Søndag d. 20. januar 1957
‘Skuffelsernes år!’ Sådan er det forgangne år, 1956, blevet omtalt i mange aviser, og det er en definition, jeg på mange måder kan nikke genkendende til. Det er ikke fordi, at året har været skuffende for mig personligt, men på verdensplan har året ikke just været præget af optimisme.
Jeg vil i dette indlæg reflektere lidt over året, der er gået på både mikro- og makroplan, samt jeg vil skue fremad og skrive lidt om mine håb for 1957, men først vil jeg skrive lidt om min nytårsaften og min tilbagevenden til hverdagen i København.
Nytårsaften
Jeg tog afsked med dette: ‘Skuffelsernes år’ på den mindst skuffende måde. Jeg havde nemlig efter en veloverstået jul taget toget til Århus for at holde nytårsaften sammen med Erik på hans kollegium. I følgeskab med nogle af de andre fra kollegiet havde vi tidligt på dagen været i Pariserhuset i Jægergårdsgade for at købe nytårskrudt, pynt samt spøg og skæmt artikler. Af sidstnævnte kan nævnes narretændstikker, der tændes som almindelige tændstikker men så øjeblikkeligt går ud igen, inden man har nået at tænde det lys, man har til hensigt at tænde. Der var også en cigaretæske med smæk, og hvis man bliver tilbudt en cigaret fra en sådan æske og tager imod, så smækker et lag ned over fingrene.
Da vi kom hjem, blev kollegiekøkkenet festligt pyntet op med guirlander og kulørte balloner. I fællesskab tilberedte vi efter bedste evne røget skinke, brunede kartofler og grønlangkål, som for mange af os er den traditionelle nytårsmenu, vi kender fra vore barndomshjem. Desserten bestod af citronfromage. Vi klædte os ud med sjove hatte, skæg og briller, og under middagen blev der affyret bordbomber. Nogle af de andre fra gangen havde sørget for underholdning, bl.a. havde nogle af de studerende med stor viden om fysik og kemi eksperimenteret og demonstrerede senere på aftenen en lysopvisning. Det var meget imponerende men også lidt farligt. Kl. 24 blev der affyret fyrværkeri, og fra universitetsparken havde vi et smukt udsyn over Århus.
Senere på aftenen fik vi kaffe og æbleskiver i kollegiekøkkenet. Det var en mægtig aften, og jeg var lykkelig for at være i selskab med Erik på årets sidste dag.
Dagen derpå kunne Erik ikke finde sin cykel, han havde glemt at få den låst inde i cykelkælderen og blev dermed offer for de uundgåelige nytårsløjer. Senere på dagen måtte jeg tage afsked med Erik og tage den lange tur tilbage til København for at være klar til den første arbejdsuge i det nye år.
Tilbage til hverdagen i København
Det er altid lidt hårdt at starte op efter en ferie, og især for tiden rammer et stik af savn til det jyske mig jævnligt. Jeg savner min familie, og så ville jeg ønske, at jeg var tættere på Erik, så vi kunne ses oftere. Jeg vil tro, at denne følelse af længsel er meget naturlig, når man lige har taget afsked med folk, man holder af og med bevidstheden om, at der går en rum tid, inden man ser dem igen. Jeg har også lige skullet vænne mig til de lange hverdage med arbejde, studenterkursus, lektielæsning og huslige pligter igen, men her nogle uger inde i året er det ved at falde på plads.
