Lørdag d. 16. juni 1956
Så blev det langt om længe tid til eksamen. Jeg skulle op i geografi kl. 10 i går, og du fredsens hvor har jeg været nervøs op til. Mange nætter har jeg sovet dårligt, og alene tanken om eksamen fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. En af nætterne var jeg så nervøs, at jeg i stedet for at ligge og vende og dreje mig i sengen besluttede at lave en kande kaffe og læse det sidste op. Jeg læste, noterede og memorerede til det blev lyst udenfor, og jeg kunne høre de morgenfriske fugle synge samt mælkevognen og de andre varebiler køre ud med varer. Til sidst var jeg faldet i søvn med hovedet ned i bøgerne. Jeg vågnede helt fortumlet og måtte krybe i seng for at få blot et par timers hvile. Efter denne nat døjede jeg heldigvis ikke længere med søvnløshed. Det er egentlig mærkeligt, hvordan eksamen indebærer alle afskygninger af sindsstemninger fra sorg til glæde og angst til lettelse. Under eksamen færdes man ligesom i en helt anden verden, og skolens ellers så pæne bygning bliver til en slags uhyggelig borg, hvori pinslernes mareridt venter een. I går oprandt dagen så, og jeg gik med fugtige håndflader ind i denne skrækindgydende borg men holdt ellers hovedet koldt. Jeg havde trods alt forberedt mig temmelig godt. Jeg trak et spørgsmål angående klima og plantebælter, hvor jeg skulle gøre rede for samspillet mellem klima, plante- og jordbundsforhold. I forlængelse heraf skulle jeg forklare Martin Vahls klimainddeling og gå i dybden med forholdene ved det tropiske klima. Det gik såmænd ganske godt, og da lærer Thomsen åbnede døren efter bedømmelsen, kunne han med glæde i stemmen give mig . Sikke en enestående måde at afslutte mit første år på Studenterkurset. Jeg er meget tilfreds!
Nu har jeg blot en lille uge tilbage på arbejde, og så har jeg også sommerferie derfra. På lørdag d. 23. juni kl. 10 skal jeg til translokation på skolen, hvor Studenterkursets dimittender får uddelt deres eksamensbeviser. Om eftermiddagen har elevforeningen desuden indbudt til fælles kaffebord. Det bliver en rigtig hyggelig måde at afslutte skoleåret på.
Jeg ved ikke, om det er den begyndende synlighed af studenterhuerne i gadebilledet, men det er som om, at mange fra den ældre generation netop nu har talrige holdninger til, hvordan nutidens ungdom er. De henviser til et stigende antal ungdomsforbrydelser, skønt der ingen dokumentation er herpå, og de omtaler hele generationen af unge som den: ‘farlige ungdom’. Vi unge er ifølge repræsentanter fra den ældre generation blevet fordummet af den amerikanske forlystelsesindustri med jitterbug, Fantomet, Marilyn Monroe, kulørte magasiner osv. osv. Denne amerikanske påvirkning er efter sigende utrolig farlig for vores sårbare ungdomssind. Omvendt definerer mange ældre os som: ‘sløve’, ‘reserverede’, ‘kølige’ og ‘politisk apatiske’. Ifølge dem holder vi os fra alt, hvad der rører sig i samtiden, vi tager aldrig til orde i debatter om samfundsforhold eller kulturelle spørgsmål. Jeg læste i en kronik skrevet af en ældre medborger sågar, at ungdommen er af langt ringere beskaffenhed end ‘dengang vi var unge’. Jeg må indrømme, at jeg bliver temmelig forbløffet, frustreret og irriteret, når jeg iagttager sådanne bekymrede udsagn om ungdommens karakter, tankevirksomhed og politiske stillingtagen, som med jævne mellemrum dukker op i avisernes spalter.
For det første er vi dog en temmelig broget flok af mennesker, som har meget forskellige karakteristika, politiske overbevisninger, interesser mv. På trods af dette forbehold så anerkender jeg dog, at man kan tale om nogle tendenser, der går på tværs af en generation, men det er ikke deterministisk. Mange af os unge deler formentlig samme opfattelse af, at det er hensigtsmæssigt at være på vagt overfor demagogisk retorik og politisk masseagitation. Mange af os er svære at opildne gennem skarp, unuanceret agitation af pro og contra synspunkter, for vi ved, at virkeligheden er langt mere kompliceret end det og ikke kalder på nemme løsninger. Der er et helt oplagt bud på, hvorfor mange af os har det sådan. Det er vel i grunden ikke så mærkeligt, at vi kræver saglighed over lidenskab, detaljeret viden over letfattelige konklusioner og realiteter over tom snak, når vi bærer rundt på frygtelige barndomsminder fra krigen. Vi har tidligt været vidner til disse vildfarelser og spurgt os selv, hvordan det kunne gå så vidt, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det samme sker igen. Når repræsentanter fra den ældre generation med et nostalgisk blik i øjnene drømmer sig tilbage til 1930‘ernes studenterpolitiske møder, hvor hobevis af unge blev opflammet med nationalromantiske klicheer om fædrelandet med stort F og sommetider endda om ‘den ædle nordiske type’, ja så ser vi det som en klar advarsel om, hvad vi ikke skal gøre.
Man skal ikke forveksle vores forbehold overfor den demagogiske retorik med politisk apati, og blot fordi vi ikke strømmer ind i de politiske ungdomspartier, betyder det ikke, at vi ikke har noget på hjerte. Mange af os ønsker blot at sætte os ordentligt ind i sagerne, før vi begynder at have en mening om alting. Hvad ungdomspartierne angår, så er mange af dem beklageligvis ofte fyldt med de samme indoktrinerede, småborgerlige, fortærskede og traditionelle politiske fraser.
Derudover har mange af os unge travlt! Vi søger rent faktisk at dygtiggøre os fagligt! Det gælder både lærlingen, der har en lang, hård arbejdsdag samt aftenundervisning samt os studenter, der må tage tidrøvende arbejde ved siden af læsningen. Er det så egentlig mærkeligt, at vi engang imellem også har brug for at more os lidt?
Jeg vil mene, at vi er en ungdom, der generelt er præget af en sund skepsis, og vi kan modsat mange af vores forfædre godt sidde stille og roligt sammen og udveksle selv stærkt divergerende opfattelser af verden uden at ‘ryge i totterne på hinanden’. Det burde ikke være noget at skamme sig over! Måske den ældre generation endda kunne lære noget af os?