generationskløft – Ung i 50'erne

Den længeventede date med Erik

Søndag d. 28. oktober

Sommerfuglene baskede rundt i mit indre, da jeg cyklede forbi Søpavillonen ved søerne. Min krop var i oprør, hjertet bankede heftigt, og musklerne blev spændt op. Jeg cyklede videre ad H.C. Andersens Boulevard. Det beroligede mig lidt at tænke på, at Erik nok også var spændt på at mødes med mig efter så lang tid. Sidst, vi havde set hinanden, var i juli måned ved Vesterhavet. Vi havde mødt hinanden til en dansant på Hotel Klitten i Søndervig og havde efterfølgende haft nogle vidunderlige dage sammen. (De kan læse mere om mit møde med Erik her: https://ungi50erne.dk/frihed-telthygge-og-kaerlighed/).

Jeg drejede af ved Jarmers Plads, og i princippet ville jeg nu kunne møde Erik hvert øjeblik, det skulle være. Hver en fodgænger, jeg passerede på min vej hen ad Vester Voldgade, blev observeret. Nej, det var heller ikke ham. Pludselig ramte en tvivl mig; hvad nu hvis han ikke var, som jeg huskede ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne genkende ham? Måske huskede jeg ham som sødere, pænere og dejligere, end han var. Tankerne kørte rundt i mit hoved i et tempo og i en omskiftelighed, så jeg havde svært ved at følge med. Jeg ankom til krydset, jeg skulle passere for at komme til nr. 21, og pludselig kunne jeg se ham. Med sin høje og slanke statur var Erik nem at genkende, som han stod der og ventede foran bygningen. Han bar en grå tweedjakke, sandfarvede bukser, en blød, hvid skjortekrave med en mørkerød, ulden bluse over. Hans flotte, mørkebrune hår var friseret let tilbage. Han så tænksom ud, som han stod der og ventede, lige indtil han fik øje på mig og mødte mig med et smil. Jeg blev ramt af en øjeblikkelig lettelse og indre varme; han så bestemt lige så dejlig ud, som jeg huskede.

Kort før daten med Erik, hvor jeg er ved at gøre mig klar foran Fru Nielsen sminkebord, samt da jeg er på vej ud af døren.

Efter at have småsnakket lidt foran bygningen gik vi op på 1. sal, hvor Willi’s Place – ‘The American Soda-Fountain’ holder til. Jeg havde planlagt, at vi skulle mødes og spise frokost her, da det er et populært og specielt sted, som man ikke finder magen til andre steder i byen. Ejeren af stedet, Willy De Witt, har været i USA og lært at ryste milkshakes, tilberede hot dogs, softices, bøf- og BLT-sandwiches osv., og stedet er generelt meget inspireret af den amerikanske kultur.

Da vi kom ind i lokalet, blev vi mødt af en behagelig jazz-musik. I et hjørne sad en gruppe unge mænd fordybet i et spil skak. Smarte, unge kvinder med smalle hvepsetaljer og platinfarvet hår sad i baren med deres milkshakes. Rundt omkring ved de små borde sad også par og flettede fingre, mens de delte en bananasplit eller drak te af personlige, hvide kopper med guldkant og navn. Vi satte os ved et lille bord og bestilte en BLT-sandwich og milkshake hver.

