Tag: kønsroller

Demonstration og drenge

Søndag d. 15. april 1956

’44 timers arbejdsuge NU’, ‘Vi kræver retfærdig behandling’, ‘Demokrati, ære være dit minde’ etc. Talrige paroler som disse kunne ses overalt på Christiansborgs Slotsplads i fredags ved middagstid, hvor lønarbejdere fra hele København havde nedlagt arbejdet for at demonstrere imod regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne. Samme slags protester sås overalt i landet. I solidaritet med tekstilarbejderne på fabrikken deltog jeg i arbejdsnedlæggelsen samt demonstrationen, da alt andet ville anses for skruebrækkeri. Vi mødtes kl. 10 på Nørrebro og gik efter et kort møde i samlet flok mod slotspladsen under tekstilarbejdernes røde fane. Da vi nåede til Christiansborg, strømmede det til med mennesker fra alle sider, jeg har aldrig før set så mange mennesker samlet på ét sted. Forsamlingen strakte sig ud over broerne, op ad Højbro Plads, ned ad Holmens kanal og op på børsrampen. Folk klatrede op i træerne for bedre at kunne se, trafikken gik i stå, og nogen vovede sig endda op på sporvognenes tage. Der var en enorm harme mod tilsidesættelsen af lønarbejdernes krav. Jeg har senere kunnet læse mig til, at der deltog over 200.000 mennesker i demonstrationen. Det var vældig overvældende at opleve.  

Til demonstrationen fredag d. 13. april

Vi må først genoptage arbejdet fra i morgen, og derfor har jeg haft en ekstra halv fridag i går, selvom jeg selvfølgelig skulle til mine sædvanlige to timers latin. Det gav lidt ekstra forberedelsestid, hvilket har givet mig mulighed for at slappe lidt af i dag. 

Sidste gang, jeg skrev her, var i forbindelse med d. 9. april, hvor jeg kiggede tilbage på min barndom før og under Den Anden Verdenskrig. Da jeg nu har lidt mere tid, vil jeg gerne fortsætte, hvor jeg slap, og skrive lidt om årene der fulgte herunder mine teenage-år.

Tre dage efter befrielsen i 1945 blev jeg 12 år gammel, og det første minde, jeg husker efter selve befrielsesdagene, var, at jeg tog til København for at besøge min faster. Vi var bl.a. i Tivoli en hel dag, og der var ikke den forlystelse, jeg ikke fik prøvet i dagens løb. Om aftenen så vi det smukke festfyrværkeri, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, at nu bliver alt godt! Derudover tog min faster mig med på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg fik i den grad smag for tilværelsen i storbyen, og de mange seværdigheder gjorde et dybt indtryk på mig. Her ville jeg gerne bo, når jeg blev voksen!

Søndag d. 13. april 1947 blev jeg konfirmeret. Da der fortsat var varemangel og rationring, var jeg lidt nervøs for, om vi kunne få syet en konfirmationskjole i en ordentlig kvalitet. Mor og jeg måtte da også forbi flere forskellige butikker, førend det lykkedes at finde stoffet til kjolen. Jeg havde studeret mange kjoler i forskellige dame- og modeblade, og syerske Ingeborg prøvede efter bedste evne at genskabe nogle af detaljerne. Konfirmationen i Vildbjerg Kirke og den efterfølgende fest gik godt, og jeg fik nogle fine gaver herunder en blå cykel, smykker, et armbåndsur og et sølv toiletsæt bestående af spejl, klæde- og hårbørste, kam og pudderdåse, som jeg stadigvæk har med mig. Mor syede min andendagskjole af mormors aflagte, blå gardiner, og om mandagen tog vi skoleveninder til Herning for at drikke kaffe på konditori Trianon og tage i biografen til 17-forestillingen. 

Mit fine toiletsæt som jeg modtog i konfirmationsgave

Om sommeren fik jeg min første rigtige sjus. Vores familie var på besøg hos min moster og onkel i Holstebro, hvor vi fejrede Sankt Hans. Jeg fik lov til at blive til festen, hvis min bror Peter og fætter Poul ville passe godt på mig. Det ville de, og det første, Poul sagde, da ‘de gamle‘ var gået, var: ‘Så Anna, nu skal vi ha’ en sjus’. Det blev til flere, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de bestod af, men jeg dansede uafbrudt hele aftenen og følte, at jeg kunne gå på vandet. Nu var jeg for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tænkte jeg… 

