Den længeventede date med Erik

Søndag d. 28. oktober

Sommerfuglene baskede rundt i mit indre, da jeg cyklede forbi Søpavillonen ved søerne. Min krop var i oprør, hjertet bankede heftigt, og musklerne blev spændt op. Jeg cyklede videre ad H.C. Andersens Boulevard. Det beroligede mig lidt at tænke på, at Erik nok også var spændt på at mødes med mig efter så lang tid. Sidst, vi havde set hinanden, var i juli måned ved Vesterhavet. Vi havde mødt hinanden til en dansant på Hotel Klitten i Søndervig og havde efterfølgende haft nogle vidunderlige dage sammen. (De kan læse mere om mit møde med Erik her: https://ungi50erne.dk/frihed-telthygge-og-kaerlighed/). 

Jeg drejede af ved Jarmers Plads, og i princippet ville jeg nu kunne møde Erik hvert øjeblik, det skulle være. Hver en fodgænger, jeg passerede på min vej hen ad Vester Voldgade, blev observeret. Nej, det var heller ikke ham. Pludselig ramte en tvivl mig; hvad nu hvis han ikke var, som jeg huskede ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne genkende ham? Måske huskede jeg ham som sødere, pænere og dejligere, end han var. Tankerne kørte rundt i mit hoved i et tempo og i en omskiftelighed, så jeg havde svært ved at følge med. Jeg ankom til krydset, jeg skulle passere for at komme til nr. 21, og pludselig kunne jeg se ham. Med sin høje og slanke statur var Erik nem at genkende, som han stod der og ventede foran bygningen. Han bar en grå tweedjakke, sandfarvede bukser, en blød, hvid skjortekrave med en mørkerød, ulden bluse over. Hans flotte, mørkebrune hår var friseret let tilbage. Han så tænksom ud, som han stod der og ventede, lige indtil han fik øje på mig og mødte mig med et smil. Jeg blev ramt af en øjeblikkelig lettelse og indre varme; han så bestemt lige så dejlig ud, som jeg huskede.

Efter at have småsnakket lidt foran bygningen gik vi op på 1. sal, hvor Willi’s Place – ‘The American Soda-Fountain’ holder til. Jeg havde planlagt, at vi skulle mødes og spise frokost her, da det er et populært og specielt sted, som man ikke finder magen til andre steder i byen. Ejeren af stedet, Willy De Witt, har været i USA og lært at ryste milkshakes, tilberede hot dogs, softices, bøf- og BLT-sandwiches osv., og stedet er generelt meget inspireret af den amerikanske kultur.

Da vi kom ind i lokalet, blev vi mødt af en behagelig jazz-musik. I et hjørne sad en gruppe unge mænd fordybet i et spil skak. Smarte, unge kvinder med smalle hvepsetaljer og platinfarvet hår sad i baren med deres milkshakes. Rundt omkring ved de små borde sad også par og flettede fingre, mens de delte en bananasplit eller drak te af personlige, hvide kopper med guldkant og navn. Vi satte os ved et lille bord og bestilte en BLT-sandwich og milkshake hver. 

Som daten udviklede sig, faldt min krop mere til ro. Vi talte om, hvad vores forældre ville sige, hvis de vidste, at vi sad på et sådant amerikansk inspireret spisested. “Mine forældre ville ikke bryde sig om det”, sagde Erik, “de er meget bekymrede for den amerikanske indflydelse på det danske samfund, og især hvordan den påvirker os unge. De anser den amerikanske kultur som vulgær, brutal, materialistisk, konform og fordummende, og de er bange for, at påvirkningen langsomt vil undergrave det danske samfunds fundament. I virkeligheden er de nok bare bange for forandring, og de har en eller anden romantisk forståelse af, at der var mere fasthed, klarhed og orden i sagerne førhen… Det er en besynderlig generation! De har næsten levet hele deres tilværelse i skyggen af krig, samfundskriser og fattigdom, og alligevel ønsker de ikke forandring. Det er da paradoksalt ikke?” Jeg lo, for karakteristikken passede jo også på mine forældre. Når Erik talte om sådanne emner, gestikulerede han ivrigt, og hans smukke, brune øjne blev levende, hvilket understøttede vigtigheden af argumenterne. Det er nok ikke så mærkeligt, at jeg mest husker, hvad Erik fortalte under daten, men jeg indviede også ham i mine refleksioner, og han lyttede interesseret og forstående. Vi havde under frokosten generelt så meget at sige hinanden, at der overhovedet ikke opstod nogen pinlig tavshed.

