Sommerens fulde palet

Søndag d. 19. august 1956

Efter en lang og tiltrængt sommerferie vil jeg atter begynde at skrive om stort og småt her på dette forum. Der er sket meget, siden jeg skrev sidst, og det vil jeg prøve at samle op på i det følgende. Jeg gik på sommerferie d. 24. juni, men før jeg går i dybden med min personlige rejse gennem det danske sommerland, vil jeg hæve blikket lidt og hæfte mig ved noget af det, der på det seneste er sket på den verdenspolitiske scene, og som egentlig gør mig temmelig bekymret og utryg. 

Siden slutningen af juli har vi nemlig hver dag i aviserne kunnet læse om den triste udvikling omkring Suez-kanalen. Det startede med, at Ægyptens præsident Nasser i slutningen af juli erklærede Suez-kanalen for nationaliseret, og siden da har især England og Frankrig raslet med sablerne, da de frygter for den frie skibsfart gennem kanalen. Hvis Ægypten fastholder kursen og nægter at akceptere en international kontrol med kanalen, vil Storbritannien tilsyneladende gennemtvinge den med militærmagt. I aviserne kan man læse, hvordan briterne er klar til at sende kolonner af militære lastbiler, tanks, panservogne og flere godstog med ammunition til Middelhavet. I Ægypten mener man omvendt, at nationaliseringen af kanalen er fuldt lovlig i henhold til landets suveræne rettigheder. De påpeger, hvordan det tidligere fransk-britiske Suez-selskab berigede sig på Ægyptens bekostning. Ægypterne anser briternes og franskmændenes reaktion som imperialistisk indblanding i Ægyptens indre anliggender. 

I disse dage handler mange avisoverskrifter om situationen ved Suez-kanalen.

Jeg synes, det er meget komplekst at finde rundt i det altsammen, men jeg håber, at man kan løse konflikten på fredelig vis og med fredelige midler. Vi skal ikke have mere oprustning og krig!

Verden består heldigvis ikke kun af mørke farvetoner, som disse nedslående storpolitiske handlinger må siges at repræsentere, den består af hele farvespektret, og jeg vil derfor bevæge mig op i den lysere og lettere farvetoneskala og fokusere på, hvordan livet har taget sig ud på det personlige plan, for det har været alt andet end nedslående! 

Ferie i og omkring Vildbjerg

Ved feriens start rejste jeg væk fra storbyens trængsel og larm for at få en tiltrængt pause ovenpå et hektisk år. Den første uge blev tilbragt hos mine forældre i Vildbjerg, hvor jeg ikke havde planlagt meget, jeg ville gerne have tid til ikke at lave noget, men rastløsheden ramte mig overraskende hurtigt. Pludselig var der meget tid til at tænke og mærke efter, og det skræmte mig lidt. Som dagene gik, blev det bedre, jeg gik lange ture, observerede min barndoms- og ungdomsverden og mærkede, hvordan pulsen langsomt faldt, og vejrtrækningerne blev dybere. Jeg fik tid til at gennemgå min tilværelse i København med en tættekam. Jeg afvejede, afstemte og reflekterede over den nye tilværelse på en måde, som man kun kan gøre det, når man har det hele lidt på afstand. 

Det har været et år, hvor jeg har søgt at tilpasse mig en ny virkelighed. Jeg har skullet lære nye omgangsformer, for man gebærder sig anderledes i storbyens miljøer end i en lille stationsby. Der er også stor forskel på omgangsformerne i de forskellige miljøer i København; sproget, vanerne og holdningerne er varierende alt afhængigt af, om man f.eks. befinder sig på en tekstilfabrik eller på et studenterkursus. For mit vedkommende føler jeg ikke, at jeg passer helt ind nogen af stederne, men jeg forsøger til stadighed at tilpasse mig uden at miste mig selv. Det er dog blevet en del bedre i løbet af året, og jeg føler mig ikke længere som en hund i et spil kegler. Derudover er det såmænd både vigtigt og interessant at få udvidet sine horisonter. 

Det har været dejligt at have tid til at slappe af, reflektere, kigge i gamle familiealbums og drikke kaffe med familien i Vildbjerg.

Efter at have slappet af den første uge hos mine forældre (og min lillebror Ole) besøgte jeg min mormor og morfar på deres hyggelige gård lidt uden for Vildbjerg. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg besøger gården, da jeg har så mange skønne barndomsminder derfra. Derfor gjorde det mig også lidt vemodig, da de fortalte mig, at de regnede med at sælge gården inden for de nærmeste år. Jeg har dog forståelse for, at det med alderen er blevet hårdt for dem at drive gården videre, også selvom de har ansat en flink tjenestekarl. Jeg under dem i høj grad en fredelig alderdom i byen, og der vil jeg også hurtigt kunne cykle forbi dem til en kop kaffe, når jeg er på besøg i Jylland. Jeg håber dog, at vi kan fejre deres guldbryllup på gården næste år.

Jeg sørgede for at nyde kaffebordet i haven lidt mere end ellers, jeg tog alle de små indtryk ind, som ellers ofte passerer forbi; duften af blomster blandede sig med duften fra den friskbryggede kaffe, lydene af fuglefløjt, en fjern hønseklukken, en rolig stilhed, som man kun rigtigt kan erfare på landet. Mormors kaffebord var som altid udsøgt, og hun ved, at jeg ikke kan stå for hendes formidable æblekage, som hun naturligvis af samme årsag havde lavet rigeligt af. Inden jeg tog afsked med mine kære bedsteforældre, kiggede jeg forbi køer, grise, heste og høns, for jeg skulle have det hele med.

På besøg hos mormor og morfar

Lillebror Ole

Nogle dage senere tog jeg og min lillebror, Ole, til Struer for at besøge min farmor og farfar. På turen i toget derop gav Ole mig noget af en overraskelse. Han fortalte mig, at han havde droppet realeksamen og på egen hånd havde fundet en læreplads i København. Jeg var chokeret!

Det var for mig måske ikke den største overraskelse, at Ole gerne ville bruge sine evner inden for det håndværksmæssige område; han har siden sin barndom været mere interesseret i at skille maskiner ad og forstå de automekaniske sammenhænge end at læse i bøger, men at han i en alder af 16 år ville gå bagom mine forældres ryg og på egen hånd finde en læreplads så langt væk hjemmefra, det havde jeg aldrig troet. Hvad giver De mig, han kunne jo sagtens have fundet en læreplads i Midtjylland. Mine forældre har bestemt ikke været begejstrede for Oles beslutninger og handlinger. Min far har i første omgang skullet akceptere, at Ole ikke (ligesom min ældre bror Peter) vil gå i hans fodspor og blive funktionær, men beslutningen om at tage til København har han og min mor haft sværest ved at forlige sig med. De var også imod, at jeg i sin tid tog til København, men jeg var trods alt ældre og myndig. Ole må dog tilsyneladende have haft talegaverne i orden, for det lykkedes ham i sidste ende at få dem overtalt. En medvirkende årsag har formentlig været, at det er et ganske udmærket sted, han har fået læreplads. Mine forældre er dog kun nødtvungent gået med til flytningen på betingelse af, at min faster og jeg holder et vågent øje med ham, at han ikke kommer ud i noget snavs og omgås forkerte mennesker osv. Hvis han bare tilnærmelsesvis er på vej ud på et skråplan, vil min far personligt prompte hente ham hjem igen. Han skal derfor også bo hos min faster i Valby. Mit store spørgsmål til Ole var: ‘Hvorfor?’ Hvorfor dog søge til København? Han sagde, at min rejse til København havde inspireret ham, og han ønskede forandringer! Han var dødtræt af provinsen samt fars forventningspres, og det kunne jeg egentlig godt sætte mig ind i. Det bliver skønt at tilbringe mere tid med ham igen, og jeg er mægtig stolt af, at han tør gå sine egne veje. Nu er jeg så ikke længere familiens største rebel, den titel må tilfalde Ole.

