kærlighed – Ung i 50'erne

Frihed, telthygge og kærlighed

Mandag d. 27. august 1956

Jeg havde glædet mig som et lille barn! Gennem lang tid havde Inge og jeg planlagt vores cykeltur til Vesterhavet ned til mindste detalje, og d. 13. juli skulle vi endelig afsted. Vi havde planlagt det således, at vi først havde nogle overnatninger i Søndervig, inden vi cyklede videre til Hvide Sande, hvor vi ville overnatte de sidste nætter. I Søndervig ville der være mulighed for at deltage i dansant om aftenen og opleve campinglivet i en større udgave, mens der efter sigende skulle være mere ro i Hvide Sande, og vi ville gerne opleve lidt af begge dele. Vi havde placeret store cykeltasker på begge cykler, så vi kunne have det hele med; primus, køkkengrej, vanddunke, tæpper, liggeunderlag, soverposer, tasker og mine forældres gamle telt lavet af sejldug fra 1930‘erne.

Vi cyklede afsted fra Vildbjerg kl. 9.30, og kl. 11 gjorde vi et lille ophold på vejen i den frie natur for at drikke en kop kaffe fra vores medbragte termokande samt tage forskud på vores madpakker. Vi var fremme lidt i kl. 13, og så var vi også klar til at spise resten af madpakkerne. Derefter fik vi nok at se til med at få sat teltet op, indrettet sovepladserne samt sat primus op foran teltet. Da vi havde fået os installeret, tog vi til vandet, hvor vi efter den første svømmetur begge havde brug for et hvil i det smukke, varme vejr. Vi ville nemlig gerne være friske til om aftenen, hvor vi havde planlagt at tage til dansant på Hotel Klitten.

Mødet med Erik

Dansanten var tilsyneladende yderst populær, folk stod i kø langt ned ad trappen til hotellet, men vi kom heldigvis ind til sidst. Vi havde udset os et lille, ledigt bord, men vi havde knap nok sat os til rette, førend en nydelig, ung herre høfligt spurgte os, om han og hans kammerat måtte gøre os selskab ved bordet. Det måtte de gerne. De bestilte fire øl og fire flyvere (citron-sodavand med akvavit) til os ved bordet.

Den ene af de to talte meget, han var i virkeligheden lidt høj i mælet, mens den anden var anderledes lyttende, reflekterende og bidrog med interessante og kloge tilføjelser til samtalen. Erik hed han, altså ham jeg nævnte til sidst. Han var velformuleret, høflig… og flot. Det viste sig, at de to unge mænd ligesom os var på telttursferie i Søndervig.

Hans, som den anden hed, inviterede Inge ud at danse, og skønt han selvfølgelig ikke havde en chance hos hende, da hun jo fortsat er kæreste med Jens i København, så tror jeg, at hun akcepterede invitationen, så jeg kunne få en stund alene med Erik.

Jeg erfarede, at Erik boede i Århus, hvor han studerede filosofi på Århus Universitet. Han var meget behagelig at tale med og gjorde mig lidt forlegen ved at imponeres over min ihærdige indsats for at komme ind på Studenterkurset og mit mod til at tage til København. Vi talte, dansede og talte lidt mere, og til sidst var klokken blevet mange. Hvis det ikke havde været fordi, Inge var træt og ville tilbage til campingområdet, kunne vi have fortsat natten lang. Vi aftalte at mødes den kommende dag ved stranden og gå en lille tur.