Som daten udviklede sig, faldt min krop mere til ro. Vi talte om, hvad vores forældre ville sige, hvis de vidste, at vi sad på et sådant amerikansk inspireret spisested. “Mine forældre ville ikke bryde sig om det”, sagde Erik, “de er meget bekymrede for den amerikanske indflydelse på det danske samfund, og især hvordan den påvirker os unge. De anser den amerikanske kultur som vulgær, brutal, materialistisk, konform og fordummende, og de er bange for, at påvirkningen langsomt vil undergrave det danske samfunds fundament. I virkeligheden er de nok bare bange for forandring, og de har en eller anden romantisk forståelse af, at der var mere fasthed, klarhed og orden i sagerne førhen… Det er en besynderlig generation! De har næsten levet hele deres tilværelse i skyggen af krig, samfundskriser og fattigdom, og alligevel ønsker de ikke forandring. Det er da paradoksalt ikke?” Jeg lo, for karakteristikken passede jo også på mine forældre. Når Erik talte om sådanne emner, gestikulerede han ivrigt, og hans smukke, brune øjne blev levende, hvilket understøttede vigtigheden af argumenterne. Det er nok ikke så mærkeligt, at jeg mest husker, hvad Erik fortalte under daten, men jeg indviede også ham i mine refleksioner, og han lyttede interesseret og forstående. Vi havde under frokosten generelt så meget at sige hinanden, at der overhovedet ikke opstod nogen pinlig tavshed.

Da vi var færdige med vores frokost på Willi’s Place, gik vi fem minutters gang til Københavns Rådhus. Her skulle vi se byen fra oven. Det var en utrolig smuk udsigt, hvor vi kunne se ud over Tivoli samt byens tage og de mange fine spir og tårne i grønfarvet kobber. Jeg ville ønske, at vi kunne have haft et romantisk øjeblik alene deroppe tæt ved skyerne, men vi var i følgeskab med en turistfører og andre turister, så det måtte vente.

Jeg havde på forhånd en del idéer til steder, jeg syntes, vi skulle besøge på vores date.

Museumsbesøg og spadseretur i byen

Efterfølgende gik vi til Glyptoteket, som vi på forhånd havde aftalt at skulle besøge. Her så vi de mange skulpturer fra den ægyptiske, græske og romerske oldtid. Det var vældig interessant. De mange oldtidsskulpturer fik Erik til at tænke på nogle fine gipsafstøbninger fra det græske Æginatempel, som var at finde i deres auditorium på Århus Universitet. Jeg blev nysgerrig på at høre mere om det unge universitet i den jyske hovedstad, og Erik fortalte bl.a., at det ikke kun var selve universitetet, der var ungt, men også underviserne. Mange af underviserne var endnu ikke fyldt fyrre, og derfor var omgangstonen på universitetet dejlig fri. Lærerne deltog også ofte til festlige arrangementer, hvormed de studerende kunne drøfte akademiske problemstillinger med dem under mere hyggelige og uformelle former. Universitetet var ikke bundet af gamle traditioner, og det var der ud fra hans og andre studerendes opfattelse noget befriende i. Han fortalte videre om, hvordan universitetet skulle udvides, og at der for tiden blev bygget for et millionbeløb ud fra tegninger af arkitekten C.F. Møller. Jeg spurgte ham, om han var blevet betalt af universitetet for at omtale det i så rosende vendinger. Vi lo. “Anna” sagde han så med en mere alvorlig mine, “jeg vil vise dig det! Vi skal gå ture i den dejlige universitetspark, hvor der er det fineste samspil mellem natur og bygninger. Du skal selv opleve det! Vi to skal kigge ud over dalen og de små søer, nyde omgivelserne, mens vi fornemmer stemningen af liv fra universitetets andre studerende og undervisere. Når vi fryser, kan vi gå hen til det kollegium, jeg bor på, som ligger lige ved parken på universitetets grund, og så skal du få varmet dine hænder på en varm kop kaffe”. Dermed blev planerne om en tur til Århus påbegyndt.

Efter museumsbesøget slentrede vi gennem Københavns gader uden rigtigt at ænse det myldrende liv omkring os, da vi var så opslugte af hinanden og vores samtale. Vi så Amalienborg Slotsplads og spadserede derefter videre til Gefionspringvandet og Kastellet. Til sidst var vi ved Langelinie, hvor vi så Edvard Eriksens skulptur af den lille havfrue. Vi afsluttede spadsererturen her, så der ikke var langt hen til det sted, vi skulle spise aftensmad. Vi var nemlig blevet inviteret til aftensmad hos Eriks studiekammerats moster og onkel, som boede på Classensgade på Østerbro, og det var jo belejligt for to fattige studerende som os at blive inviteret på middag. Erik og studiekammeraten Bent var rejst sammen til København fra Århus dagen forinden og havde overnattet hos familien på Østerbro.

