Hvorfor alle disse retoucherede kvinder og overdimensionerede sexbomber?

Søndag d. 11. marts 1956

I dag har jeg haft travlt med rengøring, vasketøj, blevask og andre småpligter. Efter at have overstået de praktiske gøremål følte jeg en trang til at slappe lidt af, og jeg lavede en kop te og lånte nogle af Fru Nielsens damemagasiner, som jeg bladrede igennem. Jeg blev dog temmelig oprørt over nogle af bladenes indhold med deres utallige, latterlige fremtoninger af plantinblonde, storbarmede kvinder og de uendelige omtaler af miss dit og miss dat; miss hofte, miss barm, miss sommer og vinter, og jeg ved snart ikke hvad. Vi tvangsindlægges som læsere bestandigt til at se på disse retoucherede stjernepiger, sexbomber etc. lige meget hvilken side, vi slår op på i bladene. F.eks. kunne jeg i Se og Hør læse om Sabine, der en dag vågnede op og var berømt, da hun havde det, der skulle til: En stor barm, platinblondt hår, hvepsetalje og trutmund. Det er åbenbart det, som skal til for som kvinde i dag at få succes. 

Problemet er dog, at meget få piger og kvinder fra naturens side ser sådan ud. Mange af disse ‘dejlige’ damer har fået retoucheret flere kilo fra mave og lår og fået dem overført til barmen, men hvorfor dyrker vores samfund denne unaturlighed og deformitet? Hvorfor kan vi ikke have en sund indstilling til køn og udseende og i stedet dyrke lidt ånd og kultur? Jeg har i hvert fald fået nok, og jeg synes, tiden er moden til at slå i bordet, ‘tage skeen i den anden hånd’ og forlange, at vi kvinder bliver respekteret for andet end vores udseende. Det kunne f.eks. være for vort åndelige indhold, så vi efterhånden kan blive en slags forbilleder, verden ser op til. Men det er en hård kamp i vores sensuelle Monroe-tid.

Hvis ikke disse retoucherede damer kan fjernes, så har jeg denne forespørgsel til bladene: Vil De være så elskværdig også at sætte muskelmænd, supermænd, stjernemænd og verdensmænd med enorme muskler i Deres blade? Der må da også være noget for kvinderne at stimulere sig på, og husmødrene hjemme bag kødgryderne har om nogen brug for nogle superhelte, de kan sammenligne med deres mænd derhjemme. Hvad siger I til dette kompromis, der tager højde for ligeberettigelsen? Desværre tør bladene nok ikke at begynde på den ligestillingspolitik.

Jeg må desværre lade denne problematik ligge for nu, da jeg vil prøve at fremme mit åndelige indhold lidt med læsning til næste uges undervisning. 

Godaften.

På jazzklub

Søndag d. 4. marts 1956

I går skulle Inge og jeg på jazzklub, og jeg havde hele ugen set frem til det. Da vi var til Studenterkursets fastelavnsbal for to uger siden, blev vi inviteret på jazzklub af min medkursist Svend og hans kammerat Jens, som begge havde været med til at starte klubben op. 

Jeg følte, at det forud for aftenen var tiltrængt at pleje min hud og mit legeme lidt. I dagligdagen har jeg ikke meget tid til den slags, men det er nu vigtigt for mig at fremstå ren og velsoigneret. 

Inden gårdsdagens latinundervisning lavede jeg derfor morgengymnastik, hvilket var en dejlig start på dagen. Da latinundervisningen var færdig kl. 12, tog jeg direkte hen på badeanstalten. Da jeg kom hjem, var det tid til at rense og pleje mit ansigt. Det var rart for en gangs skyld at have tid til at pleje mig selv lidt. 

De kan nedenfor se min rutine til at fjerne ujævnheder, rengøre porerne og gøre huden klar og sund.

Inden jeg skulle mødes med Inge, forberedte jeg mig lidt til den kommende uges undervisning. 

