folkepension – Ung i 50'erne

Årsskifte – tid til at kigge bagud og skue fremad

Søndag d. 20. januar 1957

‘Skuffelsernes år!’ Sådan er det forgangne år, 1956, blevet omtalt i mange aviser, og det er en definition, jeg på mange måder kan nikke genkendende til. Det er ikke fordi, at året har været skuffende for mig personligt, men på verdensplan har året ikke just været præget af optimisme.

Jeg vil i dette indlæg reflektere lidt over året, der er gået på både mikro- og makroplan, samt jeg vil skue fremad og skrive lidt om mine håb for 1957, men først vil jeg skrive lidt om min nytårsaften og min tilbagevenden til hverdagen i København.

Nytårsaften

Jeg tog afsked med dette: ‘Skuffelsernes år’ på den mindst skuffende måde. Jeg havde nemlig efter en veloverstået jul taget toget til Århus for at holde nytårsaften sammen med Erik på hans kollegium. I følgeskab med nogle af de andre fra kollegiet havde vi tidligt på dagen været i Pariserhuset i Jægergårdsgade for at købe nytårskrudt, pynt samt spøg og skæmt artikler. Af sidstnævnte kan nævnes narretændstikker, der tændes som almindelige tændstikker men så øjeblikkeligt går ud igen, inden man har nået at tænde det lys, man har til hensigt at tænde. Der var også en cigaretæske med smæk, og hvis man bliver tilbudt en cigaret fra en sådan æske og tager imod, så smækker et lag ned over fingrene.

Da vi kom hjem, blev kollegiekøkkenet festligt pyntet op med guirlander og kulørte balloner. I fællesskab tilberedte vi efter bedste evne røget skinke, brunede kartofler og grønlangkål, som for mange af os er den traditionelle nytårsmenu, vi kender fra vore barndomshjem. Desserten bestod af citronfromage. Vi klædte os ud med sjove hatte, skæg og briller, og under middagen blev der affyret bordbomber. Nogle af de andre fra gangen havde sørget for underholdning, bl.a. havde nogle af de studerende med stor viden om fysik og kemi eksperimenteret og demonstrerede senere på aftenen en lysopvisning. Det var meget imponerende men også lidt farligt. Kl. 24 blev der affyret fyrværkeri, og fra universitetsparken havde vi et smukt udsyn over Århus.

Senere på aftenen fik vi kaffe og æbleskiver i kollegiekøkkenet. Det var en mægtig aften, og jeg var lykkelig for at være i selskab med Erik på årets sidste dag.

Dagen derpå kunne Erik ikke finde sin cykel, han havde glemt at få den låst inde i cykelkælderen og blev dermed offer for de uundgåelige nytårsløjer. Senere på dagen måtte jeg tage afsked med Erik og tage den lange tur tilbage til København for at være klar til den første arbejdsuge i det nye år.

Tilbage til hverdagen i København

Det er altid lidt hårdt at starte op efter en ferie, og især for tiden rammer et stik af savn til det jyske mig jævnligt. Jeg savner min familie, og så ville jeg ønske, at jeg var tættere på Erik, så vi kunne ses oftere. Jeg vil tro, at denne følelse af længsel er meget naturlig, når man lige har taget afsked med folk, man holder af og med bevidstheden om, at der går en rum tid, inden man ser dem igen. Jeg har også lige skullet vænne mig til de lange hverdage med arbejde, studenterkursus, lektielæsning og huslige pligter igen, men her nogle uger inde i året er det ved at falde på plads.

I sidste uge havde jeg en aftale med Inge, som kunne fortælle den store nyhed, at hun og Jens var blevet ringforlovet. Sikke en dejlig nyhed! De har dog aftalt, at de først skal giftes, når Inge har færdiggjort sin uddannelse på børnehaveseminariet til sommer. Inge og jeg var for øvrigt i biografen for at se Johannes Allens nye film: ‘Ung leg’. Det var en underholdende film med flere gode skuespilspræstationer, omend den var temmelig moraliserende. Det er efterhånden blevet normen for vor tids ungdomsfilm, at de skal virke afskrækkende på os unge og vise eksempler på, hvor skidt det kan gå os. Det samme gjorde sig gældende i Lau Lauritzen juniors film: ‘Farlig ungdom’ fra 1953. Vores generation portrætteres her på en temmelig endimensionel måde. Til gengæld blev forældregenerationen i ‘Ung leg’ heller ikke just portrætteret på en særlig flatterende måde, og alt i alt var det trods alt en fornøjelig film.

