Tag: H.C. Hansen

Årsskifte – tid til at kigge bagud og skue fremad

Søndag d. 20. januar 1957

‘Skuffelsernes år!’ Sådan er det forgangne år, 1956, blevet omtalt i mange aviser, og det er en definition, jeg på mange måder kan nikke genkendende til. Det er ikke fordi, at året har været skuffende for mig personligt, men på verdensplan har året ikke just været præget af optimisme.

Jeg vil i dette indlæg reflektere lidt over året, der er gået på både mikro- og makroplan, samt jeg vil skue fremad og skrive lidt om mine håb for 1957, men først vil jeg skrive lidt om min nytårsaften og min tilbagevenden til hverdagen i København. 

Nytårsaften

Jeg tog afsked med dette: ‘Skuffelsernes år’ på den mindst skuffende måde. Jeg havde nemlig efter en veloverstået jul taget toget til Århus for at holde nytårsaften sammen med Erik på hans kollegium. I følgeskab med nogle af de andre fra kollegiet havde vi tidligt på dagen været i Pariserhuset i Jægergårdsgade for at købe nytårskrudt, pynt samt spøg og skæmt artikler. Af sidstnævnte kan nævnes narretændstikker, der tændes som almindelige tændstikker men så øjeblikkeligt går ud igen, inden man har nået at tænde det lys, man har til hensigt at tænde. Der var også en cigaretæske med smæk, og hvis man bliver tilbudt en cigaret fra en sådan æske og tager imod, så smækker et lag ned over fingrene. 

Da vi kom hjem, blev kollegiekøkkenet festligt pyntet op med guirlander og kulørte balloner. I fællesskab tilberedte vi efter bedste evne røget skinke, brunede kartofler og grønlangkål, som for mange af os er den traditionelle nytårsmenu, vi kender fra vore barndomshjem. Desserten bestod af citronfromage. Vi klædte os ud med sjove hatte, skæg og briller, og under middagen blev der affyret bordbomber. Nogle af de andre fra gangen havde sørget for underholdning, bl.a. havde nogle af de studerende med stor viden om fysik og kemi eksperimenteret og demonstrerede senere på aftenen en lysopvisning. Det var meget imponerende men også lidt farligt. Kl. 24 blev der affyret fyrværkeri, og fra universitetsparken havde vi et smukt udsyn over Århus.

Senere på aftenen fik vi kaffe og æbleskiver i kollegiekøkkenet. Det var en mægtig aften, og jeg var lykkelig for at være i selskab med Erik på årets sidste dag. 

Dagen derpå kunne Erik ikke finde sin cykel, han havde glemt at få den låst inde i cykelkælderen og blev dermed offer for de uundgåelige nytårsløjer. Senere på dagen måtte jeg tage afsked med Erik og tage den lange tur tilbage til København for at være klar til den første arbejdsuge i det nye år. 

Tilbage til hverdagen i København

Det er altid lidt hårdt at starte op efter en ferie, og især for tiden rammer et stik af savn til det jyske mig jævnligt. Jeg savner min familie, og så ville jeg ønske, at jeg var tættere på Erik, så vi kunne ses oftere. Jeg vil tro, at denne følelse af længsel er meget naturlig, når man lige har taget afsked med folk, man holder af og med bevidstheden om, at der går en rum tid, inden man ser dem igen. Jeg har også lige skullet vænne mig til de lange hverdage med arbejde, studenterkursus, lektielæsning og huslige pligter igen, men her nogle uger inde i året er det ved at falde på plads.

I sidste uge havde jeg en aftale med Inge, som kunne fortælle den store nyhed, at hun og Jens var blevet ringforlovet. Sikke en dejlig nyhed! De har dog aftalt, at de først skal giftes, når Inge har færdiggjort sin uddannelse på børnehaveseminariet til sommer. Inge og jeg var for øvrigt i biografen for at se Johannes Allens nye film: ‘Ung leg’. Det var en underholdende film med flere gode skuespilspræstationer, omend den var temmelig moraliserende. Det er efterhånden blevet normen for vor tids ungdomsfilm, at de skal virke afskrækkende på os unge og vise eksempler på, hvor skidt det kan gå os. Det samme gjorde sig gældende i Lau Lauritzen juniors film: ‘Farlig ungdom’ fra 1953. Vores generation portrætteres her på en temmelig endimensionel måde. Til gengæld blev forældregenerationen i ‘Ung leg’ heller ikke just portrætteret på en særlig flatterende måde, og alt i alt var det trods alt en fornøjelig film. 

