Lørdag d. 17. november 1956
Det har været fuldstændigt hjerteskærende beretninger og billeder, vi har fået fra Ungarn gennem de seneste uger med grusomme blodsudgydelser overalt i landet. I Statsradiofoniens program: ‘Aktuelt kvarter’ har vi som radiolyttere bl.a. kunnet høre de skrækkelige lyde af affyrede maskinpistoler, tanks og desperate ungarer, som indtrængende beder om hjælp til deres sårede kammerater.
Det hele startede d. 23. oktober i Budapest med et ellers fredeligt demonstrationsoptog af arbejdere og studenter, som ønskede at vise deres støtte til Polen, hvor den tidligere ‘udrensede’ reformkommunist Wladislaw Gomulka var blevet regeringsleder. På mange af demonstranternes bannere skulle der efter sigende have stået: ‘Polen er vores eksempel’.
Demonstrationen fortsatte til parlementet under udråb som: ‘Ned med stalinismen’, ‘Længe leve Ungarn’, ‘Russere gå hjem! og ‘Smid Gerö i Donau’. Samtidig ændrede demonstrationen karakter, den blev præget af større utilfredshed og agression, og kort efter blev en af de kolossale statuer af Stalin revet ned, mens andre demonstranter stormede hovedkvarteret for den statslige radio. Den stalinistiske partisekretær, Ernö Gerö, erklærede som følge heraf Ungarn i undtagelsestilstand, han indførte udgangsforbud samt dødsstraf til oprørerne, mens han tilkaldte de russiske tropper, som i tanks blev dirigeret ind i byerne. Det lykkedes dog ikke de russiske tropper at nedkæmpe oprøret tværtimod. Oprøret spredte sig nu også til resten af Ungarn, og der opstod hårde og blodige kampe overalt i landet.
Den ungarnske hær blev sat ind, men mange af soldaterne sluttede sig til oprørerne. Oprørsgrupperne blev stærkere, de oprettede demokratiske revolutionsråd og komiteer, som kunne forhandle med de officielle myndigheder, og i slutningen af oktober så det ud til, at de havde sejret. Gerö måtte træde tilbage, og den populære reformkommunist Imre Nagy, som støttede oprørerne, tiltrådte som ministerpræsident. Han fik bl.a. indført våbenhvile og forhandlet med Rusland om, at de skulle trække deres tropper ud, hvorefter situationen kom under kontrol.
D. 31. oktober brød Nagy med det kommunistiske monopol på magten og inviterede socialdemokrater med i sin regering. Samtidigt blev kommunistpartiet reorganiseret og ændrede navn til: ‘Ungarns Socialistiske Arbejderparti’. Dagen efter (d. 1. november) meddelte Nagy i en radiotale, at Ungarn var udtrådt af Warszava-Pagten, den pro-russiske forsvarspagt, og de efterfølgende dage anmodede han på det kraftigste det internationale samfund og FN til at beskytte Ungarns frihed og neutralitet.
Mellem d. 3. og 4. november skete så det rystende, at 2500 russiske tanks kørte ind i Budapest og i alliance med russiske fly udsatte byen for voldsomme og brutale angreb, som på kort tid nedkæmpede samtlige oprør i byen. D. 11. november var alle oprør i Ungarn definitivt nedkæmpet.
På nuværende tidspunkt har Nagy, der nægter at anerkende den nye sovjetvenlige regering med János Kádár i spidsen, tilsyneladende fået asyl i Jugoslavien, men hans skæbne er endnu uvis. Man tør ikke tænke på, hvad der vil ske ham og de øvrige medlemmer af revolutionsregeringen, hvis først KGB-agenterne får fat på dem.
Tusindevis af flygtninge søger nu mod Østrigs grænser, og i aviser, radio og tv berettes der om flygtninge med slemme forfrysninger og andre skader. For nyligt læste jeg om en far, der havde svømmet over en sø med sit syv måneder gamle barn i rygsækken.
Alle disse beretninger fra Ungarn påvirker uundgåeligt én. Det er meget svært at begribe, at vi så kort tid efter krigen endnu engang har krigshandlinger på europæisk jord.
På studenterkurset og på arbejdspladsen har vi igangsat vores egne indsamlinger til de nødlidende ungarere. Udover almindelig indsamling af penge og konserves har vi på kurset startet et vinsalg med ungarnsk vin til fordel for ungarske studerende. D. 8. november holdt vi på tekstilfabrikken desuden fem minutters stilhed, ligesom man gjorde det på alle andre arbejdspladser. Jeg hørte, at også bil-, bus- og togtrafikken standsede mellem kl. 11.55-12.00, ligesom alle radioudseendelser blev sat på pause.
Samtidig med den blodige tragedie i Ungarn har der også udspillet sig et drama omkring Suez og Ægypten. Den såkaldte Suez-konflikt startede i juli måned, hvor Ægyptens præsident Nasser erklærede Suez-kanalen for nationaliseret. England og Frankrig frygtede som konsekvens heraf for den frie skibsfart gennem kanalen. De har siden insisteret på, at der skulle indføres en international kontrol med kanalen og har truet med militær indgriben. De to lande allierede sig med israelske tropper, som d. 29. oktober gik til angreb på ægyptiske hærenheder i Sinai-ørkenen. Samtidig med dette fremsatte England og Frankrig det ultimatum, at hvis ikke den ægyptiske modstand blev indstillet indenfor 12 timer, ville området omkring kanalen blive besat af engelske og franske styrker. Dagen efter var krigen i Ægypten en realitet. Den franske og engelske flåde satte kurs mod Suez, mens bombefly blev sat på vingerne. Ægyptens luftvåben og flåde blev hurtigt sat ud af kraft, og på landjorden kom det også til voldsomme kampe. Aktionen medførte skarpe protester internationalt herunder i USA men også internt i England. Det resulterede i, at der blev indkaldt til hastemøde i FNs generalforsamling. Her blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes, og at alle tropper skulle tilbagetrækkes. I stedet skulle en international FN-styrke overtage bevogtningen af kanalen. England, Frankrig og Israel akcepterede FNs beslutning, og d. 6. november trådte våbenhvilen i kraft, og vi kunne alle ånde lettede op over, at krisen var afblæst.
Med situationen i Ungarn og omkring Suez kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig blev af devisen: Aldrig mere krig! Med den anden verdenskrig erfarede vi krigens rædsler, vi erfarede, at krig og vold aldrig er løsningen på konflikter, og alligevel lever vi i en verden, der er så utryg, og hvor den konstante raslen med sablerne (og sågar brug af dem) bestandigt øger ens frygt for en tredje verdenskrig. Er vi mennesker af natur virkelig uciviliserede barbarer? Det nægter jeg at tro på, men de seneste måneders internationale begivenheder gør det særdeles vanskeligt at bevare optimismen. Jeg vil dog prøve og samtidigt håbe på en større grad af tolerance og humanisme i denne verden.
Jeg ønsker Dem en god aften på trods af alle disse vanskelige og alvorlige begivenheder.
Med venlig hilsen
Anna