‘Skuffelsernes år’

Tilbage til det med ‘skuffelsernes år’. Grunden til denne triste definition skyldes i høj grad den verdenspolitiske situation, hvor vi i løbet af året har gjort os mange bitre erfaringer – specielt i løbet af årets sidste måneder med de tragiske begivenheder i Ungarn og hændelserne i Suez. I Ungarn blev de nationale oprør i starten af november brutalt nedkæmpet af sovjetiske tanks og fly, og tusindevis af civile ungarere måtte forlade deres hjem og flygte til udlandet. Det var voldsomme og hjerteskærende reportager, der blev sendt hjem til os i de danske stuer, og mange af os har følt et behov for at hjælpe på den ene eller den anden måde.

Også ved Suez-kanalen udspillede der sig et drama, da Frankrig, England og Israel efter flere måneders diplomatisk krise gik til angreb på Ægypten og inden længe havde sat landets luftvåben og flåde ud af kraft. Aktionen medførte skarpe protester internationalt, og i FNs generalforsamling blev et stort flertal enige om, at angrebene skulle stoppes og tropperne tilbagetrækkes. Våbenhvilen trådte heldigvis i kraft d. 6. november.

Mit ønske for fremtiden er, at de verdenspolitiske uoverensstemmelser må løses ad diplomatiets vej. Som vores statsminister, H.C. Hansen, i sin nytårstale sagde, så er det: “[…] ingen kunst, at holde de internationale modsætninger i live. Det er en langt større opgave, ja, en tålmodighedsprøve, at bringe folkene på talefod på ny”. Denne svære tålmodighedsprøve bør ud fra min synsvinkel altid være vejen frem! Jeg håber, at vi mennesker fremadrettet bliver langt bedre til at udvise tolerance og prøver at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør. Vi er tilbøjelige til at male alt i sort og hvidt, men det ville være let, hvis alt var så enkelt. Vi ser hvorledes massehysteri, folkedrab, racehad osv. stadig florerer, og derfor må vi utrætteligt tro på og kæmpe for idealer som tolerance og forståelse.

Hvis vi retter opmærksomheden mod årets indenrigspolitiske emner, var forårets storkonflikt et af de uundgåelige, og i forhold til dette emne er jeg ikke enig med vores statsminister. Det var da også nærmest påfaldende, hvor lidt statsministeren lod dette fylde i sin nytårstale, skønt det er et emne, der har optaget mange af hans vælgere. Konflikten startede med, at den socialdemokratiske regering natten mellem d. 12. og 13. april greb direkte ind i de igangværende overenskomstsforhandlinger, og efterfølgende valgte et flertal i folketinget at ophøje forligsmandens mæglingsforslag til lov. Dette mæglingsforslag var langt fra at imødekomme arbejdernes krav, og f.eks. blev hovedkravet om en nedsættelse af arbejdsugen fra 48 til 44 timer pure afvist, hvilket selvsagt skabte en enorm modstand ude på arbejdspladserne. Jeg tror grundlæggende, at mange arbejdere var uforstående overfor, hvorfor de ikke kunne få del i det begyndende økonomiske opsving og dermed få forbedret deres vilkår. Kæmpe demonstrationer blev iværksat rundt omkring i landet, og jeg selv deltog i den store demonstration foran Christiansborg i solidaritet med tekstilarbejderne på min arbejdsplads. Regeringens indgriben i konflikten gjorde den temmelig upopulær blandt mange af dens egne vælgere, så jeg forstår på sin vis godt, at H.C. Hansen ikke skænkede emnet megen plads i sin nytårstale. Imidlertid rettede han i talen opmærksomheden på et andet og nok mere succesfuldt indenrigspolitisk emne (i hvert fald blandt socialdemokratiets egne vælgere) nemlig vedtagelsen af folkepensionen. Med folkepensionen får alle borgere i Danmark fremadrettet ret til at få pension, når de er fyldt 67 år, og dermed sikres alle landets ældre borgere en værdig og tryg alderdom. Jeg anser det for at være et stort fremskridt, som vil gøre en konkret forskel for rigtig mange mennesker.