‘Skuffelsernes år’

Tilbage til det med ‘skuffelsernes år’. Grunden til denne triste definition skyldes i høj grad den verdenspolitiske situation, hvor vi i løbet af året har gjort os mange bitre erfaringer – specielt i løbet af årets sidste måneder med de tragiske begivenheder i Ungarn og hændelserne i Suez. I Ungarn blev de nationale oprør i starten af november brutalt nedkæmpet af sovjetiske tanks og fly, og tusindevis af civile ungarere måtte forlade deres hjem og flygte til udlandet. Det var voldsomme og hjerteskærende reportager, der blev sendt hjem til os i de danske stuer, og mange af os har følt et behov for at hjælpe på den ene eller den anden måde. 

Også ved Suez-kanalen udspillede der sig et drama, da Frankrig, England og Israel efter flere måneders diplomatisk krise gik til angreb på Ægypten og inden længe havde sat landets luftvåben og flåde ud af kraft. Aktionen medførte skarpe protester internationalt, og i FNs generalforsamling blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes og tropperne tilbagetrækkes. Våbenhvilen trådte heldigvis i kraft d. 6. november. 

Mit ønske for fremtiden er, at de verdenspolitiske uoverensstemmelser må løses ad diplomatiets vej.  Som vores statsminister, H.C. Hansen, i sin nytårstale sagde, så er det: “[…] ingen kunst, at holde de internationale modsætninger i live. Det er en langt større opgave, ja, en tålmodighedsprøve, at bringe folkene på talefod på ny”. Denne svære tålmodighedsprøve bør ud fra min synsvinkel altid være vejen frem! Jeg håber, at vi mennesker fremadrettet bliver langt bedre til at udvise tolerance og prøver at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi er tilbøjelige til at male alt i sort og hvidt, men det ville være let, hvis alt var så enkelt. Vi ser hvorledes massehysteri, folkedrab, racehad osv. stadig florerer, og derfor må vi utrætteligt tro på og kæmpe for idealer som tolerance og forståelse.

Hvis vi retter opmærksomheden mod årets indenrigspolitiske emner, var forårets storkonflikt et af de uundgåelige, og i forhold til dette emne er jeg ikke enig med vores statsminister. Det var da også nærmest påfaldende, hvor lidt statsministeren lod dette fylde i sin nytårstale, skønt det er et emne, der har optaget mange af hans vælgere. Konflikten startede med, at den socialdemokratiske regering natten mellem d. 12. og 13. april greb direkte ind i de igangværende overenskomstsforhandlinger, og efterfølgende valgte et flertal i folketinget at ophøje forligsmandens mæglingsforslag til lov. Dette mæglingsforslag var langt fra at imødekomme arbejdernes krav, og f.eks. blev hovedkravet om en nedsættelse af arbejdsugen fra 48 til 44 timer pure afvist, hvilket selvsagt skabte en enorm modstand ude på arbejdspladserne. Jeg tror grundlæggende, at mange arbejdere var uforstående overfor, hvorfor de ikke kunne få del i det begyndende økonomiske opsving og dermed få forbedret deres vilkår. Kæmpe demonstrationer blev iværksat rundt omkring i landet, og jeg selv deltog i den store demonstration foran Christiansborg i solidaritet med tekstilarbejderne på min arbejdsplads. Regeringens indgriben i konflikten gjorde den temmelig upopulær blandt mange af dens egne vælgere, så jeg forstår på sin vis godt, at H.C. Hansen ikke skænkede emnet megen plads i sin nytårstale. Imidlertid rettede han i talen opmærksomheden på et andet og nok mere succesfuldt indenrigspolitisk emne (i hvert fald blandt socialdemokratiets egne vælgere) nemlig vedtagelsen af folkepensionen. Med folkepensionen får alle borgere i Danmark fremadrettet ret til at få pension, når de er fyldt 67 år, og dermed sikres alle landets ældre borgere en værdig og tryg alderdom. Jeg anser det for at være et stort fremskridt, som vil gøre en konkret forskel for rigtig mange mennesker. 

