetiske tanks og fly, og tusindevis af civile ungarere måtte forlade deres hjem og flygte til udlandet. Det var voldsomme og hjerteskærende reportager, der blev sendt hjem til os i de danske stuer, og mange af os har følt et behov for at hjælpe på den ene eller den anden måde.

Også ved Suez-kanalen udspillede der sig et drama, da Frankrig, England og Israel efter flere måneders diplomatisk krise gik til angreb på Ægypten og inden længe havde sat landets luftvåben og flåde ud af kraft. Aktionen medførte skarpe protester internationalt, og i FNs generalforsamling blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes og tropperne tilbagetrækkes. Våbenhvilen trådte heldigvis i kraft d. 6. november.

Mit ønske for fremtiden er, at de verdenspolitiske uoverensstemmelser må løses ad diplomatiets vej. Som vores statsminister, H.C. Hansen, i sin nytårstale sagde, så er det: “[…] ingen kunst, at holde de internationale modsætninger i live. Det er en langt større opgave, ja, en tålmodighedsprøve, at bringe folkene på talefod på ny”. Denne svære tålmodighedsprøve bør ud fra min synsvinkel altid være vejen frem! Jeg håber, at vi mennesker fremadrettet bliver langt bedre til at udvise tolerance og prøver at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi er tilbøjelige til at male alt i sort og hvidt, men det ville være let, hvis alt var så enkelt. Vi ser hvorledes massehysteri, folkedrab, racehad osv. stadig florerer, og derfor må vi utrætteligt tro på og kæmpe for idealer som tolerance og forståelse.

Hvis vi retter opmærksomheden mod årets indenrigspolitiske emner, var forårets storkonflikt et af de uundgåelige, og i forhold til dette emne er jeg ikke enig med vores statsminister. Det var da også nærmest påfaldende, hvor lidt statsministeren lod dette fylde i sin nytårstale, skønt det er et emne, der har optaget mange af hans vælgere. Konflikten startede med, at den socialdemokratiske regering natten mellem d. 12. og 13. april greb direkte ind i de igangværende overenskomstsforhandlinger, og efterfølgende valgte et flertal i folketinget at ophøje forligsmandens mæglingsforslag til lov. Dette mæglingsforslag var langt fra at imødekomme arbejdernes krav, og f.eks. blev hovedkravet om en nedsættelse af arbejdsugen fra 48 til 44 timer pure afvist, hvilket selvsagt skabte en enorm modstand ude på arbejdspladserne. Jeg tror grundlæggende, at mange arbejdere var uforstående overfor, hvorfor de ikke kunne få del i det begyndende økonomiske opsving og dermed få forbedret deres vilkår. Kæmpe demonstrationer blev iværksat rundt omkring i landet, og jeg selv deltog i den store demonstration foran Christiansborg i solidaritet med tekstilarbejderne på min arbejdsplads. Regeringens indgriben i konflikten gjorde den temmelig upopulær blandt mange af dens egne vælgere, så jeg forstår på sin vis godt, at H.C. Hansen ikke skænkede emnet megen plads i sin nytårstale. Imidlertid rettede han i talen opmærksomheden på et andet og nok mere succesfuldt indenrigspolitisk emne (i hvert fald blandt socialdemokratiets egne vælgere) nemlig vedtagelsen af folkepensionen. Med folkepensionen får alle borgere i Danmark fremadrettet ret til at få pension, når de er fyldt 67 år, og dermed sikres alle landets ældre borgere en værdig og tryg alderdom. Jeg anser det for at være et stort fremskridt, som vil gøre en konkret forskel for rigtig mange mennesker.

Det bliver spændende at følge med i den kommende tids politiske debatter, for i løbet af året skal vi til folketingsvalg, og det intensiverer ofte de politiske diskussioner og ideologiske positioner i samfundet. Det bliver tilmed det første valg, jeg skal deltage i, og det bliver spændende at gøre brug af sin grundlovssikrede ret.

Mit 1956

På det personlige plan har jeg i løbet af 1956 oplevet mange spændende ting. 1956 blev bl.a. året, hvor jeg for alvor skulle opleve jazzens forunderlige verden, da jeg begyndte at gå på jazzklub for lære om og lytte til jazz. Jeg erfarede på egen krop, hvor utrolig en oplevelse det kan være at give sig hen til jazz og bare leve i hver eneste tone og rytme og derved glemme alle bekymringer og sorger. Derudover stiftede jeg også i året løb bekendskab med den nye musikalske genre og dans: Rock’n’roll. Det var min lillebror, Ole, der introducerede mig for denne nye amerikanske genre, efter han i sommer flyttede til København. Han var i august begyndt at danse rock’n’roll på Børge Kisbyes danseskole i Kødbyen og var sågar tilskuer til det første store danske rock’n’roll-arrangement i KB-hallen d. 4. oktober, der (desværre) endte i tumult. Til sommer vil jeg tage med Ole til asfaltbal i Enghaveparken, så han kan vise mig de ‘forbudte trin’, og jeg kan opleve energien i den fængende musik med den store vægt på rytmen.

1956 blev også året, hvor jeg afsluttede mit første år på studenterkurset og klarede min eksamen ganske godt. Det var en milepæl at nå dertil, og jeg er faktisk ret stolt over, at jeg har klaret mig igennem et så hektisk år med så mange nye indtryk og med en så presset hverdag fyldt med gøremål og pligter. Det bedste ved hele 1956 var dog uden tvivl, at jeg i min sommerferie tog med Inge på cykeltur til Vesterhavet, for det skulle blive her, at jeg mødte Erik. Den høflige og venlige universitetsstuderende fra Århus med det mørkebrune hår og de dybe brune øjne gjorde mig helt blød i knæene, og han fik mig til at lægge alle de tidligere dårlige erfaringer med kærlighed bag mig for at se fremad. Fremtiden for os er lys, det tror og håber jeg!

Velkommen 1957

Jeg går ind i 1957 fuld af optimisme. På verdensplan kan det forhåbentlig kun gå fremad, og på det personlige plan bliver det en stor bedrift, når jeg til sommer forhåbentlig kan afslutte min studentereksamen og kalde mig student. Jeg påtænker herefter at søge om optagelse på Historie på Aarhus Universitet. Jeg har fået et vældig godt indtryk af universitetet i Jylland, når jeg har besøgt Erik, og specielt dets yngre lærerstab og mere uformelle omgangstone tiltaler mig meget. Desuden vil jeg af åbenlyse grunde gerne bo tættere på Erik, og jeg kan vel lige så godt læse i Århus som i København ikke?

Jeg hilser derfor det nye år 1957 velkomment, og jeg håber på alt det bedste for Dem og Deres nærmeste i det nye år.

De venligste hilsner

Anna

Tag med en tur i køkkenet: Guldsnitter

I køkkenet med Anna: Guldsnitter

Julen er nu overstået, og derfor kan det være ekstra vigtigt at forsøde tilværelsen lidt i denne mørke tid. Jeg foreslår, at De afprøver den simple men velsmagende dessert: Guldsnitter, som jeg tilbereder i denne video. Med Guldsnitterne kan man desuden få brugt noget af det tørre brød, man skulle have liggende, men som ellers ikke fejler noget. Dermed undgås unødig madspild.

Jeg ønsker Dem en god start på det nye år!

Velbekomme!