Det bliver spændende at følge med i den kommende tids politiske debatter, for i løbet af året skal vi til folketingsvalg, og det intensiverer ofte de politiske diskussioner og ideologiske positioner i samfundet. Det bliver tilmed det første valg, jeg skal deltage i, og det bliver spændende at gøre brug af sin grundlovssikrede ret.

Mit 1956

På det personlige plan har jeg i løbet af 1956 oplevet mange spændende ting. 1956 blev bl.a. året, hvor jeg for alvor skulle opleve jazzens forunderlige verden, da jeg begyndte at gå på jazzklub for lære om og lytte til jazz. Jeg erfarede på egen krop, hvor utrolig en oplevelse det kan være at give sig hen til jazz og bare leve i hver eneste tone og rytme og derved glemme alle bekymringer og sorger. Derudover stiftede jeg også i året løb bekendskab med den nye musikalske genre og dans: Rock’n’roll. Det var min lillebror, Ole, der introducerede mig for denne nye amerikanske genre, efter han i sommer flyttede til København. Han var i august begyndt at danse rock’n’roll på Børge Kisbyes danseskole i Kødbyen og var sågar tilskuer til det første store danske rock’n’roll-arrangement i KB-hallen d. 4. oktober, der (desværre) endte i tumult. Til sommer vil jeg tage med Ole til asfaltbal i Enghaveparken, så han kan vise mig de ‘forbudte trin’, og jeg kan opleve energien i den fængende musik med den store vægt på rytmen.

1956 blev også året, hvor jeg afsluttede mit første år på studenterkurset og klarede min eksamen ganske godt. Det var en milepæl at nå dertil, og jeg er faktisk ret stolt over, at jeg har klaret mig igennem et så hektisk år med så mange nye indtryk og med en så presset hverdag fyldt med gøremål og pligter. Det bedste ved hele 1956 var dog uden tvivl, at jeg i min sommerferie tog med Inge på cykeltur til Vesterhavet, for det skulle blive her, at jeg mødte Erik. Den høflige og venlige universitetsstuderende fra Århus med det mørkebrune hår og de dybe brune øjne gjorde mig helt blød i knæene, og han fik mig til at lægge alle de tidligere dårlige erfaringer med kærlighed bag mig for at se fremad. Fremtiden for os er lys, det tror og håber jeg!

Velkommen 1957

Jeg går ind i 1957 fuld af optimisme. På verdensplan kan det forhåbentlig kun gå fremad, og på det personlige plan bliver det en stor bedrift, når jeg til sommer forhåbentlig kan afslutte min studentereksamen og kalde mig student. Jeg påtænker herefter at søge om optagelse på Historie på Aarhus Universitet. Jeg har fået et vældig godt indtryk af universitetet i Jylland, når jeg har besøgt Erik, og specielt dets yngre lærerstab og mere uformelle omgangstone tiltaler mig meget. Desuden vil jeg af åbenlyse grunde gerne bo tættere på Erik, og jeg kan vel lige så godt læse i Århus som i København ikke?

Jeg hilser derfor det nye år 1957 velkomment, og jeg håber på alt det bedste for Dem og Deres nærmeste i det nye år.

De venligste hilsner

Anna

Tryghed og frihed: Om folkepension og velfærdsstat

Torsdag d. 13. september 1956

Jeg har tidligere skrevet om min farfars situation; hvordan han har arbejdet med hårdt, fysisk arbejde, siden han var 14 år med arbejdsdage på helt op til 12 timer. Da hans krop for to år siden ikke kunne mere, følte han det skamfuldt og uværdigt at modtage aldersrente, da han forbandt det med almisse og fattighjælp, og det var svært for en stolt arbejder som ham at akceptere. Det, at et flertal i folketinget nu er nået til enighed om en folkepension for alle borgere over 67 år, gør en konkret forskel for talrige mennesker, som ikke længere skal være bange for at blive ældre eller føle, at de skal stå med ‘hatten i hånden’ i tilfælde af, at de ikke længere kan arbejde, for nu er det deres ret at få pension. Det er et af de mest omfattende velfærdspolitiske tiltag, der nogensinde er lagt op til herhjemme, og jeg anser det som et stort fremskridt, at vi nu kan sikre vores ældre en værdig alderdom.