Da vi ankom til Classensgade, var Erik og jeg godt sultne ovenpå den lange spadseretur, så det var dejligt at blive bespist med flæskesteg til hovedret og fløderand til dessert. Både Bent, mosteren og onklen var rigtig flinke, og vi fik nogle gode samtaler hen over middagsbordet. Efter aftensmad var Erik og jeg lidt trætte, men Bent fik os alligevel overtalt til at tage med ind til Minefeltet for at drikke en øl eller den nye smarte drik: Rom og Cola.

‘Amerikanerpigerne’

På vores vej ind til Minefeltet gik vi forbi Kongens Have og derefter via Gothersgade. Her passerede vi flere amerikanske soldater, der gik arm i arm med højtfnisende, unge kvinder. Der er ofte mange amerikanske soldater i byen, som er på orlov fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Om aftenen hænger de ud på de såkaldte ‘amerikanerbarer’ heriblandt Andys Bar, som netop ligger i Gothersgade. Omkring baren så vi en del af disse helt unge kvinder, som defineres som: ‘Amerikanerpiger’. Nogle af dem går nok med oprigtige, romantiske drømme om blive gift med en amerikaner, mens andre eftersigende spekulerer i, hvilke lommepenge, goder, gaver, forlystelser og restaurantbesøg de kan få finansieret ved at agere turistførere. Efter sigende skulle mange af disse kvinder dog i naturalier kvittere for generøsiteten på ‘amerikanerhotellerne’ om natten. Det sidste minder mere om prostitution end om kærlighed. Der er dog ofte tale om en gråzone, og det gør det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til disse ‘amerikanerpiger’. Man kan jo godt forstå, at ‘pigerne’ bliver smigrede over de flotte, amerikanske soldater, men en del af disse soldater har ofte en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at ‘more sig’, når de holder ferie i København. Da vi gik forbi ‘pigerne’ på Gothersgade, var jeg chokeret over, hvor unge mange af dem rent faktisk var. Nogle af dem var ikke mere end 14 år, vil jeg tro.

Vi fortsatte videre til Minefeltet, hvor mange af byens intellektuelle, kunstnere og bohemer skulle holde til.

Den ulidelige afsked

Efter vi havde drukket en rom og cola og en øl, og Erik og jeg i smug under bordet havde flettet fingre og tilkastet hinanden længselsfulde blikke, sagde Erik, at han ville følge mig hjem.

Mens vi gik, blev jeg mere og mere træt i benene, og mine fødder gjorde ondt. Jeg havde fået vabler af at trave så meget rundt i højhælede sko. Erik tilbød mig, at han kunne bære mig, hvilket jeg af høflighed takkede nej til, men da jeg fortsat ømmede mig, insisterede han på, at jeg skulle hoppe op på hans ryg, og sådan gik det til, at Erik gik gennem byens gader med mig på ryggen. Til sidst var vi endelig fremme ved lejligheden på Frederiksberg. Vi satte os på en kantsten, og Erik tilså mine ømme fødder og masserede dem blidt. Vi rykkede tættere sammen, og han tog forsigtigt fat om mit hoved og gav mig endelig det kys, jeg havde længtes efter men ikke selv havde turdet at tage initiativ til. Det var en forløsning, et klimaks på hele dagens særlige energi og det smukkeste og dejligste godnatkys, jeg endnu har fået. Efter nogen tid tog vi modvilligt afsked, for Erik skulle tilbage til Østerbro og sove.