Når julestemningen spreder sig

Fredag d. 21. december 1956

Julen nærmer sig med hastige skridt, og jeg glæder mig sådan til at skulle hjem til jul i morgen.

I lærerboligen på Frederiksberg går familiens to yngste medlemmer meget op i julen. Jørgen og Kirsten har fået hver deres julekalender, og hver låge er sirligt blevet åbnet hver morgen, hvor et fint billede har gemt sig bag. I år er kalenderne ekstra fine købekalendere smukt dekorerede med sølvglimmer. Så flotte har jeg endnu ikke set nogle af reklamejulekalenderne, som uddeles gratis i en del af de lokale butikker.

Jeg har sammen med børnene klippet og flettet julehjerter og -stjerner, klippet Bramming kravlenisser ud og pyntet op i lejligheden. Det sidste pynt skal dog først op lige inden juleaften i anledningen af, at juletræet skal hentes og pyntes.

Julepynt og i midten en af de fine julekalendere inspireret af et gammelt julemotiv

Sammen med Fru Nielsen har børnene og jeg desuden haft travlt med at fremstille brunkager, pebernødder, finskbrød, jødekager, vaniljekranse og klejner, så kagedåserne har været fyldt op til jul.

Jeg har også været med familien Nielsen inde og se den nye Lille Per-film: ‘Julebal i Nisseland’, som havde premiere i november. Det var en hjertevarm og hyggelig film, og julestemningen steg som følge heraf til helt nye højder. Efterfølgende tog vi på konditori og drak varm kakao med flødeskum. Episoden mindede mig om, hvordan jeg hver jul som barn var med min familie inde og se Nøddebo Præstegård i biografen, hvilket var en skøn juletradition.

I biografen og se: ‘Julebal i Nisseland’

Jørgen og Kirsten har også haft travlt med at bladre sig igennem jule- og vinterkataloget fra Daells Varehus, og der er næsten ikke det stykke legetøj fra kataloget, som nu ikke står på deres ønskelister. En dag tog Fru Nielsen og jeg børnene med ind til varehuset, så de kunne opleve den enestående juleudsmykning, som forretningen i udstillingsvinduerne hvert år præsterer. Mange af byens andre butikker har også flotte vinduesudstillinger, men intet slår alligevel udsmykningen hos Daells Varehus. Så dér stod vi blandt mange andre børn og familier og iagttog de store hjørnevinduer ud til Storkespringvandet. Der var det mest formidable julelandskab med nisser, der kunne bevæge sig, og som havde travlt med at forberede sig til julen. Der var også et flot juletog, som kørte rundt, og som især Jørgen var meget optaget af.

Besøg i Århus

Ud over julehygge har min december bestået af arbejde og studenterkursus, men jeg fik heldigvis også planlagt en lille tur til Århus, så jeg kunne besøge Erik. Gensynsglæden var stor, da Erik modtog mig på Århus Banegård. Vi tog en bus til universitetet, da Erik bor i et kollegium midt den dejlige universitetspark. Han viste mig rundt i parken, og efterfølgende fik vi varmen i kollegiekøkkenet, hvor vi drak kaffe med de øvrige beboere, som var studerende fra forskellige fakulteter; humaniora, jura, medicin og økonomi. Det var interessant at få et indblik i de forskellige faggrene, og der virkede til at være et positivt og frugtbart miljø på kollegiet.

Jeg så også Eriks værelse, hvor vi fik hygget os og slappet af, inden vi om aftenen skulle i Århus Teater for at se forestillingen: ‘Vi venter på Godot’ af Samuel Beckett. Efter forestillingen blev jeg hentet af min storebror, som jeg skulle overnatte hos. Forholdet til Erik er jo dog endnu så nyt, at vi må vente med at sove sammen lidt endnu. Længslen efter at blive hos Erik i Århus sad jeg dog med hele turen i bil til Silkeborg. Han kommer dog og besøger mig i Vildbjerg 2. juledag, hvor der er julebal på hotellet, og det glæder jeg mig ubeskriveligt til.

Hjem til jul

I morgen tager jeg sammen med min lillebror Ole den lange tur hjem til Jylland. Først skal vi med tog, så med færge, så med endnu et tog og til sidst kan vi stå af ved Vildbjerg Station og gå de sidste skridt hjem til vores forældres hus. Det bliver dejligt at tage turen hjem til jul sammen med Ole, så turen ikke føles så lang. Så kan jeg også få fulgt op på, hvad der sker i hans liv. Jeg har vist forsømt mine storesøsterforpligtelser lidt på det sidste, men Ole virker nu til at have det meget godt med sin rok og rul og faste slæng af kammerater, så jeg er egentlig ikke bekymret for hans velbefindende.

Lige siden min barndom har vi holdt juleaften hos min mormor og morfar på landet. Det skal vi også i år, og ud over mine forældre, søskende og deres børn så deltager også min moster, onkel og kusine.

Hos min mormor og morfar har julemåneden altid været præget af mange forberedelser op til selve julen. Som lille husker jeg, hvordan julegrisen skulle slagtes. Så kom der en hjemmeslagter, som stod for selve slagtningen og grovparteringen. Det var ikke et rart syn, så hvis jeg var tilstede på gården den dag, gemte jeg mig i køkkenet. Grisens blod blev brugt til blodpølse, og der blev udskåret flæskestege, hakket fars og lavet medisterpølse i lange baner. Jeg husker, hvordan jeg flere gange har hjulpet min mormor med at fremstille medisterpølse. Derefter blev en del af udskæringerne saltet ned i saltkar, så det kunne holde sig. Flæsestegene blev nedfrosset i det lokale frysehus, hvor mine bedsteforældre havde et rum. Så hentede vi stegen, når vi skulle bruge den blandt andet til julemiddagen.

Jeg erindrer desuden, hvordan min morfar gjorde meget ud af, at gårdens øvrige dyr skulle have det godt til jul. Inden han kunne gå ind til juleaften, blev dyrene blandt andet fodret ekstra godt. Stalden blev gjort fin, der blev fejet grundigt og strøet sand i midtergangen. Så måtte vi andre tålmodigt vente på ham, indtil han var færdig. Det tog en frygtelig tid, syntes vi dengang.

Vores jul i år kommer til at forløbe nogenlunde, som den plejer. Lillejuleaften tager vi ud til min mormor og morfar og hjælper med at pynte juletræet med glaskugler, kræmmerhuse, små fugle, engle, stjerner, flettede hjerter, dannebrogsflag og en stjerne på toppen. Juleaftensdag skal mange af de praktiske gøremål på gården og i køkkenet ordnes, inden vi kan tage til julegudstjeneste. Min mor og storesøster bliver hjemme og forbereder det sidste til julemiddagen, så vi kan spise, når vi hjemvendt fra kirken. Traditionen tro skal vi også i år have flæskesteg til hovedret (fra dette års julegris) og risalamande til dessert.

Når vi er færdige med den store opvask, venter vi i spænding på at måtte komme ind i stuen til juletræet. Morfar tager sig som regel god tid om at få tændt alle lysene i træet, og når døren endelig går op, begejstres vi alle af det smukke syn. Vi synger så mange salmer, vi kan, medens vi højtidligt går rundt om det flotte træ. Derefter skal gaverne åbnes, og vi voksne nyder en kop kaffe og nogle stykker konfekt.

