Tag: Krig

Ungarnopstanden og frygten for krig

Lørdag d. 17. november 1956

Det har været fuldstændigt hjerteskærende beretninger og billeder, vi har fået fra Ungarn gennem de seneste uger med grusomme blodsudgydelser overalt i landet. I Statsradiofoniens program: ‘Aktuelt kvarter’ har vi som radiolyttere bl.a. kunnet høre de skrækkelige lyde af affyrede maskinpistoler, tanks og desperate ungarer, som indtrængende beder om hjælp til deres sårede kammerater.

Det hele startede d. 23. oktober i Budapest med et ellers fredeligt demonstrationsoptog af arbejdere og studenter, som ønskede at vise deres støtte til Polen, hvor den tidligere ‘udrensede’ reformkommunist Wladislaw Gomulka var blevet regeringsleder. På mange af demonstranternes bannere skulle der efter sigende have stået: ‘Polen er vores eksempel’. 

Demonstrationen fortsatte til parlementet under udråb som: ‘Ned med stalinismen’, ‘Længe leve Ungarn’, ‘Russere gå hjem! og ‘Smid Gerö i Donau’. Samtidig ændrede demonstrationen karakter, den blev præget af større utilfredshed og agression, og kort efter blev en af de kolossale statuer af Stalin revet ned, mens andre demonstranter stormede hovedkvarteret for den statslige radio. Den stalinistiske partisekretær, Ernö Gerö, erklærede som følge heraf Ungarn i undtagelsestilstand, han indførte udgangsforbud samt dødsstraf til oprørerne, mens han tilkaldte de russiske tropper, som i tanks blev dirigeret ind i byerne. Det lykkedes dog ikke de russiske tropper at nedkæmpe oprøret tværtimod. Oprøret spredte sig nu også til resten af Ungarn, og der opstod hårde og blodige kampe overalt i landet.

Den ungarnske hær blev sat ind, men mange af soldaterne sluttede sig til oprørerne. Oprørsgrupperne blev stærkere, de oprettede demokratiske revolutionsråd og komiteer, som kunne forhandle med de officielle myndigheder, og i slutningen af oktober så det ud til, at de havde sejret. Gerö måtte træde tilbage, og den populære reformkommunist Imre Nagy, som støttede oprørerne, tiltrådte som ministerpræsident. Han fik bl.a. indført våbenhvile og forhandlet med Rusland om, at de skulle trække deres tropper ud, hvorefter situationen kom under kontrol. 

D. 31. oktober brød Nagy med det kommunistiske monopol på magten og inviterede socialdemokrater med i sin regering. Samtidigt blev kommunistpartiet reorganiseret og ændrede navn til: ‘Ungarns Socialistiske Arbejderparti’. Dagen efter (d. 1. november) meddelte Nagy i en radiotale, at Ungarn var udtrådt af Warszava-Pagten, den pro-russiske forsvarspagt, og de efterfølgende dage anmodede han på det kraftigste det internationale samfund og FN til at beskytte Ungarns frihed og neutralitet. 

Mellem d. 3. og 4. november skete så det rystende, at 2500 russiske tanks kørte ind i Budapest og i alliance med russiske fly udsatte byen for voldsomme og brutale angreb, som på kort tid nedkæmpede samtlige oprør i byen. D. 11. november var alle oprør i Ungarn definitivt nedkæmpet.  

På nuværende tidspunkt har Nagy, der nægter at anerkende den nye sovjetvenlige regering med János Kádár i spidsen, tilsyneladende fået asyl i Jugoslavien, men hans skæbne er endnu uvis. Man tør ikke tænke på, hvad der vil ske ham og de øvrige medlemmer af revolutionsregeringen, hvis først KGB-agenterne får fat på dem. 

Tusindevis af flygtninge søger nu mod Østrigs grænser, og i aviser, radio og tv berettes der om flygtninge med slemme forfrysninger og andre skader. For nyligt læste jeg om en far, der havde svømmet over en sø med sit syv måneder gamle barn i rygsækken.