Efter min konfirmation var far meget opmærksom på, at jeg ikke gik rundt med drenge, og der var en del arrangementer, jeg ikke fik lov til at deltage i. Jeg skulle passe på mandfolkene, for de ‘ville kun ét eneste’. Jeg skulle forblive ren, uberørt og dermed ifølge ham være en såkaldt: ‘rigtig pige’. Han ville ikke have, at jeg havnede i det forkerte milieu og blev fordærvet. Hans pige skulle ikke ‘tage den første og den bedste’, være ‘løsagtig’, ‘let på tråden’ og ende som ‘et forsuttet bolsje’, eller hvad han ellers kunne finde på at sige, og han gjorde det klart, at det ville blive betragtet som en skandale, hvis jeg fik et barn udenfor ægteskab. Far havde været endnu mere emsig i forhold til min storesøster Kirstine, men selvom strengheden aftog lidt, var han stadigvæk efter mig. Ja far anså det som en vigtig opgave at vogte sine døtres dyd! Mor var selvfølgelig enig med far, men hun syntes da også, at jeg skulle have mulighed for at more mig lidt. Jeg tror, hun havde lidt mere tillid til min dømmekraft, end far havde, og hun kunne nok også se, at jeg i virkeligheden var temmelig genert, når det kom til mandfolkene. Hun ville da også gerne på sigt have mig afsat (men bestemt ikke til hvem som helst!). 

Fars mange reprimander havde formentlig haft den konsekvens, at jeg faktisk var blevet lidt bange for at tale med de unge mænd, men det var selvfølgelig også lidt spændende… 

Da jeg var 16 år, så jeg lidt til én, der hed Johannes. Han var fire år ældre end jeg, og vi mødtes til en fest i forsamlingshuset. Vi sås lidt i hemmelighed, sneg os til Herning for ikke at blive set og tog på konditori, i biografen og gik ture i Søndre Anlæg. Det hele var dog meget uskyldigt, jeg havde jo hele tiden fars strenge påbud i baghovedet. Efter fire måneder flyttede Johannes til Aarhus for at studere, der fik han nok af andet at se til, og livet gik videre. 

I mine teenage-år tilbragte jeg en del tid på konditori eller i biografen

Langt dybere stak det med Niels…

I efteråret 1950 var Inge, vores fælles veninde Margrethe og jeg på Hotel Vildbjerg, hvor der var dans. Vi havde hjemme stukket en lille hvid løgn om, at vi skulle til pigeaften hos Tulle. På hotellet faldt vi i snak med Margrethes storebror og hans kammerater, og vi blev enige om tage hjem til en af dem. Vi havde det såmænd meget hyggeligt, vi snakkede og dansede lidt, syv personer. Sjovest blev det dog, da en hel flok andre kom senere på aftenen, iblandt dem var Niels. Jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig ved siden af mig i sofaen. Hvad vi snakkede om? Alt muligt. Jeg drillede ham også lidt, da han ikke var helt ædru, og jeg kan endnu se hans ærgerlige, opgivende ansigt for mig, når jeg drilsk svarede på hans spørgsmål. Senere har jeg fundet ud af, at jeg sommetider driller dem, jeg godt kan lide. Niels drillede dog også mig, blandt andet med at jeg skulle være lun på Margrethes storebror, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Jeg lagde min hånd i hans og spurgte, om den da ikke var iskold, hvad den virkelig var. Jeg trak dog hurtigt hånden til mig igen, men Niels tog atter min hånd, og jeg glemmer aldrig det smil, han gav mig i netop dette øjeblik. Det var jo ikke Margrethes bror, jeg var blevet varm på, men Niels. Det blev starten til ‘noget’, som faktisk varede i to år. 

Jeg kunne skrive meget mere om Niels, men jeg tror, at jeg nu har skrevet nok for i aften.

En lærkefugl i et dukkehjem

Søndag d. 5. februar 1956

Den1 sidste tid har en følelse af ubehag fået tag i mig. Forlængst bearbejdede usikkerheder og sårbarheder er atter dukket op og er kommet til at fylde. Andres meninger har ramt mig hårdt. Jeg er blevet mødt af holdninger, jeg naivt troede, jeg havde forladt, da jeg flyttede fra provinsen. Jeg hentyder til de traditionelle holdninger til kvindens rolle i samfundet… 

Må vi kvinder ikke drømme om mere end at servere kaffe for vores mænd og vaske deres tøj?