1. og 2. juledag skal vi være sammen med henholdsvis min mors og min fars familie. Om aftenen 2. juledag skal jeg desuden som tidligere nævnt til julebal på hotellet, hvor Erik også vil deltage. Han har nemlig fået mulighed for at låne en bil til Vildbjerg, og det bliver vel nok julens højdepunkt for mig!

3. juledag tager jeg måske med mine storesøskende og deres børn ind til juletræsfest, så børnene kan se det store juletræ, synge og lege med de andre børn samt få en godtepose med søde sager og en appelsin. Den eksotiske frugt er fortsat en udsøgt mangelvare, og hvis eksemplaret, som nevøen eller niecen får, er for surt, kan vi putte en sukkerknald i.

Det var min lille juleberetning for i år.

Jeg håber, at De får en rigtig glædelig jul med Deres nærmeste.

Med venlig hilsen

Anna

Ungarnopstanden og frygten for krig

Lørdag d. 17. november 1956

Det har været fuldstændigt hjerteskærende beretninger og billeder, vi har fået fra Ungarn gennem de seneste uger med grusomme blodsudgydelser overalt i landet. I Statsradiofoniens program: ‘Aktuelt kvarter’ har vi som radiolyttere bl.a. kunnet høre de skrækkelige lyde af affyrede maskinpistoler, tanks og desperate ungarer, som indtrængende beder om hjælp til deres sårede kammerater.

Det hele startede d. 23. oktober i Budapest med et ellers fredeligt demonstrationsoptog af arbejdere og studenter, som ønskede at vise deres støtte til Polen, hvor den tidligere ‘udrensede’ reformkommunist Wladislaw Gomulka var blevet regeringsleder. På mange af demonstranternes bannere skulle der efter sigende have stået: ‘Polen er vores eksempel’.

Demonstrationen fortsatte til parlementet under udråb som: ‘Ned med stalinismen’, ‘Længe leve Ungarn’, ‘Russere gå hjem! og ‘Smid Gerö i Donau’. Samtidig ændrede demonstrationen karakter, den blev præget af større utilfredshed og agression, og kort efter blev en af de kolossale statuer af Stalin revet ned, mens andre demonstranter stormede hovedkvarteret for den statslige radio. Den stalinistiske partisekretær, Ernö Gerö, erklærede som følge heraf Ungarn i undtagelsestilstand, han indførte udgangsforbud samt dødsstraf til oprørerne, mens han tilkaldte de russiske tropper, som i tanks blev dirigeret ind i byerne. Det lykkedes dog ikke de russiske tropper at nedkæmpe oprøret tværtimod. Oprøret spredte sig nu også til resten af Ungarn, og der opstod hårde og blodige kampe overalt i landet.

Den ungarnske hær blev sat ind, men mange af soldaterne sluttede sig til oprørerne. Oprørsgrupperne blev stærkere, de oprettede demokratiske revolutionsråd og komiteer, som kunne forhandle med de officielle myndigheder, og i slutningen af oktober så det ud til, at de havde sejret. Gerö måtte træde tilbage, og den populære reformkommunist Imre Nagy, som støttede oprørerne, tiltrådte som ministerpræsident. Han fik bl.a. indført våbenhvile og forhandlet med Rusland om, at de skulle trække deres tropper ud, hvorefter situationen kom under kontrol.

D. 31. oktober brød Nagy med det kommunistiske monopol på magten og inviterede socialdemokrater med i sin regering. Samtidigt blev kommunistpartiet reorganiseret og ændrede navn til: ‘Ungarns Socialistiske Arbejderparti’. Dagen efter (d. 1. november) meddelte Nagy i en radiotale, at Ungarn var udtrådt af Warszava-Pagten, den pro-russiske forsvarspagt, og de efterfølgende dage anmodede han på det kraftigste det internationale samfund og FN til at beskytte Ungarns frihed og neutralitet.

Mellem d. 3. og 4. november skete så det rystende, at 2500 russiske tanks kørte ind i Budapest og i alliance med russiske fly udsatte byen for voldsomme og brutale angreb, som på kort tid nedkæmpede samtlige oprør i byen. D. 11. november var alle oprør i Ungarn definitivt nedkæmpet.

På nuværende tidspunkt har Nagy, der nægter at anerkende den nye sovjetvenlige regering med János Kádár i spidsen, tilsyneladende fået asyl i Jugoslavien, men hans skæbne er endnu uvis. Man tør ikke tænke på, hvad der vil ske ham og de øvrige medlemmer af revolutionsregeringen, hvis først KGB-agenterne får fat på dem.

Tusindevis af flygtninge søger nu mod Østrigs grænser, og i aviser, radio og tv berettes der om flygtninge med slemme forfrysninger og andre skader. For nyligt læste jeg om en far, der havde svømmet over en sø med sit syv måneder gamle barn i rygsækken.

Alle disse beretninger fra Ungarn påvirker uundgåeligt én. Det er meget svært at begribe, at vi så kort tid efter krigen endnu engang har krigshandlinger på europæisk jord.

På studenterkurset og på arbejdspladsen har vi igangsat vores egne indsamlinger til de nødlidende ungarere. Udover almindelig indsamling af penge og konserves har vi på kurset startet et vinsalg med ungarnsk vin til fordel for ungarske studerende. D. 8. november holdt vi på tekstilfabrikken desuden fem minutters stilhed, ligesom man gjorde det på alle andre arbejdspladser. Jeg hørte, at også bil-, bus- og togtrafikken standsede mellem kl. 11.55-12.00, ligesom alle radioudseendelser blev sat på pause.

Samtidig med den blodige tragedie i Ungarn har der også udspillet sig et drama omkring Suez og Ægypten. Den såkaldte Suez-konflikt startede i juli måned, hvor Ægyptens præsident Nasser erklærede Suez-kanalen for nationaliseret. England og Frankrig frygtede som konsekvens heraf for den frie skibsfart gennem kanalen. De har siden insisteret på, at der skulle indføres en international kontrol med kanalen og har truet med militær indgriben. De to lande allierede sig med israelske tropper, som d. 29. oktober gik til angreb på ægyptiske hærenheder i Sinai-ørkenen. Samtidig med dette fremsatte England og Frankrig det ultimatum, at hvis ikke den ægyptiske modstand blev indstillet indenfor 12 timer, ville området omkring kanalen blive besat af engelske og franske styrker. Dagen efter var krigen i Ægypten en realitet. Den franske og engelske flåde satte kurs mod Suez, mens bombefly blev sat på vingerne. Ægyptens luftvåben og flåde blev hurtigt sat ud af kraft, og på landjorden kom det også til voldsomme kampe. Aktionen medførte skarpe protester internationalt herunder i USA men også internt i England. Det resulterede i, at der blev indkaldt til hastemøde i FNs generalforsamling. Her blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes, og at alle tropper skulle tilbagetrækkes. I stedet skulle en international FN-styrke overtage bevogtningen af kanalen. England, Frankrig og Israel akcepterede FNs beslutning, og d. 6. november trådte våbenhvilen i kraft, og vi kunne alle ånde lettede op over, at krisen var afblæst.