Inge og jeg mødtes med Svend og Jens kl. 20 foran jazzklubben. Her fortalte de, at man ikke på forhånd behøvede at have kendskab til jazz’en for at kunne deltage. Klubben var udelukkende startet op med det formål at sprede kendskabet til jazz’en, og i løbet af året ville de afholde forskellige causerier om de mest fremtrædende jazzkunstnere. Aftenens causeri omhandlede  selveste Louis Armstrong. 

Det var utrolig interessant at høre om jazz’ens konge, og der var en hyggelig stemning i salen, som   tilmed var fikst udsmykket. Efter causeriet var der jam-session, hvor forskellige musikere spillede sammen. Der var intet mindre end strålende soli fra musiktribunen. Vi talte en del med Svend og Jens, og sidstnævnte fik et godt øje til Inge, som blev inviteret ud på dansegulvet et utal af gange. Hun tilkastede ham også en del opmuntrende blikke. Jeg var også selv på dansegulvet, da det var svært at undgå at blive smittet af den sprudlende vitalitet, der udgik fra orkestret. I jazz lever man virkelig i hver eneste tone og rytme, man giver sig hen og bliver deltager i musikken. På en måde får musikken én til at glemme alle sorger. 

Jens insisterede efterfølgende på, at han ville følge Inge hjem. Jeg syntes, det var en dårlig idé. Vores forældre har ikke talt om andet, end at vi skal passe på mandfolkene, men Inge forsikrede mig om, at Jens bare fulgte hende hjem. Svend insisterede herefter på at følge mig hjem, hvilket jeg indviligede i, da jeg var utryg ved at gå igennem Københavns gader alene om natten. Jeg tog afsked med Svend foran hoveddøren ved midnatstid og var noget så træt, da jeg lagde mig i seng. Det var en helt igennem fin aften! 

I dag har jeg sovet helt til kl. 9, og det var dejligt at være veludhvilet. Jeg mødtes med Inge kl. 12, hvor vi gik en tur i Kongens Have. Her fortalte hun, hvordan Jens havde givet hende et kys i porten og havde inviteret hende på en kop kaffe i næste uge. Det er såmænd dejligt for Inge, at hun er blevet forelsket, men hun skal stadigvæk passe på, at hun ikke kommer galt afsted.

Jeg vil forsøge at komme i seng i ordentlig tid, så jeg kan være frisk til begyndelsen af en ny uge i morgen.

Godaften!

Kølig stemning

Fredag d. 24. februar 1956

Vejret har i dag været dejligt, solens stråler er blevet reflekteret i omkringliggende iskrystaller, som har lyst byen op på smukkeste vis. Jeg har følt mere overskud i dag, end jeg plejer om fredagen, hvor jeg ellers ofte er træt efter en lang uge med arbejde i dagtimerne og undervisning om aftenerne. Måske er det vejret, måske er det de længere døgn, eller måske er det fordi, at aftenens historietime var utrolig spændende. I vores historietime analyserede vi her til aften stemningsomslaget i den vestlige kulturkreds omkring 1914 fra optimisme til pessimisme. Det fik mig til at tænke på tidsånden i vor egen tid, som også kan være præget af pessimisme. Jeg ved, det er en sortseer-udtalelse, men jeg vil gerne her prøve at redegøre for baggrunden for den.