Hos farmor og farfar i Struer

Efter at være ankommet til Struer og vi havde været forbi farmor og farfar i lejligheden med vore kufferter, tog vi sammen bådfarten fra Struer havn til landgangsbroen ved Bremdal Strand. Der var mange mennesker, både campister, der camperede direkte ved stranden, samt en del dagsgæster, der havde taget særtoget fra Herning. Ole og jeg var ude at svømme, mens farmor og farfar slappede af inde på land. Efterfølgende nød vi indholdet af farmors appetitvækkende madkurv, som indeholdt alt, hvad hjertet kunne begære af friskbagte boller, saft lavet af kolonihavens rabarber, øl, sandkage og kaffe. Der manglede bestemt ikke noget, og alligevel stak farfar os 5 kr., så vi kunne købe os en isvaffel hver på Strandgården. Mætte på sol, samvær og mad tog vi efterfølgende hjem til lejligheden, hvor jeg hjalp farmor med aftensmaden. Ole og jeg vendte senere tilbage til Strandgården for at danse og drikke en øl. Ole viste lige lovlig meget interesse for nogle af egnens unge piger, og selvom det hører hans alder til at interessere sig for piger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det skulle blive, når han flyttede til København. 

Der er blevet spist mange is hen over sommeren, og ved Bremdal Strand nød vi også at komme en tur i vandet

Den følgende dag tog vi på udflugt til farmor og farfars hyggelige kolonihave, hvor vi nød endnu en velsmagende frokost, drak kaffe, talte sammen og slappede af. Der er altid en enestående stemning i sådan en kolonihave, hvor man kan få lys og luft samt høre nabohavernes beboere være i præcis den samme veltilfredse stemning som én selv. Farmor og farfar dyrker i haven alskens grøntsager, frugter og bær, og det er svært at stoppe med at plukke jordbær, hindbær, brombær, solbær og ribs, når først man er kommet i gang. Jeg er glad for at se, at de endelig kan nyde deres alderdom sammen her i kolonihaven.

Hygge i farmor og farfars kolonihave

Jeg har været meget bekymret for farfar de seneste år. Han har haft et skrantende helbred, og jeg kan se, at han fortsat har smerter, skønt han ikke beklager sig. De mange år med hårdt fysisk arbejde og lange arbejdsdage har sat deres aftryk på hans aldrende krop. 

Han har arbejdet, siden han var 14 år. Det var andre tider dengang med arbejdsdage på helt op til 11-12 timer. Farfar blev teglværks- og bygningsarbejder, og her blev kroppen ikke skånet. Han blev også aktiv fagforeningsmand og var i mange år regnskabsansvarlig for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund. For to år siden kunne kroppen ikke holde til det opslidende arbejde mere, og han fik tildelt aldersrente. Han var egentlig berrettiget til at modtage aldersrenten allerede for fem år siden, men han har følt, at aldersrenten havde karakter af almisse og fattighjælp, og derfor holdt han på at arbejde til det sidste. I efteråret fyldte han så 70 år, og ærligt talt tror jeg, at han har været usikker på, om han skulle nå denne alder. 

Glædeligvis tyder alting på, at Folketinget snart når til enighed om aftale om en folkepension for alle, så folk som min farfar får ret til en pension uden at skulle føle, at de står med hatten i hånden. Det har de om nogen fortjent! Jeg synes, at ordningen med folkepension er et stort menneskeligt fremskridt, som øger menneskers tryghed, frihed og rummer de skønneste muligheder for en god alderdom. Jeg ved, at der er kritikere af denne ordning, og diskussionen om folkepension og andre velfærdsgoder vil jeg gerne tage op på et andet tidspunkt, da jeg anser det for et vigtigt emne.

Jeg kan ud fra det, jeg har skrevet, konstatere, at jeg har vanskeligt ved at fatte mig i korthed, når jeg skal beskrive feriens mange oplevelser. For at min beskrivelse ikke skal udvikle sig til en roman, vil jeg fatte mig i korthed her til slut. Efter jeg havde besøgt begge hold bedsteforældre, besøgte jeg først min storesøster Kirstine og hendes familie i Herning og derefter min storebror Peter og hans familie i Silkeborg. Jeg var både på konditori, på restaurant og spise fransk mad, på Himmelbjerget, ude at sejle med Hjejlen og meget andet.

Billeder fra Silkeborg (Himmelbjerget og Hjejlen) samt billeder af min søsters dreng Christian på mormor og morfars gård med hunden Vips samt på en legeplads i Herning.

Feriens sidste store oplevelse var Inges og min cykel- og teltferie til Hvide Sande, men den var for spændende til, at jeg kan berette kortfattet derom i denne opdatering. De kan læse om denne tur, mødet med Erik og andre interessante emner i mit næste indlæg. 

Tak fordi De læste med.

Med venlig hilsen

Anna.

Translokation

Søndag d. 24. juni 1956

I sidste uge argumenterede jeg mod nogle af de fordomme, som ungdommen i dag ofte mødes af fra repræsentanter fra den ældre generation. Det er selvfølgelig ikke alle mine ældre medborgere, der som udgangspunkt fordømmer ungdommen. Heldigvis! For den ældre generation er som den unge en broget skare med forskellige holdninger og indstillinger. Vores rektor er et eksempel på én, som er mere sympatisk og optimistisk indstillet overfor os unge; han nærer stor tillid til os og tror på os. Det fik jeg bekræftet til gårsdagens translokation på skolen, hvor Studenterkursets dimittender fik uddelt deres eksamensbeviser og fik nogle fine ord med på vejen af rektor. Han forklarede i samme tale, hvordan skolens opgave ikke blot er at terpe kundskaber ind i os studerende, men at dens fremmeste opgave er at lære os, hvad det vil sige at være menneske. Han mente, at der mere end nogensinde før er brug for en ungdom, der tror på livet og har tillid til mennesket. For menneskeligheden er ikke højt estimeret i en verden præget af uro, frygt, løgn og ondskab. Han rådede os til ikke at betale tilbage med samme mønt og mente, at vi i fællesskab kunne skabe et mere fredeligt samfund, hvor menneskeligheden, kærligheden og håbet atter ville sejre. 

Jeg synes, det var en virkelig smuk og rørende tale, og rektor satte i høj grad ord på nogle følelser, som vi er mange, der går rundt med.