Med situationen i Ungarn og omkring Suez kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig blev af devisen: Aldrig mere krig! Med den anden verdenskrig erfarede vi krigens rædsler, vi erfarede, at krig og vold aldrig er løsningen på konflikter, og alligevel lever vi i en verden, der er så utryg, og hvor den konstante raslen med sablerne (og sågar brug af dem) bestandigt øger ens frygt for en tredje verdenskrig. Er vi mennesker af natur virkelig uciviliserede barbarer? Det nægter jeg at tro på, men de seneste måneders internationale begivenheder gør det særdeles vanskeligt at bevare optimismen. Jeg vil dog prøve og samtidigt håbe på en større grad af tolerance og humanisme i denne verden.

Jeg ønsker Dem en god aften på trods af alle disse vanskelige og alvorlige begivenheder.

Med venlig hilsen

Anna

Den længeventede date med Erik

Søndag d. 28. oktober

Sommerfuglene baskede rundt i mit indre, da jeg cyklede forbi Søpavillonen ved søerne. Min krop var i oprør, hjertet bankede heftigt, og musklerne blev spændt op. Jeg cyklede videre ad H.C. Andersens Boulevard. Det beroligede mig lidt at tænke på, at Erik nok også var spændt på at mødes med mig efter så lang tid. Sidst, vi havde set hinanden, var i juli måned ved Vesterhavet. Vi havde mødt hinanden til en dansant på Hotel Klitten i Søndervig og havde efterfølgende haft nogle vidunderlige dage sammen. (De kan læse mere om mit møde med Erik her: https://ungi50erne.dk/frihed-telthygge-og-kaerlighed/).

Jeg drejede af ved Jarmers Plads, og i princippet ville jeg nu kunne møde Erik hvert øjeblik, det skulle være. Hver en fodgænger, jeg passerede på min vej hen ad Vester Voldgade, blev observeret. Nej, det var heller ikke ham. Pludselig ramte en tvivl mig; hvad nu hvis han ikke var, som jeg huskede ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne genkende ham? Måske huskede jeg ham som sødere, pænere og dejligere, end han var. Tankerne kørte rundt i mit hoved i et tempo og i en omskiftelighed, så jeg havde svært ved at følge med. Jeg ankom til krydset, jeg skulle passere for at komme til nr. 21, og pludselig kunne jeg se ham. Med sin høje og slanke statur var Erik nem at genkende, som han stod der og ventede foran bygningen. Han bar en grå tweedjakke, sandfarvede bukser, en blød, hvid skjortekrave med en mørkerød, ulden bluse over. Hans flotte, mørkebrune hår var friseret let tilbage. Han så tænksom ud, som han stod der og ventede, lige indtil han fik øje på mig og mødte mig med et smil. Jeg blev ramt af en øjeblikkelig lettelse og indre varme; han så bestemt lige så dejlig ud, som jeg huskede.

Kort før daten med Erik, hvor jeg er ved at gøre mig klar foran Fru Nielsen sminkebord, samt da jeg er på vej ud af døren.

Efter at have småsnakket lidt foran bygningen gik vi op på 1. sal, hvor Willi’s Place – ‘The American Soda-Fountain’ holder til. Jeg havde planlagt, at vi skulle mødes og spise frokost her, da det er et populært og specielt sted, som man ikke finder magen til andre steder i byen. Ejeren af stedet, Willy De Witt, har været i USA og lært at ryste milkshakes, tilberede hot dogs, softices, bøf- og BLT-sandwiches osv., og stedet er generelt meget inspireret af den amerikanske kultur.

Da vi kom ind i lokalet, blev vi mødt af en behagelig jazz-musik. I et hjørne sad en gruppe unge mænd fordybet i et spil skak. Smarte, unge kvinder med smalle hvepsetaljer og platinfarvet hår sad i baren med deres milkshakes. Rundt omkring ved de små borde sad også par og flettede fingre, mens de delte en bananasplit eller drak te af personlige, hvide kopper med guldkant og navn. Vi satte os ved et lille bord og bestilte en BLT-sandwich og milkshake hver.

Som daten udviklede sig, faldt min krop mere til ro. Vi talte om, hvad vores forældre ville sige, hvis de vidste, at vi sad på et sådant amerikansk inspireret spisested. “Mine forældre ville ikke bryde sig om det”, sagde Erik, “de er meget bekymrede for den amerikanske indflydelse på det danske samfund, og især hvordan den påvirker os unge. De anser den amerikanske kultur som vulgær, brutal, materialistisk, konform og fordummende, og de er bange for, at påvirkningen langsomt vil undergrave det danske samfunds fundament. I virkeligheden er de nok bare bange for forandring, og de har en eller anden romantisk forståelse af, at der var mere fasthed, klarhed og orden i sagerne førhen… Det er en besynderlig generation! De har næsten levet hele deres tilværelse i skyggen af krig, samfundskriser og fattigdom, og alligevel ønsker de ikke forandring. Det er da paradoksalt ikke?” Jeg lo, for karakteristikken passede jo også på mine forældre. Når Erik talte om sådanne emner, gestikulerede han ivrigt, og hans smukke, brune øjne blev levende, hvilket understøttede vigtigheden af argumenterne. Det er nok ikke så mærkeligt, at jeg mest husker, hvad Erik fortalte under daten, men jeg indviede også ham i mine refleksioner, og han lyttede interesseret og forstående. Vi havde under frokosten generelt så meget at sige hinanden, at der overhovedet ikke opstod nogen pinlig tavshed.

Da vi var færdige med vores frokost på Willi’s Place, gik vi fem minutters gang til Københavns Rådhus. Her skulle vi se byen fra oven. Det var en utrolig smuk udsigt, hvor vi kunne se ud over Tivoli samt byens tage og de mange fine spir og tårne i grønfarvet kobber. Jeg ville ønske, at vi kunne have haft et romantisk øjeblik alene deroppe tæt ved skyerne, men vi var i følgeskab med en turistfører og andre turister, så det måtte vente.

Jeg havde på forhånd en del idéer til steder, jeg syntes, vi skulle besøge på vores date.

Museumsbesøg og spadseretur i byen

Efterfølgende gik vi til Glyptoteket, som vi på forhånd havde aftalt at skulle besøge. Her så vi de mange skulpturer fra den ægyptiske, græske og romerske oldtid. Det var vældig interessant. De mange oldtidsskulpturer fik Erik til at tænke på nogle fine gipsafstøbninger fra det græske Æginatempel, som var at finde i deres auditorium på Århus Universitet. Jeg blev nysgerrig på at høre mere om det unge universitet i den jyske hovedstad, og Erik fortalte bl.a., at det ikke kun var selve universitetet, der var ungt, men også underviserne. Mange af underviserne var endnu ikke fyldt fyrre, og derfor var omgangstonen på universitetet dejlig fri. Lærerne deltog også ofte til festlige arrangementer, hvormed de studerende kunne drøfte akademiske problemstillinger med dem under mere hyggelige og uformelle former. Universitetet var ikke bundet af gamle traditioner, og det var der ud fra hans og andre studerendes opfattelse noget befriende i. Han fortalte videre om, hvordan universitetet skulle udvides, og at der for tiden blev bygget for et millionbeløb ud fra tegninger af arkitekten C.F. Møller. Jeg spurgte ham, om han var blevet betalt af universitetet for at omtale det i så rosende vendinger. Vi lo. “Anna” sagde han så med en mere alvorlig mine, “jeg vil vise dig det! Vi skal gå ture i den dejlige universitetspark, hvor der er det fineste samspil mellem natur og bygninger. Du skal selv opleve det! Vi to skal kigge ud over dalen og de små søer, nyde omgivelserne, mens vi fornemmer stemningen af liv fra universitetets andre studerende og undervisere. Når vi fryser, kan vi gå hen til det kollegium, jeg bor på, som ligger lige ved parken på universitetets grund, og så skal du få varmet dine hænder på en varm kop kaffe”. Dermed blev planerne om en tur til Århus påbegyndt.