Som sagt så gjort; Erik og jeg gik dagen efter en tur langs strandkanten, mens Inge fordybede sig i en bog. Vi iagttog de mange ferieglade mennesker samt børnenes boldspil og leg i sandet. Vi talte om alt muligt; vores fortid, vores liv og vores drømme for fremtiden. Det er pudsigt, hvordan man ofte er langt mere åben overfor mennesker og indtryk, når man er væk fra de vante rammer og hverdagens endeløse rækker af trivielle gøremål. Måske var det derfor, at Erik og jeg så hurtigt blev fortrolige med hinanden. Vi aftalte, at vi skulle få Hans og Inge overtalt til at tage med i biografen i Ringkøbing den kommende dag, så vi kunne ses igen. Inge var dog ikke begejstret, da jeg senere på dagen præsenterede hende for idéen: “Hvad vil Jens ikke tænke? Jeg kan da ikke sådan gå i biografen med andre mænd”, sagde hun. Hun havde desuden heller ikke lyst. Vi kom op at diskutere. Jeg påpegede, hvordan jeg troligt havde deltaget i diverse arrangementer i følgeskab med Jens’ kammerat Svend, som jeg ikke var interesseret i, blot for at Inge kunne lære Jens bedre at kende, og nu mente jeg nok, at hun kunne gøre det samme for mig. Efter vi begge havde surmulet i nogen tid og ment, at den anden var dybt uretfærdig tenderende til det tåbelige, indvilligede Inge i at tage med på betingelse af, at det blev eftermiddagsforestillingen, og at vi ikke skulle mere efterfølgende. Det blev således det kompromis, der blev indgået.

Dagen efter biografturen måtte vi tage afsked med Erik og Hans, da vi skulle videre til Hvide Sande, og de skulle tilbage til Århus. Erik fik min adresse, så han kunne skrive til mig, og det håbede jeg så inderligt på, at han ville gøre.

Samtaler om at stå i forhold til en mand

I Hvide Sande var der mere roligt, da der ikke var nær så mange mennesker. Vi nød virkelig det ufriserede landskab, sletterne og klitterne. Vi havde alle dage smukt, varmt vejr med kun ringe skydække. Den første morgen i Hvide Sande vågnede jeg af et mindre jubelråb fra Inge. Det viste sig, at det var den tid på måneden, hvilket jeg i første omgang ikke så den store grund til at juble over, men så indviede hun mig i detaljerne omkring hendes og Jens’ intime liv, og jeg forstod.

De havde ikke passet på. Eller det vil sige, det havde de, men det var alligevel gået galt, og Inge havde været skrækslagen for, at hun nu skulle have et barn. Jeg spurgte hende forsigtigt, hvorfor det var gået så vidt? Jeg ved godt, at der desværre er mange unge i vores samfund, der ikke har et begreb om sammenhængen mellem selve kønsakten og et barns fødsel og derved ikke ved, hvad konsekvenserne af at stå i forhold til hinanden er. Inge og jeg tilhører dog ikke denne gruppe. Faktisk har vi sat os sådan ind i sagerne, at da vi flyttede til København sidste år, var vi til et oplysende seksualforedrag.

Inge fortalte, at hun egentlig havde tænkt sig at vente, til Jens og hun var blevet ringforlovet, men omvendt var det svært at vente, når de holdt så meget af hinanden, og de ville også gerne finde ud af, om de passede sammen erotisk, inden de offentliggjorde en forlovelse. De havde levet sammen i afholdenhed i et halvt år, og måske var Inge også lidt bange for, at der skulle ske det samme for hende, som der skete for mig dengang for godt tre år siden, da min forlovede Niels forlod mig til fordel for en anden kvinde. Havde Inge dengang fortalt mig samme historie som nu, ville jeg nok have været forarget og forsvaret det højt besungne ideal om renhed før ægteskabet, men jeg ved også bedre nu, og jeg forstår Inges situation. Jeg levede i afholdenhed med Niels i godt to år, og jeg tror, at den lange ventetid var en væsentlig medvirkende årsag til, at han forlod mig. Al den snak blev for ham med tiden kedeligt, interessen faldt, og da Marie, som var mere frimodig og gik mindre op i jomfruelighed end jeg, begyndte at fatte interesse for ham, var han et nemt offer. I kølvandet på episoden bebrejdede jeg mig selv meget for, at jeg havde nægtet ham, at vi kunne gå i seng sammen. Måske kunne jeg derved have forhindret det smertefulde brud. I dag bebrejder jeg ikke mig selv mere, men jeg er blevet opmærksom på, at det ikke behøver at være så sort/hvidt, og at man i sin principfasthed kan miste nogen, man har meget kær. Jeg fordømte derfor ikke Inges adfærd, men jeg undrede mig over, at de ikke havde været mere forsigtige og anvendt præventive midler. Disse midler var vi netop blevet oplyst om til seksualkurset sidste år. Ifølge Inge ville Jens ‘være stået af i Roskilde’, men det gik galt for ham. Hun fortalte mig dog, at situationen havde været en lærestreg for hende, og at hun ville tage til lægen og få målt op til et pessar, når vi kom tilbage til København.

