Søndag d. 29. april 1956
I går var Inge, Jens, Svend og jeg til forårets sidste causeri i jazzklubben inden læseferien, og alle deltagere var i deres stiveste puds. I sit causeri over jazzens milepæle sammenlignede aftenens causør jazzen med en landevej, hvor milepælene markerede, hver gang et større vejafsnit var blevet tilbagelagt. De musikere, der havde haft evner til at skabe en ny stil indenfor jazzen, udgjorde væsentlige milepæle. De havde frembragt en personlig musikalsk udtryksmåde, som efterfølgende dannede skole for andre. Causøren gennemgik derpå nogle af disse stilskabere, og såvel begyndere som mere erfarne jazz-entusiaster havde udbytte af det gennemgåede. Veteranerne kendte til hovedtrækkene, men de fik mulighed for gennem afspilning af ukendte plader at få stoffet belyst fra andre vinkler. Jeg vil beskrive mig selv som en af de mere uerfarne jazz-elskere, og jeg gik bestemt fra causeriet med en øget viden om emnet.
Efterfølgende fyldtes lokalerne af musik fra The Late Hour Jazzband. Musikerne havde meget forskellige udtryk, pianisten, som tilsyneladende var orkesterlederen, var lige dele afslappet og elegant klædt på med habit og let løsnet slips. Han havde det kølige overblik midt i dette utrolige musikalske kaos og kommanderede de øvrige musikere til næste solo: ‘Kør!’, råbte han, mens han fortsat holdt styr på tangenterne. Saxofonisten lignede en rigtig amerikansk jazz-musiker, som han stod der krumbøjet over sit instrument og med en hat på hovedet, så man næsten ikke kunne se hans ansigt. På et tidspunkt gik han ned fra tribunen og spillede iblandt os tilhørere, og dette påfund fik stemningen til at nå nye højder. Trommeslagerens trommestikker dansede legende let hen over trommeskindet for efterfølgende at blive hamret hårdt ned i ‘tønderne’, så den unge musikers pomade-hår faldt tungt ned i panden på ham. Alle bandets soli var i topklasse. Musikken havde noget mere tempo og agressivitet end den jazz, jeg ellers har hørt, men der var en utrolig tilstedeværelse blandt musikerne; de var bare i musikken, hvilket smittede af på os tilskuere. Vi dansede til musikken og prøvede at følge med på dens anderledes og uforudsigelige karakter, indtil vi til sidst overgav os og gav slip på kontrollen. Det var en ganske enestående oplevelse!
Aftenens andet band spillede mere afdæmpet og traditionel jazz, som dog var lidt nemmere at danse til. Jens og Inge dansede sammen hele aftenen, som det faste par de nu engang er blevet. Det medførte, at jeg dansede med Svend det meste af aftenen. Sidst på aftenen begyndte Svend at lægge an på mig, men jeg var afvisende overfor ham. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde noget imod ham, men at jeg ikke syntes om at kaste mig i armene på den første og bedste mand. Det tog han meget personligt og troede, jeg havde noget særligt imod ham, hvad der naturligvis ikke passede. Svend er flink og rar, men jeg tror ikke rigtigt, at han er min type…
Efter arrangementet tilbød Svend at følge mig hjem, men på grund af den akavede stemning imellem os valgte jeg at gå alene hjem. For en sikkerheds skyld gik jeg af de store, befolkede gader. Der var en velduftende forårsbrise i luften, folk morede sig, og to fulde mænd sang rungende de gamle gader op med sjofle viser fra 30‘erne. På trods af den lette stemning i byen var jeg trist til mode over situationen med Svend.
I dag har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, hvorfor jeg har så svært ved at lade mænd komme ind i mit liv. Jeg tror, det handler om, at jeg er blevet såret, men i forlængelse heraf handler det også om, at jeg i kølvandet på bruddet med Niels gav mig selv det løfte, at ingen mand igen skulle hindre mig i at nå mine mål herunder at få en uddannelse. Jeg er imidlertid også bange for at blive en gammeljomfru. Jeg finder mig selv i dette dilemma igen og igen, men mon ikke at det hele vil falde på plads den dag, hvor jeg møder ‘den rigtige’ . Det håber jeg…