Den længeventede date med Erik

Søndag d. 28. oktober

Sommerfuglene baskede rundt i mit indre, da jeg cyklede forbi Søpavillonen ved søerne. Min krop var i oprør, hjertet bankede heftigt, og musklerne blev spændt op. Jeg cyklede videre ad H.C. Andersens Boulevard. Det beroligede mig lidt at tænke på, at Erik nok også var spændt på at mødes med mig efter så lang tid. Sidst, vi havde set hinanden, var i juli måned ved Vesterhavet. Vi havde mødt hinanden til en dansant på Hotel Klitten i Søndervig og havde efterfølgende haft nogle vidunderlige dage sammen. (De kan læse mere om mit møde med Erik her: https://ungi50erne.dk/frihed-telthygge-og-kaerlighed/). 

Jeg drejede af ved Jarmers Plads, og i princippet ville jeg nu kunne møde Erik hvert øjeblik, det skulle være. Hver en fodgænger, jeg passerede på min vej hen ad Vester Voldgade, blev observeret. Nej, det var heller ikke ham. Pludselig ramte en tvivl mig; hvad nu hvis han ikke var, som jeg huskede ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne genkende ham? Måske huskede jeg ham som sødere, pænere og dejligere, end han var. Tankerne kørte rundt i mit hoved i et tempo og i en omskiftelighed, så jeg havde svært ved at følge med. Jeg ankom til krydset, jeg skulle passere for at komme til nr. 21, og pludselig kunne jeg se ham. Med sin høje og slanke statur var Erik nem at genkende, som han stod der og ventede foran bygningen. Han bar en grå tweedjakke, sandfarvede bukser, en blød, hvid skjortekrave med en mørkerød, ulden bluse over. Hans flotte, mørkebrune hår var friseret let tilbage. Han så tænksom ud, som han stod der og ventede, lige indtil han fik øje på mig og mødte mig med et smil. Jeg blev ramt af en øjeblikkelig lettelse og indre varme; han så bestemt lige så dejlig ud, som jeg huskede.

Efter at have småsnakket lidt foran bygningen gik vi op på 1. sal, hvor Willi’s Place – ‘The American Soda-Fountain’ holder til. Jeg havde planlagt, at vi skulle mødes og spise frokost her, da det er et populært og specielt sted, som man ikke finder magen til andre steder i byen. Ejeren af stedet, Willy De Witt, har været i USA og lært at ryste milkshakes, tilberede hot dogs, softices, bøf- og BLT-sandwiches osv., og stedet er generelt meget inspireret af den amerikanske kultur.

Da vi kom ind i lokalet, blev vi mødt af en behagelig jazz-musik. I et hjørne sad en gruppe unge mænd fordybet i et spil skak. Smarte, unge kvinder med smalle hvepsetaljer og platinfarvet hår sad i baren med deres milkshakes. Rundt omkring ved de små borde sad også par og flettede fingre, mens de delte en bananasplit eller drak te af personlige, hvide kopper med guldkant og navn. Vi satte os ved et lille bord og bestilte en BLT-sandwich og milkshake hver. 

Som daten udviklede sig, faldt min krop mere til ro. Vi talte om, hvad vores forældre ville sige, hvis de vidste, at vi sad på et sådant amerikansk inspireret spisested. “Mine forældre ville ikke bryde sig om det”, sagde Erik, “de er meget bekymrede for den amerikanske indflydelse på det danske samfund, og især hvordan den påvirker os unge. De anser den amerikanske kultur som vulgær, brutal, materialistisk, konform og fordummende, og de er bange for, at påvirkningen langsomt vil undergrave det danske samfunds fundament. I virkeligheden er de nok bare bange for forandring, og de har en eller anden romantisk forståelse af, at der var mere fasthed, klarhed og orden i sagerne førhen… Det er en besynderlig generation! De har næsten levet hele deres tilværelse i skyggen af krig, samfundskriser og fattigdom, og alligevel ønsker de ikke forandring. Det er da paradoksalt ikke?” Jeg lo, for karakteristikken passede jo også på mine forældre. Når Erik talte om sådanne emner, gestikulerede han ivrigt, og hans smukke, brune øjne blev levende, hvilket understøttede vigtigheden af argumenterne. Det er nok ikke så mærkeligt, at jeg mest husker, hvad Erik fortalte under daten, men jeg indviede også ham i mine refleksioner, og han lyttede interesseret og forstående. Vi havde under frokosten generelt så meget at sige hinanden, at der overhovedet ikke opstod nogen pinlig tavshed.

