Mandag d. 27. august 1956
Jeg havde glædet mig som et lille barn! Gennem lang tid havde Inge og jeg planlagt vores cykeltur til Vesterhavet ned til mindste detalje, og d. 13. juli skulle vi endelig afsted. Vi havde planlagt det således, at vi først havde nogle overnatninger i Søndervig, inden vi cyklede videre til Hvide Sande, hvor vi ville overnatte de sidste nætter. I Søndervig ville der være mulighed for at deltage i dansant om aftenen og opleve campinglivet i en større udgave, mens der efter sigende skulle være mere ro i Hvide Sande, og vi ville gerne opleve lidt af begge dele. Vi havde placeret store cykeltasker på begge cykler, så vi kunne have det hele med; primus, køkkengrej, vanddunke, tæpper, liggeunderlag, soverposer, tasker og mine forældres gamle telt lavet af sejldug fra 1930‘erne.
Vi cyklede afsted fra Vildbjerg kl. 9.30, og kl. 11 gjorde vi et lille ophold på vejen i den frie natur for at drikke en kop kaffe fra vores medbragte termokande samt tage forskud på vores madpakker. Vi var fremme lidt i kl. 13, og så var vi også klar til at spise resten af madpakkerne. Derefter fik vi nok at se til med at få sat teltet op, indrettet sovepladserne samt sat primus op foran teltet. Da vi havde fået os installeret, tog vi til vandet, hvor vi efter den første svømmetur begge havde brug for et hvil i det smukke, varme vejr. Vi ville nemlig gerne være friske til om aftenen, hvor vi havde planlagt at tage til dansant på Hotel Klitten.
Mødet med Erik
Dansanten var tilsyneladende yderst populær, folk stod i kø langt ned ad trappen til hotellet, men vi kom heldigvis ind til sidst. Vi havde udset os et lille, ledigt bord, men vi havde knap nok sat os til rette, førend en nydelig, ung herre høfligt spurgte os, om han og hans kammerat måtte gøre os selskab ved bordet. Det måtte de gerne. De bestilte fire øl og fire flyvere (citron-sodavand med akvavit) til os ved bordet.
Den ene af de to talte meget, han var i virkeligheden lidt høj i mælet, mens den anden var anderledes lyttende, reflekterende og bidrog med interessante og kloge tilføjelser til samtalen. Erik hed han, altså ham jeg nævnte til sidst. Han var velformuleret, høflig… og flot. Det viste sig, at de to unge mænd ligesom os var på telttursferie i Søndervig.
Hans, som den anden hed, inviterede Inge ud at danse, og skønt han selvfølgelig ikke havde en chance hos hende, da hun jo fortsat er kæreste med Jens i København, så tror jeg, at hun akcepterede invitationen, så jeg kunne få en stund alene med Erik.
Jeg erfarede, at Erik boede i Århus, hvor han studerede filosofi på Århus Universitet. Han var meget behagelig at tale med og gjorde mig lidt forlegen ved at imponeres over min ihærdige indsats for at komme ind på Studenterkurset og mit mod til at tage til København. Vi talte, dansede og talte lidt mere, og til sidst var klokken blevet mange. Hvis det ikke havde været fordi, Inge var træt og ville tilbage til campingområdet, kunne vi have fortsat natten lang. Vi aftalte at mødes den kommende dag ved stranden og gå en lille tur.
Som sagt så gjort; Erik og jeg gik dagen efter en tur langs strandkanten, mens Inge fordybede sig i en bog. Vi iagttog de mange ferieglade mennesker samt børnenes boldspil og leg i sandet. Vi talte om alt muligt; vores fortid, vores liv og vores drømme for fremtiden. Det er pudsigt, hvordan man ofte er langt mere åben overfor mennesker og indtryk, når man er væk fra de vante rammer og hverdagens endeløse rækker af trivielle gøremål. Måske var det derfor, at Erik og jeg så hurtigt blev fortrolige med hinanden. Vi aftalte, at vi skulle få Hans og Inge overtalt til at tage med i biografen i Ringkøbing den kommende dag, så vi kunne ses igen. Inge var dog ikke begejstret, da jeg senere på dagen præsenterede hende for idéen: “Hvad vil Jens ikke tænke? Jeg kan da ikke sådan gå i biografen med andre mænd”, sagde hun. Hun havde desuden heller ikke lyst. Vi kom op at diskutere. Jeg påpegede, hvordan jeg troligt havde deltaget i diverse arrangementer i følgeskab med Jens’ kammerat Svend, som jeg ikke var interesseret i, blot for at Inge kunne lære Jens bedre at kende, og nu mente jeg nok, at hun kunne gøre det samme for mig. Efter vi begge havde surmulet i nogen tid og ment, at den anden var dybt uretfærdig tenderende til det tåbelige, indvilligede Inge i at tage med på betingelse af, at det blev eftermiddagsforestillingen, og at vi ikke skulle mere efterfølgende. Det blev således det kompromis, der blev indgået.
Dagen efter biografturen måtte vi tage afsked med Erik og Hans, da vi skulle videre til Hvide Sande, og de skulle tilbage til Århus. Erik fik min adresse, så han kunne skrive til mig, og det håbede jeg så inderligt på, at han ville gøre.