Med Den Anden Verdenskrig i vores klare erindring har vi alle en smertelig viden om, hvor skrøbelige vi mennesker er; hvor nemt vi kan ledes på afveje og blive fristet af fordrejet politisk agitation og flotte uniformer. Vi ved, at menneskehedens historie ikke er én lang fremadskridende proces mod det bedre. For vi har erfaret, hvordan civilisationen kan afspores og ende i sin modsætning. Selvom krigen er slut, har vi fortsat den store krigsfare hængende over vore hoveder, og vi lever i dag i konstant usikkerhed. I august 1945 brugte amerikanerne deres prøveatombombe overfor Japan, og dette forsøg dræbte intet mindre end 79.150, dertil var der 13.980, der forsvandt, og et stort antal blev vanføre. Hertil må vi regne faren for de kommende generationer, fordi den radioaktive stråling påvirker arveanlæggene negativt. Gennem studier af forskellige dyrearter, som formerer sig hurtigere end mennesker, har man konstateret uheldige forandringer. Man har fundet vanskabte dyr med uhyre hoveder og helt op til 15-20 ben! Burde dette ikke være en advarsel for os? Jeg kan ikke forstå forskellige regeringschefers tankegang, for det eneste, de har i hovedet, er fremstilling af flere raket- og atomvåben. Stormagterne er i vor tid i besiddelse af så mange kernevåben, at en atomkrig ville kunne ødelægge hele den nordlige og formodentlig også den sydlige halvkugle. Videnskabsmændene, der har føling med sagerne, nærer en stor frygt. Hvis man sammenholder udtalelser fra disse folk med følgerne af eksplosionerne, kan man komme til den konklusion, at menneskeheden aldrig har været vidne til en så rådden og rodløs tid, som den vi nu lever i. Jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til udviklingen, både hvad angår våben og politikernes letkøbte salgstaler, som i sidste ende ofte er baseret på ussel Mammon og snævre interesser. I Øst som i Vest tales der for fred, men ingen handler tilsyneladende derefter. På den måde mener jeg, at  vi lever i en tidsalder præget af pessimisme. Forhåbentlig vil det dog i fremtiden blive muligt at bringe ét gran fornuft ind i verden! Man har vel lov til at håbe og være forsigtig optimist!

So Long! 

Fastelavnsbal

Søndag d. 19. februar 1956

I denne weekend er lærerparret og børnene i Jylland på familiebesøg, og jeg har set meget frem til at have en weekend alene i lejligheden. I går (lørdag) skulle jeg som sædvanligt arbejde fra kl. 7.30-9.30 og derefter have to timers Latin. Da jeg kom hjem, havde jeg brug for et lille hvil, så jeg kunne være frisk til om aftenen, hvor jeg skulle mødes med min barndomsveninde Inge. Hun kom til aftensmad, hvor jeg havde forberedt farseret blomkål med karrysovs og mandelrand med kirsebærsovs til dessert. 

Det var meget dejligt at se Inge igen; hun fortalte interessante historier fra børnehaveseminariet, og hvilke teorier hun for tiden lærer om inden for det psykologiske felt. Psykologi er jo et vigtigt område på seminariet, da børn har en helt særegen psykisk udvikling. Vi talte blandt andet om behaviorisme, gestaltpsykologi, dybdepsykologi, karakterologi og social psykologi. Det var meget spændende, og vi var helt ved at glemme tiden. Vi nåede dog opvasken, så vi kl. 20 planmæssigt kunne tage til Studenterkursets fastelavnsbal. Jeg har set frem til ballet hele ugen – det er altid skægt at komme til fest og få lidt adspredelse fra studierne. 

Det var elevbestyrelsen, der stod for fastelavnsballet, og de havde foretaget et flot arbejde med udsmykningen. Som åbning på ballet steg en elev fra bestyrelsen op på talerstolen og bød os alle velkommen. Der var god deltagelse, og de fleste havde gjort et stort stykke arbejde med udklædningen. Der var mange prægtige skikkelser såsom klovne, trolde, hekse, soldater og så videre. Mange var forklædt til ukendelighed som eksempelvis nogle af de mandlige kursister, som var udklædt som pæne fruer. Inge og jeg var klædt ud som græske gudinder, men vi fik dog ikke præmierne for bedste udklædning – de gik til to anden års elever. Musikalsk var der nogle spændende indslag, hvor bl.a. orkestret: ‘The Wild Stars’ underholdt, og de fik hele salen til at danse. Stemningen nåede de klassiske højder, og det hele forløb på festligste vis. Ved baren, der var lavet i et hjørne af salen, fik Inge og jeg serveret punch, og her mødte vi min medkursist Svend og hans kammerat Jens. Vi blev inviteret ud at danse, og sidst på aftenen fortalte de os, at de havde startet en jazzklub op med nogle andre kursister med det formål at sprede kendskabet til jazz’en. Lørdag d. 3. marts skulle der være causeri, og vi blev inviteret med. Vi takkede ja til invitationen – det er jo også vigtigt at more sig lidt.