I sidste uge havde jeg en aftale med Inge, som kunne fortælle den store nyhed, at hun og Jens var blevet ringforlovet. Sikke en dejlig nyhed! De har dog aftalt, at de først skal giftes, når Inge har færdiggjort sin uddannelse på børnehaveseminariet til sommer. Inge og jeg var for øvrigt i biografen for at se Johannes Allens nye film: ‘Ung leg’. Det var en underholdende film med flere gode skuespilspræstationer, omend den var temmelig moraliserende. Det er efterhånden blevet normen for vor tids ungdomsfilm, at de skal virke afskrækkende på os unge og vise eksempler på, hvor skidt det kan gå os. Det samme gjorde sig gældende i Lau Lauritzen juniors film: ‘Farlig ungdom’ fra 1953. Vores generation portrætteres her på en temmelig endimensionel måde. Til gengæld blev forældregenerationen i ‘Ung leg’ heller ikke just portrætteret på en særlig flatterende måde, og alt i alt var det trods alt en fornøjelig film.
‘Skuffelsernes år’
Tilbage til det med ‘skuffelsernes år’. Grunden til denne triste definition skyldes i høj grad den verdenspolitiske situation, hvor vi i løbet af året har gjort os mange bitre erfaringer – specielt i løbet af årets sidste måneder med de tragiske begivenheder i Ungarn og hændelserne i Suez. I Ungarn blev de nationale oprør i starten af november brutalt nedkæmpet af sovjetiske tanks og fly, og tusindevis af civile ungarere måtte forlade deres hjem og flygte til udlandet. Det var voldsomme og hjerteskærende reportager, der blev sendt hjem til os i de danske stuer, og mange af os har følt et behov for at hjælpe på den ene eller den anden måde.
Også ved Suez-kanalen udspillede der sig et drama, da Frankrig, England og Israel efter flere måneders diplomatisk krise gik til angreb på Ægypten og inden længe havde sat landets luftvåben og flåde ud af kraft. Aktionen medførte skarpe protester internationalt, og i FNs generalforsamling blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes og tropperne tilbagetrækkes. Våbenhvilen trådte heldigvis i kraft d. 6. november.
Mit ønske for fremtiden er, at de verdenspolitiske uoverensstemmelser må løses ad diplomatiets vej. Som vores statsminister, H.C. Hansen, i sin nytårstale sagde, så er det: “[…] ingen kunst, at holde de internationale modsætninger i live. Det er en langt større opgave, ja, en tålmodighedsprøve, at bringe folkene på talefod på ny”. Denne svære tålmodighedsprøve bør ud fra min synsvinkel altid være vejen frem! Jeg håber, at vi mennesker fremadrettet bliver langt bedre til at udvise tolerance og prøver at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi er tilbøjelige til at male alt i sort og hvidt, men det ville være let, hvis alt var så enkelt. Vi ser hvorledes massehysteri, folkedrab, racehad osv. stadig florerer, og derfor må vi utrætteligt tro på og kæmpe for idealer som tolerance og forståelse.
Hvis vi retter opmærksomheden mod årets indenrigspolitiske emner, var forårets storkonflikt et af de uundgåelige, og i forhold til dette emne er jeg ikke enig med vores statsminister. Det var da også nærmest påfaldende, hvor lidt statsministeren lod dette fylde i sin nytårstale, skønt det er et emne, der har optaget mange af hans vælgere. Konflikten startede med, at den socialdemokratiske regering natten mellem d. 12. og 13. april greb direkte ind i de igangværende overenskomstsforhandlinger, og efterfølgende valgte et flertal i folketinget at ophøje forligsmandens mæglingsforslag til lov. Dette mæglingsforslag var langt fra at imødekomme arbejdernes krav, og f.eks. blev hovedkravet om en nedsættelse af arbejdsugen fra 48 til 44 timer pure afvist, hvilket selvsagt skabte en enorm modstand ude på arbejdspladserne. Jeg tror grundlæggende, at mange arbejdere var uforstående overfor, hvorfor de ikke kunne få del i det begyndende økonomiske opsving og dermed få forbedret deres vilkår. Kæmpe demonstrationer blev iværksat rundt omkring i landet, og jeg selv deltog i den store demonstration foran Christiansborg i solidaritet med tekstilarbejderne på min arbejdsplads. Regeringens indgriben i konflikten gjorde den temmelig upopulær blandt mange af dens egne vælgere, så jeg forstår på sin vis godt, at H.C. Hansen ikke skænkede emnet megen plads i sin nytårstale. Imidlertid rettede han i talen opmærksomheden på et andet og nok mere succesfuldt indenrigspolitisk emne (i hvert fald blandt socialdemokratiets egne vælgere) nemlig vedtagelsen af folkepensionen. Med folkepensionen får alle borgere i Danmark fremadrettet ret til at få pension, når de er fyldt 67 år, og dermed sikres alle landets ældre borgere en værdig og tryg alderdom. Jeg anser det for at være et stort fremskridt, som vil gøre en konkret forskel for rigtig mange mennesker.