Jeg kommer til at tænke på nogle episoder, fra da jeg var yngre, hvor mine forældre sagde, at jeg skulle passe på mandfolkene, men det blev aldrig uddybet, hvad det præcist var, jeg skulle passe på. Første gang jeg blev kysset af en dreng, var jeg derfor meget ulykkelig, for jeg troede, at det frygtelige nu var sket; at jeg skulle have et barn. Da jeg grådkvalt krøb til korset og fortalte min mor om situationen, lo hun ad mig og forklarede, hvad det ville sige at stå i forhold til en mand, og at jeg ikke skulle have et barn. Jeg fik derfor lidt oplysning om det kønslige liv hjemmefra, men det er der desværre alt for mange unge kvinder i dag, der ikke får. Det resulterer i mange ulykkelige situationer for disse kvinder, der bliver forrådt af mænd, der ikke vil kendes ved faderskabet. Disse kvinder står som eneforsørgere hårdt i det med de dårlige lønninger for kvinder og vanskelige pasningsmuligheder for børnene. Jeg synes, der burde være seksualundervisning i alle skoler, så mange af disse ulykkelige tilfælde kunne undgås.

Lad nu det ligge. Inge og jeg nød de sidste dage med telthygge, frihed, afslapning, solbadning og bade- og gåture, indtil vi atter skulle have pakket cyklerne for at vende tilbage til Vildbjerg. Dagen efter tog vi afsked med Jylland for at vende tilbage til København. Det blev afslutningen på en fornøjelig, tiltrængt og enestående ferie!

Jeg vil slutte min sommerferieberetning af med at skrive, at to uger efter min hjemkomst til København modtog jeg et skønt postkort fra Erik, og siden da har vi løbende skrevet sammen. Jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg blev utrolig glad for dette.

Jeg vil slutte for nu.

Tak fordi De læste med!

Med venlig hilsen

Anna.

Læseferie, fødselsdagsfejring og dagbogslæsning

Søndag d. 13. maj 1956

Siden jeg skrev sidst, har jeg haft fødselsdag. Det var i tirsdags, og da fødselsdagen lå på en hverdag, havde jeg ikke planlagt det store. Jeg mødtes dog med Inge på kaffebar efter arbejde, hvor vi hyggede os mægtigt, inden jeg skulle afsted til undervisning. Jeg modtog også fødselsdagskort fra mine forældre, søskende og bedsteforældre, og jeg mærkede et stik af savn til dem. Hvor jeg dog glæder mig til at se dem alle i sommerferien.

I går havde vi på studenterkurset vores sidste kursusgang inden læseferien, og da jeg kom hjem fra latin, blev jeg glædeligt overrasket af familien Nielsen, som præsenterede et fornemt fødselsdagsbord med alt, hvad hjertet kunne begære af hjemmebagte boller, kakao, kaffe og lagkage. Jørgen og Kirsten havde fremstillet de sødeste tegninger til mig, og lærerparret forærede mig et fint sølvarmbåndsur som tak for hjælpen. Det var utrolig betænksomt af dem, og jeg var meget berørt over situationen.

Fra min fødselsdagsfejring med familien Nielsen

Nu har jeg så fået læseferie, og for ikke at blive for overvældet over eksamen havde jeg tidligere i dag aftalt med Inge at mødes til en gåtur. Vi gik en tur ved Kastellet, hvor der var så skøn en forårstemning med fuglefløjt og glade mennesker på søndagsudflugt.