Fastelavnsballet var i det hele taget en stor succes. Om natten begyndte en snestorm, og jeg måtte flere gange stige af cyklen på vejen hjem fra ballet, da det føg. Hjem kom jeg imidlertid. 

I dag har jeg været lidt træt, men jeg har trods alt fået forberedt mig en del til undervisningen i næste uge. Jeg har bl.a. læst Thomas Manns: ‘Buddenbrooks’ færdig til morgendagens tysktime. Det bliver interessant at høre, hvad Hr. Sørensen vil uddrage og belyse i sin gennemgang af bogen.

Må De have en rigtig behagelig aften!

Fastelavn er mit navn

Søndag d. 12. februar 1956

“Boller op, boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade?”. Et slag, to slag, tre slag… Fnis. Flere dask på dynen. Jeg åbnede øjnene, og de to spilopmagere var i en ekstase af latter og krigerisk dans, som de hoppede rundt med deres fastelavnsris, mens de sang. Det var næsten ligesom juleaften for Jørgen og Kirsten, så meget havde de glædet sig til denne dag – Fastelavnssøndag!

Fatelavnsrisene fremstillede vi sammen i går eftermiddags. Efter min Latinundervisning tog jeg dem med ud og samlede små grene. Jeg havde købt noget fint silkepapir i forskellige farver, som vi klippede frynser i og samlede til kvaster. Derudover tegnede og klippede vi kattefigurer og masker ud i pap, som kunne fæstnes til riset. Jeg havde også lovet dem, at jeg som det første i dag ville tage dem med til bageren og købe strutter. Efter jeg var blevet ‘riset op’ i morges, tog vi derfor til bageren, og imedens forberedte deres mor, Fru Nielsen, morgenkaffen. 

Fru Nielsen har i løbet af ugen haft travlt med at fremstille kostumer til børnene. Især har Jørgens kostume krævet en del arbejde, da hans store ønske i år har været at komme udklædt som viking. Han har derfor fået syet et fint kostume af et sækkelærred, og Hr. Nielsen har som tilbehør købt ham en fin vikingehjelm (De ved den slags med horn i siderne), et skjold og et sværd i den lokale legetøjsforetning. Kirsten skulle klædes ud som en prinsesse, og Fru Nielsen har derfor syet en fin kjole til hende af en af fruens aflagte kjoler.   

Ved middagstid skulle de ned i gården og slå katten af tønden. I gården var der hængt to tønder op; én tønde til de store børn og én til de små. Det var en kold omgang, men heldigvis var de fleste af børnene klædt fornuftigt på. Et par af de små piger græd dog over iskolde fingre – de små stakler!  

Efter tøndeslagning var der forskellige selskabslege herunder ‘bide til bolle’, hvor børnene skulle forsøge at spise ophængte boller uden brug af deres hænder. Jeg kom til at tænke på fastelavnsfejringerne i min egen barndom i 30‘erne og starten af 40‘erne, og jeg blev helt nostalgisk. Efter tøndeslagningen gik vi op i lejligheden og drak varm kakao og spiste fastelavnsboller. I morgen er det fastelavnsmandag, og her skal Jørgen og nabodrengene ud med raslebøssen og synge. Det glæder han sig gevaldigt til. 

Studenterkurset afholder på lørdag Fastelavnsbal, og jeg har spurgt min barndomsveninde Inge (hende som også i sommers flyttede til København), om hun vil med. Det ser jeg meget frem til!