Efter translokationen havde elevforeningen inviteret til kaffebord, og det var en god måde at slutte skoleåret af på, og jeg fik ønsket mine medkursister god ferie. 

Efter translokationen i går.

I morgen starter så min sommerferie. Jeg har ferie fra Studenterkurset helt frem til tirsdag d. 14. august kl. 19. Jeg skal dog starte op på arbejde før men har aftenerne til fri rådighed i den periode. Det bliver temmelig interessant, når vi starter op på kurset igen, for på grund af den stærke tilgang af elever de seneste år er lokalerne på Sct. Petri Skole i Larslejstræde blevet for små og få. Derfor flytter kurset fra 1. august til helt nye og moderne lokaler i Kronprinsessegade 54. Det bliver en fortræffelig beliggenhed tæt på Kongens Have samt tæt på mange af sporvognlinierne. Det bliver spændende at se de nye lokaler og blive anden års kursist. 

Jeg vil holde en lille pause med at skrive her, mens jeg holder ferie, men jeg vender tilbage til august med nye beskrivelser af stort og småt. Jeg vil ønske Dem en rigtig behagelig og afslappende sommer og sige Dem tak, fordi De læser med!

Vi ses til august.

Med venlig hilsen

Anna

Om eksamen og et forsvar for min generation!

Lørdag d. 16. juni 1956

Så blev det langt om længe tid til eksamen. Jeg skulle op i geografi kl. 10 i går, og du fredsens hvor har jeg været nervøs op til. Mange nætter har jeg sovet dårligt, og alene tanken om eksamen fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. En af nætterne var jeg så nervøs, at jeg i stedet for at ligge og vende og dreje mig i sengen besluttede at lave en kande kaffe og læse det sidste op. Jeg læste, noterede og memorerede til det blev lyst udenfor, og jeg kunne høre de morgenfriske fugle synge samt mælkevognen og de andre varebiler køre ud med varer. Til sidst var jeg faldet i søvn med hovedet ned i bøgerne. Jeg vågnede helt fortumlet og måtte krybe i seng for at få blot et par timers hvile. Efter denne nat døjede jeg heldigvis ikke længere med søvnløshed. Det er egentlig mærkeligt, hvordan eksamen indebærer alle afskygninger af sindsstemninger fra sorg til glæde og angst til lettelse. Under eksamen færdes man ligesom i en helt anden verden, og skolens ellers så pæne bygning bliver til en slags uhyggelig borg, hvori pinslernes mareridt venter een. I går oprandt dagen så, og jeg gik med fugtige håndflader ind i denne skrækindgydende borg men holdt ellers hovedet koldt. Jeg havde trods alt forberedt mig temmelig godt. Jeg trak et spørgsmål angående klima og plantebælter, hvor jeg skulle gøre rede for samspillet mellem klima, plante- og jordbundsforhold. I forlængelse heraf skulle jeg forklare Martin Vahls klimainddeling og gå i dybden med forholdene ved det tropiske klima. Det gik såmænd ganske godt, og da lærer Thomsen åbnede døren efter bedømmelsen, kunne han med glæde i stemmen give mig UG-. Sikke en enestående måde at afslutte mit første år på Studenterkurset. Jeg er meget tilfreds!

Eksamenslæsningens mange forskellige faser.

Nu har jeg blot en lille uge tilbage på arbejde, og så har jeg også sommerferie derfra. På lørdag d. 23. juni kl. 10 skal jeg til translokation på skolen, hvor Studenterkursets dimittender får uddelt deres eksamensbeviser. Om eftermiddagen har elevforeningen desuden indbudt til fælles kaffebord. Det bliver en rigtig hyggelig måde at afslutte skoleåret på.

Jeg ved ikke, om det er den begyndende synlighed af studenterhuerne i gadebilledet, men det er som om, at mange fra den ældre generation netop nu har talrige holdninger til, hvordan nutidens ungdom er. De henviser til et stigende antal ungdomsforbrydelser, skønt der ingen dokumentation er herpå, og de omtaler hele generationen af unge som den: ‘farlige ungdom’. Vi unge er ifølge repræsentanter fra den ældre generation blevet fordummet af den amerikanske forlystelsesindustri med jitterbug, Fantomet, Marilyn Monroe, kulørte magasiner osv. osv. Denne amerikanske påvirkning er efter sigende utrolig farlig for vores sårbare ungdomssind. Omvendt definerer mange ældre os som: ‘sløve’, ‘reserverede’, ‘kølige’ og ‘politisk apatiske’. Ifølge dem holder vi os fra alt, hvad der rører sig i samtiden, vi tager aldrig til orde i debatter om samfundsforhold eller kulturelle spørgsmål. Jeg læste i en kronik skrevet af en ældre medborger sågar, at ungdommen er af langt ringere beskaffenhed end ‘dengang vi var unge’. Jeg må indrømme, at jeg bliver temmelig forbløffet, frustreret og irriteret, når jeg iagttager sådanne bekymrede udsagn om ungdommens karakter, tankevirksomhed og politiske stillingtagen, som med jævne mellemrum dukker op i avisernes spalter.

Flere repræsentanter fra den ældre generation har talrige modsatrettede holdninger til nutidens ungdom.

For det første er vi dog en temmelig broget flok af mennesker, som har meget forskellige karakteristika, politiske overbevisninger, interesser mv. På trods af dette forbehold så anerkender jeg dog, at man kan tale om nogle tendenser, der går på tværs af en generation, men det er ikke deterministisk. Mange af os unge deler formentlig samme opfattelse af, at det er hensigtsmæssigt at være på vagt overfor demagogisk retorik og politisk masseagitation. Mange af os er svære at opildne gennem skarp, unuanceret agitation af pro og contra synspunkter, for vi ved, at virkeligheden er langt mere kompliceret end det og ikke kalder på nemme løsninger. Der er et helt oplagt bud på, hvorfor mange af os har det sådan. Det er vel i grunden ikke så mærkeligt, at vi kræver saglighed over lidenskab, detaljeret viden over letfattelige konklusioner og realiteter over tom snak, når vi bærer rundt på frygtelige barndomsminder fra krigen. Vi har tidligt været vidner til disse vildfarelser og spurgt os selv, hvordan det kunne gå så vidt, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det samme sker igen. Når repræsentanter fra den ældre generation med et nostalgisk blik i øjnene drømmer sig tilbage til 1930‘ernes studenterpolitiske møder, hvor hobevis af unge blev opflammet med nationalromantiske klicheer om fædrelandet med stort F og sommetider endda om ‘den ædle nordiske type’, ja så ser vi det som en klar advarsel om, hvad vi ikke skal gøre. 

Man skal ikke forveksle vores forbehold overfor den demagogiske retorik med politisk apati, og blot fordi vi ikke strømmer ind i de politiske ungdomspartier, betyder det ikke, at vi ikke har noget på hjerte. Mange af os ønsker blot at sætte os ordentligt ind i sagerne, før vi begynder at have en mening om alting. Hvad ungdomspartierne angår, så er mange af dem beklageligvis ofte fyldt med de samme indoktrinerede, småborgerlige, fortærskede og traditionelle politiske fraser.  

