Søndag d. 15. april 1956
’44 timers arbejdsuge NU’, ‘Vi kræver retfærdig behandling’, ‘Demokrati, ære være dit minde’ etc. Talrige paroler som disse kunne ses overalt på Christiansborgs Slotsplads i fredags ved middagstid, hvor lønarbejdere fra hele København havde nedlagt arbejdet for at demonstrere imod regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne. Samme slags protester sås overalt i landet. I solidaritet med tekstilarbejderne på fabrikken deltog jeg i arbejdsnedlæggelsen samt demonstrationen, da alt andet ville anses for skruebrækkeri. Vi mødtes kl. 10 på Nørrebro og gik efter et kort møde i samlet flok mod slotspladsen under tekstilarbejdernes røde fane. Da vi nåede til Christiansborg, strømmede det til med mennesker fra alle sider, jeg har aldrig før set så mange mennesker samlet på ét sted. Forsamlingen strakte sig ud over broerne, op ad Højbro Plads, ned ad Holmens kanal og op på børsrampen. Folk klatrede op i træerne for bedre at kunne se, trafikken gik i stå, og nogen vovede sig endda op på sporvognenes tage. Der var en enorm harme mod tilsidesættelsen af lønarbejdernes krav. Jeg har senere kunnet læse mig til, at der deltog over 200.000 mennesker i demonstrationen. Det var vældig overvældende at opleve.
Vi må først genoptage arbejdet fra i morgen, og derfor har jeg haft en ekstra halv fridag i går, selvom jeg selvfølgelig skulle til mine sædvanlige to timers latin. Det gav lidt ekstra forberedelsestid, hvilket har givet mig mulighed for at slappe lidt af i dag.
Sidste gang, jeg skrev her, var i forbindelse med d. 9. april, hvor jeg kiggede tilbage på min barndom før og under Den Anden Verdenskrig. Da jeg nu har lidt mere tid, vil jeg gerne fortsætte, hvor jeg slap, og skrive lidt om årene der fulgte herunder mine teenage-år.
Tre dage efter befrielsen i 1945 blev jeg 12 år gammel, og det første minde, jeg husker efter selve befrielsesdagene, var, at jeg tog til København for at besøge min faster. Vi var bl.a. i Tivoli en hel dag, og der var ikke den forlystelse, jeg ikke fik prøvet i dagens løb. Om aftenen så vi det smukke festfyrværkeri, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, at nu bliver alt godt! Derudover tog min faster mig med på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg fik i den grad smag for tilværelsen i storbyen, og de mange seværdigheder gjorde et dybt indtryk på mig. Her ville jeg gerne bo, når jeg blev voksen!
Søndag d. 13. april 1947 blev jeg konfirmeret. Da der fortsat var varemangel og rationring, var jeg lidt nervøs for, om vi kunne få syet en konfirmationskjole i en ordentlig kvalitet. Mor og jeg måtte da også forbi flere forskellige butikker, førend det lykkedes at finde stoffet til kjolen. Jeg havde studeret mange kjoler i forskellige dame- og modeblade, og syerske Ingeborg prøvede efter bedste evne at genskabe nogle af detaljerne. Konfirmationen i Vildbjerg Kirke og den efterfølgende fest gik godt, og jeg fik nogle fine gaver herunder en blå cykel, smykker, et armbåndsur og et sølv toiletsæt bestående af spejl, klæde- og hårbørste, kam og pudderdåse, som jeg stadigvæk har med mig. Mor syede min andendagskjole af mormors aflagte, blå gardiner, og om mandagen tog vi skoleveninder til Herning for at drikke kaffe på konditori Trianon og tage i biografen til 17-forestillingen.