Da vi var færdige med vores frokost på Willi’s Place, gik vi fem minutters gang til Københavns Rådhus. Her skulle vi se byen fra oven. Det var en utrolig smuk udsigt, hvor vi kunne se ud over  Tivoli samt byens tage og de mange fine spir og tårne i grønfarvet kobber. Jeg ville ønske, at vi kunne have haft et romantisk øjeblik alene deroppe tæt ved skyerne, men vi var i følgeskab med en turistfører og andre turister, så det måtte vente. 

Jeg havde på forhånd en del idéer til steder, jeg syntes, vi skulle besøge på vores date.

Museumsbesøg og spadseretur i byen

Efterfølgende gik vi til Glyptoteket, som vi på forhånd havde aftalt at skulle besøge. Her så vi de mange skulpturer fra den ægyptiske, græske og romerske oldtid. Det var vældig interessant. De mange oldtidsskulpturer fik Erik til at tænke på nogle fine gipsafstøbninger fra det græske Æginatempel, som var at finde i deres auditorium på Århus Universitet. Jeg blev nysgerrig på at høre mere om det unge universitet i den jyske hovedstad, og Erik fortalte bl.a., at det ikke kun var selve universitetet, der var ungt, men også underviserne. Mange af underviserne var endnu ikke fyldt fyrre, og derfor var omgangstonen på universitetet dejlig fri. Lærerne deltog også ofte til festlige arrangementer, hvormed de studerende kunne drøfte akademiske problemstillinger med dem under mere hyggelige og uformelle former. Universitetet var ikke bundet af gamle traditioner, og det var der ud fra hans og andre studerendes opfattelse noget befriende i. Han fortalte videre om, hvordan universitetet skulle udvides, og at der for tiden blev bygget for et millionbeløb ud fra tegninger af arkitekten C.F. Møller. Jeg spurgte ham, om han var blevet betalt af universitetet for at omtale det i så rosende vendinger. Vi lo. “Anna” sagde han så med en mere alvorlig mine, “jeg vil vise dig det! Vi skal gå ture i den dejlige universitetspark, hvor der er det fineste samspil mellem natur og bygninger. Du skal selv opleve det! Vi to skal kigge ud over dalen og de små søer, nyde omgivelserne, mens vi fornemmer stemningen af liv fra universitetets andre studerende og undervisere. Når vi fryser, kan vi gå hen til det kollegium, jeg bor på, som ligger lige ved parken på universitetets grund, og så skal du få varmet dine hænder på en varm kop kaffe”. Dermed blev planerne om en tur til Århus påbegyndt. 

Efter museumsbesøget slentrede vi gennem Københavns gader uden rigtigt at ænse det myldrende liv omkring os, da vi var så opslugte af hinanden og vores samtale. Vi så Amalienborg Slotsplads og spadserede derefter videre til Gefionspringvandet og Kastellet. Til sidst var vi ved Langelinie, hvor vi så Edvard Eriksens skulptur af den lille havfrue. Vi afsluttede spadsererturen her, så der ikke var langt hen til det sted, vi skulle spise aftensmad. Vi var nemlig blevet inviteret til aftensmad hos Eriks studiekammerats moster og onkel, som boede på Classensgade på Østerbro, og det var jo belejligt for to fattige studerende som os at blive inviteret på middag. Erik og studiekammeraten Bent var rejst sammen til København fra Århus dagen forinden og havde overnattet hos familien på Østerbro.

Da vi ankom til Classensgade, var Erik og jeg godt sultne ovenpå den lange spadseretur, så det var dejligt at blive bespist med flæskesteg til hovedret og fløderand til dessert. Både Bent, mosteren og onklen var rigtig flinke, og vi fik nogle gode samtaler hen over middagsbordet. Efter aftensmad var Erik og jeg lidt trætte, men Bent fik os alligevel overtalt til at tage med ind til Minefeltet for at drikke en øl eller den nye smarte drik: Rom og Cola.

