Jeg har tidligere skrevet om min farfars situation; hvordan han har arbejdet med hårdt, fysisk arbejde, siden han var 14 år med arbejdsdage på helt op til 12 timer. Da hans krop for to år siden ikke kunne mere, følte han det skamfuldt og uværdigt at modtage aldersrente, da han forbandt det med almisse og fattighjælp, og det var svært for en stolt arbejder som ham at akceptere. Det, at et flertal i folketinget nu er nået til enighed om en folkepension for alle borgere over 67 år, gør en konkret forskel for talrige mennesker, som ikke længere skal være bange for at blive ældre eller føle, at de skal stå med ‘hatten i hånden’ i tilfælde af, at de ikke længere kan arbejde, for nu er det deres ret at få pension. Det er et af de mest omfattende velfærdspolitiske tiltag, der nogensinde er lagt op til herhjemme, og jeg anser det som et stort fremskridt, at vi nu kan sikre vores ældre en værdig alderdom.
Velfærdsstatens modstandere har til gengæld i disse tider travlt med at advare os om den katastrofe, som sådanne tiltag kan føre med sig bl.a. anført af den liberal-konservative journalist og forfatter Hans Jørgen Lembourn. Ifølge Lembourn og andre indskrænker de velfærdspolitiske tiltag nemlig gradvist vores individuelle frihed. For dem er velfærdsstaten en formynderstat, som gør os sløve og dumme, fordi vi ikke længere behøver at tænke selv. Den fratager vores ansvarsfølelse, handlekraft, originalitet, lidenskab og livsmod, samtidig med at den forårsager konformisme, ensretning og tomhed. Skal man tro dem, vil velfærdsstaten føre os ind i et kollektivt samfund, hvor alt er gennemorganiseret og ordnet af et statsmaskineri, og det kan blive til en glidebane til et nyt diktatur, hvor individualisme og personlig frihed vil blive elimineret.
Pudsigt nok fremsættes disse velfærdskritiske argumenter ofte af folk, der har deres på det tørre. Det er som regel folk, der befinder sig i de økonomisk priviligerede klasser, hvis velfærd ofte er sikret i forrige generationer. Det er ikke dem, der har arbejdet med hårdt fysisk arbejde, siden de var børn, og som kan mærke de fysiske konsekvenser af de mange års slid. At størstedelen af samfundets borgere skal leve i konstant frygt for ulykker, sygdom, arbejdsløshed og alderdom, for at en snæver elite kan bevare deres (ofte nedarvede) goder, er udtryk for en konservativ politisk ideologi, og at det skulle have noget som helst med diktatur at gøre, at staten garanterer forsikringsordninger mod disse og dermed skaber grobund for tryghed og livsglæde, det, synes jeg ærlig talt, er noget vrøvl. For de velfærdspolitiske tiltag er ikke frihedens modsætning. Tværtimod. Hvis man skal have reel frihed, skal man have en vis levestandard. Velfærdsstaten garanterer og forbedrer netop levestandarden og de materielle kår for ALLE, hvormed der kan skabes frihed for den enkelte til at bestemme over sig selv. Den abstrakte frihed, som velfærdsstatens kritikere besynger, kan man ikke bruge til meget, hvis man er ved at dø af sult. Velfærdsstaten er derfor midlet til autonomi og myndighed for alle borgere.
D. 9. august var der i Politiken en interessant kronik skrevet af ekspeditionssekretær K. Damsgaard Hansen. Han lagde i denne bl.a. vægt på, at man med folkepensionen både øger menneskers tryghed og deres frihed. For hvis mennesker har den sikkerhed, at de under alle omstændigheder vil blive godt forsørget på deres gamle dage, så er der gode betingelser for, at der vil komme mere frie og lykkelige mennesker ud af det. Derudover fremhæver Hansen i sin kronik en iagttagelse, som politikerne måske burde tænke over. Ifølge ham har man nemlig: “[…] næsten systematisk haft held til at faa det indrettet saadan, at velfærdspolitikkens ydelser gives, uden at man kan se værdien heraf, medens betalingen herfor skærer i øjnene. Man yder menneskene og deres børn gratis skolegang, gratis hospitaler og store nedsættelser af huslejen osv. paa en saadan maade, at de ikke […] kan konstatere værdien heraf”. Her har polikerne en væsentlig opgave foran sig, hvis folk reelt skal forstå værdien af en velfædsstat.