Da vi var færdige med vores frokost på Willi’s Place, gik vi fem minutters gang til Københavns Rådhus. Her skulle vi se byen fra oven. Det var en utrolig smuk udsigt, hvor vi kunne se ud over  Tivoli samt byens tage og de mange fine spir og tårne i grønfarvet kobber. Jeg ville ønske, at vi kunne have haft et romantisk øjeblik alene deroppe tæt ved skyerne, men vi var i følgeskab med en turistfører og andre turister, så det måtte vente. 

Jeg havde på forhånd en del idéer til steder, jeg syntes, vi skulle besøge på vores date.

Museumsbesøg og spadseretur i byen

Efterfølgende gik vi til Glyptoteket, som vi på forhånd havde aftalt at skulle besøge. Her så vi de mange skulpturer fra den ægyptiske, græske og romerske oldtid. Det var vældig interessant. De mange oldtidsskulpturer fik Erik til at tænke på nogle fine gipsafstøbninger fra det græske Æginatempel, som var at finde i deres auditorium på Århus Universitet. Jeg blev nysgerrig på at høre mere om det unge universitet i den jyske hovedstad, og Erik fortalte bl.a., at det ikke kun var selve universitetet, der var ungt, men også underviserne. Mange af underviserne var endnu ikke fyldt fyrre, og derfor var omgangstonen på universitetet dejlig fri. Lærerne deltog også ofte til festlige arrangementer, hvormed de studerende kunne drøfte akademiske problemstillinger med dem under mere hyggelige og uformelle former. Universitetet var ikke bundet af gamle traditioner, og det var der ud fra hans og andre studerendes opfattelse noget befriende i. Han fortalte videre om, hvordan universitetet skulle udvides, og at der for tiden blev bygget for et millionbeløb ud fra tegninger af arkitekten C.F. Møller. Jeg spurgte ham, om han var blevet betalt af universitetet for at omtale det i så rosende vendinger. Vi lo. “Anna” sagde han så med en mere alvorlig mine, “jeg vil vise dig det! Vi skal gå ture i den dejlige universitetspark, hvor der er det fineste samspil mellem natur og bygninger. Du skal selv opleve det! Vi to skal kigge ud over dalen og de små søer, nyde omgivelserne, mens vi fornemmer stemningen af liv fra universitetets andre studerende og undervisere. Når vi fryser, kan vi gå hen til det kollegium, jeg bor på, som ligger lige ved parken på universitetets grund, og så skal du få varmet dine hænder på en varm kop kaffe”. Dermed blev planerne om en tur til Århus påbegyndt. 

Efter museumsbesøget slentrede vi gennem Københavns gader uden rigtigt at ænse det myldrende liv omkring os, da vi var så opslugte af hinanden og vores samtale. Vi så Amalienborg Slotsplads og spadserede derefter videre til Gefionspringvandet og Kastellet. Til sidst var vi ved Langelinie, hvor vi så Edvard Eriksens skulptur af den lille havfrue. Vi afsluttede spadsererturen her, så der ikke var langt hen til det sted, vi skulle spise aftensmad. Vi var nemlig blevet inviteret til aftensmad hos Eriks studiekammerats moster og onkel, som boede på Classensgade på Østerbro, og det var jo belejligt for to fattige studerende som os at blive inviteret på middag. Erik og studiekammeraten Bent var rejst sammen til København fra Århus dagen forinden og havde overnattet hos familien på Østerbro.

Da vi ankom til Classensgade, var Erik og jeg godt sultne ovenpå den lange spadseretur, så det var dejligt at blive bespist med flæskesteg til hovedret og fløderand til dessert. Både Bent, mosteren og onklen var rigtig flinke, og vi fik nogle gode samtaler hen over middagsbordet. Efter aftensmad var Erik og jeg lidt trætte, men Bent fik os alligevel overtalt til at tage med ind til Minefeltet for at drikke en øl eller den nye smarte drik: Rom og Cola.

‘Amerikanerpigerne’

På vores vej ind til Minefeltet gik vi forbi Kongens Have og derefter via Gothersgade. Her passerede vi flere amerikanske soldater, der gik arm i arm med højtfnisende, unge kvinder. Der er ofte mange amerikanske soldater i byen, som er på orlov fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Om aftenen hænger de ud på de såkaldte ‘amerikanerbarer’ heriblandt Andys Bar, som netop ligger i Gothersgade. Omkring baren så vi en del af disse helt unge kvinder, som defineres som: ‘Amerikanerpiger’. Nogle af dem går nok med oprigtige, romantiske drømme om blive gift med en amerikaner, mens andre eftersigende spekulerer i, hvilke lommepenge, goder, gaver, forlystelser og restaurantbesøg de kan få finansieret ved at agere turistførere. Efter sigende skulle mange af disse kvinder dog i naturalier kvittere for generøsiteten på ‘amerikanerhotellerne’ om natten. Det sidste minder mere om prostitution end om kærlighed. Der er dog ofte tale om en gråzone, og det gør det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til disse ‘amerikanerpiger’. Man kan jo godt forstå, at ‘pigerne’ bliver smigrede over de flotte, amerikanske soldater, men en del af disse soldater har ofte en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at ‘more sig’, når de holder ferie i København. Da vi gik forbi ‘pigerne’ på Gothersgade, var jeg chokeret over, hvor unge mange af dem rent faktisk var. Nogle af dem var ikke mere end 14 år, vil jeg tro.