‘Amerikanerpigerne’

På vores vej ind til Minefeltet gik vi forbi Kongens Have og derefter via Gothersgade. Her passerede vi flere amerikanske soldater, der gik arm i arm med højtfnisende, unge kvinder. Der er ofte mange amerikanske soldater i byen, som er på orlov fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Om aftenen hænger de ud på de såkaldte ‘amerikanerbarer’ heriblandt Andys Bar, som netop ligger i Gothersgade. Omkring baren så vi en del af disse helt unge kvinder, som defineres som: ‘Amerikanerpiger’. Nogle af dem går nok med oprigtige, romantiske drømme om blive gift med en amerikaner, mens andre eftersigende spekulerer i, hvilke lommepenge, goder, gaver, forlystelser og restaurantbesøg de kan få finansieret ved at agere turistførere. Efter sigende skulle mange af disse kvinder dog i naturalier kvittere for generøsiteten på ‘amerikanerhotellerne’ om natten. Det sidste minder mere om prostitution end om kærlighed. Der er dog ofte tale om en gråzone, og det gør det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til disse ‘amerikanerpiger’. Man kan jo godt forstå, at ‘pigerne’ bliver smigrede over de flotte, amerikanske soldater, men en del af disse soldater har ofte en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at ‘more sig’, når de holder ferie i København. Da vi gik forbi ‘pigerne’ på Gothersgade, var jeg chokeret over, hvor unge mange af dem rent faktisk var. Nogle af dem var ikke mere end 14 år, vil jeg tro.

Vi fortsatte videre til Minefeltet, hvor mange af byens intellektuelle, kunstnere og bohemer skulle holde til.

Den ulidelige afsked

Efter vi havde drukket en rom og cola og en øl, og Erik og jeg i smug under bordet havde flettet fingre og tilkastet hinanden længselsfulde blikke, sagde Erik, at han ville følge mig hjem.

Mens vi gik, blev jeg mere og mere træt i benene, og mine fødder gjorde ondt. Jeg havde fået vabler af at trave så meget rundt i højhælede sko. Erik tilbød mig, at han kunne bære mig, hvilket jeg af høflighed takkede nej til, men da jeg fortsat ømmede mig, insisterede han på, at jeg skulle hoppe op på hans ryg, og sådan gik det til, at Erik gik gennem byens gader med mig på ryggen. Til sidst var vi endelig fremme ved lejligheden på Frederiksberg. Vi satte os på en kantsten, og Erik tilså mine ømme fødder og masserede dem blidt. Vi rykkede tættere sammen, og han tog forsigtigt fat om mit hoved og gav mig endelig det kys, jeg havde længtes efter men ikke selv havde turdet at tage initiativ til. Det var en forløsning, et klimaks på hele dagens særlige energi og det smukkeste og dejligste godnatkys, jeg endnu har fået. Efter nogen tid tog vi modvilligt afsked, for Erik skulle tilbage til Østerbro og sove.

Dagen derpå kom Erik til formiddagskaffe hos mig. Vi havde egentlig aftalt at gå en tur til Frederiksberg Have, men vi var alt for trætte i fødderne fra gårdsdagens udflugter. I stedet blev vi på mit værelse og talte, kyssede og krammede. Vi aftalte, at jeg skulle besøge ham i Århus inden længe. Min storebror bor i Silkeborg, så jeg vil altid kunne overnatte hos ham. Jeg fulgte senere Erik til stationen, selvom det gjorde mig forfærdeligt ondt allerede at skulle tage afsked med ham. Nu føler jeg en forfærdelig længsel, som næsten ikke er til at bære, men sådan er det nok, når man er blevet forelsket…

Afsked med 1955

Søndag d. 29. januar 1956

For mange mennesker er det nok sådan, at de ved begyndelsen af et nyt år standser op, ser sig tilbage og tænker lidt over året, der gik. Sådan har jeg det også. Skønt det næsten er en måned siden, vi tog afsked med 1955, føler jeg en trang til at reflektere over året, der gik. Hvad blev der i grunden udrettet og opnået, og hvad blev der måske forspildt? 

Jeg vil starte med at hæve blikket over det rent personlige og hæfte mig ved årets begivenheder uden for landets grænser. 

Jeg har som mange andre haft store forhåbninger til det diplomatiske arbejde, der foregår i verden. Af den grund har det også skuffet mig at iagttage udfaldet af møderne mellem repræsentanter fra Øst og Vest i det forgangne år, som intet konstruktivt har medført.