Jeg bliver rørt, når jeg tænker på alle de mennesker, der har knoklet hele deres liv og nu som fortjent kan få en værdig alderdom uden bekymringer og ydmygelser. Med en særlig kærlig tanke til dem vil jeg afslutte dette indlæg.
Efter en lang og tiltrængt sommerferie vil jeg atter begynde at skrive om stort og småt her på dette forum. Der er sket meget, siden jeg skrev sidst, og det vil jeg prøve at samle op på i det følgende. Jeg gik på sommerferie d. 24. juni, men før jeg går i dybden med min personlige rejse gennem det danske sommerland, vil jeg hæve blikket lidt og hæfte mig ved noget af det, der på det seneste er sket på den verdenspolitiske scene, og som egentlig gør mig temmelig bekymret og utryg.
Siden slutningen af juli har vi nemlig hver dag i aviserne kunnet læse om den triste udvikling omkring Suez-kanalen. Det startede med, at Ægyptens præsident Nasser i slutningen af juli erklærede Suez-kanalen for nationaliseret, og siden da har især England og Frankrig raslet med sablerne, da de frygter for den frie skibsfart gennem kanalen. Hvis Ægypten fastholder kursen og nægter at akceptere en international kontrol med kanalen, vil Storbritannien tilsyneladende gennemtvinge den med militærmagt. I aviserne kan man læse, hvordan briterne er klar til at sende kolonner af militære lastbiler, tanks, panservogne og flere godstog med ammunition til Middelhavet. I Ægypten mener man omvendt, at nationaliseringen af kanalen er fuldt lovlig i henhold til landets suveræne rettigheder. De påpeger, hvordan det tidligere fransk-britiske Suez-selskab berigede sig på Ægyptens bekostning. Ægypterne anser briternes og franskmændenes reaktion som imperialistisk indblanding i Ægyptens indre anliggender.
I disse dage handler mange avisoverskrifter om situationen ved Suez-kanalen.
Jeg synes, det er meget komplekst at finde rundt i det altsammen, men jeg håber, at man kan løse konflikten på fredelig vis og med fredelige midler. Vi skal ikke have mere oprustning og krig!
Verden består heldigvis ikke kun af mørke farvetoner, som disse nedslående storpolitiske handlinger må siges at repræsentere, den består af hele farvespektret, og jeg vil derfor bevæge mig op i den lysere og lettere farvetoneskala og fokusere på, hvordan livet har taget sig ud på det personlige plan, for det har været alt andet end nedslående!
Ferie i og omkring Vildbjerg
Ved feriens start rejste jeg væk fra storbyens trængsel og larm for at få en tiltrængt pause ovenpå et hektisk år. Den første uge blev tilbragt hos mine forældre i Vildbjerg, hvor jeg ikke havde planlagt meget, jeg ville gerne have tid til ikke at lave noget, men rastløsheden ramte mig overraskende hurtigt. Pludselig var der meget tid til at tænke og mærke efter, og det skræmte mig lidt. Som dagene gik, blev det bedre, jeg gik lange ture, observerede min barndoms- og ungdomsverden og mærkede, hvordan pulsen langsomt faldt, og vejrtrækningerne blev dybere. Jeg fik tid til at gennemgå min tilværelse i København med en tættekam. Jeg afvejede, afstemte og reflekterede over den nye tilværelse på en måde, som man kun kan gøre det, når man har det hele lidt på afstand.
Det har været et år, hvor jeg har søgt at tilpasse mig en ny virkelighed. Jeg har skullet lære nye omgangsformer, for man gebærder sig anderledes i storbyens miljøer end i en lille stationsby. Der er også stor forskel på omgangsformerne i de forskellige miljøer i København; sproget, vanerne og holdningerne er varierende alt afhængigt af, om man f.eks. befinder sig på en tekstilfabrik eller på et studenterkursus. For mit vedkommende føler jeg ikke, at jeg passer helt ind nogen af stederne, men jeg forsøger til stadighed at tilpasse mig uden at miste mig selv. Det er dog blevet en del bedre i løbet af året, og jeg føler mig ikke længere som en hund i et spil kegler. Derudover er det såmænd både vigtigt og interessant at få udvidet sine horisonter.
Det har været dejligt at have tid til at slappe af, reflektere, kigge i gamle familiealbums og drikke kaffe med familien i Vildbjerg.