Vi talte på gåturen en del om hende og Jens, og så spurgte hun ind til situationen med Svend forrige lørdag, hvor jeg havde afvist hans tilnærmelser. Hun sagde, at jeg skulle passe på ikke at sammenligne alle mænd med min ungdomskæreste Niels (som jeg også blev forlovet med), og at jeg måske havde en tendens til kun at huske alle de gode sider ved ham. Selvom Inges ord sårede mig, vidste jeg også, at hun formentlig havde ret. Det er nu over tre år siden, at vi brød forlovelsen, og jeg har bestemt ikke lyst til at hænge fast i fortiden og lade det hindre mig i at leve livet nu og her. Efter jeg kom hjem fra gåturen, havde jeg svært ved at give slip på disse tanker, og da jeg alligevel ikke kunne holde fokus på eksamenslæsningen, fandt jeg mine gamle dagbøger frem. I et af de første uddrag med Niels står der bl.a.:

Søndag d. 17. december 1950

Jeg får lyst til at fortælle noget om, hvordan tiden er gået for mig i den sidste tid. Jeg tror, jeg vil begynde med noget, der skete for to uger siden, hvor Inge, Margrethe, Tulle og jeg skulle ind på hotellet. Jeg vidste, at Niels også ville være der, og jeg så meget frem til at se ham igen. Vi dansede en del sammen, og senere tog Margrethe og jeg med ham og hans kammerater ind på en danserestaurant i Herning. Niels kørte mig efterfølgende hjem, og vi talte længe sammen om bl.a. fremtiden, om vores drømme. Margrethe havde dagen efter truffet Niels, da han besøgte hendes bror. Efter sigende skulle han have snakket meget om mig, og Margrethe var kommet til at nævne, at jeg vist også var interesseret i ham. Hun røbede senere overfor mig, at Niels havde fået min adresse, så han kunne skrive til mig fra Horsens, hvor han læser til ingeniør. Nogle dage efter modtog jeg et sødt brev fra ham, og det var slet ikke påtrængende på nogle måder. Derefter skrev jeg et brev som svar til ham, og vi snakkede sammen i telefon, hvor vi meget hurtigt kom på talefod med hinanden. I denne weekend er han i Vildbjerg, og vi mødtes i går aftes, hvor vi var i biografen. Han fulgte mig derefter hjem, og vi talte sammen længe…

Det var kun starten på det hele. Idet jeg bladrede videre i dagbøgerne, kunne jeg mærke, at jeg blev irriteret på mig selv, for jeg havde skrevet om Niels side op og side ned, alt handlede om ham. Jeg magtede ikke at læse mere om det, for det gjorde mig bare trist til mode. Jeg var så forelsket i Niels, at jeg var ved at opgive vigtige dele af mine drømme. Jeg overvejede at droppe en længerevarende uddannelse, så vi kunne blive hurtigere gift og stifte familie. Så ville jeg måske i dag have boet i et hus i midtjylland og været fuldtidshusmoder med et barn på armen og én mere på vej. Det er mærkeligt, hvordan livet går. Havde Niels og jeg ikke brudt op, havde jeg ikke siddet her i en lejlighed på Frederiksberg og lidt forsinket kommet igang med at tage en studentereksamen.

Et af de mange breve fra Niels. Datering: januar 1951

Dagbogslæsningen har dog haft den positive effekt, at jeg nu rent faktisk har lyst til at påbegynde min eksamenslæsning. Jeg skal kun afslutte Geografi i år, og jeg har fundet alle bøgerne frem; ‘Geografi med naturlære’, ‘Klima og plantebælter’, ‘Erhvervsgeografi’, ‘Geologi for gymnasiet’, ‘Atlas’ m.fl. Jeg har læst hele pensum og nedfældet utallige noter til hver kursusgang, så nu skal jeg blot terpe og memorere det hele. Jeg må hellere komme i gang.

Godaften!