Derudover har mange af os unge travlt! Vi søger rent faktisk at dygtiggøre os fagligt! Det gælder både lærlingen, der har en lang, hård arbejdsdag samt aftenundervisning samt os studenter, der må tage tidrøvende arbejde ved siden af læsningen. Er det så egentlig mærkeligt, at vi engang imellem også har brug for at more os lidt?

Jeg vil mene, at vi er en ungdom, der generelt er præget af en sund skepsis, og vi kan modsat mange af vores forfædre godt sidde stille og roligt sammen og udveksle selv stærkt divergerende opfattelser af verden uden at ‘ryge i totterne på hinanden’. Det burde ikke være noget at skamme sig over! Måske den ældre generation endda kunne lære noget af os?

Eksamenslæsning med afbræk

Tirsdag d. 29. maj 1956 kl. 17.00

En let, lun brise nærmest aer min hud. Solens stråler varmer min krop og fjerner den sidste rest af bekymringer for eksamen. Selvom det er sidst på eftermiddagen, er vejret ganske enestående, det er helt vindstille, skyfrit og så varmt og solrigt, at det føles behageligt at gå tyndt påklædt selv her sent på dagen. Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg kan ligge her på et tæppe og læse til eksamen, mens jeg bliver forkælet af en generøs sol, der bare giver og giver. I fredags var jeg ellers temmelig nervøs, jeg følte mig svimmel alene ved tanken om mødet med det grønne bord, men alt det er glemt nu. 

Jeg skal op i geografi fredag d. 15. juni, og jeg er såmænd godt med i forhold til den læseplan, jeg har udfærdiget. Trætheden melder sig engang imellem, da jeg fortsat skal passe mit arbejde, men på dage med vejr som dette bliver jeg naturligt kvikket op, og ængstelserne forsvinder.  

Når vejret er godt, forbereder jeg mig til eksamen udendørs.

For ikke at blive helt omtåget af eksamenslæsningen har jeg planlagt lidt adspredelse i mit skema for de næste uger. Blandt andet skal Inge og jeg til Grundlovs- og folkefest i Fælledparken på tirsdag. Ud over taler af Statsminister H.C. Hansen, Overborgmester Sigvard Munk og Erich Ollenhauer, der er formand for det vesttyske Socialdemokrati, vil der være megen underholdning. Den vil bestå af optrædener fra Tivolis promenadeorkester, vokalkvartetten Blue Boys, skuespillerinden Lily Broberg, skuespiller Poul Mourier, operasanger ved Det kgl. Teater Mogens Vedel samt fra Peters Sisters, som kommer helt fra Los Angeles, men som er en af hovedattraktionerne ved dette års Cirkus Revy. Derudover vil der være forlystelser, restaurationstelt og blive vist gratis film i filmteltet hver time. Fra kl. 20 er der asfaltbal på Borgmester Jensens Allé, og omkring kl. 22.45 vil der være stor ildfest på plænen bag Frimurerlogen.

Programmet til Grundlovs- og folkefesten.

Programmet forekommer mig noget så spændende, og jeg kan næsten ikke vente til denne festlige dag i og omkring Fælledparken. Så kan jeg glemme alt om eksamen for en stund samt de vældige frigørelser af eksplosiv energi, som foregår i verden for tiden. Med sidstnævnte hentyder jeg til nedkastningen af USAs første luftbårne brintbombe over Bikini-øerne i Stillehavet d. 21. maj. Jeg synes, det er uhyggeligt i forhold til den verdenspolitiske situation, vi står i. Jeg gider ikke at forfølge disse dystre spekulationer lige nu, og derfor vil jeg i stedet fortælle lidt om mine sommerferieplaner.

Jeg ser især frem til at skulle se min familie i Jylland igen. Mandag d. 25. juni tager jeg jernbanefærgen over Storebælt, hvilket altid er en spændende oplevelse. Først skal jeg besøge mine forældre og min lillebror, Ole, i Vildbjerg. Derefter skal jeg besøge min mormor og morfar på deres dejlige gård lidt uden for Vildbjerg og genopleve mormors overdådige kaffe- og kagebord i den fredelige have. I følgeskab med Ole tager jeg derefter toget til Struer for at besøge farmor og farfar, hvor vi bl.a. skal tilbringe tid i deres hyggelige kolonihave. Vi skal selvfølgelig i samme ombæring på badetur til Bremdal Strand. Derudover skal jeg besøge min storesøster Kirstine, hendes mand og tre børn i Herning samt besøge min storebror Peter, hans kone og lille dreng i Silkeborg. I Silkeborg skal vi blandt andet bestige Himmelbjerget samt sejle med Hjejlen, så nu håber jeg blot, at vejret bliver godt.

Hvor jeg dog glæder mig til at komme til Vesterhavet igen!

Ud over familiebesøgene har Inge og jeg aftalt at tage på cykelferie til Vesterhavet, hvor vi skal overnatte i telt. Her får vi forhåbentlig rig mulighed for at solbade, slappe af, bade og tilberede mad i det fri. Jeg drømmer som mange andre om engang at kunne rejse på ferie til udlandet. Det kunne være mægtig spændende at rejse til Rom, Paris eller Gardasøen og erfare en anden kultur end herhjemme, men det må blive engang, når jeg er færdig med Studentereksamen. 

Jeg må hellere få pakket mine bøger sammen, så jeg kan få tilberedt noget aftensmad.

Må De have en dejlig aften. 

Læseferie, fødselsdagsfejring og dagbogslæsning

Søndag d. 13. maj 1956

Siden jeg skrev sidst, har jeg haft fødselsdag. Det var i tirsdags, og da fødselsdagen lå på en hverdag, havde jeg ikke planlagt det store. Jeg mødtes dog med Inge på kaffebar efter arbejde, hvor vi hyggede os mægtigt, inden jeg skulle afsted til undervisning. Jeg modtog også fødselsdagskort fra mine forældre, søskende og bedsteforældre, og jeg mærkede et stik af savn til dem. Hvor jeg dog glæder mig til at se dem alle i sommerferien.

  • På kaffebar med Inge på min fødselsdag
  • Et af de søde fødselsdagskort jeg modtog

I går havde vi på studenterkurset vores sidste kursusgang inden læseferien, og da jeg kom hjem fra latin, blev jeg glædeligt overrasket af familien Nielsen, som præsenterede et fornemt fødselsdagsbord med alt, hvad hjertet kunne begære af hjemmebagte boller, kakao, kaffe og lagkage. Jørgen og Kirsten havde fremstillet de sødeste tegninger til mig, og lærerparret forærede mig et fint sølvarmbåndsur som tak for hjælpen. Det var utrolig betænksomt af dem, og jeg var meget berørt over situationen. 

Fra min fødselsdagsfejring med familien Nielsen

Nu har jeg så fået læseferie, og for ikke at blive for overvældet over eksamen havde jeg tidligere i dag aftalt med Inge at mødes til en gåtur. Vi gik en tur ved Kastellet, hvor der var så skøn en forårstemning med fuglefløjt og glade mennesker på søndagsudflugt. 