Det bliver spændende at følge med i den kommende tids politiske debatter, for i løbet af året skal vi til folketingsvalg, og det intensiverer ofte de politiske diskussioner og ideologiske positioner i samfundet. Det bliver tilmed det første valg, jeg skal deltage i, og det bliver spændende at gøre brug af sin grundlovssikrede ret.

Mit 1956

På det personlige plan har jeg i løbet af 1956 oplevet mange spændende ting. 1956 blev bl.a. året, hvor jeg for alvor skulle opleve jazzens forunderlige verden, da jeg begyndte at gå på jazzklub for lære om og lytte til jazz. Jeg erfarede på egen krop, hvor utrolig en oplevelse det kan være at give sig hen til jazz og bare leve i hver eneste tone og rytme og derved glemme alle bekymringer og sorger. Derudover stiftede jeg også i året løb bekendskab med den nye musikalske genre og dans: Rock’n’roll. Det var min lillebror, Ole, der introducerede mig for denne nye amerikanske genre, efter han i sommer flyttede til København. Han var i august begyndt at danse rock’n’roll på Børge Kisbyes danseskole i Kødbyen og var sågar tilskuer til det første store danske rock’n’roll-arrangement i KB-hallen d. 4. oktober, der (desværre) endte i tumult. Til sommer vil jeg tage med Ole til asfaltbal i Enghaveparken, så han kan vise mig de ‘forbudte trin’, og jeg kan opleve energien i den fængende musik med den store vægt på rytmen. 

1956 blev også året, hvor jeg afsluttede mit første år på studenterkurset og klarede min eksamen ganske godt. Det var en milepæl at nå dertil, og jeg er faktisk ret stolt over, at jeg har klaret mig igennem et så hektisk år med så mange nye indtryk og med en så presset hverdag fyldt med gøremål og pligter. Det bedste ved hele 1956 var dog uden tvivl, at jeg i min sommerferie tog med Inge på cykeltur til Vesterhavet, for det skulle blive her, at jeg mødte Erik. Den høflige og venlige universitetsstuderende fra Århus med det mørkebrune hår og de dybe brune øjne gjorde mig helt blød i knæene, og han fik mig til at lægge alle de tidligere dårlige erfaringer med kærlighed bag mig for at se fremad. Fremtiden for os er lys, det tror og håber jeg! 

Velkommen 1957

Jeg går ind i 1957 fuld af optimisme. På verdensplan kan det forhåbentlig kun gå fremad, og på det personlige plan bliver det en stor bedrift, når jeg til sommer forhåbentlig kan afslutte min studentereksamen og kalde mig student. Jeg påtænker herefter at søge om optagelse på Historie på Aarhus Universitet. Jeg har fået et vældig godt indtryk af universitetet i Jylland, når jeg har besøgt Erik, og specielt dets yngre lærerstab og mere uformelle omgangstone tiltaler mig meget. Desuden vil jeg af åbenlyse grunde gerne bo tættere på Erik, og jeg kan vel lige så godt læse i Århus som i København ikke? 

Jeg hilser derfor det nye år 1957 velkomment, og jeg håber på alt det bedste for Dem og Deres nærmeste i det nye år.

De venligste hilsner

Anna

Afsked med 1955

Søndag d. 29. januar 1956

For mange mennesker er det nok sådan, at de ved begyndelsen af et nyt år standser op, ser sig tilbage og tænker lidt over året, der gik. Sådan har jeg det også. Skønt det næsten er en måned siden, vi tog afsked med 1955, føler jeg en trang til at reflektere over året, der gik. Hvad blev der i grunden udrettet og opnået, og hvad blev der måske forspildt? 

Jeg vil starte med at hæve blikket over det rent personlige og hæfte mig ved årets begivenheder uden for landets grænser. 

Jeg har som mange andre haft store forhåbninger til det diplomatiske arbejde, der foregår i verden. Af den grund har det også skuffet mig at iagttage udfaldet af møderne mellem repræsentanter fra Øst og Vest i det forgangne år, som intet konstruktivt har medført.