Musikalsk og følelsesmæssigt kaos

Søndag d. 29. april 1956

I går var Inge, Jens, Svend og jeg til forårets sidste causeri i jazzklubben inden læseferien, og alle deltagere var i deres stiveste puds. I sit causeri over jazzens milepæle sammenlignede aftenens causør jazzen med en landevej, hvor milepælene markerede, hver gang et større vejafsnit var blevet tilbagelagt. De musikere, der havde haft evner til at skabe en ny stil indenfor jazzen, udgjorde væsentlige milepæle. De havde frembragt en personlig musikalsk udtryksmåde, som efterfølgende dannede skole for andre. Causøren gennemgik derpå nogle af disse stilskabere, og såvel begyndere som mere erfarne jazz-entusiaster havde udbytte af det gennemgåede. Veteranerne kendte til hovedtrækkene, men de fik mulighed for gennem afspilning af ukendte plader at få stoffet belyst fra andre vinkler. Jeg vil beskrive mig selv som en af de mere uerfarne jazz-elskere, og jeg gik bestemt fra causeriet med en øget viden om emnet.

Efterfølgende fyldtes lokalerne af musik fra The Late Hour Jazzband. Musikerne havde meget forskellige udtryk, pianisten, som tilsyneladende var orkesterlederen, var lige dele afslappet og elegant klædt på med habit og let løsnet slips. Han havde det kølige overblik midt i dette utrolige musikalske kaos og kommanderede de øvrige musikere til næste solo: ‘Kør!’, råbte han, mens han fortsat holdt styr på tangenterne. Saxofonisten lignede en rigtig amerikansk jazz-musiker, som han stod der krumbøjet over sit instrument og med en hat på hovedet, så man næsten ikke kunne se hans ansigt. På et tidspunkt gik han ned fra tribunen og spillede iblandt os tilhørere, og dette påfund fik stemningen til at nå nye højder. Trommeslagerens trommestikker dansede legende let hen over trommeskindet for efterfølgende at blive hamret hårdt ned i ‘tønderne’, så den unge musikers pomade-hår faldt tungt ned i panden på ham. Alle bandets soli var i topklasse. Musikken havde noget mere tempo og agressivitet end den jazz, jeg ellers har hørt, men der var en utrolig tilstedeværelse blandt musikerne; de var bare i musikken, hvilket smittede af på os tilskuere. Vi dansede til musikken og prøvede at følge med på dens anderledes og uforudsigelige karakter, indtil vi til sidst overgav os og gav slip på kontrollen. Det var en ganske enestående oplevelse!

Aftenens andet band spillede mere afdæmpet og traditionel jazz, som dog var lidt nemmere at danse til. Jens og Inge dansede sammen hele aftenen, som det faste par de nu engang er blevet. Det medførte, at jeg dansede med Svend det meste af aftenen. Sidst på aftenen begyndte Svend at lægge an på mig, men jeg var afvisende overfor ham. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde noget imod ham, men at jeg ikke syntes om at kaste mig i armene på den første og bedste mand. Det tog han meget personligt og troede, jeg havde noget særligt imod ham, hvad der naturligvis ikke passede. Svend er flink og rar, men jeg tror ikke rigtigt, at han er min type…

Efter arrangementet tilbød Svend at følge mig hjem, men på grund af den akavede stemning imellem os valgte jeg at gå alene hjem. For en sikkerheds skyld gik jeg af de store, befolkede gader. Der var en velduftende forårsbrise i luften, folk morede sig, og to fulde mænd sang rungende de gamle gader op med sjofle viser fra 30‘erne. På trods af den lette stemning i byen var jeg trist til mode over situationen med Svend.

I dag har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, hvorfor jeg har så svært ved at lade mænd komme ind i mit liv. Jeg tror, det handler om, at jeg er blevet såret, men i forlængelse heraf handler det også om, at jeg i kølvandet på bruddet med Niels gav mig selv det løfte, at ingen mand igen skulle hindre mig i at nå mine mål herunder at få en uddannelse. Jeg er imidlertid også bange for at blive en gammeljomfru. Jeg finder mig selv i dette dilemma igen og igen, men mon ikke at det hele vil falde på plads den dag, hvor jeg møder ‘den rigtige’ . Det håber jeg…