Vi fortsatte videre til Minefeltet, hvor mange af byens intellektuelle, kunstnere og bohemer skulle holde til.

Den ulidelige afsked

Efter vi havde drukket en rom og cola og en øl, og Erik og jeg i smug under bordet havde flettet fingre og tilkastet hinanden længselsfulde blikke, sagde Erik, at han ville følge mig hjem.

Mens vi gik, blev jeg mere og mere træt i benene, og mine fødder gjorde ondt. Jeg havde fået vabler af at trave så meget rundt i højhælede sko. Erik tilbød mig, at han kunne bære mig, hvilket jeg af høflighed takkede nej til, men da jeg fortsat ømmede mig, insisterede han på, at jeg skulle hoppe op på hans ryg, og sådan gik det til, at Erik gik gennem byens gader med mig på ryggen. Til sidst var vi endelig fremme ved lejligheden på Frederiksberg. Vi satte os på en kantsten, og Erik tilså mine ømme fødder og masserede dem blidt. Vi rykkede tættere sammen, og han tog forsigtigt fat om mit hoved og gav mig endelig det kys, jeg havde længtes efter men ikke selv havde turdet at tage initiativ til. Det var en forløsning, et klimaks på hele dagens særlige energi og det smukkeste og dejligste godnatkys, jeg endnu har fået. Efter nogen tid tog vi modvilligt afsked, for Erik skulle tilbage til Østerbro og sove.

Dagen derpå kom Erik til formiddagskaffe hos mig. Vi havde egentlig aftalt at gå en tur til Frederiksberg Have, men vi var alt for trætte i fødderne fra gårdsdagens udflugter. I stedet blev vi på mit værelse og talte, kyssede og krammede. Vi aftalte, at jeg skulle besøge ham i Århus inden længe. Min storebror bor i Silkeborg, så jeg vil altid kunne overnatte hos ham. Jeg fulgte senere Erik til stationen, selvom det gjorde mig forfærdeligt ondt allerede at skulle tage afsked med ham. Nu føler jeg en forfærdelig længsel, som næsten ikke er til at bære, men sådan er det nok, når man er blevet forelsket…

Om eksamen og et forsvar for min generation!

Lørdag d. 16. juni 1956

Så blev det langt om længe tid til eksamen. Jeg skulle op i geografi kl. 10 i går, og du fredsens hvor har jeg været nervøs op til. Mange nætter har jeg sovet dårligt, og alene tanken om eksamen fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. En af nætterne var jeg så nervøs, at jeg i stedet for at ligge og vende og dreje mig i sengen besluttede at lave en kande kaffe og læse det sidste op. Jeg læste, noterede og memorerede til det blev lyst udenfor, og jeg kunne høre de morgenfriske fugle synge samt mælkevognen og de andre varebiler køre ud med varer. Til sidst var jeg faldet i søvn med hovedet ned i bøgerne. Jeg vågnede helt fortumlet og måtte krybe i seng for at få blot et par timers hvile. Efter denne nat døjede jeg heldigvis ikke længere med søvnløshed. Det er egentlig mærkeligt, hvordan eksamen indebærer alle afskygninger af sindsstemninger fra sorg til glæde og angst til lettelse. Under eksamen færdes man ligesom i en helt anden verden, og skolens ellers så pæne bygning bliver til en slags uhyggelig borg, hvori pinslernes mareridt venter een. I går oprandt dagen så, og jeg gik med fugtige håndflader ind i denne skrækindgydende borg men holdt ellers hovedet koldt. Jeg havde trods alt forberedt mig temmelig godt. Jeg trak et spørgsmål angående klima og plantebælter, hvor jeg skulle gøre rede for samspillet mellem klima, plante- og jordbundsforhold. I forlængelse heraf skulle jeg forklare Martin Vahls klimainddeling og gå i dybden med forholdene ved det tropiske klima. Det gik såmænd ganske godt, og da lærer Thomsen åbnede døren efter bedømmelsen, kunne han med glæde i stemmen give mig UG-. Sikke en enestående måde at afslutte mit første år på Studenterkurset. Jeg er meget tilfreds!