Vi talte på gåturen en del om hende og Jens, og så spurgte hun ind til situationen med Svend forrige lørdag, hvor jeg havde afvist hans tilnærmelser. Hun sagde, at jeg skulle passe på ikke at sammenligne alle mænd med min ungdomskæreste Niels (som jeg også blev forlovet med), og at jeg måske havde en tendens til kun at huske alle de gode sider ved ham. Selvom Inges ord sårede mig, vidste jeg også, at hun formentlig havde ret. Det er nu over tre år siden, at vi brød forlovelsen, og jeg har bestemt ikke lyst til at hænge fast i fortiden og lade det hindre mig i at leve livet nu og her. Efter jeg kom hjem fra gåturen, havde jeg svært ved at give slip på disse tanker, og da jeg alligevel ikke kunne holde fokus på eksamenslæsningen, fandt jeg mine gamle dagbøger frem. I et af de første uddrag med Niels står der bl.a.:

Søndag d. 17. december 1950

Jeg får lyst til at fortælle noget om, hvordan tiden er gået for mig i den sidste tid. Jeg tror, jeg vil begynde med noget, der skete for to uger siden, hvor Inge, Margrethe, Tulle og jeg skulle ind på hotellet. Jeg vidste, at Niels også ville være der, og jeg så meget frem til at se ham igen. Vi dansede en del sammen, og senere tog Margrethe og jeg med ham og hans kammerater ind på en danserestaurant i Herning. Niels kørte mig efterfølgende hjem, og vi talte længe sammen om bl.a. fremtiden, om vores drømme. Margrethe havde dagen efter truffet Niels, da han besøgte hendes bror. Efter sigende skulle han have snakket meget om mig, og Margrethe var kommet til at nævne, at jeg vist også var interesseret i ham. Hun røbede senere overfor mig, at Niels havde fået min adresse, så han kunne skrive til mig fra Horsens, hvor han læser til ingeniør. Nogle dage efter modtog jeg et sødt brev fra ham, og det var slet ikke påtrængende på nogle måder. Derefter skrev jeg et brev som svar til ham, og vi snakkede sammen i telefon, hvor vi meget hurtigt kom på talefod med hinanden. I denne weekend er han i Vildbjerg, og vi mødtes i går aftes, hvor vi var i biografen. Han fulgte mig derefter hjem, og vi talte sammen længe…

Min ungdomsdagbog

Det var kun starten på det hele. Idet jeg bladrede videre i dagbøgerne, kunne jeg mærke, at jeg blev irriteret på mig selv, for jeg havde skrevet om Niels side op og side ned, alt handlede om ham. Jeg magtede ikke at læse mere om det, for det gjorde mig bare trist til mode. Jeg var så forelsket i Niels, at jeg var ved at opgive vigtige dele af mine drømme. Jeg overvejede at droppe en længerevarende uddannelse, så vi kunne blive hurtigere gift og stifte familie. Så ville jeg måske i dag have boet i et hus i midtjylland og været fuldtidshusmoder med et barn på armen og én mere på vej. Det er mærkeligt, hvordan livet går. Havde Niels og jeg ikke brudt op, havde jeg ikke siddet her i en lejlighed på Frederiksberg og lidt forsinket kommet igang med at tage en studentereksamen.

Et af de mange breve fra Niels. Datering: januar 1951

Dagbogslæsningen har dog haft den positive effekt, at jeg nu rent faktisk har lyst til at påbegynde min eksamenslæsning. Jeg skal kun afslutte Geografi i år, og jeg har fundet alle bøgerne frem; ‘Geografi med naturlære’, ‘Klima og plantebælter’, ‘Erhvervsgeografi’, ‘Geologi for gymnasiet’, ‘Atlas’ m.fl. Jeg har læst hele pensum og nedfældet utallige noter til hver kursusgang, så nu skal jeg blot terpe og memorere det hele. Jeg må hellere komme i gang.

Godaften!

Musikalsk og følelsesmæssigt kaos

Søndag d. 29. april 1956

I går var Inge, Jens, Svend og jeg til forårets sidste causeri i jazzklubben inden læseferien, og alle deltagere var i deres stiveste puds. I sit causeri over jazzens milepæle sammenlignede aftenens causør jazzen med en landevej, hvor milepælene markerede, hver gang et større vejafsnit var blevet tilbagelagt. De musikere, der havde haft evner til at skabe en ny stil indenfor jazzen, udgjorde væsentlige milepæle. De havde frembragt en personlig musikalsk udtryksmåde, som efterfølgende dannede skole for andre. Causøren gennemgik derpå nogle af disse stilskabere, og såvel begyndere som mere erfarne jazz-entusiaster havde udbytte af det gennemgåede. Veteranerne kendte til hovedtrækkene, men de fik mulighed for gennem afspilning af ukendte plader at få stoffet belyst fra andre vinkler. Jeg vil beskrive mig selv som en af de mere uerfarne jazz-elskere, og jeg gik bestemt fra causeriet med en øget viden om emnet.

Efterfølgende fyldtes lokalerne af musik fra The Late Hour Jazzband. Musikerne havde meget forskellige udtryk, pianisten, som tilsyneladende var orkesterlederen, var lige dele afslappet og elegant klædt på med habit og let løsnet slips. Han havde det kølige overblik midt i dette utrolige musikalske kaos og kommanderede de øvrige musikere til næste solo: ‘Kør!’, råbte han, mens han fortsat holdt styr på tangenterne. Saxofonisten lignede en rigtig amerikansk jazz-musiker, som han stod der krumbøjet over sit instrument og med en hat på hovedet, så man næsten ikke kunne se hans ansigt. På et tidspunkt gik han ned fra tribunen og spillede iblandt os tilhørere, og dette påfund fik stemningen til at nå nye højder. Trommeslagerens trommestikker dansede legende let hen over trommeskindet for efterfølgende at blive hamret hårdt ned i ‘tønderne’, så den unge musikers pomade-hår faldt tungt ned i panden på ham. Alle bandets soli var i topklasse. Musikken havde noget mere tempo og agressivitet end den jazz, jeg ellers har hørt, men der var en utrolig tilstedeværelse blandt musikerne; de var bare i musikken, hvilket smittede af på os tilskuere. Vi dansede til musikken og prøvede at følge med på dens anderledes og uforudsigelige karakter, indtil vi til sidst overgav os og gav slip på kontrollen. Det var en ganske enestående oplevelse!

Aftenens andet band spillede mere afdæmpet og traditionel jazz, som dog var lidt nemmere at danse til. Jens og Inge dansede sammen hele aftenen, som det faste par de nu engang er blevet. Det medførte, at jeg dansede med Svend det meste af aftenen. Sidst på aftenen begyndte Svend at lægge an på mig, men jeg var afvisende overfor ham. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde noget imod ham, men at jeg ikke syntes om at kaste mig i armene på den første og bedste mand. Det tog han meget personligt og troede, jeg havde noget særligt imod ham, hvad der naturligvis ikke passede. Svend er flink og rar, men jeg tror ikke rigtigt, at han er min type…

Efter arrangementet tilbød Svend at følge mig hjem, men på grund af den akavede stemning imellem os valgte jeg at gå alene hjem. For en sikkerheds skyld gik jeg af de store, befolkede gader. Der var en velduftende forårsbrise i luften, folk morede sig, og to fulde mænd sang rungende de gamle gader op med sjofle viser fra 30‘erne. På trods af den lette stemning i byen var jeg trist til mode over situationen med Svend. 