Efter museumsbesøget slentrede vi gennem Københavns gader uden rigtigt at ænse det myldrende liv omkring os, da vi var så opslugte af hinanden og vores samtale. Vi så Amalienborg Slotsplads og spadserede derefter videre til Gefionspringvandet og Kastellet. Til sidst var vi ved Langelinie, hvor vi så Edvard Eriksens skulptur af den lille havfrue. Vi afsluttede spadsererturen her, så der ikke var langt hen til det sted, vi skulle spise aftensmad. Vi var nemlig blevet inviteret til aftensmad hos Eriks studiekammerats moster og onkel, som boede på Classensgade på Østerbro, og det var jo belejligt for to fattige studerende som os at blive inviteret på middag. Erik og studiekammeraten Bent var rejst sammen til København fra Århus dagen forinden og havde overnattet hos familien på Østerbro.

Da vi ankom til Classensgade, var Erik og jeg godt sultne ovenpå den lange spadseretur, så det var dejligt at blive bespist med flæskesteg til hovedret og fløderand til dessert. Både Bent, mosteren og onklen var rigtig flinke, og vi fik nogle gode samtaler hen over middagsbordet. Efter aftensmad var Erik og jeg lidt trætte, men Bent fik os alligevel overtalt til at tage med ind til Minefeltet for at drikke en øl eller den nye smarte drik: Rom og Cola.

‘Amerikanerpigerne’

På vores vej ind til Minefeltet gik vi forbi Kongens Have og derefter via Gothersgade. Her passerede vi flere amerikanske soldater, der gik arm i arm med højtfnisende, unge kvinder. Der er ofte mange amerikanske soldater i byen, som er på orlov fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Om aftenen hænger de ud på de såkaldte ‘amerikanerbarer’ heriblandt Andys Bar, som netop ligger i Gothersgade. Omkring baren så vi en del af disse helt unge kvinder, som defineres som: ‘Amerikanerpiger’. Nogle af dem går nok med oprigtige, romantiske drømme om blive gift med en amerikaner, mens andre eftersigende spekulerer i, hvilke lommepenge, goder, gaver, forlystelser og restaurantbesøg de kan få finansieret ved at agere turistførere. Efter sigende skulle mange af disse kvinder dog i naturalier kvittere for generøsiteten på ‘amerikanerhotellerne’ om natten. Det sidste minder mere om prostitution end om kærlighed. Der er dog ofte tale om en gråzone, og det gør det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til disse ‘amerikanerpiger’. Man kan jo godt forstå, at ‘pigerne’ bliver smigrede over de flotte, amerikanske soldater, men en del af disse soldater har ofte en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at ‘more sig’, når de holder ferie i København. Da vi gik forbi ‘pigerne’ på Gothersgade, var jeg chokeret over, hvor unge mange af dem rent faktisk var. Nogle af dem var ikke mere end 14 år, vil jeg tro.

Vi fortsatte videre til Minefeltet, hvor mange af byens intellektuelle, kunstnere og bohemer skulle holde til.

Den ulidelige afsked

Efter vi havde drukket en rom og cola og en øl, og Erik og jeg i smug under bordet havde flettet fingre og tilkastet hinanden længselsfulde blikke, sagde Erik, at han ville følge mig hjem.

Mens vi gik, blev jeg mere og mere træt i benene, og mine fødder gjorde ondt. Jeg havde fået vabler af at trave så meget rundt i højhælede sko. Erik tilbød mig, at han kunne bære mig, hvilket jeg af høflighed takkede nej til, men da jeg fortsat ømmede mig, insisterede han på, at jeg skulle hoppe op på hans ryg, og sådan gik det til, at Erik gik gennem byens gader med mig på ryggen. Til sidst var vi endelig fremme ved lejligheden på Frederiksberg. Vi satte os på en kantsten, og Erik tilså mine ømme fødder og masserede dem blidt. Vi rykkede tættere sammen, og han tog forsigtigt fat om mit hoved og gav mig endelig det kys, jeg havde længtes efter men ikke selv havde turdet at tage initiativ til. Det var en forløsning, et klimaks på hele dagens særlige energi og det smukkeste og dejligste godnatkys, jeg endnu har fået. Efter nogen tid tog vi modvilligt afsked, for Erik skulle tilbage til Østerbro og sove.

Dagen derpå kom Erik til formiddagskaffe hos mig. Vi havde egentlig aftalt at gå en tur til Frederiksberg Have, men vi var alt for trætte i fødderne fra gårdsdagens udflugter. I stedet blev vi på mit værelse og talte, kyssede og krammede. Vi aftalte, at jeg skulle besøge ham i Århus inden længe. Min storebror bor i Silkeborg, så jeg vil altid kunne overnatte hos ham. Jeg fulgte senere Erik til stationen, selvom det gjorde mig forfærdeligt ondt allerede at skulle tage afsked med ham. Nu føler jeg en forfærdelig længsel, som næsten ikke er til at bære, men sådan er det nok, når man er blevet forelsket…

Tag med mig en tur i køkkenet: Kakaosuppe

I dag vil jeg tilberede den søde forret: Kakaosuppe, som nok især mange børn vil kunne lide. Da jeg var barn, var det i hvert fald en af mine foretrukne forretter. Velbekomme!

Balladen omkring rok og rul

Lørdag d. 6. oktober 1956

Der er gennem den seneste måneds tid blevet skrevet meget i dagbladene om det nye amerikanske fænomen rock’n’roll, som både dækker over en dansestil og en musikgenre. Rock’n’roll blev f.eks. i Berlingske Aftenavis d. 8 september sammenlignet med en epidemi, man ikke kan standse, og de definerede musikken som en: ‘narkotika i musikform’, der ‘pisker følelserne i vejret’. Senere på måneden d. 17. september blev rock’n’roll i BT sammenlignet med vikingernes bersærkergang, når de gik amok og gav sig hen i en eksplosiv aktivitet foranlediget af druk. Der berettes om musikorgier og unge mennesker i ekstase. Senest har vi også kunnet læse om voldsomme optøjer i England herunder sammenstød mellem politistyrker og unge mennesker i kølvandet på fremvisningen af den amerikanske film: Rock Around the Clock. Denne film er blevet meget populær blandt unge mennesker i udlandet. I filmen skulle rokke og rulle-musikken være selve omdrejningspunktet, idet man følger rock’n’roll-bandet Bill Haley and His Comets og dets vej til succes. Der skulle i filmen desuden vises talrige eksempler på rock’n’roll-dansen. I dagbladene er der uenighed om, hvorvidt filmen, dens musik og dans direkte fremkalder ødelæggelseslyst og galskab, eller om den blot er den tilfældige anledning til ballade. For som nogle journalister påpeger, vil der jo altid være en lille gruppe mennesker, der ser en enhver anledning til at skabe røre i andedammen ved særlige lejligheder. En del ældre mennesker mener dog, at der er en sammenhæng, og de finder det foruroligende, at en sådan ifølge dem primitiv musikform og dans kan have en så uheldig indflydelse på store dele af ungdommen. De frygter dårlig moral, kaos og opbrud i det såkaldt naturlige forhold mellem mænd og kvinder.