Efter at have slappet af den første uge hos mine forældre (og min lillebror Ole) besøgte jeg min mormor og morfar på deres hyggelige gård lidt uden for Vildbjerg. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg besøger gården, da jeg har så mange skønne barndomsminder derfra. Derfor gjorde det mig også lidt vemodig, da de fortalte mig, at de regnede med at sælge gården inden for de nærmeste år. Jeg har dog forståelse for, at det med alderen er blevet hårdt for dem at drive gården videre, også selvom de har ansat en flink tjenestekarl. Jeg under dem i høj grad en fredelig alderdom i byen, og der vil jeg også hurtigt kunne cykle forbi dem til en kop kaffe, når jeg er på besøg i Jylland. Jeg håber dog, at vi kan fejre deres guldbryllup på gården næste år.
Jeg sørgede for at nyde kaffebordet i haven lidt mere end ellers, jeg tog alle de små indtryk ind, som ellers ofte passerer forbi; duften af blomster blandede sig med duften fra den friskbryggede kaffe, lydene af fuglefløjt, en fjern hønseklukken, en rolig stilhed, som man kun rigtigt kan erfare på landet. Mormors kaffebord var som altid udsøgt, og hun ved, at jeg ikke kan stå for hendes formidable æblekage, som hun naturligvis af samme årsag havde lavet rigeligt af. Inden jeg tog afsked med mine kære bedsteforældre, kiggede jeg forbi køer, grise, heste og høns, for jeg skulle have det hele med.
På besøg hos mormor og morfar
Lillebror Ole
Nogle dage senere tog jeg og min lillebror, Ole, til Struer for at besøge min farmor og farfar. På turen i toget derop gav Ole mig noget af en overraskelse. Han fortalte mig, at han havde droppet realeksamen og på egen hånd havde fundet en læreplads i København. Jeg var chokeret!
Det var for mig måske ikke den største overraskelse, at Ole gerne ville bruge sine evner inden for det håndværksmæssige område; han har siden sin barndom været mere interesseret i at skille maskiner ad og forstå de automekaniske sammenhænge end at læse i bøger, men at han i en alder af 16 år ville gå bagom mine forældres ryg og på egen hånd finde en læreplads så langt væk hjemmefra, det havde jeg aldrig troet. Hvad giver De mig, han kunne jo sagtens have fundet en læreplads i Midtjylland. Mine forældre har bestemt ikke været begejstrede for Oles beslutninger og handlinger. Min far har i første omgang skullet akceptere, at Ole ikke (ligesom min ældre bror Peter) vil gå i hans fodspor og blive funktionær, men beslutningen om at tage til København har han og min mor haft sværest ved at forlige sig med. De var også imod, at jeg i sin tid tog til København, men jeg var trods alt ældre og myndig. Ole må dog tilsyneladende have haft talegaverne i orden, for det lykkedes ham i sidste ende at få dem overtalt. En medvirkende årsag har formentlig været, at det er et ganske udmærket sted, han har fået læreplads. Mine forældre er dog kun nødtvungent gået med til flytningen på betingelse af, at min faster og jeg holder et vågent øje med ham, at han ikke kommer ud i noget snavs og omgås forkerte mennesker osv. Hvis han bare tilnærmelsesvis er på vej ud på et skråplan, vil min far personligt prompte hente ham hjem igen. Han skal derfor også bo hos min faster i Valby. Mit store spørgsmål til Ole var: ‘Hvorfor?’ Hvorfor dog søge til København? Han sagde, at min rejse til København havde inspireret ham, og han ønskede forandringer! Han var dødtræt af provinsen samt fars forventningspres, og det kunne jeg egentlig godt sætte mig ind i. Det bliver skønt at tilbringe mere tid med ham igen, og jeg er mægtig stolt af, at han tør gå sine egne veje. Nu er jeg så ikke længere familiens største rebel, den titel må tilfalde Ole.