I dag har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, hvorfor jeg har så svært ved at lade mænd komme ind i mit liv. Jeg tror, det handler om, at jeg er blevet såret, men i forlængelse heraf handler det også om, at jeg i kølvandet på bruddet med Niels gav mig selv det løfte, at ingen mand igen skulle hindre mig i at nå mine mål herunder at få en uddannelse. Jeg er imidlertid også bange for at blive en gammeljomfru. Jeg finder mig selv i dette dilemma igen og igen, men mon ikke at det hele vil falde på plads den dag, hvor jeg møder ‘den rigtige’ . Det håber jeg…

Demonstration og drenge

Søndag d. 15. april 1956

’44 timers arbejdsuge NU’, ‘Vi kræver retfærdig behandling’, ‘Demokrati, ære være dit minde’ etc. Talrige paroler som disse kunne ses overalt på Christiansborgs Slotsplads i fredags ved middagstid, hvor lønarbejdere fra hele København havde nedlagt arbejdet for at demonstrere imod regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne. Samme slags protester sås overalt i landet. I solidaritet med tekstilarbejderne på fabrikken deltog jeg i arbejdsnedlæggelsen samt demonstrationen, da alt andet ville anses for skruebrækkeri. Vi mødtes kl. 10 på Nørrebro og gik efter et kort møde i samlet flok mod slotspladsen under tekstilarbejdernes røde fane. Da vi nåede til Christiansborg, strømmede det til med mennesker fra alle sider, jeg har aldrig før set så mange mennesker samlet på ét sted. Forsamlingen strakte sig ud over broerne, op ad Højbro Plads, ned ad Holmens kanal og op på børsrampen. Folk klatrede op i træerne for bedre at kunne se, trafikken gik i stå, og nogen vovede sig endda op på sporvognenes tage. Der var en enorm harme mod tilsidesættelsen af lønarbejdernes krav. Jeg har senere kunnet læse mig til, at der deltog over 200.000 mennesker i demonstrationen. Det var vældig overvældende at opleve.  

Til demonstrationen fredag d. 13. april

Vi må først genoptage arbejdet fra i morgen, og derfor har jeg haft en ekstra halv fridag i går, selvom jeg selvfølgelig skulle til mine sædvanlige to timers latin. Det gav lidt ekstra forberedelsestid, hvilket har givet mig mulighed for at slappe lidt af i dag. 

Sidste gang, jeg skrev her, var i forbindelse med d. 9. april, hvor jeg kiggede tilbage på min barndom før og under Den Anden Verdenskrig. Da jeg nu har lidt mere tid, vil jeg gerne fortsætte, hvor jeg slap, og skrive lidt om årene der fulgte herunder mine teenage-år.

Tre dage efter befrielsen i 1945 blev jeg 12 år gammel, og det første minde, jeg husker efter selve befrielsesdagene, var, at jeg tog til København for at besøge min faster. Vi var bl.a. i Tivoli en hel dag, og der var ikke den forlystelse, jeg ikke fik prøvet i dagens løb. Om aftenen så vi det smukke festfyrværkeri, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, at nu bliver alt godt! Derudover tog min faster mig med på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg fik i den grad smag for tilværelsen i storbyen, og de mange seværdigheder gjorde et dybt indtryk på mig. Her ville jeg gerne bo, når jeg blev voksen!

Søndag d. 13. april 1947 blev jeg konfirmeret. Da der fortsat var varemangel og rationring, var jeg lidt nervøs for, om vi kunne få syet en konfirmationskjole i en ordentlig kvalitet. Mor og jeg måtte da også forbi flere forskellige butikker, førend det lykkedes at finde stoffet til kjolen. Jeg havde studeret mange kjoler i forskellige dame- og modeblade, og syerske Ingeborg prøvede efter bedste evne at genskabe nogle af detaljerne. Konfirmationen i Vildbjerg Kirke og den efterfølgende fest gik godt, og jeg fik nogle fine gaver herunder en blå cykel, smykker, et armbåndsur og et sølv toiletsæt bestående af spejl, klæde- og hårbørste, kam og pudderdåse, som jeg stadigvæk har med mig. Mor syede min andendagskjole af mormors aflagte, blå gardiner, og om mandagen tog vi skoleveninder til Herning for at drikke kaffe på konditori Trianon og tage i biografen til 17-forestillingen. 

Mit fine toiletsæt som jeg modtog i konfirmationsgave

Om sommeren fik jeg min første rigtige sjus. Vores familie var på besøg hos min moster og onkel i Holstebro, hvor vi fejrede Sankt Hans. Jeg fik lov til at blive til festen, hvis min bror Peter og fætter Poul ville passe godt på mig. Det ville de, og det første, Poul sagde, da ‘de gamle‘ var gået, var: ‘Så Anna, nu skal vi ha’ en sjus’. Det blev til flere, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de bestod af, men jeg dansede uafbrudt hele aftenen og følte, at jeg kunne gå på vandet. Nu var jeg for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tænkte jeg… 

Efter min konfirmation var far meget opmærksom på, at jeg ikke gik rundt med drenge, og der var en del arrangementer, jeg ikke fik lov til at deltage i. Jeg skulle passe på mandfolkene, for de ‘ville kun ét eneste’. Jeg skulle forblive ren, uberørt og dermed ifølge ham være en såkaldt: ‘rigtig pige’. Han ville ikke have, at jeg havnede i det forkerte milieu og blev fordærvet. Hans pige skulle ikke ‘tage den første og den bedste’, være ‘løsagtig’, ‘let på tråden’ og ende som ‘et forsuttet bolsje’, eller hvad han ellers kunne finde på at sige, og han gjorde det klart, at det ville blive betragtet som en skandale, hvis jeg fik et barn udenfor ægteskab. Far havde været endnu mere emsig i forhold til min storesøster Kirstine, men selvom strengheden aftog lidt, var han stadigvæk efter mig. Ja far anså det som en vigtig opgave at vogte sine døtres dyd! Mor var selvfølgelig enig med far, men hun syntes da også, at jeg skulle have mulighed for at more mig lidt. Jeg tror, hun havde lidt mere tillid til min dømmekraft, end far havde, og hun kunne nok også se, at jeg i virkeligheden var temmelig genert, når det kom til mandfolkene. Hun ville da også gerne på sigt have mig afsat (men bestemt ikke til hvem som helst!). 

Fars mange reprimander havde formentlig haft den konsekvens, at jeg faktisk var blevet lidt bange for at tale med de unge mænd, men det var selvfølgelig også lidt spændende… 

Da jeg var 16 år, så jeg lidt til én, der hed Johannes. Han var fire år ældre end jeg, og vi mødtes til en fest i forsamlingshuset. Vi sås lidt i hemmelighed, sneg os til Herning for ikke at blive set og tog på konditori, i biografen og gik ture i Søndre Anlæg. Det hele var dog meget uskyldigt, jeg havde jo hele tiden fars strenge påbud i baghovedet. Efter fire måneder flyttede Johannes til Aarhus for at studere, der fik han nok af andet at se til, og livet gik videre. 