Dagen derpå kom Erik til formiddagskaffe hos mig. Vi havde egentlig aftalt at gå en tur til Frederiksberg Have, men vi var alt for trætte i fødderne fra gårdsdagens udflugter. I stedet blev vi på mit værelse og talte, kyssede og krammede. Vi aftalte, at jeg skulle besøge ham i Århus inden længe. Min storebror bor i Silkeborg, så jeg vil altid kunne overnatte hos ham. Jeg fulgte senere Erik til stationen, selvom det gjorde mig forfærdeligt ondt allerede at skulle tage afsked med ham. Nu føler jeg en forfærdelig længsel, som næsten ikke er til at bære, men sådan er det nok, når man er blevet forelsket…

Sommerens fulde palet

Søndag d. 19. august 1956

Efter en lang og tiltrængt sommerferie vil jeg atter begynde at skrive om stort og småt her på dette forum. Der er sket meget, siden jeg skrev sidst, og det vil jeg prøve at samle op på i det følgende. Jeg gik på sommerferie d. 24. juni, men før jeg går i dybden med min personlige rejse gennem det danske sommerland, vil jeg hæve blikket lidt og hæfte mig ved noget af det, der på det seneste er sket på den verdenspolitiske scene, og som egentlig gør mig temmelig bekymret og utryg.

Siden slutningen af juli har vi nemlig hver dag i aviserne kunnet læse om den triste udvikling omkring Suez-kanalen. Det startede med, at Ægyptens præsident Nasser i slutningen af juli erklærede Suez-kanalen for nationaliseret, og siden da har især England og Frankrig raslet med sablerne, da de frygter for den frie skibsfart gennem kanalen. Hvis Ægypten fastholder kursen og nægter at akceptere en international kontrol med kanalen, vil Storbritannien tilsyneladende gennemtvinge den med militærmagt. I aviserne kan man læse, hvordan briterne er klar til at sende kolonner af militære lastbiler, tanks, panservogne og flere godstog med ammunition til Middelhavet. I Ægypten mener man omvendt, at nationaliseringen af kanalen er fuldt lovlig i henhold til landets suveræne rettigheder. De påpeger, hvordan det tidligere fransk-britiske Suez-selskab berigede sig på Ægyptens bekostning. Ægypterne anser briternes og franskmændenes reaktion som imperialistisk indblanding i Ægyptens indre anliggender.

I disse dage handler mange avisoverskrifter om situationen ved Suez-kanalen.

Jeg synes, det er meget komplekst at finde rundt i det altsammen, men jeg håber, at man kan løse konflikten på fredelig vis og med fredelige midler. Vi skal ikke have mere oprustning og krig!

Verden består heldigvis ikke kun af mørke farvetoner, som disse nedslående storpolitiske handlinger må siges at repræsentere, den består af hele farvespektret, og jeg vil derfor bevæge mig op i den lysere og lettere farvetoneskala og fokusere på, hvordan livet har taget sig ud på det personlige plan, for det har været alt andet end nedslående!

Ferie i og omkring Vildbjerg

Ved feriens start rejste jeg væk fra storbyens trængsel og larm for at få en tiltrængt pause ovenpå et hektisk år. Den første uge blev tilbragt hos mine forældre i Vildbjerg, hvor jeg ikke havde planlagt meget, jeg ville gerne have tid til ikke at lave noget, men rastløsheden ramte mig overraskende hurtigt. Pludselig var der meget tid til at tænke og mærke efter, og det skræmte mig lidt. Som dagene gik, blev det bedre, jeg gik lange ture, observerede min barndoms- og ungdomsverden og mærkede, hvordan pulsen langsomt faldt, og vejrtrækningerne blev dybere. Jeg fik tid til at gennemgå min tilværelse i København med en tættekam. Jeg afvejede, afstemte og reflekterede over den nye tilværelse på en måde, som man kun kan gøre det, når man har det hele lidt på afstand.