Alle disse beretninger fra Ungarn påvirker uundgåeligt én. Det er meget svært at begribe, at vi så kort tid efter krigen endnu engang har krigshandlinger på europæisk jord. 

På studenterkurset og på arbejdspladsen har vi igangsat vores egne indsamlinger til de nødlidende ungarere. Udover almindelig indsamling af penge og konserves har vi på kurset startet et vinsalg med ungarnsk vin til fordel for ungarske studerende. D. 8. november holdt vi på tekstilfabrikken desuden fem minutters stilhed, ligesom man gjorde det på alle andre arbejdspladser. Jeg hørte, at også bil-, bus- og togtrafikken standsede mellem kl. 11.55-12.00, ligesom alle radioudseendelser blev sat på pause.

Samtidig med den blodige tragedie i Ungarn har der også udspillet sig et drama omkring Suez og Ægypten. Den såkaldte Suez-konflikt startede i juli måned, hvor Ægyptens præsident Nasser erklærede Suez-kanalen for nationaliseret. England og Frankrig frygtede som konsekvens heraf for den frie skibsfart gennem kanalen. De har siden insisteret på, at der skulle indføres en international kontrol med kanalen og har truet med militær indgriben. De to lande allierede sig med israelske tropper, som d. 29. oktober gik til angreb på ægyptiske hærenheder i Sinai-ørkenen. Samtidig med dette fremsatte England og Frankrig det ultimatum, at hvis ikke den ægyptiske modstand blev indstillet indenfor 12 timer, ville området omkring kanalen blive besat af engelske og franske styrker. Dagen efter var krigen i Ægypten en realitet. Den franske og engelske flåde satte kurs mod Suez, mens bombefly blev sat på vingerne. Ægyptens luftvåben og flåde blev hurtigt sat ud af kraft, og på landjorden kom det også til voldsomme kampe. Aktionen medførte skarpe protester internationalt herunder i USA men også internt i England. Det resulterede i, at der blev indkaldt til hastemøde i FNs generalforsamling. Her blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes, og at alle tropper skulle tilbagetrækkes. I stedet skulle en international FN-styrke overtage bevogtningen af kanalen. England, Frankrig og Israel akcepterede FNs beslutning, og d. 6. november trådte våbenhvilen i kraft, og vi kunne alle ånde lettede op over, at krisen var afblæst. 

Med situationen i Ungarn og omkring Suez kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig blev af devisen: Aldrig mere krig! Med den anden verdenskrig erfarede vi krigens rædsler, vi erfarede, at krig og vold aldrig er løsningen på konflikter, og alligevel lever vi i en verden, der er så utryg, og hvor den konstante raslen med sablerne (og sågar brug af dem) bestandigt øger ens frygt for en tredje verdenskrig. Er vi mennesker af natur virkelig uciviliserede barbarer? Det nægter jeg at tro på, men de seneste måneders internationale begivenheder gør det særdeles vanskeligt at bevare optimismen. Jeg vil dog prøve og samtidigt håbe på en større grad af tolerance og humanisme i denne verden.

Jeg ønsker Dem en god aften på trods af alle disse vanskelige og alvorlige begivenheder. 

Med venlig hilsen

Anna

Barndom i Vildbjerg Tryghed, soliditet, angst og sirener

Søndag d. 8. april 1956

Det lød som et kraftigt tordenvejr omkring kl. kvart over 7 om morgenen d. 9. april 1940. Vi åbnede vinduerne i klasseværelset, og jeg kunne i hvert fald tælle ti flyvemaskiner, som bragede over vore hoveder. Jeg husker, at de fløj meget langsomt og overraskende lavt, således at vi kunne se hagekorsene. Enkelte af maskinerne rørte trætoppene, og jeg mener også, at jeg endda kunne se en af piloterne. En af de andre lærere kom ind og fortalte, at han I radioen havde hørt, at tyskerne var gået over den danske grænse. Jeg var bange, utryg men også lidt fascineret, da jeg jo aldrig havde oplevet noget lignende. Jeg var kun lige knap syv år på det tidspunkt, så jeg var ikke helt klar over, hvad det her ville betyde for os, men jeg kunne godt fornemme, at det ikke var godt.