Det bliver spændende at følge med i den kommende tids politiske debatter, for i løbet af året skal vi til folketingsvalg, og det intensiverer ofte de politiske diskussioner og ideologiske positioner i samfundet. Det bliver tilmed det første valg, jeg skal deltage i, og det bliver spændende at gøre brug af sin grundlovssikrede ret.
Mit 1956
På det personlige plan har jeg i løbet af 1956 oplevet mange spændende ting. 1956 blev bl.a. året, hvor jeg for alvor skulle opleve jazzens forunderlige verden, da jeg begyndte at gå på jazzklub for lære om og lytte til jazz. Jeg erfarede på egen krop, hvor utrolig en oplevelse det kan være at give sig hen til jazz og bare leve i hver eneste tone og rytme og derved glemme alle bekymringer og sorger. Derudover stiftede jeg også i året løb bekendskab med den nye musikalske genre og dans: Rock’n’roll. Det var min lillebror, Ole, der introducerede mig for denne nye amerikanske genre, efter han i sommer flyttede til København. Han var i august begyndt at danse rock’n’roll på Børge Kisbyes danseskole i Kødbyen og var sågar tilskuer til det første store danske rock’n’roll-arrangement i KB-hallen d. 4. oktober, der (desværre) endte i tumult. Til sommer vil jeg tage med Ole til asfaltbal i Enghaveparken, så han kan vise mig de ‘forbudte trin’, og jeg kan opleve energien i den fængende musik med den store vægt på rytmen.
1956 blev også året, hvor jeg afsluttede mit første år på studenterkurset og klarede min eksamen ganske godt. Det var en milepæl at nå dertil, og jeg er faktisk ret stolt over, at jeg har klaret mig igennem et så hektisk år med så mange nye indtryk og med en så presset hverdag fyldt med gøremål og pligter. Det bedste ved hele 1956 var dog uden tvivl, at jeg i min sommerferie tog med Inge på cykeltur til Vesterhavet, for det skulle blive her, at jeg mødte Erik. Den høflige og venlige universitetsstuderende fra Århus med det mørkebrune hår og de dybe brune øjne gjorde mig helt blød i knæene, og han fik mig til at lægge alle de tidligere dårlige erfaringer med kærlighed bag mig for at se fremad. Fremtiden for os er lys, det tror og håber jeg!
Velkommen 1957
Jeg går ind i 1957 fuld af optimisme. På verdensplan kan det forhåbentlig kun gå fremad, og på det personlige plan bliver det en stor bedrift, når jeg til sommer forhåbentlig kan afslutte min studentereksamen og kalde mig student. Jeg påtænker herefter at søge om optagelse på Historie på Aarhus Universitet. Jeg har fået et vældig godt indtryk af universitetet i Jylland, når jeg har besøgt Erik, og specielt dets yngre lærerstab og mere uformelle omgangstone tiltaler mig meget. Desuden vil jeg af åbenlyse grunde gerne bo tættere på Erik, og jeg kan vel lige så godt læse i Århus som i København ikke?
Jeg hilser derfor det nye år 1957 velkomment, og jeg håber på alt det bedste for Dem og Deres nærmeste i det nye år.
De venligste hilsner
Anna