Det har været et år, hvor jeg har søgt at tilpasse mig en ny virkelighed. Jeg har skullet lære nye omgangsformer, for man gebærder sig anderledes i storbyens miljøer end i en lille stationsby. Der er også stor forskel på omgangsformerne i de forskellige miljøer i København; sproget, vanerne og holdningerne er varierende alt afhængigt af, om man f.eks. befinder sig på en tekstilfabrik eller på et studenterkursus. For mit vedkommende føler jeg ikke, at jeg passer helt ind nogen af stederne, men jeg forsøger til stadighed at tilpasse mig uden at miste mig selv. Det er dog blevet en del bedre i løbet af året, og jeg føler mig ikke længere som en hund i et spil kegler. Derudover er det såmænd både vigtigt og interessant at få udvidet sine horisonter.

Det har været dejligt at have tid til at slappe af, reflektere, kigge i gamle familiealbums og drikke kaffe med familien i Vildbjerg.

Efter at have slappet af den første uge hos mine forældre (og min lillebror Ole) besøgte jeg min mormor og morfar på deres hyggelige gård lidt uden for Vildbjerg. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg besøger gården, da jeg har så mange skønne barndomsminder derfra. Derfor gjorde det mig også lidt vemodig, da de fortalte mig, at de regnede med at sælge gården inden for de nærmeste år. Jeg har dog forståelse for, at det med alderen er blevet hårdt for dem at drive gården videre, også selvom de har ansat en flink tjenestekarl. Jeg under dem i høj grad en fredelig alderdom i byen, og der vil jeg også hurtigt kunne cykle forbi dem til en kop kaffe, når jeg er på besøg i Jylland. Jeg håber dog, at vi kan fejre deres guldbryllup på gården næste år.

Jeg sørgede for at nyde kaffebordet i haven lidt mere end ellers, jeg tog alle de små indtryk ind, som ellers ofte passerer forbi; duften af blomster blandede sig med duften fra den friskbryggede kaffe, lydene af fuglefløjt, en fjern hønseklukken, en rolig stilhed, som man kun rigtigt kan erfare på landet. Mormors kaffebord var som altid udsøgt, og hun ved, at jeg ikke kan stå for hendes formidable æblekage, som hun naturligvis af samme årsag havde lavet rigeligt af. Inden jeg tog afsked med mine kære bedsteforældre, kiggede jeg forbi køer, grise, heste og høns, for jeg skulle have det hele med.

Lillebror Ole

Nogle dage senere tog jeg og min lillebror, Ole, til Struer for at besøge min farmor og farfar. På turen i toget derop gav Ole mig noget af en overraskelse. Han fortalte mig, at han havde droppet realeksamen og på egen hånd havde fundet en læreplads i København. Jeg var chokeret!

Det var for mig måske ikke den største overraskelse, at Ole gerne ville bruge sine evner inden for det håndværksmæssige område; han har siden sin barndom været mere interesseret i at skille maskiner ad og forstå de automekaniske sammenhænge end at læse i bøger, men at han i en alder af 16 år ville gå bagom mine forældres ryg og på egen hånd finde en læreplads så langt væk hjemmefra, det havde jeg aldrig troet. Hvad giver De mig, han kunne jo sagtens have fundet en læreplads i Midtjylland. Mine forældre har bestemt ikke været begejstrede for Oles beslutninger og handlinger. Min far har i første omgang skullet akceptere, at Ole ikke (ligesom min ældre bror Peter) vil gå i hans fodspor og blive funktionær, men beslutningen om at tage til København har han og min mor haft sværest ved at forlige sig med. De var også imod, at jeg i sin tid tog til København, men jeg var trods alt ældre og myndig. Ole må dog tilsyneladende have haft talegaverne i orden, for det lykkedes ham i sidste ende at få dem overtalt. En medvirkende årsag har formentlig været, at det er et ganske udmærket sted, han har fået læreplads. Mine forældre er dog kun nødtvungent gået med til flytningen på betingelse af, at min faster og jeg holder et vågent øje med ham, at han ikke kommer ud i noget snavs og omgås forkerte mennesker osv. Hvis han bare tilnærmelsesvis er på vej ud på et skråplan, vil min far personligt prompte hente ham hjem igen. Han skal derfor også bo hos min faster i Valby. Mit store spørgsmål til Ole var: ‘Hvorfor?’ Hvorfor dog søge til København? Han sagde, at min rejse til København havde inspireret ham, og han ønskede forandringer! Han var dødtræt af provinsen samt fars forventningspres, og det kunne jeg egentlig godt sætte mig ind i. Det bliver skønt at tilbringe mere tid med ham igen, og jeg er mægtig stolt af, at han tør gå sine egne veje. Nu er jeg så ikke længere familiens største rebel, den titel må tilfalde Ole.