Velfærdsstatens modstandere har til gengæld i disse tider travlt med at advare os om den katastrofe, som sådanne tiltag kan føre med sig bl.a. anført af den liberal-konservative journalist og forfatter Hans Jørgen Lembourn. Ifølge Lembourn og andre indskrænker de velfærdspolitiske tiltag nemlig gradvist vores individuelle frihed. For dem er velfærdsstaten en formynderstat, som gør os sløve og dumme, fordi vi ikke længere behøver at tænke selv. Den fratager vores ansvarsfølelse, handlekraft, originalitet, lidenskab og livsmod, samtidig med at den forårsager konformisme, ensretning og tomhed. Skal man tro dem, vil velfærdsstaten føre os ind i et kollektivt samfund, hvor alt er gennemorganiseret og ordnet af et statsmaskineri, og det kan blive til en glidebane til et nyt diktatur, hvor individualisme og personlig frihed vil blive elimineret.

Pudsigt nok fremsættes disse velfærdskritiske argumenter ofte af folk, der har deres på det tørre. Det er som regel folk, der befinder sig i de økonomisk priviligerede klasser, hvis velfærd ofte er sikret i forrige generationer. Det er ikke dem, der har arbejdet med hårdt fysisk arbejde, siden de var børn, og som kan mærke de fysiske konsekvenser af de mange års slid. At størstedelen af samfundets borgere skal leve i konstant frygt for ulykker, sygdom, arbejdsløshed og alderdom, for at en snæver elite kan bevare deres (ofte nedarvede) goder, er udtryk for en konservativ politisk ideologi, og at det skulle have noget som helst med diktatur at gøre, at staten garanterer forsikringsordninger mod disse og dermed skaber grobund for tryghed og livsglæde, det, synes jeg ærlig talt, er noget vrøvl. For de velfærdspolitiske tiltag er ikke frihedens modsætning. Tværtimod. Hvis man skal have reel frihed, skal man have en vis levestandard. Velfærdsstaten garanterer og forbedrer netop levestandarden og de materielle kår for ALLE, hvormed der kan skabes frihed for den enkelte til at bestemme over sig selv. Den abstrakte frihed, som velfærdsstatens kritikere besynger, kan man ikke bruge til meget, hvis man er ved at dø af sult. Velfærdsstaten er derfor midlet til autonomi og myndighed for alle borgere.

D. 9. august var der i Politiken en interessant kronik skrevet af ekspeditionssekretær K. Damsgaard Hansen. Han lagde i denne bl.a. vægt på, at man med folkepensionen både øger menneskers tryghed og deres frihed. For hvis mennesker har den sikkerhed, at de under alle omstændigheder vil blive godt forsørget på deres gamle dage, så er der gode betingelser for, at der vil komme mere frie og lykkelige mennesker ud af det. Derudover fremhæver Hansen i sin kronik en iagttagelse, som politikerne måske burde tænke over. Ifølge ham har man nemlig: “[…] næsten systematisk haft held til at faa det indrettet saadan, at velfærdspolitikkens ydelser gives, uden at man kan se værdien heraf, medens betalingen herfor skærer i øjnene. Man yder menneskene og deres børn gratis skolegang, gratis hospitaler og store nedsættelser af huslejen osv. paa en saadan maade, at de ikke […] kan konstatere værdien heraf”. Her har polikerne en væsentlig opgave foran sig, hvis folk reelt skal forstå værdien af en velfædsstat.

Jeg bliver rørt, når jeg tænker på alle de mennesker, der har knoklet hele deres liv og nu som fortjent kan få en værdig alderdom uden bekymringer og ydmygelser. Med en særlig kærlig tanke til dem vil jeg afslutte dette indlæg.