I mine teenage-år tilbragte jeg en del tid på konditori eller i biografen

Langt dybere stak det med Niels…

I efteråret 1950 var Inge, vores fælles veninde Margrethe og jeg på Hotel Vildbjerg, hvor der var dans. Vi havde hjemme stukket en lille hvid løgn om, at vi skulle til pigeaften hos Tulle. På hotellet faldt vi i snak med Margrethes storebror og hans kammerater, og vi blev enige om tage hjem til en af dem. Vi havde det såmænd meget hyggeligt, vi snakkede og dansede lidt, syv personer. Sjovest blev det dog, da en hel flok andre kom senere på aftenen, iblandt dem var Niels. Jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig ved siden af mig i sofaen. Hvad vi snakkede om? Alt muligt. Jeg drillede ham også lidt, da han ikke var helt ædru, og jeg kan endnu se hans ærgerlige, opgivende ansigt for mig, når jeg drilsk svarede på hans spørgsmål. Senere har jeg fundet ud af, at jeg sommetider driller dem, jeg godt kan lide. Niels drillede dog også mig, blandt andet med at jeg skulle være lun på Margrethes storebror, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Jeg lagde min hånd i hans og spurgte, om den da ikke var iskold, hvad den virkelig var. Jeg trak dog hurtigt hånden til mig igen, men Niels tog atter min hånd, og jeg glemmer aldrig det smil, han gav mig i netop dette øjeblik. Det var jo ikke Margrethes bror, jeg var blevet varm på, men Niels. Det blev starten til ‘noget’, som faktisk varede i to år. 

Jeg kunne skrive meget mere om Niels, men jeg tror, at jeg nu har skrevet nok for i aften.

Barndom i Vildbjerg Tryghed, soliditet, angst og sirener

Søndag d. 8. april 1956

Det lød som et kraftigt tordenvejr omkring kl. kvart over 7 om morgenen d. 9. april 1940. Vi åbnede vinduerne i klasseværelset, og jeg kunne i hvert fald tælle ti flyvemaskiner, som bragede over vore hoveder. Jeg husker, at de fløj meget langsomt og overraskende lavt, således at vi kunne se hagekorsene. Enkelte af maskinerne rørte trætoppene, og jeg mener også, at jeg endda kunne se en af piloterne. En af de andre lærere kom ind og fortalte, at han I radioen havde hørt, at tyskerne var gået over den danske grænse. Jeg var bange, utryg men også lidt fascineret, da jeg jo aldrig havde oplevet noget lignende. Jeg var kun lige knap syv år på det tidspunkt, så jeg var ikke helt klar over, hvad det her ville betyde for os, men jeg kunne godt fornemme, at det ikke var godt.

D. 9. april er en af de datoer, jeg aldrig glemmer! Den er mejslet ind i min hukommelse og et vigtigt omend dystert barndomsminde. For mig står det som den dato, hvor min ubekymrede og trygge barndom var forbi. Der kom med ét en anden alvor ind i mit liv. Det startede dog et andet sted…

Jeg blev født d. 8. maj 1933 i en tid, der var præget af fascismens udbredelse og verdensomspændende recession. Hitler havde samme år overtaget magten i Tyskland, og i Danmark blev Kanslergadeforliget indgået som et svar på den gennemgribende økonomiske krise. Jeg landede dog et godt og trygt sted nemlig hos familien Bech Jacobsen i Vildbjerg. Jeg var den næstyngste i en søskendeflok på fire med en storesøster, storebror og senere en noget yngre lillebror. Min far arbejdede dengang som nu som bogholder, mens mor selvfølgelig var og fortsat er hjemmegående. 

Tidlig barndom

Erindringer er egentlig noget mærkeligt noget, det er pudsigt, hvordan nogle situationer står tydeligt frem i ens erindring, mens andre forsvinder over i glemmebogen. Jeg har dog mange minder fra mit barndomshjem i Søndergade – et hyggeligt byhus med den dejligste køkkenhave med ærter, kål, gulerødder, kartofler, bær, rabarber og æbletræer. Et godt billede på mine tidlige barndomsår er de øjeblikke, hvor jeg om sommeren gemte mig i vores bærbuske for at tage for mig af de spiselige skatte, og der var alt fra hindbær, solbær, ribs, stikkelsbær og brombær. Så sad jeg ellers der i min egen lille trygge verden og mæskede i mig af lækkerierne – langt fra den store verdens problemer. Sådan husker jeg denne tid som ubekymret, rolig og stabil. 

I denne stille og trygge tilværelse havde jeg mange legekammerater, og der var masser af leg i gaden, hvor de ældre børn lærte os andre at ‘Sparke til dåse’, ‘Antonius’, ‘To mand frem for en enke’ etc. En af mine gode veninder Tove boede i huset ved siden af, og jeg legede meget med hende og hendes storebror Erik. Erik var også gode venner med min storebror Peter, og ofte legede vi alle fire sammen. Om sommeren cyklede vi i skoven, hvor vi byggede huler og havde madpakker og saftevand med. Om vinteren cyklede vi sommetider til Grimstrup Mølledam eller Rødding for at stå på skøjter. Jeg husker også, at Peter og jeg gik til dans i forsamlingshuset, hvor vi lærte at danse ‘Fingerpolka’, ‘Først den ene vej’ og mange andre af de gængse danse. Derudover var de årlige juletræs- og høstfester i forsamlingshuset, samt når der var omrejsende cirkus eller teatergrupper i byen, nogle af de helt store tilløbsstykker. 

Jeg husker også familieudflugter til Vesterhavet og ferier hos mine bedsteforældre. Min mormor og morfar boede på landet lidt uden for Vildbjerg, og jeg holdt meget af at være på ferie der, da jeg altid blev forkælet, og det var spændende, at de havde køer, grise, heste og høns. Dog var jeg ikke så begejstret for deres toiletforhold, som bestod af et gammeldags lokumsskur i baghaven. (Vi havde selv træk-og-slip). Det lugtede fælt, og når morfar slæbte tønden ud for at strø indholdet ud som gødning, svor jeg, at jeg ikke ville spise nogle af de hjemmeavlede kartofler. Farmor og farfar boede i Struer by, hvor vi kunne tage toget direkte til. Når vi var hos dem, var det spændende at kigge på skibe ved havnen eller at bade ved Bremdal strand, hvor farmor altid havde medbragt en stor madkurv.

Krig og lektier

Så kom krigen. Jeg var startet på Vildbjerg Skole en uges tid før, Danmark blev besat, så der var meget nyt at forholde sig til. Jeg husker tydeligt, da jeg kom hjem fra skolen d. 9. april, at mine forældre var meget berørte af situationen, de hørte radio, hvor vi fik besked på, at boligerne nu skulle mørklægges; der måtte ikke være så meget som en stribe af lys, som kunne ses udefra. Snart lærte jeg, at det var en diktator ved navn Adolf Hitler, der havde en vision om at regere hele Europa – ja måske endda hele verden. 