Hos farmor og farfar i Struer

Efter at være ankommet til Struer og vi havde været forbi farmor og farfar i lejligheden med vore kufferter, tog vi sammen bådfarten fra Struer havn til landgangsbroen ved Bremdal Strand. Der var mange mennesker, både campister, der camperede direkte ved stranden, samt en del dagsgæster, der havde taget særtoget fra Herning. Ole og jeg var ude at svømme, mens farmor og farfar slappede af inde på land. Efterfølgende nød vi indholdet af farmors appetitvækkende madkurv, som indeholdt alt, hvad hjertet kunne begære af friskbagte boller, saft lavet af kolonihavens rabarber, øl, sandkage og kaffe. Der manglede bestemt ikke noget, og alligevel stak farfar os 5 kr., så vi kunne købe os en isvaffel hver på Strandgården. Mætte på sol, samvær og mad tog vi efterfølgende hjem til lejligheden, hvor jeg hjalp farmor med aftensmaden. Ole og jeg vendte senere tilbage til Strandgården for at danse og drikke en øl. Ole viste lige lovlig meget interesse for nogle af egnens unge piger, og selvom det hører hans alder til at interessere sig for piger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det skulle blive, når han flyttede til København.

Der er blevet spist mange is hen over sommeren, og ved Bremdal Strand nød vi også at komme en tur i vandet

Den følgende dag tog vi på udflugt til farmor og farfars hyggelige kolonihave, hvor vi nød endnu en velsmagende frokost, drak kaffe, talte sammen og slappede af. Der er altid en enestående stemning i sådan en kolonihave, hvor man kan få lys og luft samt høre nabohavernes beboere være i præcis den samme veltilfredse stemning som én selv. Farmor og farfar dyrker i haven alskens grøntsager, frugter og bær, og det er svært at stoppe med at plukke jordbær, hindbær, brombær, solbær og ribs, når først man er kommet i gang. Jeg er glad for at se, at de endelig kan nyde deres alderdom sammen her i kolonihaven.

Jeg har været meget bekymret for farfar de seneste år. Han har haft et skrantende helbred, og jeg kan se, at han fortsat har smerter, skønt han ikke beklager sig. De mange år med hårdt fysisk arbejde og lange arbejdsdage har sat deres aftryk på hans aldrende krop.

Han har arbejdet, siden han var 14 år. Det var andre tider dengang med arbejdsdage på helt op til 11-12 timer. Farfar blev teglværks- og bygningsarbejder, og her blev kroppen ikke skånet. Han blev også aktiv fagforeningsmand og var i mange år regnskabsansvarlig for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund. For to år siden kunne kroppen ikke holde til det opslidende arbejde mere, og han fik tildelt aldersrente. Han var egentlig berrettiget til at modtage aldersrenten allerede for fem år siden, men han har følt, at aldersrenten havde karakter af almisse og fattighjælp, og derfor holdt han på at arbejde til det sidste. I efteråret fyldte han så 70 år, og ærligt talt tror jeg, at han har været usikker på, om han skulle nå denne alder.

Glædeligvis tyder alting på, at Folketinget snart når til enighed om aftale om en folkepension for alle, så folk som min farfar får ret til en pension uden at skulle føle, at de står med hatten i hånden. Det har de om nogen fortjent! Jeg synes, at ordningen med folkepension er et stort menneskeligt fremskridt, som øger menneskers tryghed, frihed og rummer de skønneste muligheder for en god alderdom. Jeg ved, at der er kritikere af denne ordning, og diskussionen om folkepension og andre velfærdsgoder vil jeg gerne tage op på et andet tidspunkt, da jeg anser det for et vigtigt emne.