Det gælder f.eks. udenrigsministermødet i Geneve mellem Sovjetunionens og Vestens ledere i slutningen af oktober. Dette møde gav kun små resultater, og nogen fælles løsning på det europæiske sikkerhedsproblem blev ikke opnået. Derudover er der også i de sidste måneder foregået våbensendinger til de arabiske lande. Det tyder ikke just på afspænding i verdenssituationen – snarere tværtimod. Statsminister H.C. Hansen mener dog ikke, at vi i dette spørgsmål bør indtage en alt for pessimistisk indstilling, da han anser en ny storkrig som en utænkelighed pga. den uhyggelige våbentekniske udvikling indenfor atom- og brintbomber. Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk, men sandheden er, at jeg er utrolig bange for verdens udvikling. Med den intensiverende konflikt, der hersker mellem USA og Sovjetunionen, og med de våben, disse stormagter har adgang til, frygter jeg for verdens og min egen fremtid. Ud fra min synsvinkel lever vi i en tid, hvor der over det hele svæver en ny og mere uklar form for krigsfare, og derfor har jeg svært ved at se lyst på sagerne og tænke, at det nok altsammen skal gå. Jeg håber som vores statsminister, at de store staters ledere i Øst og Vest er opmærksomme på deres store ansvar i forhold til at føre verden frem mod en varig fred, men det er indlysende, at det ikke er med de bedste udsigter, at verden går ind i det nye år. 

Herhjemme indledtes 1955 også dystert med den bestyrtende meddelelse om statsminister Hans Hedtofts pludselige død under Nordisk Råds møde i Stockholm. Meget trist!

For ikke at anlægge et alt for pessimistisk og trist perspektiv vil jeg i stedet rette opmærksomheden på året, som det har taget sig ud på det personlige plan. Her har året været præget af både forventning, glæde, ængstelse og udmattelse. I år forlod jeg nemlig forventningsfuld og spændt mit barndomshjem i Vildbjerg for at forfølge drømmen om at blive student i København. 

Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg i sommers rejste med toget til København for at tage til indstillingsprøve til den nysproglige linie på Akademisk Studenterkursus. Prøvens resultat ville afgøre hele min fremtid. I dagene op til havde jeg læst, memoreret og repeteret, til nætterne blev lyse, og da dagen endelig indtraf, følte jeg mig svimmel og døjede med hovedpine, hjertebanken og konstant klamme hænder. Hovedstaden modtog mig dog i strålende sol og varme, og måske var det en medvirkende årsag til, at jeg til min store lettelse bestod prøven. 

Efter at have fundet et værelse hos et venligt lærerpar på Frederiksberg og et arbejde på tekstilfabrikken Julius Koch på Nørrebrogade kunne jeg den 16. august kl. 19 møde op på Sct. Petri Skole, Larslejsstræde 5, hvor jeg havde min første undervisningsgang. Nervøsitet, spænding, angst og glæde udgjorde det virvar af følelser, jeg gennemlevede den dag. Det er nu et halvt års tid siden… Der har været mange nye indtryk med arbejde, kursus, nye bekendskaber samt at falde til i en helt ny by. For det har uden tvivl været en stor omvæltning at flytte til København. Min barndomsby er en lille stationsby, hvor alle kender hinanden, i København er der til gengæld ingen, der kender mig. Anonymiteten kan være meget befriende, men jeg synes også, at københavnerne til tider kan være lidt rå i slaget, men det handler nok om tilvænning.

Idéen om at flytte til København opstod for efterhånden længe siden. Faktisk besluttede min veninde Inge og jeg allerede, da vi startede på realskole, at vi ville til hovedstaden efter realeksamen. I København var der bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder, og vi havde hørt spændende historier om storbyen, da flere af vores veninders søskende var taget dertil. Min plan var at tage studentereksamen som nysproglig, Inge ville uddanne sig til barneplejerske på børnehaveseminariet, og den plan har vi holdt urokkeligt fast i. 

Mine forældre bakkede på ingen måde op om beslutningen om at flytte, hvilket jeg har skrevet mere uddybende om her: https://ungi50erne.dk/om-mig/. De var meget bekymrede for, hvordan det skulle gå mig i hovedstaden. Da jeg var hjemme i Vildbjerg over julen, var mine forældre imidlertid lettede over at erfare, hvordan jeg foreløbigt har klaret mig i København. 

Jeg vil stoppe min første beretning fra 1956. I morgen starter en begivenhedsrig uge, og jeg skal have forberedt det sidste til morgendagens undervisning. 

God søndag!