D. 9. april er en af de datoer, jeg aldrig glemmer! Den er mejslet ind i min hukommelse og et vigtigt omend dystert barndomsminde. For mig står det som den dato, hvor min ubekymrede og trygge barndom var forbi. Der kom med ét en anden alvor ind i mit liv. Det startede dog et andet sted…

Jeg blev født d. 8. maj 1933 i en tid, der var præget af fascismens udbredelse og verdensomspændende recession. Hitler havde samme år overtaget magten i Tyskland, og i Danmark blev Kanslergadeforliget indgået som et svar på den gennemgribende økonomiske krise. Jeg landede dog et godt og trygt sted nemlig hos familien Bech Jacobsen i Vildbjerg. Jeg var den næstyngste i en søskendeflok på fire med en storesøster, storebror og senere en noget yngre lillebror. Min far arbejdede dengang som nu som bogholder, mens mor selvfølgelig var og fortsat er hjemmegående. 

Tidlig barndom

Erindringer er egentlig noget mærkeligt noget, det er pudsigt, hvordan nogle situationer står tydeligt frem i ens erindring, mens andre forsvinder over i glemmebogen. Jeg har dog mange minder fra mit barndomshjem i Søndergade – et hyggeligt byhus med den dejligste køkkenhave med ærter, kål, gulerødder, kartofler, bær, rabarber og æbletræer. Et godt billede på mine tidlige barndomsår er de øjeblikke, hvor jeg om sommeren gemte mig i vores bærbuske for at tage for mig af de spiselige skatte, og der var alt fra hindbær, solbær, ribs, stikkelsbær og brombær. Så sad jeg ellers der i min egen lille trygge verden og mæskede i mig af lækkerierne – langt fra den store verdens problemer. Sådan husker jeg denne tid som ubekymret, rolig og stabil. 

I denne stille og trygge tilværelse havde jeg mange legekammerater, og der var masser af leg i gaden, hvor de ældre børn lærte os andre at ‘Sparke til dåse’, ‘Antonius’, ‘To mand frem for en enke’ etc. En af mine gode veninder Tove boede i huset ved siden af, og jeg legede meget med hende og hendes storebror Erik. Erik var også gode venner med min storebror Peter, og ofte legede vi alle fire sammen. Om sommeren cyklede vi i skoven, hvor vi byggede huler og havde madpakker og saftevand med. Om vinteren cyklede vi sommetider til Grimstrup Mølledam eller Rødding for at stå på skøjter. Jeg husker også, at Peter og jeg gik til dans i forsamlingshuset, hvor vi lærte at danse ‘Fingerpolka’, ‘Først den ene vej’ og mange andre af de gængse danse. Derudover var de årlige juletræs- og høstfester i forsamlingshuset, samt når der var omrejsende cirkus eller teatergrupper i byen, nogle af de helt store tilløbsstykker. 

Jeg husker også familieudflugter til Vesterhavet og ferier hos mine bedsteforældre. Min mormor og morfar boede på landet lidt uden for Vildbjerg, og jeg holdt meget af at være på ferie der, da jeg altid blev forkælet, og det var spændende, at de havde køer, grise, heste og høns. Dog var jeg ikke så begejstret for deres toiletforhold, som bestod af et gammeldags lokumsskur i baghaven. (Vi havde selv træk-og-slip). Det lugtede fælt, og når morfar slæbte tønden ud for at strø indholdet ud som gødning, svor jeg, at jeg ikke ville spise nogle af de hjemmeavlede kartofler. Farmor og farfar boede i Struer by, hvor vi kunne tage toget direkte til. Når vi var hos dem, var det spændende at kigge på skibe ved havnen eller at bade ved Bremdal strand, hvor farmor altid havde medbragt en stor madkurv.