Jeg kan ud fra det, jeg har skrevet, konstatere, at jeg har vanskeligt ved at fatte mig i korthed, når jeg skal beskrive feriens mange oplevelser. For at min beskrivelse ikke skal udvikle sig til en roman, vil jeg fatte mig i korthed her til slut. Efter jeg havde besøgt begge hold bedsteforældre, besøgte jeg først min storesøster Kirstine og hendes familie i Herning og derefter min storebror Peter og hans familie i Silkeborg. Jeg var både på konditori, på restaurant og spise fransk mad, på Himmelbjerget, ude at sejle med Hjejlen og meget andet.

Billeder fra Silkeborg (Himmelbjerget og Hjejlen) samt billeder af min søsters dreng Christian på mormor og morfars gård med hunden Vips samt på en legeplads i Herning.

Feriens sidste store oplevelse var Inges og min cykel- og teltferie til Hvide Sande, men den var for spændende til, at jeg kan berette kortfattet derom i denne opdatering. De kan læse om denne tur, mødet med Erik og andre interessante emner i mit næste indlæg.

Tak fordi De læste med.

Med venlig hilsen

Anna.

Om eksamen og et forsvar for min generation!

Lørdag d. 16. juni 1956

Så blev det langt om længe tid til eksamen. Jeg skulle op i geografi kl. 10 i går, og du fredsens hvor har jeg været nervøs op til. Mange nætter har jeg sovet dårligt, og alene tanken om eksamen fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. En af nætterne var jeg så nervøs, at jeg i stedet for at ligge og vende og dreje mig i sengen besluttede at lave en kande kaffe og læse det sidste op. Jeg læste, noterede og memorerede til det blev lyst udenfor, og jeg kunne høre de morgenfriske fugle synge samt mælkevognen og de andre varebiler køre ud med varer. Til sidst var jeg faldet i søvn med hovedet ned i bøgerne. Jeg vågnede helt fortumlet og måtte krybe i seng for at få blot et par timers hvile. Efter denne nat døjede jeg heldigvis ikke længere med søvnløshed. Det er egentlig mærkeligt, hvordan eksamen indebærer alle afskygninger af sindsstemninger fra sorg til glæde og angst til lettelse. Under eksamen færdes man ligesom i en helt anden verden, og skolens ellers så pæne bygning bliver til en slags uhyggelig borg, hvori pinslernes mareridt venter een. I går oprandt dagen så, og jeg gik med fugtige håndflader ind i denne skrækindgydende borg men holdt ellers hovedet koldt. Jeg havde trods alt forberedt mig temmelig godt. Jeg trak et spørgsmål angående klima og plantebælter, hvor jeg skulle gøre rede for samspillet mellem klima, plante- og jordbundsforhold. I forlængelse heraf skulle jeg forklare Martin Vahls klimainddeling og gå i dybden med forholdene ved det tropiske klima. Det gik såmænd ganske godt, og da lærer Thomsen åbnede døren efter bedømmelsen, kunne han med glæde i stemmen give mig UG-. Sikke en enestående måde at afslutte mit første år på Studenterkurset. Jeg er meget tilfreds!

Eksamenslæsningens mange forskellige faser.

Nu har jeg blot en lille uge tilbage på arbejde, og så har jeg også sommerferie derfra. På lørdag d. 23. juni kl. 10 skal jeg til translokation på skolen, hvor Studenterkursets dimittender får uddelt deres eksamensbeviser. Om eftermiddagen har elevforeningen desuden indbudt til fælles kaffebord. Det bliver en rigtig hyggelig måde at afslutte skoleåret på.