Om sommeren fik jeg min første rigtige sjus. Vores familie var på besøg hos min moster og onkel i Holstebro, hvor vi fejrede Sankt Hans. Jeg fik lov til at blive til festen, hvis min bror Peter og fætter Poul ville passe godt på mig. Det ville de, og det første, Poul sagde, da ‘de gamle‘ var gået, var: ‘Så Anna, nu skal vi ha’ en sjus’. Det blev til flere, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de bestod af, men jeg dansede uafbrudt hele aftenen og følte, at jeg kunne gå på vandet. Nu var jeg for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tænkte jeg…
Efter min konfirmation var far meget opmærksom på, at jeg ikke gik rundt med drenge, og der var en del arrangementer, jeg ikke fik lov til at deltage i. Jeg skulle passe på mandfolkene, for de ‘ville kun ét eneste’. Jeg skulle forblive ren, uberørt og dermed ifølge ham være en såkaldt: ‘rigtig pige’. Han ville ikke have, at jeg havnede i det forkerte milieu og blev fordærvet. Hans pige skulle ikke ‘tage den første og den bedste’, være ‘løsagtig’, ‘let på tråden’ og ende som ‘et forsuttet bolsje’, eller hvad han ellers kunne finde på at sige, og han gjorde det klart, at det ville blive betragtet som en skandale, hvis jeg fik et barn udenfor ægteskab. Far havde været endnu mere emsig i forhold til min storesøster Kirstine, men selvom strengheden aftog lidt, var han stadigvæk efter mig. Ja far anså det som en vigtig opgave at vogte sine døtres dyd! Mor var selvfølgelig enig med far, men hun syntes da også, at jeg skulle have mulighed for at more mig lidt. Jeg tror, hun havde lidt mere tillid til min dømmekraft, end far havde, og hun kunne nok også se, at jeg i virkeligheden var temmelig genert, når det kom til mandfolkene. Hun ville da også gerne på sigt have mig afsat (men bestemt ikke til hvem som helst!).
Fars mange reprimander havde formentlig haft den konsekvens, at jeg faktisk var blevet lidt bange for at tale med de unge mænd, men det var selvfølgelig også lidt spændende…
Da jeg var 16 år, så jeg lidt til én, der hed Johannes. Han var fire år ældre end jeg, og vi mødtes til en fest i forsamlingshuset. Vi sås lidt i hemmelighed, sneg os til Herning for ikke at blive set og tog på konditori, i biografen og gik ture i Søndre Anlæg. Det hele var dog meget uskyldigt, jeg havde jo hele tiden fars strenge påbud i baghovedet. Efter fire måneder flyttede Johannes til Aarhus for at studere, der fik han nok af andet at se til, og livet gik videre.
Langt dybere stak det med Niels…
I efteråret 1950 var Inge, vores fælles veninde Margrethe og jeg på Hotel Vildbjerg, hvor der var dans. Vi havde hjemme stukket en lille hvid løgn om, at vi skulle til pigeaften hos Tulle. På hotellet faldt vi i snak med Margrethes storebror og hans kammerater, og vi blev enige om tage hjem til en af dem. Vi havde det såmænd meget hyggeligt, vi snakkede og dansede lidt, syv personer. Sjovest blev det dog, da en hel flok andre kom senere på aftenen, iblandt dem var Niels. Jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig ved siden af mig i sofaen. Hvad vi snakkede om? Alt muligt. Jeg drillede ham også lidt, da han ikke var helt ædru, og jeg kan endnu se hans ærgerlige, opgivende ansigt for mig, når jeg drilsk svarede på hans spørgsmål. Senere har jeg fundet ud af, at jeg sommetider driller dem, jeg godt kan lide. Niels drillede dog også mig, blandt andet med at jeg skulle være lun på Margrethes storebror, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Jeg lagde min hånd i hans og spurgte, om den da ikke var iskold, hvad den virkelig var. Jeg trak dog hurtigt hånden til mig igen, men Niels tog atter min hånd, og jeg glemmer aldrig det smil, han gav mig i netop dette øjeblik. Det var jo ikke Margrethes bror, jeg var blevet varm på, men Niels. Det blev starten til ‘noget’, som faktisk varede i to år.
Jeg kunne skrive meget mere om Niels, men jeg tror, at jeg nu har skrevet nok for i aften.