Hos farmor og farfar i Struer
Efter at være ankommet til Struer og vi havde været forbi farmor og farfar i lejligheden med vore kufferter, tog vi sammen bådfarten fra Struer havn til landgangsbroen ved Bremdal Strand. Der var mange mennesker, både campister, der camperede direkte ved stranden, samt en del dagsgæster, der havde taget særtoget fra Herning. Ole og jeg var ude at svømme, mens farmor og farfar slappede af inde på land. Efterfølgende nød vi indholdet af farmors appetitvækkende madkurv, som indeholdt alt, hvad hjertet kunne begære af friskbagte boller, saft lavet af kolonihavens rabarber, øl, sandkage og kaffe. Der manglede bestemt ikke noget, og alligevel stak farfar os 5 kr., så vi kunne købe os en isvaffel hver på Strandgården. Mætte på sol, samvær og mad tog vi efterfølgende hjem til lejligheden, hvor jeg hjalp farmor med aftensmaden. Ole og jeg vendte senere tilbage til Strandgården for at danse og drikke en øl. Ole viste lige lovlig meget interesse for nogle af egnens unge piger, og selvom det hører hans alder til at interessere sig for piger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det skulle blive, når han flyttede til København.
Der er blevet spist mange is hen over sommeren, og ved Bremdal Strand nød vi også at komme en tur i vandet
Den følgende dag tog vi på udflugt til farmor og farfars hyggelige kolonihave, hvor vi nød endnu en velsmagende frokost, drak kaffe, talte sammen og slappede af. Der er altid en enestående stemning i sådan en kolonihave, hvor man kan få lys og luft samt høre nabohavernes beboere være i præcis den samme veltilfredse stemning som én selv. Farmor og farfar dyrker i haven alskens grøntsager, frugter og bær, og det er svært at stoppe med at plukke jordbær, hindbær, brombær, solbær og ribs, når først man er kommet i gang. Jeg er glad for at se, at de endelig kan nyde deres alderdom sammen her i kolonihaven.
Hygge i farmor og farfars kolonihave
Jeg har været meget bekymret for farfar de seneste år. Han har haft et skrantende helbred, og jeg kan se, at han fortsat har smerter, skønt han ikke beklager sig. De mange år med hårdt fysisk arbejde og lange arbejdsdage har sat deres aftryk på hans aldrende krop.
Han har arbejdet, siden han var 14 år. Det var andre tider dengang med arbejdsdage på helt op til 11-12 timer. Farfar blev teglværks- og bygningsarbejder, og her blev kroppen ikke skånet. Han blev også aktiv fagforeningsmand og var i mange år regnskabsansvarlig for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund. For to år siden kunne kroppen ikke holde til det opslidende arbejde mere, og han fik tildelt aldersrente. Han var egentlig berrettiget til at modtage aldersrenten allerede for fem år siden, men han har følt, at aldersrenten havde karakter af almisse og fattighjælp, og derfor holdt han på at arbejde til det sidste. I efteråret fyldte han så 70 år, og ærligt talt tror jeg, at han har været usikker på, om han skulle nå denne alder.
Glædeligvis tyder alting på, at Folketinget snart når til enighed om aftale om en folkepension for alle, så folk som min farfar får ret til en pension uden at skulle føle, at de står med hatten i hånden. Det har de om nogen fortjent! Jeg synes, at ordningen med folkepension er et stort menneskeligt fremskridt, som øger menneskers tryghed, frihed og rummer de skønneste muligheder for en god alderdom. Jeg ved, at der er kritikere af denne ordning, og diskussionen om folkepension og andre velfærdsgoder vil jeg gerne tage op på et andet tidspunkt, da jeg anser det for et vigtigt emne.
Jeg kan ud fra det, jeg har skrevet, konstatere, at jeg har vanskeligt ved at fatte mig i korthed, når jeg skal beskrive feriens mange oplevelser. For at min beskrivelse ikke skal udvikle sig til en roman, vil jeg fatte mig i korthed her til slut. Efter jeg havde besøgt begge hold bedsteforældre, besøgte jeg først min storesøster Kirstine og hendes familie i Herning og derefter min storebror Peter og hans familie i Silkeborg. Jeg var både på konditori, på restaurant og spise fransk mad, på Himmelbjerget, ude at sejle med Hjejlen og meget andet.
Billeder fra Silkeborg (Himmelbjerget og Hjejlen) samt billeder af min søsters dreng Christian på mormor og morfars gård med hunden Vips samt på en legeplads i Herning.
Feriens sidste store oplevelse var Inges og min cykel- og teltferie til Hvide Sande, men den var for spændende til, at jeg kan berette kortfattet derom i denne opdatering. De kan læse om denne tur, mødet med Erik og andre interessante emner i mit næste indlæg.