Alle disse beskrivelser af rock’n’roll har i løbet af sensommeren gjort mig meget nysgerrig på at høre musikken. Desværre kan vi endnu ikke i Danmark se filmen Rock Around the Clock pga. den amerikanske filmblokade. Man kan heller ikke købe importerede amerikanske grammofonplader med rock’n’roll hos radioforhandlerne, og i radioen afspiller de naturligvis ikke den slags musik. Så hvis man skal høre musikken, skal man enten rejse til Sverige for at købe importerede amerikanske grammofonplader eller kende nogen, som kan importere pladerne direkte fra USA. Min lillebror Ole har haft mulighed for det sidste. Han har gennem en kammerat, der har familie i USA, erhvervet sig nogle af disse originale amerikanske plader til en ikke ubetydelig sum penge. Det var derfor gennem Ole, jeg blev introduceret til rock’n’roll-musikken for et par uger siden. Han afspillede bl.a.: ‘Rock Around the Clock’ og ‘Shake, Rattle and Roll’ af Bill Haley and his Comets samt Elvis Presley med numrene: ’Heartbreak Hotel’ og ‘Hound Dog’ på sin rejsegrammofon. Ole er blevet meget fascineret af denne nye musikgenre med dets store vægt på rytmen, som gør det svært at sidde stille, og jeg må sige, at jeg godt kan forstå ham. Jeg har faktisk aldrig i mit liv hørt noget lignende!

Ifølge Ole er det helt store nye navn inden for rock’n’roll i USA netop denne 21-årige Elvis Presley, der for et par år siden var lastbilchauffør men nu tjener over 100.000 dollars om året og er USAs største eksportvare. Denne unge, sorthårede herre har aldrig lært at synge eller spille guitar men kan som selvlært samle fyldte sale overalt i USA. Der tales direkte om en ‘Presley-feber’, som har ramt teenagere og får dem til at rive sig i håret, le, græde og dåne, når de hører ham synge og ser ham svinge hofterne. Ole er blevet temmelig opslugt af Elvis Presley og er begyndt at bruge vældige mængder brylcreme for at sætte den såkaldte anderumpefrisure som idolet.

Der er virkelig sket meget med Ole, siden han i august flyttede til København. På trods af meget lange dage med arbejde på lærepladsen om dagen og undervisning på teknisk skole om aftenen, tager han ofte hen på en af ungdomsklubberne f.eks. PUK (Politiets Ungdomsklub) på Vesterbro efter aftenundervisningen. Han og kammeraterne hænger ud i klubbernes kaffebarer med øl, sodavand, te, kaffe og bagværk til lave priser, mens de spiller forskellige spil, ja det er nærmest ligesom de unge engelske ‘gentlemen’ i deres klubber. Om lørdagen går han til bal på Børge Kisbyes Danseskole i Kødbyen, og her har han gennem nogen tid forsøgt at lære at danse jitterbug, jive og den nye rock’n’roll-dans. Det er netop denne Børge Kisbye, der har stået for det første store danske rock’n’roll-arrangement i KB-hallen, som løb af stablen i foregårs (d. 4. oktober). Ole var blandt de 4000 tilskuere, som var mødt op på Frederiksberg for at se tyve danseres opvisning af forbudte danse gennem tiden afsluttende med rock’n’roll-dansen. Til opvisningen medvirkede desuden fire rock-orkestre, to svenske og to danske. Særlig markant skulle rokke- og rullesangeren Ib Jensen have været (Ole siger, at han til dagligt arbejder som murer).

Programmet for Rock’n’roll-arrangementet i KB-hallen.

Arrangementet endte dog i gadeuroligheder, som vi siden er blevet informeret om i dagblade og radio. Hændelserne har endnu engang skabt hovedrysten blandt ældre over ungdommen og rokke og rulle-musikken. Jeg valgte i går aftes at cykle forbi Ole for at høre hans udlægning af sagen, og han fortalte mig, at det slet ikke hang sådan sammen, som det var blevet fremstillet i mange dagblade. Ifølge ham havde arrangementet foregået fredeligt og desuden været enestående med en livlig og festlig stemning, men da han og de andre tilskuere var på vej hjem fra arrangementet, lød der pludselig kanonslag på Peter Bangs Vej, mens en projektør blev tændt, og det skabte angst og uro i folkemængden. Nogle af hans kammerater havde erfaret, at det var en filmfotograf, der havde bestukket nogle unge i mængden til at iværksætte tumult, samtidig med at han selv oppe fra et træ tændte for sin projektør. Tilsyneladende er dagbladene i dag kommet frem til samme udlægning. De har sågar fundet frem til, at det var filmfotografen Ole Neesgård, der på vegne af det amerikanske fjernsynsselskab: ‘Telenews’ skulle have betalt fire unge mennesker hver 10 kr. for at skabe uro samtidig med, at han tændte sin projektør. Filmfotografen havde af det amerikanske selskab fået til opgave at vise, hvorledes danske unge tog imod rock’n’roll, og nu kunne han med disse dramatiske billeder tjene gode penge for at få sit show vist i amerikansk fjernsyn. Nu er han dog blevet politianmeldt for sin centrale andel i postyret. Af frygt for yderligere optøjer har politiet nu forbudt de tre rock’n’roll-arrangementer, der skulle have fundet sted i KB-hallen i morgen, og det er Ole og kammeraterne godt trætte af. Jeg kan sagtens forstå ham, men jeg er også lidt usikker på, hvordan de kommende arrangementer ville have forløbet, nu hvor der er skabt denne ærgerlige sammenhæng mellem rock’n’roll og gadeuroligheder. Det er dog ærgerligt, for umiddelbart har balladen, som jeg ser det, ikke direkte noget med musikken og dansen at gøre.

Nogle af de mange beskrivelser af rok og rul i dagbladene

I forhold til mit eget liv så går alt fint på Studenterkurset og på arbejde. Jeg var i forrige weekend til høstfest på Studenterkurset, som var arrangeret af elevbestyrelsen. Her garanterede to jazzbands god musik hele aftenen (rock’n’roll-musikken er ikke så udbredt i vores studenterkredse).

Ellers ser jeg meget frem til at skulle se Erik fra Århus om nogle uger, hvor han med en kammerat skal til København. Jeg er lidt nervøs for, hvordan det bliver, for selvom vi gennem brevudveksling har korresponderet ivrigt sammen, så er det efterhånden lang tid siden, vi så hinanden i Jylland. Jeg glæder mig dog meget til at se ham igen og vise ham rundt i København.

Jeg ønsker Dem en god aften.

Med venlig hilsen

Anna

Tryghed og frihed: Om folkepension og velfærdsstat

Torsdag d. 13. september 1956

Jeg har tidligere skrevet om min farfars situation; hvordan han har arbejdet med hårdt, fysisk arbejde, siden han var 14 år med arbejdsdage på helt op til 12 timer. Da hans krop for to år siden ikke kunne mere, følte han det skamfuldt og uværdigt at modtage aldersrente, da han forbandt det med almisse og fattighjælp, og det var svært for en stolt arbejder som ham at akceptere. Det, at et flertal i folketinget nu er nået til enighed om en folkepension for alle borgere over 67 år, gør en konkret forskel for talrige mennesker, som ikke længere skal være bange for at blive ældre eller føle, at de skal stå med ‘hatten i hånden’ i tilfælde af, at de ikke længere kan arbejde, for nu er det deres ret at få pension. Det er et af de mest omfattende velfærdspolitiske tiltag, der nogensinde er lagt op til herhjemme, og jeg anser det som et stort fremskridt, at vi nu kan sikre vores ældre en værdig alderdom.