Krig og lektier

Så kom krigen. Jeg var startet på Vildbjerg Skole en uges tid før, Danmark blev besat, så der var meget nyt at forholde sig til. Jeg husker tydeligt, da jeg kom hjem fra skolen d. 9. april, at mine forældre var meget berørte af situationen, de hørte radio, hvor vi fik besked på, at boligerne nu skulle mørklægges; der måtte ikke være så meget som en stribe af lys, som kunne ses udefra. Snart lærte jeg, at det var en diktator ved navn Adolf Hitler, der havde en vision om at regere hele Europa – ja måske endda hele verden. 

Krigen fik stor betydning for vores hverdag, og det varede ikke længe før, der blev varemangel på mange af de almindelige dagligvarer, der gik tyske soldater rundt i byen, og vi oplevede dagligt de store flyvemaskiner på himlen, men livet gik dog alligevel videre. Jeg blev f.eks. rigtig glad for at gå i skole, hvor mine yndlingsfag hurtigt blev Historie og Dansk. Det var også i skolen, jeg mødte min bedste veninde Inge. I skolen hørte jeg dog også om de frygtelige historier om kz-lejre, sult og tortur, hvilket gjorde min angst overfor tyskerne endnu værre. Mine forældre lyttede ofte til BBC, den engelske radio, der sendte på dansk fra London, og jeg overhørte ofte deres samtaler om krigen og syntes, det hele var meget uhyggeligt. De sagde til mig og mine søskende, at vi skulle passe på, hvad vi sagde og gjorde, når der var tyske soldater i nærheden, for de holdt øje med alt, hvad der rørte sig i byen. Jeg var derfor meget bange for, at de tyske soldater skulle komme efter os børn. Jeg døjede også med mareridt om, at de tyske flyvemaskiner, vi dagligt så på himlen, skulle bombe hele byen. 

En anden dato, som står tydeligt i min hukommelse, er d. 9. januar 1944, hvor store tyske militærkøretøjer kørte ind i vores skolegård. Det var et postyr uden sidestykke med talrige uniformerede soldater og befalingsmænd, der råbte og kommanderede. Fra den dag blev vores skole beslaglagt først delvist og sidenhen helt. I starten havde vi fortsat undervisning i nogle af skolens lokaler, og her kunne vi tydeligt høre de tyske parader i skolegården. Nogle gange gav det også et sæt i os, når en af de tyske oberstløjtnanter gik og skød efter fugle i skolegårdens lindetræ. Senere inddrog tyskerne hele skolen, og vi fik undervisning i forskellige lokaler i byen, hvor klasserne skiftedes til at blive undervist efter tur. Også lærerne blev jaget ud af deres lejligheder og spredt rundt på private adresser i byen. Jeg var jo rigtig glad for at gå i skole, så jeg syntes, det var rigtig træls. Jeg husker vinteren 1944/45 som meget hård, og specielt et af vores undervisningslokaler, som før krigen havde været et malerværksted, var næsten umulig at varme op. Væggene var kolde, og der var kun en lille kakkelovn til at varme det store lokale op. Det var svært at holde koncentrationen og fokusere på undervisningen, når man rystede af kulde. Nogle gange tog lærerne initiativ til at gå en rask tur, så vi ikke blev helt kolde af det meget stillesiddende arbejde.

Det hele spidsede ligesom til i 1944, hvor der kom flere tyske soldater til byen, og der cirkulerede flere historier om drab, stikkere og modstandsfolk. Bl.a. var en af min fars kollegaers sønner modstandsmand, og han betjente en hemmelig radiosender. En dag kom tyskerne og fandt ham og radioen, og han blev gennemtævet og fængslet af tyskerne. Samme dag måtte hans forældre gå under jorden. 

Fredag d. 4. maj 1945 om aftenen hørte vi i familien den danske udsendelse fra BBC i London. Da hørte vi Johs. G. Sørensens stemme sige, at Danmark var frit! Vi slog øjeblikkeligt vinduerne op, det samme gjorde vores naboer, og vi råbte og sang i ren eufori, at der var fred. Vi tændte alt lys i huset, far rev mørklægningsgardinerne ned, mens mor fandt kassen med julepynt frem, så vi kunne hænge dannebrosflagene i vinduerne. Vi løb ud på gaden og hoppede og dansede. Tænk at krigen var slut!