Jeg er netop blevet færdig med forberedelserne til morgendagens historieundervisning og sidder nu med en kop te på mit værelse og reflekterer lidt over det emne, vi skal arbejde med. Vi skal arbejde med begrebet: ‘Fritid’. Fritid forstået som tid man selv kan disponere over. Historisk set har fritid været et gode, der har fulgt med de priviligerede klasser. Overklassen har gennem historien ikke behøvet at arbejde for føden og har som følge deraf haft fri tid til f.eks. at gå på jagt, feste, spille spil osv. Fritiden er i vor tid heldigvis voksende over en bred kam, hvilket er herligt! Personligt er min fritid for øjeblikket dog ikke tilnærmelsesvis lige så stor som mine jævnaldrendes inden for andre erhverv. Hvis jeg imidlertid fik mere fritid, ville jeg læse flere aviser, overvære foredrag, høre flere radiodiskussioner om aktuelle problemer og i det hele taget holde mig mere opdateret omkring samfundsforholdene. Jeg ville gå mere i teatret, på jazzklub og på danserestaurant – for der skulle også være tid til at more sig lidt. På nuværende tidspunkt skal jeg imidlertid i gang med at forberede aftensmad. Vi skal have fyldte, grønne peberfrugter med grovhakket fars, løg, hvidløg og krydderier. Det er en opskrift, jeg har fået af Inge, og den skulle være vældig sund.

Godaften!

En lærkefugl i et dukkehjem

Søndag d. 5. februar 1956

Den1 sidste tid har en følelse af ubehag fået tag i mig. Forlængst bearbejdede usikkerheder og sårbarheder er atter dukket op og er kommet til at fylde. Andres meninger har ramt mig hårdt. Jeg er blevet mødt af holdninger, jeg naivt troede, jeg havde forladt, da jeg flyttede fra provinsen. Jeg hentyder til de traditionelle holdninger til kvindens rolle i samfundet… 

Må vi kvinder ikke drømme om mere end at servere kaffe for vores mænd og vaske deres tøj?

Gennem min opvækst i Vildbjerg er jeg ofte blevet mødt med talrige fordomme og afskrækkende kommentarer vedrørende det forhold, at jeg som pige ønskede en uddannelse. At jeg tilmed ønskede en uddannelse inden for et felt, der ikke var husligt betonet, var der meget lidt forståelse for. For mange folk er det nemlig sådan, at det kun er i orden for en kvinde at uddanne sig, hvis det er inden for de fra oldtiden nedarvede ‘kvindefag’ såsom barnepleje, sygepleje og husligt arbejde. Disse uddannelser kan nemlig give brugbare kvalifikationer til et fremtidigt liv i hjemmet med ægtemand og børn. Sådanne holdninger har ikke ligefrem tilskyndet mig til at følge den vej, jeg i virkeligheden har lyst til at gå, og som jeg mener at have anlæg for. 

Jeg ved, at det i sig selv er et privilegium, at jeg rent faktisk har mulighed for at tage en studentereksamen. Skønt jeg selv må betale for udgifterne til studenterkurset og derfor nødvendigvis må arbejde en del, så er det ikke en mulighed, der er alle forundt. Det gør mig dog utrolig frustreret, at jeg hele tiden må forsvare mit mål om en boglig uddannelse. Selv på studenterkurset skal jeg argumentere for mit valg, idet flere af mine mandlige medkursister synes, at det er overflødigt for mig at tage en boglig uddannelse. For hvorfor skulle jeg tage en uddannelse og få et arbejde for derefter ved indgåelse af ægteskab at blive afskediget? Det er trods alt fortsat almindelig praksis, når en kvinde indgår ægteskab, at hun bliver afskediget, og det på trods af at funktionærloven har defineret denne afskedigelsesgrund som ulovlig. Hvis man til gengæld ikke bliver afskediget og fortsat er selverhvervende, kan man da overhovedet få et familieliv til at fungere?