Velfærdsstatens modstandere har til gengæld i disse tider travlt med at advare os om den katastrofe, som sådanne tiltag kan føre med sig bl.a. anført af den liberal-konservative journalist og forfatter Hans Jørgen Lembourn. Ifølge Lembourn og andre indskrænker de velfærdspolitiske tiltag nemlig gradvist vores individuelle frihed. For dem er velfærdsstaten en formynderstat, som gør os sløve og dumme, fordi vi ikke længere behøver at tænke selv. Den fratager vores ansvarsfølelse, handlekraft, originalitet, lidenskab og livsmod, samtidig med at den forårsager konformisme, ensretning og tomhed. Skal man tro dem, vil velfærdsstaten føre os ind i et kollektivt samfund, hvor alt er gennemorganiseret og ordnet af et statsmaskineri, og det kan blive til en glidebane til et nyt diktatur, hvor individualisme og personlig frihed vil blive elimineret.

Pudsigt nok fremsættes disse velfærdskritiske argumenter ofte af folk, der har deres på det tørre. Det er som regel folk, der befinder sig i de økonomisk priviligerede klasser, hvis velfærd ofte er sikret i forrige generationer. Det er ikke dem, der har arbejdet med hårdt fysisk arbejde, siden de var børn, og som kan mærke de fysiske konsekvenser af de mange års slid. At størstedelen af samfundets borgere skal leve i konstant frygt for ulykker, sygdom, arbejdsløshed og alderdom, for at en snæver elite kan bevare deres (ofte nedarvede) goder, er udtryk for en konservativ politisk ideologi, og at det skulle have noget som helst med diktatur at gøre, at staten garanterer forsikringsordninger mod disse og dermed skaber grobund for tryghed og livsglæde, det, synes jeg ærlig talt, er noget vrøvl. For de velfærdspolitiske tiltag er ikke frihedens modsætning. Tværtimod. Hvis man skal have reel frihed, skal man have en vis levestandard. Velfærdsstaten garanterer og forbedrer netop levestandarden og de materielle kår for ALLE, hvormed der kan skabes frihed for den enkelte til at bestemme over sig selv. Den abstrakte frihed, som velfærdsstatens kritikere besynger, kan man ikke bruge til meget, hvis man er ved at dø af sult. Velfærdsstaten er derfor midlet til autonomi og myndighed for alle borgere.

D. 9. august var der i Politiken en interessant kronik skrevet af ekspeditionssekretær K. Damsgaard Hansen. Han lagde i denne bl.a. vægt på, at man med folkepensionen både øger menneskers tryghed og deres frihed. For hvis mennesker har den sikkerhed, at de under alle omstændigheder vil blive godt forsørget på deres gamle dage, så er der gode betingelser for, at der vil komme mere frie og lykkelige mennesker ud af det. Derudover fremhæver Hansen i sin kronik en iagttagelse, som politikerne måske burde tænke over. Ifølge ham har man nemlig: “[…] næsten systematisk haft held til at faa det indrettet saadan, at velfærdspolitikkens ydelser gives, uden at man kan se værdien heraf, medens betalingen herfor skærer i øjnene. Man yder menneskene og deres børn gratis skolegang, gratis hospitaler og store nedsættelser af huslejen osv. paa en saadan maade, at de ikke […] kan konstatere værdien heraf”. Her har polikerne en væsentlig opgave foran sig, hvis folk reelt skal forstå værdien af en velfædsstat.

Jeg bliver rørt, når jeg tænker på alle de mennesker, der har knoklet hele deres liv og nu som fortjent kan få en værdig alderdom uden bekymringer og ydmygelser. Med en særlig kærlig tanke til dem vil jeg afslutte dette indlæg.

Med venlig hilsen

Anna

Frihed, telthygge og kærlighed

Mandag d. 27. august 1956

Jeg havde glædet mig som et lille barn! Gennem lang tid havde Inge og jeg planlagt vores cykeltur til Vesterhavet ned til mindste detalje, og d. 13. juli skulle vi endelig afsted. Vi havde planlagt det således, at vi først havde nogle overnatninger i Søndervig, inden vi cyklede videre til Hvide Sande, hvor vi ville overnatte de sidste nætter. I Søndervig ville der være mulighed for at deltage i dansant om aftenen og opleve campinglivet i en større udgave, mens der efter sigende skulle være mere ro i Hvide Sande, og vi ville gerne opleve lidt af begge dele. Vi havde placeret store cykeltasker på begge cykler, så vi kunne have det hele med; primus, køkkengrej, vanddunke, tæpper, liggeunderlag, soverposer, tasker og mine forældres gamle telt lavet af sejldug fra 1930‘erne.

Vi cyklede afsted fra Vildbjerg kl. 9.30, og kl. 11 gjorde vi et lille ophold på vejen i den frie natur for at drikke en kop kaffe fra vores medbragte termokande samt tage forskud på vores madpakker. Vi var fremme lidt i kl. 13, og så var vi også klar til at spise resten af madpakkerne. Derefter fik vi nok at se til med at få sat teltet op, indrettet sovepladserne samt sat primus op foran teltet. Da vi havde fået os installeret, tog vi til vandet, hvor vi efter den første svømmetur begge havde brug for et hvil i det smukke, varme vejr. Vi ville nemlig gerne være friske til om aftenen, hvor vi havde planlagt at tage til dansant på Hotel Klitten.

Mødet med Erik

Dansanten var tilsyneladende yderst populær, folk stod i kø langt ned ad trappen til hotellet, men vi kom heldigvis ind til sidst. Vi havde udset os et lille, ledigt bord, men vi havde knap nok sat os til rette, førend en nydelig, ung herre høfligt spurgte os, om han og hans kammerat måtte gøre os selskab ved bordet. Det måtte de gerne. De bestilte fire øl og fire flyvere (citron-sodavand med akvavit) til os ved bordet.

Den ene af de to talte meget, han var i virkeligheden lidt høj i mælet, mens den anden var anderledes lyttende, reflekterende og bidrog med interessante og kloge tilføjelser til samtalen. Erik hed han, altså ham jeg nævnte til sidst. Han var velformuleret, høflig… og flot. Det viste sig, at de to unge mænd ligesom os var på telttursferie i Søndervig.

Hans, som den anden hed, inviterede Inge ud at danse, og skønt han selvfølgelig ikke havde en chance hos hende, da hun jo fortsat er kæreste med Jens i København, så tror jeg, at hun akcepterede invitationen, så jeg kunne få en stund alene med Erik.

Jeg erfarede, at Erik boede i Århus, hvor han studerede filosofi på Århus Universitet. Han var meget behagelig at tale med og gjorde mig lidt forlegen ved at imponeres over min ihærdige indsats for at komme ind på Studenterkurset og mit mod til at tage til København. Vi talte, dansede og talte lidt mere, og til sidst var klokken blevet mange. Hvis det ikke havde været fordi, Inge var træt og ville tilbage til campingområdet, kunne vi have fortsat natten lang. Vi aftalte at mødes den kommende dag ved stranden og gå en lille tur.