Nu har jeg blot en lille uge tilbage på arbejde, og så har jeg også sommerferie derfra. På lørdag d. 23. juni kl. 10 skal jeg til translokation på skolen, hvor Studenterkursets dimittender får uddelt deres eksamensbeviser. Om eftermiddagen har elevforeningen desuden indbudt til fælles kaffebord. Det bliver en rigtig hyggelig måde at afslutte skoleåret på.

Jeg ved ikke, om det er den begyndende synlighed af studenterhuerne i gadebilledet, men det er som om, at mange fra den ældre generation netop nu har talrige holdninger til, hvordan nutidens ungdom er. De henviser til et stigende antal ungdomsforbrydelser, skønt der ingen dokumentation er herpå, og de omtaler hele generationen af unge som den: ‘farlige ungdom’. Vi unge er ifølge repræsentanter fra den ældre generation blevet fordummet af den amerikanske forlystelsesindustri med jitterbug, Fantomet, Marilyn Monroe, kulørte magasiner osv. osv. Denne amerikanske påvirkning er efter sigende utrolig farlig for vores sårbare ungdomssind. Omvendt definerer mange ældre os som: ‘sløve’, ‘reserverede’, ‘kølige’ og ‘politisk apatiske’. Ifølge dem holder vi os fra alt, hvad der rører sig i samtiden, vi tager aldrig til orde i debatter om samfundsforhold eller kulturelle spørgsmål. Jeg læste i en kronik skrevet af en ældre medborger sågar, at ungdommen er af langt ringere beskaffenhed end ‘dengang vi var unge’. Jeg må indrømme, at jeg bliver temmelig forbløffet, frustreret og irriteret, når jeg iagttager sådanne bekymrede udsagn om ungdommens karakter, tankevirksomhed og politiske stillingtagen, som med jævne mellemrum dukker op i avisernes spalter.

Flere repræsentanter fra den ældre generation har talrige modsatrettede holdninger til nutidens ungdom.

For det første er vi dog en temmelig broget flok af mennesker, som har meget forskellige karakteristika, politiske overbevisninger, interesser mv. På trods af dette forbehold så anerkender jeg dog, at man kan tale om nogle tendenser, der går på tværs af en generation, men det er ikke deterministisk. Mange af os unge deler formentlig samme opfattelse af, at det er hensigtsmæssigt at være på vagt overfor demagogisk retorik og politisk masseagitation. Mange af os er svære at opildne gennem skarp, unuanceret agitation af pro og contra synspunkter, for vi ved, at virkeligheden er langt mere kompliceret end det og ikke kalder på nemme løsninger. Der er et helt oplagt bud på, hvorfor mange af os har det sådan. Det er vel i grunden ikke så mærkeligt, at vi kræver saglighed over lidenskab, detaljeret viden over letfattelige konklusioner og realiteter over tom snak, når vi bærer rundt på frygtelige barndomsminder fra krigen. Vi har tidligt været vidner til disse vildfarelser og spurgt os selv, hvordan det kunne gå så vidt, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det samme sker igen. Når repræsentanter fra den ældre generation med et nostalgisk blik i øjnene drømmer sig tilbage til 1930‘ernes studenterpolitiske møder, hvor hobevis af unge blev opflammet med nationalromantiske klicheer om fædrelandet med stort F og sommetider endda om ‘den ædle nordiske type’, ja så ser vi det som en klar advarsel om, hvad vi ikke skal gøre. 

Man skal ikke forveksle vores forbehold overfor den demagogiske retorik med politisk apati, og blot fordi vi ikke strømmer ind i de politiske ungdomspartier, betyder det ikke, at vi ikke har noget på hjerte. Mange af os ønsker blot at sætte os ordentligt ind i sagerne, før vi begynder at have en mening om alting. Hvad ungdomspartierne angår, så er mange af dem beklageligvis ofte fyldt med de samme indoktrinerede, småborgerlige, fortærskede og traditionelle politiske fraser.  

Derudover har mange af os unge travlt! Vi søger rent faktisk at dygtiggøre os fagligt! Det gælder både lærlingen, der har en lang, hård arbejdsdag samt aftenundervisning samt os studenter, der må tage tidrøvende arbejde ved siden af læsningen. Er det så egentlig mærkeligt, at vi engang imellem også har brug for at more os lidt?

Jeg vil mene, at vi er en ungdom, der generelt er præget af en sund skepsis, og vi kan modsat mange af vores forfædre godt sidde stille og roligt sammen og udveksle selv stærkt divergerende opfattelser af verden uden at ‘ryge i totterne på hinanden’. Det burde ikke være noget at skamme sig over! Måske den ældre generation endda kunne lære noget af os?