Med venlig hilsen

Anna

Sommerens fulde palet

Søndag d. 19. august 1956

Efter en lang og tiltrængt sommerferie vil jeg atter begynde at skrive om stort og småt her på dette forum. Der er sket meget, siden jeg skrev sidst, og det vil jeg prøve at samle op på i det følgende. Jeg gik på sommerferie d. 24. juni, men før jeg går i dybden med min personlige rejse gennem det danske sommerland, vil jeg hæve blikket lidt og hæfte mig ved noget af det, der på det seneste er sket på den verdenspolitiske scene, og som egentlig gør mig temmelig bekymret og utryg.

Siden slutningen af juli har vi nemlig hver dag i aviserne kunnet læse om den triste udvikling omkring Suez-kanalen. Det startede med, at Ægyptens præsident Nasser i slutningen af juli erklærede Suez-kanalen for nationaliseret, og siden da har især England og Frankrig raslet med sablerne, da de frygter for den frie skibsfart gennem kanalen. Hvis Ægypten fastholder kursen og nægter at akceptere en international kontrol med kanalen, vil Storbritannien tilsyneladende gennemtvinge den med militærmagt. I aviserne kan man læse, hvordan briterne er klar til at sende kolonner af militære lastbiler, tanks, panservogne og flere godstog med ammunition til Middelhavet. I Ægypten mener man omvendt, at nationaliseringen af kanalen er fuldt lovlig i henhold til landets suveræne rettigheder. De påpeger, hvordan det tidligere fransk-britiske Suez-selskab berigede sig på Ægyptens bekostning. Ægypterne anser briternes og franskmændenes reaktion som imperialistisk indblanding i Ægyptens indre anliggender.

I disse dage handler mange avisoverskrifter om situationen ved Suez-kanalen.

Jeg synes, det er meget komplekst at finde rundt i det altsammen, men jeg håber, at man kan løse konflikten på fredelig vis og med fredelige midler. Vi skal ikke have mere oprustning og krig!

Verden består heldigvis ikke kun af mørke farvetoner, som disse nedslående storpolitiske handlinger må siges at repræsentere, den består af hele farvespektret, og jeg vil derfor bevæge mig op i den lysere og lettere farvetoneskala og fokusere på, hvordan livet har taget sig ud på det personlige plan, for det har været alt andet end nedslående!

Ferie i og omkring Vildbjerg

Ved feriens start rejste jeg væk fra storbyens trængsel og larm for at få en tiltrængt pause ovenpå et hektisk år. Den første uge blev tilbragt hos mine forældre i Vildbjerg, hvor jeg ikke havde planlagt meget, jeg ville gerne have tid til ikke at lave noget, men rastløsheden ramte mig overraskende hurtigt. Pludselig var der meget tid til at tænke og mærke efter, og det skræmte mig lidt. Som dagene gik, blev det bedre, jeg gik lange ture, observerede min barndoms- og ungdomsverden og mærkede, hvordan pulsen langsomt faldt, og vejrtrækningerne blev dybere. Jeg fik tid til at gennemgå min tilværelse i København med en tættekam. Jeg afvejede, afstemte og reflekterede over den nye tilværelse på en måde, som man kun kan gøre det, når man har det hele lidt på afstand.

Det har været et år, hvor jeg har søgt at tilpasse mig en ny virkelighed. Jeg har skullet lære nye omgangsformer, for man gebærder sig anderledes i storbyens miljøer end i en lille stationsby. Der er også stor forskel på omgangsformerne i de forskellige miljøer i København; sproget, vanerne og holdningerne er varierende alt afhængigt af, om man f.eks. befinder sig på en tekstilfabrik eller på et studenterkursus. For mit vedkommende føler jeg ikke, at jeg passer helt ind nogen af stederne, men jeg forsøger til stadighed at tilpasse mig uden at miste mig selv. Det er dog blevet en del bedre i løbet af året, og jeg føler mig ikke længere som en hund i et spil kegler. Derudover er det såmænd både vigtigt og interessant at få udvidet sine horisonter.

Det har været dejligt at have tid til at slappe af, reflektere, kigge i gamle familiealbums og drikke kaffe med familien i Vildbjerg.