Demonstration og drenge

Søndag d. 15. april 1956

’44 timers arbejdsuge NU’, ‘Vi kræver retfærdig behandling’, ‘Demokrati, ære være dit minde’ etc. Talrige paroler som disse kunne ses overalt på Christiansborgs Slotsplads i fredags ved middagstid, hvor lønarbejdere fra hele København havde nedlagt arbejdet for at demonstrere imod regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne. Samme slags protester sås overalt i landet. I solidaritet med tekstilarbejderne på fabrikken deltog jeg i arbejdsnedlæggelsen samt demonstrationen, da alt andet ville anses for skruebrækkeri. Vi mødtes kl. 10 på Nørrebro og gik efter et kort møde i samlet flok mod slotspladsen under tekstilarbejdernes røde fane. Da vi nåede til Christiansborg, strømmede det til med mennesker fra alle sider, jeg har aldrig før set så mange mennesker samlet på ét sted. Forsamlingen strakte sig ud over broerne, op ad Højbro Plads, ned ad Holmens kanal og op på børsrampen. Folk klatrede op i træerne for bedre at kunne se, trafikken gik i stå, og nogen vovede sig endda op på sporvognenes tage. Der var en enorm harme mod tilsidesættelsen af lønarbejdernes krav. Jeg har senere kunnet læse mig til, at der deltog over 200.000 mennesker i demonstrationen. Det var vældig overvældende at opleve.

Vi må først genoptage arbejdet fra i morgen, og derfor har jeg haft en ekstra halv fridag i går, selvom jeg selvfølgelig skulle til mine sædvanlige to timers latin. Det gav lidt ekstra forberedelsestid, hvilket har givet mig mulighed for at slappe lidt af i dag.

Sidste gang, jeg skrev her, var i forbindelse med d. 9. april, hvor jeg kiggede tilbage på min barndom før og under Den Anden Verdenskrig. Da jeg nu har lidt mere tid, vil jeg gerne fortsætte, hvor jeg slap, og skrive lidt om årene der fulgte herunder mine teenage-år.

Tre dage efter befrielsen i 1945 blev jeg 12 år gammel, og det første minde, jeg husker efter selve befrielsesdagene, var, at jeg tog til København for at besøge min faster. Vi var bl.a. i Tivoli en hel dag, og der var ikke den forlystelse, jeg ikke fik prøvet i dagens løb. Om aftenen så vi det smukke festfyrværkeri, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, at nu bliver alt godt! Derudover tog min faster mig med på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg fik i den grad smag for tilværelsen i storbyen, og de mange seværdigheder gjorde et dybt indtryk på mig. Her ville jeg gerne bo, når jeg blev voksen!

Søndag d. 13. april 1947 blev jeg konfirmeret. Da der fortsat var varemangel og rationring, var jeg lidt nervøs for, om vi kunne få syet en konfirmationskjole i en ordentlig kvalitet. Mor og jeg måtte da også forbi flere forskellige butikker, førend det lykkedes at finde stoffet til kjolen. Jeg havde studeret mange kjoler i forskellige dame- og modeblade, og syerske Ingeborg prøvede efter bedste evne at genskabe nogle af detaljerne. Konfirmationen i Vildbjerg Kirke og den efterfølgende fest gik godt, og jeg fik nogle fine gaver herunder en blå cykel, smykker, et armbåndsur og et sølv toiletsæt bestående af spejl, klæde- og hårbørste, kam og pudderdåse, som jeg stadigvæk har med mig. Mor syede min andendagskjole af mormors aflagte, blå gardiner, og om mandagen tog vi skoleveninder til Herning for at drikke kaffe på konditori Trianon og tage i biografen til 17-forestillingen.