Samtaler om at stå i forhold til en mand
I Hvide Sande var der mere roligt, da der ikke var nær så mange mennesker. Vi nød virkelig det ufriserede landskab, sletterne og klitterne. Vi havde alle dage smukt, varmt vejr med kun ringe skydække. Den første morgen i Hvide Sande vågnede jeg af et mindre jubelråb fra Inge. Det viste sig, at det var den tid på måneden, hvilket jeg i første omgang ikke så den store grund til at juble over, men så indviede hun mig i detaljerne omkring hendes og Jens’ intime liv, og jeg forstod.
De havde ikke passet på. Eller det vil sige, det havde de, men det var alligevel gået galt, og Inge havde været skrækslagen for, at hun nu skulle have et barn. Jeg spurgte hende forsigtigt, hvorfor det var gået så vidt? Jeg ved godt, at der desværre er mange unge i vores samfund, der ikke har et begreb om sammenhængen mellem selve kønsakten og et barns fødsel og derved ikke ved, hvad konsekvenserne af at stå i forhold til hinanden er. Inge og jeg tilhører dog ikke denne gruppe. Faktisk har vi sat os sådan ind i sagerne, at da vi flyttede til København sidste år, var vi til et oplysende seksualforedrag.
Inge fortalte, at hun egentlig havde tænkt sig at vente, til Jens og hun var blevet ringforlovet, men omvendt var det svært at vente, når de holdt så meget af hinanden, og de ville også gerne finde ud af, om de passede sammen erotisk, inden de offentliggjorde en forlovelse. De havde levet sammen i afholdenhed i et halvt år, og måske var Inge også lidt bange for, at der skulle ske det samme for hende, som der skete for mig dengang for godt tre år siden, da min forlovede Niels forlod mig til fordel for en anden kvinde. Havde Inge dengang fortalt mig samme historie som nu, ville jeg nok have været forarget og forsvaret det højt besungne ideal om renhed før ægteskabet, men jeg ved også bedre nu, og jeg forstår Inges situation. Jeg levede i afholdenhed med Niels i godt to år, og jeg tror, at den lange ventetid var en væsentlig medvirkende årsag til, at han forlod mig. Al den snak blev for ham med tiden kedeligt, interessen faldt, og da Marie, som var mere frimodig og gik mindre op i jomfruelighed end jeg, begyndte at fatte interesse for ham, var han et nemt offer. I kølvandet på episoden bebrejdede jeg mig selv meget for, at jeg havde nægtet ham, at vi kunne gå i seng sammen. Måske kunne jeg derved have forhindret det smertefulde brud. I dag bebrejder jeg ikke mig selv mere, men jeg er blevet opmærksom på, at det ikke behøver at være så sort/hvidt, og at man i sin principfasthed kan miste nogen, man har meget kær. Jeg fordømte derfor ikke Inges adfærd, men jeg undrede mig over, at de ikke havde været mere forsigtige og anvendt præventive midler. Disse midler var vi netop blevet oplyst om til seksualkurset sidste år. Ifølge Inge ville Jens ‘være stået af i Roskilde’, men det gik galt for ham. Hun fortalte mig dog, at situationen havde været en lærestreg for hende, og at hun ville tage til lægen og få målt op til et pessar, når vi kom tilbage til København.
Jeg kommer til at tænke på nogle episoder, fra da jeg var yngre, hvor mine forældre sagde, at jeg skulle passe på mandfolkene, men det blev aldrig uddybet, hvad det præcist var, jeg skulle passe på. Første gang jeg blev kysset af en dreng, var jeg derfor meget ulykkelig, for jeg troede, at det frygtelige nu var sket; at jeg skulle have et barn. Da jeg grådkvalt krøb til korset og fortalte min mor om situationen, lo hun ad mig og forklarede, hvad det ville sige at stå i forhold til en mand, og at jeg ikke skulle have et barn. Jeg fik derfor lidt oplysning om det kønslige liv hjemmefra, men det er der desværre alt for mange unge kvinder i dag, der ikke får. Det resulterer i mange ulykkelige situationer for disse kvinder, der bliver forrådt af mænd, der ikke vil kendes ved faderskabet. Disse kvinder står som eneforsørgere hårdt i det med de dårlige lønninger for kvinder og vanskelige pasningsmuligheder for børnene. Jeg synes, der burde være seksualundervisning i alle skoler, så mange af disse ulykkelige tilfælde kunne undgås.
Lad nu det ligge. Inge og jeg nød de sidste dage med telthygge, frihed, afslapning, solbadning og bade- og gåture, indtil vi atter skulle have pakket cyklerne for at vende tilbage til Vildbjerg. Dagen efter tog vi afsked med Jylland for at vende tilbage til København. Det blev afslutningen på en fornøjelig, tiltrængt og enestående ferie!
Jeg vil slutte min sommerferieberetning af med at skrive, at to uger efter min hjemkomst til København modtog jeg et skønt postkort fra Erik, og siden da har vi løbende skrevet sammen. Jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg blev utrolig glad for dette.
Jeg vil slutte for nu.
Tak fordi De læste med!
Med venlig hilsen
Anna.