Efter at have slappet af den første uge hos mine forældre (og min lillebror Ole) besøgte jeg min mormor og morfar på deres hyggelige gård lidt uden for Vildbjerg. Jeg bliver altid meget nostalgisk, når jeg besøger gården, da jeg har så mange skønne barndomsminder derfra. Derfor gjorde det mig også lidt vemodig, da de fortalte mig, at de regnede med at sælge gården inden for de nærmeste år. Jeg har dog forståelse for, at det med alderen er blevet hårdt for dem at drive gården videre, også selvom de har ansat en flink tjenestekarl. Jeg under dem i høj grad en fredelig alderdom i byen, og der vil jeg også hurtigt kunne cykle forbi dem til en kop kaffe, når jeg er på besøg i Jylland. Jeg håber dog, at vi kan fejre deres guldbryllup på gården næste år.

Jeg sørgede for at nyde kaffebordet i haven lidt mere end ellers, jeg tog alle de små indtryk ind, som ellers ofte passerer forbi; duften af blomster blandede sig med duften fra den friskbryggede kaffe, lydene af fuglefløjt, en fjern hønseklukken, en rolig stilhed, som man kun rigtigt kan erfare på landet. Mormors kaffebord var som altid udsøgt, og hun ved, at jeg ikke kan stå for hendes formidable æblekage, som hun naturligvis af samme årsag havde lavet rigeligt af. Inden jeg tog afsked med mine kære bedsteforældre, kiggede jeg forbi køer, grise, heste og høns, for jeg skulle have det hele med.

Lillebror Ole

Nogle dage senere tog jeg og min lillebror, Ole, til Struer for at besøge min farmor og farfar. På turen i toget derop gav Ole mig noget af en overraskelse. Han fortalte mig, at han havde droppet realeksamen og på egen hånd havde fundet en læreplads i København. Jeg var chokeret!

Det var for mig måske ikke den største overraskelse, at Ole gerne ville bruge sine evner inden for det håndværksmæssige område; han har siden sin barndom været mere interesseret i at skille maskiner ad og forstå de automekaniske sammenhænge end at læse i bøger, men at han i en alder af 16 år ville gå bagom mine forældres ryg og på egen hånd finde en læreplads så langt væk hjemmefra, det havde jeg aldrig troet. Hvad giver De mig, han kunne jo sagtens have fundet en læreplads i Midtjylland. Mine forældre har bestemt ikke været begejstrede for Oles beslutninger og handlinger. Min far har i første omgang skullet akceptere, at Ole ikke (ligesom min ældre bror Peter) vil gå i hans fodspor og blive funktionær, men beslutningen om at tage til København har han og min mor haft sværest ved at forlige sig med. De var også imod, at jeg i sin tid tog til København, men jeg var trods alt ældre og myndig. Ole må dog tilsyneladende have haft talegaverne i orden, for det lykkedes ham i sidste ende at få dem overtalt. En medvirkende årsag har formentlig været, at det er et ganske udmærket sted, han har fået læreplads. Mine forældre er dog kun nødtvungent gået med til flytningen på betingelse af, at min faster og jeg holder et vågent øje med ham, at han ikke kommer ud i noget snavs og omgås forkerte mennesker osv. Hvis han bare tilnærmelsesvis er på vej ud på et skråplan, vil min far personligt prompte hente ham hjem igen. Han skal derfor også bo hos min faster i Valby. Mit store spørgsmål til Ole var: ‘Hvorfor?’ Hvorfor dog søge til København? Han sagde, at min rejse til København havde inspireret ham, og han ønskede forandringer! Han var dødtræt af provinsen samt fars forventningspres, og det kunne jeg egentlig godt sætte mig ind i. Det bliver skønt at tilbringe mere tid med ham igen, og jeg er mægtig stolt af, at han tør gå sine egne veje. Nu er jeg så ikke længere familiens største rebel, den titel må tilfalde Ole.

