Torsdag d. 13. september 1956
Jeg har tidligere skrevet om min farfars situation; hvordan han har arbejdet med hårdt, fysisk arbejde, siden han var 14 år med arbejdsdage på helt op til 12 timer. Da hans krop for to år siden ikke kunne mere, følte han det skamfuldt og uværdigt at modtage aldersrente, da han forbandt det med almisse og fattighjælp, og det var svært for en stolt arbejder som ham at akceptere. Det, at et flertal i folketinget nu er nået til enighed om en folkepension for alle borgere over 67 år, gør en konkret forskel for talrige mennesker, som ikke længere skal være bange for at blive ældre eller føle, at de skal stå med ‘hatten i hånden’ i tilfælde af, at de ikke længere kan arbejde, for nu er det deres ret at få pension. Det er et af de mest omfattende velfærdspolitiske tiltag, der nogensinde er lagt op til herhjemme, og jeg anser det som et stort fremskridt, at vi nu kan sikre vores ældre en værdig alderdom.
Velfærdsstatens modstandere har til gengæld i disse tider travlt med at advare os om den katastrofe, som sådanne tiltag kan føre med sig bl.a. anført af den liberal-konservative journalist og forfatter Hans Jørgen Lembourn. Ifølge Lembourn og andre indskrænker de velfærdspolitiske tiltag nemlig gradvist vores individuelle frihed. For dem er velfærdsstaten en formynderstat, som gør os sløve og dumme, fordi vi ikke længere behøver at tænke selv. Den fratager vores ansvarsfølelse, handlekraft, originalitet, lidenskab og livsmod, samtidig med at den forårsager konformisme, ensretning og tomhed. Skal man tro dem, vil velfærdsstaten føre os ind i et kollektivt samfund, hvor alt er gennemorganiseret og ordnet af et statsmaskineri, og det kan blive til en glidebane til et nyt diktatur, hvor individualisme og personlig frihed vil blive elimineret.
Pudsigt nok fremsættes disse velfærdskritiske argumenter ofte af folk, der har deres på det tørre. Det er som regel folk, der befinder sig i de økonomisk priviligerede klasser, hvis velfærd ofte er sikret i forrige generationer. Det er ikke dem, der har arbejdet med hårdt fysisk arbejde, siden de var børn, og som kan mærke de fysiske konsekvenser af de mange års slid. At størstedelen af samfundets borgere skal leve i konstant frygt for ulykker, sygdom, arbejdsløshed og alderdom, for at en snæver elite kan bevare deres (ofte nedarvede) goder, er udtryk for en konservativ politisk ideologi, og at det skulle have noget som helst med diktatur at gøre, at staten garanterer forsikringsordninger mod disse og dermed skaber grobund for tryghed og livsglæde, det, synes jeg ærlig talt, er noget vrøvl. For de velfærdspolitiske tiltag er ikke frihedens modsætning. Tværtimod. Hvis man skal have reel frihed, skal man have en vis levestandard. Velfærdsstaten garanterer og forbedrer netop levestandarden og de materielle kår for ALLE, hvormed der kan skabes frihed for den enkelte til at bestemme over sig selv. Den abstrakte frihed, som velfærdsstatens kritikere besynger, kan man ikke bruge til meget, hvis man er ved at dø af sult. Velfærdsstaten er derfor midlet til autonomi og myndighed for alle borgere.
D. 9. august var der i Politiken en interessant kronik skrevet af ekspeditionssekretær K. Damsgaard Hansen. Han lagde i denne bl.a. vægt på, at man med folkepensionen både øger menneskers tryghed og deres frihed. For hvis mennesker har den sikkerhed, at de under alle omstændigheder vil blive godt forsørget på deres gamle dage, så er der gode betingelser for, at der vil komme mere frie og lykkelige mennesker ud af det. Derudover fremhæver Hansen i sin kronik en iagttagelse, som politikerne måske burde tænke over. Ifølge ham har man nemlig: “[…] næsten systematisk haft held til at faa det indrettet saadan, at velfærdspolitikkens ydelser gives, uden at man kan se værdien heraf, medens betalingen herfor skærer i øjnene. Man yder menneskene og deres børn gratis skolegang, gratis hospitaler og store nedsættelser af huslejen osv. paa en saadan maade, at de ikke […] kan konstatere værdien heraf”. Her har polikerne en væsentlig opgave foran sig, hvis folk reelt skal forstå værdien af en velfædsstat.
Jeg bliver rørt, når jeg tænker på alle de mennesker, der har knoklet hele deres liv og nu som fortjent kan få en værdig alderdom uden bekymringer og ydmygelser. Med en særlig kærlig tanke til dem vil jeg afslutte dette indlæg.
Med venlig hilsen
Anna