‘Ung i 50‘erne’ er en blog, som skal forestille at være skrevet i 1956 af den fiktive, unge kvinde: Anna Bech Jacobsen. Det er et tankeeksperiment, hvor der gives kvalificerede bud på, hvad en ung kvinde dengang kunne have fundet på at dele af tanker, følelser, idéer, holdninger og erfaringer, hvis hun havde haft muligheden for at nedfælde dem på en blog. Der skildres dog også mere private refleksioner, som kunne være nedfældet i f.eks. en dagbog. Skønt bloggen er en imaginær realitet, har den dog forankring i 1950‘ernes faktiske forhold. Det betyder, at karakteren Anna og det, hun i bloggen reflekterer over, er baseret på autentiske historier, virkelige begivenheder og realistiske hverdagssituationer fra 1950‘erne.
Det kan måske forekomme paradoksalt at bruge blogmediet i formidlingen af 1950‘erne, da sådanne medier ikke eksisterede dengang. Blogmediet indebærer imidlertid nogle klare formidlingsmæssige fordele, som kan være med til at belyse årtiet på en ny og tidssvarende måde. Læseren inddrages med bloggen i et personligt, narrativt forløb, som etablerer et unikt historisk perspektiv, hvorfra historien opleves. Denne subjektive vinkel skaber enestående forudsætninger for indlevelse og kan gøre årtiet mere nærværende for en nutidig læser.
Viden om 1950‘erne:
Bloggen giver et indblik i en ung kvindes virkelighed, men den giver også et indblik i det komplekse årti, 1950‘erne var. 1950‘erne var på mange måder en brydningstid præget af foregående kriser og krige, forandringer og ikke mindst ideologiske spændinger. Spørgsmål om, hvor samfundet skulle bevæge sig hen i de usikre tider, var dominerende, og de ideologiske diskussioner sivede ned på mikroplan og manifesterede sig inden for alle aspekter i samfundet. Disse forhold vil også skinne igennem i blogindlæggene, ligesom tidstypiske diskussioner om ungdomskulturer, kønsroller, uddannelse, kold krig, seksualitet, klassesamfund osv. vil blive belyst.
Målgruppe:
Bloggen henvender sig til den alment interesserede læser, som er nysgerrig på 1950‘erne. Bloggen kan dog også med fordel anvendes i undervisningssammenhænge til udskoling og ungdomsuddannelser i fagene Historie, Samfundsfag og Dansk. Blogmediet kan forhåbentlig i særlig grad appellere til den unge målgruppe. Måske kan de unge ligefrem spejle sig i karakteren Anna og identificere forskelle og ligheder på ungdoms- og hverdagsliv i 1950‘erne og i dag. For forholdene for unge i dag sammenlignet med dengang har på den ene side ændret sig enormt, og på den anden side er der mange af de tematikker, der vedrører unge i dag, som kan føres tilbage til debatten om unge i 50‘erne.
Hvem står bag?
Tankeeksperimentet er udført at mig; Camilla Kølbæk Zaulich, cand.mag i Historie, Idéhistorie, Pædagogik & Uddannelsesstudier og Museologi. Jeg har gennem min uddannelse specialiseret mig i 1950‘erne som årti og bl.a. skrevet speciale om ungdomsdebatten i 1956 og 1957.
Jeg har gennem flere år arbejdet på forskellige museer, hvor 1950‘erne har været et særligt fokusområde og har i den forbindelse løbende opnået ny viden om årtiet. Jeg har arbejdet som formidlingsinspektør, hvor jeg primært har arbejdet med museal formidling, undervisning og læring. I dag arbejder jeg med formidlingsprojekter på arkiv.
Har du spørgsmål eller kommentarer til bloggen og dens indhold, er du altid velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen: https://ungi50erne.dk/kontakt/