Som sagt så gjort; Erik og jeg gik dagen efter en tur langs strandkanten, mens Inge fordybede sig i en bog. Vi iagttog de mange ferieglade mennesker samt børnenes boldspil og leg i sandet. Vi talte om alt muligt; vores fortid, vores liv og vores drømme for fremtiden. Det er pudsigt, hvordan man ofte er langt mere åben overfor mennesker og indtryk, når man er væk fra de vante rammer og hverdagens endeløse rækker af trivielle gøremål. Måske var det derfor, at Erik og jeg så hurtigt blev fortrolige med hinanden. Vi aftalte, at vi skulle få Hans og Inge overtalt til at tage med i biografen i Ringkøbing den kommende dag, så vi kunne ses igen. Inge var dog ikke begejstret, da jeg senere på dagen præsenterede hende for idéen: “Hvad vil Jens ikke tænke? Jeg kan da ikke sådan gå i biografen med andre mænd”, sagde hun. Hun havde desuden heller ikke lyst. Vi kom op at diskutere. Jeg påpegede, hvordan jeg troligt havde deltaget i diverse arrangementer i følgeskab med Jens’ kammerat Svend, som jeg ikke var interesseret i, blot for at Inge kunne lære Jens bedre at kende, og nu mente jeg nok, at hun kunne gøre det samme for mig. Efter vi begge havde surmulet i nogen tid og ment, at den anden var dybt uretfærdig tenderende til det tåbelige, indvilligede Inge i at tage med på betingelse af, at det blev eftermiddagsforestillingen, og at vi ikke skulle mere efterfølgende. Det blev således det kompromis, der blev indgået.

Dagen efter biografturen måtte vi tage afsked med Erik og Hans, da vi skulle videre til Hvide Sande, og de skulle tilbage til Århus. Erik fik min adresse, så han kunne skrive til mig, og det håbede jeg så inderligt på, at han ville gøre.

Samtaler om at stå i forhold til en mand

I Hvide Sande var der mere roligt, da der ikke var nær så mange mennesker. Vi nød virkelig det ufriserede landskab, sletterne og klitterne. Vi havde alle dage smukt, varmt vejr med kun ringe skydække. Den første morgen i Hvide Sande vågnede jeg af et mindre jubelråb fra Inge. Det viste sig, at det var den tid på måneden, hvilket jeg i første omgang ikke så den store grund til at juble over, men så indviede hun mig i detaljerne omkring hendes og Jens’ intime liv, og jeg forstod.

De havde ikke passet på. Eller det vil sige, det havde de, men det var alligevel gået galt, og Inge havde været skrækslagen for, at hun nu skulle have et barn. Jeg spurgte hende forsigtigt, hvorfor det var gået så vidt? Jeg ved godt, at der desværre er mange unge i vores samfund, der ikke har et begreb om sammenhængen mellem selve kønsakten og et barns fødsel og derved ikke ved, hvad konsekvenserne af at stå i forhold til hinanden er. Inge og jeg tilhører dog ikke denne gruppe. Faktisk har vi sat os sådan ind i sagerne, at da vi flyttede til København sidste år, var vi til et oplysende seksualforedrag.

Inge fortalte, at hun egentlig havde tænkt sig at vente, til Jens og hun var blevet ringforlovet, men omvendt var det svært at vente, når de holdt så meget af hinanden, og de ville også gerne finde ud af, om de passede sammen erotisk, inden de offentliggjorde en forlovelse. De havde levet sammen i afholdenhed i et halvt år, og måske var Inge også lidt bange for, at der skulle ske det samme for hende, som der skete for mig dengang for godt tre år siden, da min forlovede Niels forlod mig til fordel for en anden kvinde. Havde Inge dengang fortalt mig samme historie som nu, ville jeg nok have været forarget og forsvaret det højt besungne ideal om renhed før ægteskabet, men jeg ved også bedre nu, og jeg forstår Inges situation. Jeg levede i afholdenhed med Niels i godt to år, og jeg tror, at den lange ventetid var en væsentlig medvirkende årsag til, at han forlod mig. Al den snak blev for ham med tiden kedeligt, interessen faldt, og da Marie, som var mere frimodig og gik mindre op i jomfruelighed end jeg, begyndte at fatte interesse for ham, var han et nemt offer. I kølvandet på episoden bebrejdede jeg mig selv meget for, at jeg havde nægtet ham, at vi kunne gå i seng sammen. Måske kunne jeg derved have forhindret det smertefulde brud. I dag bebrejder jeg ikke mig selv mere, men jeg er blevet opmærksom på, at det ikke behøver at være så sort/hvidt, og at man i sin principfasthed kan miste nogen, man har meget kær. Jeg fordømte derfor ikke Inges adfærd, men jeg undrede mig over, at de ikke havde været mere forsigtige og anvendt præventive midler. Disse midler var vi netop blevet oplyst om til seksualkurset sidste år. Ifølge Inge ville Jens ‘være stået af i Roskilde’, men det gik galt for ham. Hun fortalte mig dog, at situationen havde været en lærestreg for hende, og at hun ville tage til lægen og få målt op til et pessar, når vi kom tilbage til København.

Jeg kommer til at tænke på nogle episoder, fra da jeg var yngre, hvor mine forældre sagde, at jeg skulle passe på mandfolkene, men det blev aldrig uddybet, hvad det præcist var, jeg skulle passe på. Første gang jeg blev kysset af en dreng, var jeg derfor meget ulykkelig, for jeg troede, at det frygtelige nu var sket; at jeg skulle have et barn. Da jeg grådkvalt krøb til korset og fortalte min mor om situationen, lo hun ad mig og forklarede, hvad det ville sige at stå i forhold til en mand, og at jeg ikke skulle have et barn. Jeg fik derfor lidt oplysning om det kønslige liv hjemmefra, men det er der desværre alt for mange unge kvinder i dag, der ikke får. Det resulterer i mange ulykkelige situationer for disse kvinder, der bliver forrådt af mænd, der ikke vil kendes ved faderskabet. Disse kvinder står som eneforsørgere hårdt i det med de dårlige lønninger for kvinder og vanskelige pasningsmuligheder for børnene. Jeg synes, der burde være seksualundervisning i alle skoler, så mange af disse ulykkelige tilfælde kunne undgås.

Lad nu det ligge. Inge og jeg nød de sidste dage med telthygge, frihed, afslapning, solbadning og bade- og gåture, indtil vi atter skulle have pakket cyklerne for at vende tilbage til Vildbjerg. Dagen efter tog vi afsked med Jylland for at vende tilbage til København. Det blev afslutningen på en fornøjelig, tiltrængt og enestående ferie!

Jeg vil slutte min sommerferieberetning af med at skrive, at to uger efter min hjemkomst til København modtog jeg et skønt postkort fra Erik, og siden da har vi løbende skrevet sammen. Jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg blev utrolig glad for dette.

Jeg vil slutte for nu.

Tak fordi De læste med!

Med venlig hilsen

Anna.

Tag med mig en tur i køkkenet

Jeg vil tilberede en forret og en hovedret, som egner sig godt til middagsbordet i sommerperioden. Det drejer sig om retterne: ‘Sundhedscocktail’ og ‘Torsk i grønt’. Velbekomme!