Det er klart, at det nærer min usikkerhed, og det er noget, jeg reflekterer en del over. For selvfølgelig ønsker jeg en dag at stifte en familie. Jeg vil imidlertid ikke at være en lærkefugl i et dukkehjem i en soveby, og man behøver vel heller ikke at ‘vie sit liv til frikadellerne’ for at blive en god kvinde i hjemmet. Det huslige behøver vel ikke nødvendigvis at være så indviklet, som nogen formår at gøre det til. Desuden er det en meget usikker levevej at være husmoder. Hvad hvis manden dør, eller ægteskabet viser sig ikke at kunne holde, og man en dag står helt alene? Den eneste forsikring herimod, som virkelig nytter noget, er jo, at kvinder har uddannet sig, inden de gifter sig. Jeg mener derfor, at kvinder på lige fod med mænd skal have ret til at uddanne sig og bestemme over deres egne liv. Om de så ønsker at uddanne sig på husholdningskole eller på universitetet, så bør det være op til kvinderne selv at bestemme, hvilken livsvej de ønsker at gå.

Jeg tror desuden, at det er godt for os kvinder at tjene ‘egne penge’, så vi er økonomisk uafhængige af mænd. Hvis vi kvinder fortsat er afhængige af mænd, er vi principielt set underlagt dem, og så får vi måske aldrig frihed og ret til at bestemme over vores egne liv, og et ægteskab bør dog efter min opfattelse bygge på to ligeberettede partnere, der har respekt for hinanden. 

Spørgsmålet er så, om man kan arbejde med en anden arbejdsdeling? Jeg har læst, at kvindesagsforkæmperen Anna Westergaard har foreslået, at man i familier med selverhvervende kvinder kan arbejde med en anden arbejdsdeling, som tager en række byrder og ansvar fra husmoderen og fordeler dem over familien som helhed. Efter min opfattelse er det en retfærdig fordeling, når to ligeberettige partnere når til enighed om en arbejdsdeling, men vil en mand gå med til det? Vil han finde det skamfuldt, at hans kvinde er selverhvervende, og at han skal hjælpe til i hjemmet? 

En ting er i hvert fald sikker: Det er blevet bevist, at vi kvinder er akkurat ligeså gode ingeniører, læger, journalister med videre som mændene, så hvorfor må vi ikke udfolde vores talenter? Det spørgsmål vil jeg lade være det sidste for nu…

  1. Udtryk, vendinger og argumenter er inspireret af følgende artikler:

    Hansen, Else Toftkær (1959, 25. april): ‘Husmor uden kedsomhed’ i Information.
    Nørgaard, Lise (1957, 6. januar): ‘Reviderede begreber om den dygtige husmor’ i Politiken
    Moltke, Else (1952, 18. november): ‘Kvindesagen er ingen ambulance’ i Tidens Kvinder.
    ↩︎

Afsked med 1955

Søndag d. 29. januar 1956

For mange mennesker er det nok sådan, at de ved begyndelsen af et nyt år standser op, ser sig tilbage og tænker lidt over året, der gik. Sådan har jeg det også. Skønt det næsten er en måned siden, vi tog afsked med 1955, føler jeg en trang til at reflektere over året, der gik. Hvad blev der i grunden udrettet og opnået, og hvad blev der måske forspildt? 

Jeg vil starte med at hæve blikket over det rent personlige og hæfte mig ved årets begivenheder uden for landets grænser. 

Jeg har som mange andre haft store forhåbninger til det diplomatiske arbejde, der foregår i verden. Af den grund har det også skuffet mig at iagttage udfaldet af møderne mellem repræsentanter fra Øst og Vest i det forgangne år, som intet konstruktivt har medført.