Mit fine toiletsæt som jeg modtog i konfirmationsgave

Om sommeren fik jeg min første rigtige sjus. Vores familie var på besøg hos min moster og onkel i Holstebro, hvor vi fejrede Sankt Hans. Jeg fik lov til at blive til festen, hvis min bror Peter og fætter Poul ville passe godt på mig. Det ville de, og det første, Poul sagde, da ‘de gamle‘ var gået, var: ‘Så Anna, nu skal vi ha’ en sjus’. Det blev til flere, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de bestod af, men jeg dansede uafbrudt hele aftenen og følte, at jeg kunne gå på vandet. Nu var jeg for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tænkte jeg…

Efter min konfirmation var far meget opmærksom på, at jeg ikke gik rundt med drenge, og der var en del arrangementer, jeg ikke fik lov til at deltage i. Jeg skulle passe på mandfolkene, for de ‘ville kun ét eneste’. Jeg skulle forblive ren, uberørt og dermed ifølge ham være en såkaldt: ‘rigtig pige’. Han ville ikke have, at jeg havnede i det forkerte milieu og blev fordærvet. Hans pige skulle ikke ‘tage den første og den bedste’, være ‘løsagtig’, ‘let på tråden’ og ende som ‘et forsuttet bolsje’, eller hvad han ellers kunne finde på at sige, og han gjorde det klart, at det ville blive betragtet som en skandale, hvis jeg fik et barn udenfor ægteskab. Far havde været endnu mere emsig i forhold til min storesøster Kirstine, men selvom strengheden aftog lidt, var han stadigvæk efter mig. Ja far anså det som en vigtig opgave at vogte sine døtres dyd! Mor var selvfølgelig enig med far, men hun syntes da også, at jeg skulle have mulighed for at more mig lidt. Jeg tror, hun havde lidt mere tillid til min dømmekraft, end far havde, og hun kunne nok også se, at jeg i virkeligheden var temmelig genert, når det kom til mandfolkene. Hun ville da også gerne på sigt have mig afsat (men bestemt ikke til hvem som helst!).

Fars mange reprimander havde formentlig haft den konsekvens, at jeg faktisk var blevet lidt bange for at tale med de unge mænd, men det var selvfølgelig også lidt spændende…

Da jeg var 16 år, så jeg lidt til én, der hed Johannes. Han var fire år ældre end jeg, og vi mødtes til en fest i forsamlingshuset. Vi sås lidt i hemmelighed, sneg os til Herning for ikke at blive set og tog på konditori, i biografen og gik ture i Søndre Anlæg. Det hele var dog meget uskyldigt, jeg havde jo hele tiden fars strenge påbud i baghovedet. Efter fire måneder flyttede Johannes til Aarhus for at studere, der fik han nok af andet at se til, og livet gik videre.

I mine teenage-år tilbragte jeg en del tid på konditori eller i biografen

Langt dybere stak det med Niels…

I efteråret 1950 var Inge, vores fælles veninde Margrethe og jeg på Hotel Vildbjerg, hvor der var dans. Vi havde hjemme stukket en lille hvid løgn om, at vi skulle til pigeaften hos Tulle. På hotellet faldt vi i snak med Margrethes storebror og hans kammerater, og vi blev enige om tage hjem til en af dem. Vi havde det såmænd meget hyggeligt, vi snakkede og dansede lidt, syv personer. Sjovest blev det dog, da en hel flok andre kom senere på aftenen, iblandt dem var Niels. Jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig ved siden af mig i sofaen. Hvad vi snakkede om? Alt muligt. Jeg drillede ham også lidt, da han ikke var helt ædru, og jeg kan endnu se hans ærgerlige, opgivende ansigt for mig, når jeg drilsk svarede på hans spørgsmål. Senere har jeg fundet ud af, at jeg sommetider driller dem, jeg godt kan lide. Niels drillede dog også mig, blandt andet med at jeg skulle være lun på Margrethes storebror, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Jeg lagde min hånd i hans og spurgte, om den da ikke var iskold, hvad den virkelig var. Jeg trak dog hurtigt hånden til mig igen, men Niels tog atter min hånd, og jeg glemmer aldrig det smil, han gav mig i netop dette øjeblik. Det var jo ikke Margrethes bror, jeg var blevet varm på, men Niels. Det blev starten til ‘noget’, som faktisk varede i to år.

Jeg kunne skrive meget mere om Niels, men jeg tror, at jeg nu har skrevet nok for i aften.