Det gælder f.eks. udenrigsministermødet i Geneve mellem Sovjetunionens og Vestens ledere i slutningen af oktober. Dette møde gav kun små resultater, og nogen fælles løsning på det europæiske sikkerhedsproblem blev ikke opnået. Derudover er der også i de sidste måneder foregået våbensendinger til de arabiske lande. Det tyder ikke just på afspænding i verdenssituationen – snarere tværtimod. Statsminister H.C. Hansen mener dog ikke, at vi i dette spørgsmål bør indtage en alt for pessimistisk indstilling, da han anser en ny storkrig som en utænkelighed pga. den uhyggelige våbentekniske udvikling indenfor atom- og brintbomber. Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk, men sandheden er, at jeg er utrolig bange for verdens udvikling. Med den intensiverende konflikt, der hersker mellem USA og Sovjetunionen, og med de våben, disse stormagter har adgang til, frygter jeg for verdens og min egen fremtid. Ud fra min synsvinkel lever vi i en tid, hvor der over det hele svæver en ny og mere uklar form for krigsfare, og derfor har jeg svært ved at se lyst på sagerne og tænke, at det nok altsammen skal gå. Jeg håber som vores statsminister, at de store staters ledere i Øst og Vest er opmærksomme på deres store ansvar i forhold til at føre verden frem mod en varig fred, men det er indlysende, at det ikke er med de bedste udsigter, at verden går ind i det nye år. 

Herhjemme indledtes 1955 også dystert med den bestyrtende meddelelse om statsminister Hans Hedtofts pludselige død under Nordisk Råds møde i Stockholm. Meget trist!

For ikke at anlægge et alt for pessimistisk og trist perspektiv vil jeg i stedet rette opmærksomheden på året, som det har taget sig ud på det personlige plan. Her har året været præget af både forventning, glæde, ængstelse og udmattelse. I år forlod jeg nemlig forventningsfuld og spændt mit barndomshjem i Vildbjerg for at forfølge drømmen om at blive student i København. 

Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg i sommers rejste med toget til København for at tage til indstillingsprøve til den nysproglige linie på Akademisk Studenterkursus. Prøvens resultat ville afgøre hele min fremtid. I dagene op til havde jeg læst, memoreret og repeteret, til nætterne blev lyse, og da dagen endelig indtraf, følte jeg mig svimmel og døjede med hovedpine, hjertebanken og konstant klamme hænder. Hovedstaden modtog mig dog i strålende sol og varme, og måske var det en medvirkende årsag til, at jeg til min store lettelse bestod prøven. 

Efter at have fundet et værelse hos et venligt lærerpar på Frederiksberg og et arbejde på tekstilfabrikken Julius Koch på Nørrebrogade kunne jeg den 16. august kl. 19 møde op på Sct. Petri Skole, Larslejsstræde 5, hvor jeg havde min første undervisningsgang. Nervøsitet, spænding, angst og glæde udgjorde det virvar af følelser, jeg gennemlevede den dag. Det er nu et halvt års tid siden… Der har været mange nye indtryk med arbejde, kursus, nye bekendskaber samt at falde til i en helt ny by. For det har uden tvivl været en stor omvæltning at flytte til København. Min barndomsby er en lille stationsby, hvor alle kender hinanden, i København er der til gengæld ingen, der kender mig. Anonymiteten kan være meget befriende, men jeg synes også, at københavnerne til tider kan være lidt rå i slaget, men det handler nok om tilvænning.

Idéen om at flytte til København opstod for efterhånden længe siden. Faktisk besluttede min veninde Inge og jeg allerede, da vi startede på realskole, at vi ville til hovedstaden efter realeksamen. I København var der bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder, og vi havde hørt spændende historier om storbyen, da flere af vores veninders søskende var taget dertil. Min plan var at tage studentereksamen som nysproglig, Inge ville uddanne sig til barneplejerske på børnehaveseminariet, og den plan har vi holdt urokkeligt fast i. 

Mine forældre bakkede på ingen måde op om beslutningen om at flytte, hvilket jeg har skrevet mere uddybende om her: https://ungi50erne.dk/om-mig/. De var meget bekymrede for, hvordan det skulle gå mig i hovedstaden. Da jeg var hjemme i Vildbjerg over julen, var mine forældre imidlertid lettede over at erfare, hvordan jeg foreløbigt har klaret mig i København. 

Jeg vil stoppe min første beretning fra 1956. I morgen starter en begivenhedsrig uge, og jeg skal have forberedt det sidste til morgendagens undervisning. 

God søndag!