Det gælder f.eks. udenrigsministermødet i Geneve mellem Sovjetunionens og Vestens ledere i slutningen af oktober. Dette møde gav kun små resultater, og nogen fælles løsning på det europæiske sikkerhedsproblem blev ikke opnået. Derudover er der også i de sidste måneder foregået våbensendinger til de arabiske lande. Det tyder ikke just på afspænding i verdenssituationen – snarere tværtimod. Statsminister H.C. Hansen mener dog ikke, at vi i dette spørgsmål bør indtage en alt for pessimistisk indstilling, da han anser en ny storkrig som en utænkelighed pga. den uhyggelige våbentekniske udvikling indenfor atom- og brintbomber. Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk, men sandheden er, at jeg er utrolig bange for verdens udvikling. Med den intensiverende konflikt, der hersker mellem USA og Sovjetunionen, og med de våben, disse stormagter har adgang til, frygter jeg for verdens og min egen fremtid. Ud fra min synsvinkel lever vi i en tid, hvor der over det hele svæver en ny og mere uklar form for krigsfare, og derfor har jeg svært ved at se lyst på sagerne og tænke, at det nok altsammen skal gå. Jeg håber som vores statsminister, at de store staters ledere i Øst og Vest er opmærksomme på deres store ansvar i forhold til at føre verden frem mod en varig fred, men det er indlysende, at det ikke er med de bedste udsigter, at verden går ind i det nye år. 

Herhjemme indledtes 1955 også dystert med den bestyrtende meddelelse om statsminister Hans Hedtofts pludselige død under Nordisk Råds møde i Stockholm. Meget trist!

For ikke at anlægge et alt for pessimistisk og trist perspektiv vil jeg i stedet rette opmærksomheden på året, som det har taget sig ud på det personlige plan. Her har året været præget af både forventning, glæde, ængstelse og udmattelse. I år forlod jeg nemlig forventningsfuld og spændt mit barndomshjem i Vildbjerg for at forfølge drømmen om at blive student i København. 

Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg i sommers rejste med toget til København for at tage til indstillingsprøve til den nysproglige linie på Akademisk Studenterkursus. Prøvens resultat ville afgøre hele min fremtid. I dagene op til havde jeg læst, memoreret og repeteret, til nætterne blev lyse, og da dagen endelig indtraf, følte jeg mig svimmel og døjede med hovedpine, hjertebanken og konstant klamme hænder. Hovedstaden modtog mig dog i strålende sol og varme, og måske var det en medvirkende årsag til, at jeg til min store lettelse bestod prøven. 

Efter at have fundet et værelse hos et venligt lærerpar på Frederiksberg og et arbejde på tekstilfabrikken Julius Koch på Nørrebrogade kunne jeg den 16. august kl. 19 møde op på Sct. Petri Skole, Larslejsstræde 5, hvor jeg havde min første undervisningsgang. Nervøsitet, spænding, angst og glæde udgjorde det virvar af følelser, jeg gennemlevede den dag. Det er nu et halvt års tid siden… Der har været mange nye indtryk med arbejde, kursus, nye bekendskaber samt at falde til i en helt ny by. For det har uden tvivl været en stor omvæltning at flytte til København. Min barndomsby er en lille stationsby, hvor alle kender hinanden, i København er der til gengæld ingen, der kender mig. Anonymiteten kan være meget befriende, men jeg synes også, at københavnerne til tider kan være lidt rå i slaget, men det handler nok om tilvænning.

Idéen om at flytte til København opstod for efterhånden længe siden. Faktisk besluttede min veninde Inge og jeg allerede, da vi startede på realskole, at vi ville til hovedstaden efter realeksamen. I København var der bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder, og vi havde hørt spændende historier om storbyen, da flere af vores veninders søskende var taget dertil. Min plan var at tage studentereksamen som nysproglig, Inge ville uddanne sig til barneplejerske på børnehaveseminariet, og den plan har vi holdt urokkeligt fast i. 

Mine forældre bakkede på ingen måde op om beslutningen om at flytte, hvilket jeg har skrevet mere uddybende om her: https://ungi50erne.dk/om-mig/. De var meget bekymrede for, hvordan det skulle gå mig i hovedstaden. Da jeg var hjemme i Vildbjerg over julen, var mine forældre imidlertid lettede over at erfare, hvordan jeg foreløbigt har klaret mig i København. 

Jeg vil stoppe min første beretning fra 1956. I morgen starter en begivenhedsrig uge, og jeg skal have forberedt det sidste til morgendagens undervisning. 

God søndag!