Jeg ved ikke, om det er den begyndende synlighed af studenterhuerne i gadebilledet, men det er som om, at mange fra den ældre generation netop nu har talrige holdninger til, hvordan nutidens ungdom er. De henviser til et stigende antal ungdomsforbrydelser, skønt der ingen dokumentation er herpå, og de omtaler hele generationen af unge som den: ‘farlige ungdom’. Vi unge er ifølge repræsentanter fra den ældre generation blevet fordummet af den amerikanske forlystelsesindustri med jitterbug, Fantomet, Marilyn Monroe, kulørte magasiner osv. osv. Denne amerikanske påvirkning er efter sigende utrolig farlig for vores sårbare ungdomssind. Omvendt definerer mange ældre os som: ‘sløve’, ‘reserverede’, ‘kølige’ og ‘politisk apatiske’. Ifølge dem holder vi os fra alt, hvad der rører sig i samtiden, vi tager aldrig til orde i debatter om samfundsforhold eller kulturelle spørgsmål. Jeg læste i en kronik skrevet af en ældre medborger sågar, at ungdommen er af langt ringere beskaffenhed end ‘dengang vi var unge’. Jeg må indrømme, at jeg bliver temmelig forbløffet, frustreret og irriteret, når jeg iagttager sådanne bekymrede udsagn om ungdommens karakter, tankevirksomhed og politiske stillingtagen, som med jævne mellemrum dukker op i avisernes spalter.

Flere repræsentanter fra den ældre generation har talrige modsatrettede holdninger til nutidens ungdom.

For det første er vi dog en temmelig broget flok af mennesker, som har meget forskellige karakteristika, politiske overbevisninger, interesser mv. På trods af dette forbehold så anerkender jeg dog, at man kan tale om nogle tendenser, der går på tværs af en generation, men det er ikke deterministisk. Mange af os unge deler formentlig samme opfattelse af, at det er hensigtsmæssigt at være på vagt overfor demagogisk retorik og politisk masseagitation. Mange af os er svære at opildne gennem skarp, unuanceret agitation af pro og contra synspunkter, for vi ved, at virkeligheden er langt mere kompliceret end det og ikke kalder på nemme løsninger. Der er et helt oplagt bud på, hvorfor mange af os har det sådan. Det er vel i grunden ikke så mærkeligt, at vi kræver saglighed over lidenskab, detaljeret viden over letfattelige konklusioner og realiteter over tom snak, når vi bærer rundt på frygtelige barndomsminder fra krigen. Vi har tidligt været vidner til disse vildfarelser og spurgt os selv, hvordan det kunne gå så vidt, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det samme sker igen. Når repræsentanter fra den ældre generation med et nostalgisk blik i øjnene drømmer sig tilbage til 1930‘ernes studenterpolitiske møder, hvor hobevis af unge blev opflammet med nationalromantiske klicheer om fædrelandet med stort F og sommetider endda om ‘den ædle nordiske type’, ja så ser vi det som en klar advarsel om, hvad vi ikke skal gøre.

Man skal ikke forveksle vores forbehold overfor den demagogiske retorik med politisk apati, og blot fordi vi ikke strømmer ind i de politiske ungdomspartier, betyder det ikke, at vi ikke har noget på hjerte. Mange af os ønsker blot at sætte os ordentligt ind i sagerne, før vi begynder at have en mening om alting. Hvad ungdomspartierne angår, så er mange af dem beklageligvis ofte fyldt med de samme indoktrinerede, småborgerlige, fortærskede og traditionelle politiske fraser.

Derudover har mange af os unge travlt! Vi søger rent faktisk at dygtiggøre os fagligt! Det gælder både lærlingen, der har en lang, hård arbejdsdag samt aftenundervisning samt os studenter, der må tage tidrøvende arbejde ved siden af læsningen. Er det så egentlig mærkeligt, at vi engang imellem også har brug for at more os lidt?

Jeg vil mene, at vi er en ungdom, der generelt er præget af en sund skepsis, og vi kan modsat mange af vores forfædre godt sidde stille og roligt sammen og udveksle selv stærkt divergerende opfattelser af verden uden at ‘ryge i totterne på hinanden’. Det burde ikke være noget at skamme sig over! Måske den ældre generation endda kunne lære noget af os?