Krigen fik stor betydning for vores hverdag, og det varede ikke længe før, der blev varemangel på mange af de almindelige dagligvarer, der gik tyske soldater rundt i byen, og vi oplevede dagligt de store flyvemaskiner på himlen, men livet gik dog alligevel videre. Jeg blev f.eks. rigtig glad for at gå i skole, hvor mine yndlingsfag hurtigt blev Historie og Dansk. Det var også i skolen, jeg mødte min bedste veninde Inge. I skolen hørte jeg dog også om de frygtelige historier om kz-lejre, sult og tortur, hvilket gjorde min angst overfor tyskerne endnu værre. Mine forældre lyttede ofte til BBC, den engelske radio, der sendte på dansk fra London, og jeg overhørte ofte deres samtaler om krigen og syntes, det hele var meget uhyggeligt. De sagde til mig og mine søskende, at vi skulle passe på, hvad vi sagde og gjorde, når der var tyske soldater i nærheden, for de holdt øje med alt, hvad der rørte sig i byen. Jeg var derfor meget bange for, at de tyske soldater skulle komme efter os børn. Jeg døjede også med mareridt om, at de tyske flyvemaskiner, vi dagligt så på himlen, skulle bombe hele byen. 

En anden dato, som står tydeligt i min hukommelse, er d. 9. januar 1944, hvor store tyske militærkøretøjer kørte ind i vores skolegård. Det var et postyr uden sidestykke med talrige uniformerede soldater og befalingsmænd, der råbte og kommanderede. Fra den dag blev vores skole beslaglagt først delvist og sidenhen helt. I starten havde vi fortsat undervisning i nogle af skolens lokaler, og her kunne vi tydeligt høre de tyske parader i skolegården. Nogle gange gav det også et sæt i os, når en af de tyske oberstløjtnanter gik og skød efter fugle i skolegårdens lindetræ. Senere inddrog tyskerne hele skolen, og vi fik undervisning i forskellige lokaler i byen, hvor klasserne skiftedes til at blive undervist efter tur. Også lærerne blev jaget ud af deres lejligheder og spredt rundt på private adresser i byen. Jeg var jo rigtig glad for at gå i skole, så jeg syntes, det var rigtig træls. Jeg husker vinteren 1944/45 som meget hård, og specielt et af vores undervisningslokaler, som før krigen havde været et malerværksted, var næsten umulig at varme op. Væggene var kolde, og der var kun en lille kakkelovn til at varme det store lokale op. Det var svært at holde koncentrationen og fokusere på undervisningen, når man rystede af kulde. Nogle gange tog lærerne initiativ til at gå en rask tur, så vi ikke blev helt kolde af det meget stillesiddende arbejde.

Det hele spidsede ligesom til i 1944, hvor der kom flere tyske soldater til byen, og der cirkulerede flere historier om drab, stikkere og modstandsfolk. Bl.a. var en af min fars kollegaers sønner modstandsmand, og han betjente en hemmelig radiosender. En dag kom tyskerne og fandt ham og radioen, og han blev gennemtævet og fængslet af tyskerne. Samme dag måtte hans forældre gå under jorden. 

Fredag d. 4. maj 1945 om aftenen hørte vi i familien den danske udsendelse fra BBC i London. Da hørte vi Johs. G. Sørensens stemme sige, at Danmark var frit! Vi slog øjeblikkeligt vinduerne op, det samme gjorde vores naboer, og vi råbte og sang i ren eufori, at der var fred. Vi tændte alt lys i huset, far rev mørklægningsgardinerne ned, mens mor fandt kassen med julepynt frem, så vi kunne hænge dannebrosflagene i vinduerne. Vi løb ud på gaden og hoppede og dansede. Tænk at krigen var slut!

Konflikter

Søndag d. 25. marts 1956

‘Strejker’, ‘lockouts’, ‘arbejdskamp’ og ‘sammenbrud i forhandlinger’ – når jeg tænder for radioen i disse dage, cirkulerer de samme vendinger, og i den sammenhæng spekulerer jeg en del over, hvad denne arbejdsmarkedskonflikt egentlig vil ende med. På arbejdet mærker jeg klart en tilspidset stemning. For selvom tekstilarbejderne foreløbigt ikke er udtaget til strejke eller står over for en lockout d. 3. april, så drøftes de sammenbrudte overenskomstforhandlinger heftigt i kantinen. Kravene om en 44 timers arbejdsuge og løntillæg vil dog tilsyneladende ikke blive imødekommet fra arbejdsgiverne. Spørgsmålet er så, om regeringen vil gribe ind i konflikten. Det bliver interessant at følge med i udviklingen inden for de næste uger.

Noget helt andet er, at Inge i dag kom til kaffebord. Det var hyggeligt, men hun talte utrolig meget om Jens, ja faktisk var det svært for hende overhovedet at tale om noget som helst andet. Siden de mødtes til jazz causeriet for nogle uger siden, har de næsten dagligt tilbragt tid med hinanden. De har både været i teatret, på kaffebar, i Dyrehaven og i biografen. I biografen havde de bl.a. set filmen: ‘Lille doktor til søs’ med blandt andet Birgitte Bardot som en af hovedrolleindehaverne.  Inge fortalte med julelys i øjnene, hvordan Jens havde sammenlignet hende med Birgitte Bardot. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at lytte til den forelskede Inge Bardot. Hun fortalte mig, at de var blevet dét, man i Amerika kalder going steady, hvilket åbenbart betyder, at man er i en fast forbindelse, og at de fremadrettet vil gå på ‘dates’ med hinanden. Jeg er da vældig glad på Inges vegne, men jeg kan også være lidt bekymret for, om hun får passet sin uddannelse, med al den tid hun tilbringer med Jens. 

Da Inge var taget afsted, var jeg ærlig talt lidt nedtrykt. Ét eller andet sted vil jeg måske også gerne møde en mand, der kan få mine øjne til at lyse som Inges. Problemet er, at jeg dårligt har tid til at se nogen. Det er svært nok for mig at få presset aftalerne med Inge ind, også selvom der efterhånden går længere og længere tid, imellem vi ses. Jeg synes heller ikke, at man bare skal kaste sig i armene på den første og bedste mand, og man hører da også mange historier om, hvor galt det kan gå… 

Jeg har erfaret ulykkelig kærlighed, da jeg var 17 år. Han hed Niels, og han var 20 år, ingeniørstuderende, 1.88 cm høj, slank, mørkhåret og meget charmerende. Vi mødtes til julebal, private fester, karneval, i biografen, og vi gik i hemmelighed ture sammen. Jeg var virkelig ‘varm’ på ham, og det skulle på sigt skabe en del bekymringer og sorger hos mig. Jeg fik svært ved at fokusere på særlig meget andet, og sådan noget må ikke ske for mig nu, hvor det er vigtigt for mig at holde fokus på min uddannelse. Jeg kan nok ikke undgå at skrive lidt mere om Niels på et andet tidspunkt, men for nu vil jeg lade det ligge. 

I næste uge starter Påsken, og på torsdag skal jeg hjem og besøge min familie i Vildbjerg. Det bliver dejligt at se mine forældre og søskende og få det hele herovre lidt på afstand.