Hos farmor og farfar i Struer

Efter at være ankommet til Struer og vi havde været forbi farmor og farfar i lejligheden med vore kufferter, tog vi sammen bådfarten fra Struer havn til landgangsbroen ved Bremdal Strand. Der var mange mennesker, både campister, der camperede direkte ved stranden, samt en del dagsgæster, der havde taget særtoget fra Herning. Ole og jeg var ude at svømme, mens farmor og farfar slappede af inde på land. Efterfølgende nød vi indholdet af farmors appetitvækkende madkurv, som indeholdt alt, hvad hjertet kunne begære af friskbagte boller, saft lavet af kolonihavens rabarber, øl, sandkage og kaffe. Der manglede bestemt ikke noget, og alligevel stak farfar os 5 kr., så vi kunne købe os en isvaffel hver på Strandgården. Mætte på sol, samvær og mad tog vi efterfølgende hjem til lejligheden, hvor jeg hjalp farmor med aftensmaden. Ole og jeg vendte senere tilbage til Strandgården for at danse og drikke en øl. Ole viste lige lovlig meget interesse for nogle af egnens unge piger, og selvom det hører hans alder til at interessere sig for piger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det skulle blive, når han flyttede til København.

Der er blevet spist mange is hen over sommeren, og ved Bremdal Strand nød vi også at komme en tur i vandet

Den følgende dag tog vi på udflugt til farmor og farfars hyggelige kolonihave, hvor vi nød endnu en velsmagende frokost, drak kaffe, talte sammen og slappede af. Der er altid en enestående stemning i sådan en kolonihave, hvor man kan få lys og luft samt høre nabohavernes beboere være i præcis den samme veltilfredse stemning som én selv. Farmor og farfar dyrker i haven alskens grøntsager, frugter og bær, og det er svært at stoppe med at plukke jordbær, hindbær, brombær, solbær og ribs, når først man er kommet i gang. Jeg er glad for at se, at de endelig kan nyde deres alderdom sammen her i kolonihaven.

Jeg har været meget bekymret for farfar de seneste år. Han har haft et skrantende helbred, og jeg kan se, at han fortsat har smerter, skønt han ikke beklager sig. De mange år med hårdt fysisk arbejde og lange arbejdsdage har sat deres aftryk på hans aldrende krop.

Han har arbejdet, siden han var 14 år. Det var andre tider dengang med arbejdsdage på helt op til 11-12 timer. Farfar blev teglværks- og bygningsarbejder, og her blev kroppen ikke skånet. Han blev også aktiv fagforeningsmand og var i mange år regnskabsansvarlig for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund. For to år siden kunne kroppen ikke holde til det opslidende arbejde mere, og han fik tildelt aldersrente. Han var egentlig berrettiget til at modtage aldersrenten allerede for fem år siden, men han har følt, at aldersrenten havde karakter af almisse og fattighjælp, og derfor holdt han på at arbejde til det sidste. I efteråret fyldte han så 70 år, og ærligt talt tror jeg, at han har været usikker på, om han skulle nå denne alder.

Glædeligvis tyder alting på, at Folketinget snart når til enighed om aftale om en folkepension for alle, så folk som min farfar får ret til en pension uden at skulle føle, at de står med hatten i hånden. Det har de om nogen fortjent! Jeg synes, at ordningen med folkepension er et stort menneskeligt fremskridt, som øger menneskers tryghed, frihed og rummer de skønneste muligheder for en god alderdom. Jeg ved, at der er kritikere af denne ordning, og diskussionen om folkepension og andre velfærdsgoder vil jeg gerne tage op på et andet tidspunkt, da jeg anser det for et vigtigt emne.

Jeg kan ud fra det, jeg har skrevet, konstatere, at jeg har vanskeligt ved at fatte mig i korthed, når jeg skal beskrive feriens mange oplevelser. For at min beskrivelse ikke skal udvikle sig til en roman, vil jeg fatte mig i korthed her til slut. Efter jeg havde besøgt begge hold bedsteforældre, besøgte jeg først min storesøster Kirstine og hendes familie i Herning og derefter min storebror Peter og hans familie i Silkeborg. Jeg var både på konditori, på restaurant og spise fransk mad, på Himmelbjerget, ude at sejle med Hjejlen og meget andet.

Billeder fra Silkeborg (Himmelbjerget og Hjejlen) samt billeder af min søsters dreng Christian på mormor og morfars gård med hunden Vips samt på en legeplads i Herning.

Feriens sidste store oplevelse var Inges og min cykel- og teltferie til Hvide Sande, men den var for spændende til, at jeg kan berette kortfattet derom i denne opdatering. De kan læse om denne tur, mødet med Erik og andre interessante emner i mit næste indlæg.

Tak fordi De læste med.

Med venlig hilsen

Anna.