Gennem min opvækst i Vildbjerg er jeg ofte blevet mødt med talrige fordomme og afskrækkende kommentarer vedrørende det forhold, at jeg som pige ønskede en uddannelse. At jeg tilmed ønskede en uddannelse inden for et felt, der ikke var husligt betonet, var der meget lidt forståelse for. For mange folk er det nemlig sådan, at det kun er i orden for en kvinde at uddanne sig, hvis det er inden for de fra oldtiden nedarvede ‘kvindefag’ såsom barnepleje, sygepleje og husligt arbejde. Disse uddannelser kan nemlig give brugbare kvalifikationer til et fremtidigt liv i hjemmet med ægtemand og børn. Sådanne holdninger har ikke ligefrem tilskyndet mig til at følge den vej, jeg i virkeligheden har lyst til at gå, og som jeg mener at have anlæg for. 

Jeg ved, at det i sig selv er et privilegium, at jeg rent faktisk har mulighed for at tage en studentereksamen. Skønt jeg selv må betale for udgifterne til studenterkurset og derfor nødvendigvis må arbejde en del, så er det ikke en mulighed, der er alle forundt. Det gør mig dog utrolig frustreret, at jeg hele tiden må forsvare mit mål om en boglig uddannelse. Selv på studenterkurset skal jeg argumentere for mit valg, idet flere af mine mandlige medkursister synes, at det er overflødigt for mig at tage en boglig uddannelse. For hvorfor skulle jeg tage en uddannelse og få et arbejde for derefter ved indgåelse af ægteskab at blive afskediget? Det er trods alt fortsat almindelig praksis, når en kvinde indgår ægteskab, at hun bliver afskediget, og det på trods af at funktionærloven har defineret denne afskedigelsesgrund som ulovlig. Hvis man til gengæld ikke bliver afskediget og fortsat er selverhvervende, kan man da overhovedet få et familieliv til at fungere?

Det er klart, at det nærer min usikkerhed, og det er noget, jeg reflekterer en del over. For selvfølgelig ønsker jeg en dag at stifte en familie. Jeg vil imidlertid ikke at være en lærkefugl i et dukkehjem i en soveby, og man behøver vel heller ikke at ‘vie sit liv til frikadellerne’ for at blive en god kvinde i hjemmet. Det huslige behøver vel ikke nødvendigvis at være så indviklet, som nogen formår at gøre det til. Desuden er det en meget usikker levevej at være husmoder. Hvad hvis manden dør, eller ægteskabet viser sig ikke at kunne holde, og man en dag står helt alene? Den eneste forsikring herimod, som virkelig nytter noget, er jo, at kvinder har uddannet sig, inden de gifter sig. Jeg mener derfor, at kvinder på lige fod med mænd skal have ret til at uddanne sig og bestemme over deres egne liv. Om de så ønsker at uddanne sig på husholdningskole eller på universitetet, så bør det være op til kvinderne selv at bestemme, hvilken livsvej de ønsker at gå.

Jeg tror desuden, at det er godt for os kvinder at tjene ‘egne penge’, så vi er økonomisk uafhængige af mænd. Hvis vi kvinder fortsat er afhængige af mænd, er vi principielt set underlagt dem, og så får vi måske aldrig frihed og ret til at bestemme over vores egne liv, og et ægteskab bør dog efter min opfattelse bygge på to ligeberettede partnere, der har respekt for hinanden. 

Spørgsmålet er så, om man kan arbejde med en anden arbejdsdeling? Jeg har læst, at kvindesagsforkæmperen Anna Westergaard har foreslået, at man i familier med selverhvervende kvinder kan arbejde med en anden arbejdsdeling, som tager en række byrder og ansvar fra husmoderen og fordeler dem over familien som helhed. Efter min opfattelse er det en retfærdig fordeling, når to ligeberettige partnere når til enighed om en arbejdsdeling, men vil en mand gå med til det? Vil han finde det skamfuldt, at hans kvinde er selverhvervende, og at han skal hjælpe til i hjemmet? 

En ting er i hvert fald sikker: Det er blevet bevist, at vi kvinder er akkurat ligeså gode ingeniører, læger, journalister med videre som mændene, så hvorfor må vi ikke udfolde vores talenter? Det spørgsmål vil jeg lade være det sidste for nu…

  1. Udtryk, vendinger og argumenter er inspireret af følgende artikler:

    Hansen, Else Toftkær (1959, 25. april): ‘Husmor uden kedsomhed’ i Information.
    Nørgaard, Lise (1957, 6. januar): ‘Reviderede begreber om den dygtige husmor’ i Politiken
    Moltke, Else (1952, 18. november): ‘Kvindesagen er ingen ambulance’ i Tidens Kvinder.
    ↩︎