Tag: atombombe

Kølig stemning

Fredag d. 24. februar 1956

Vejret har i dag været dejligt, solens stråler er blevet reflekteret i omkringliggende iskrystaller, som har lyst byen op på smukkeste vis. Jeg har følt mere overskud i dag, end jeg plejer om fredagen, hvor jeg ellers ofte er træt efter en lang uge med arbejde i dagtimerne og undervisning om aftenerne. Måske er det vejret, måske er det de længere døgn, eller måske er det fordi, at aftenens historietime var utrolig spændende. I vores historietime analyserede vi her til aften stemningsomslaget i den vestlige kulturkreds omkring 1914 fra optimisme til pessimisme. Det fik mig til at tænke på tidsånden i vor egen tid, som også kan være præget af pessimisme. Jeg ved, det er en sortseer-udtalelse, men jeg vil gerne her prøve at redegøre for baggrunden for den.

Med Den Anden Verdenskrig i vores klare erindring har vi alle en smertelig viden om, hvor skrøbelige vi mennesker er; hvor nemt vi kan ledes på afveje og blive fristet af fordrejet politisk agitation og flotte uniformer. Vi ved, at menneskehedens historie ikke er én lang fremadskridende proces mod det bedre. For vi har erfaret, hvordan civilisationen kan afspores og ende i sin modsætning. Selvom krigen er slut, har vi fortsat den store krigsfare hængende over vore hoveder, og vi lever i dag i konstant usikkerhed. I august 1945 brugte amerikanerne deres prøveatombombe overfor Japan, og dette forsøg dræbte intet mindre end 79.150, dertil var der 13.980, der forsvandt, og et stort antal blev vanføre. Hertil må vi regne faren for de kommende generationer, fordi den radioaktive stråling påvirker arveanlæggene negativt. Gennem studier af forskellige dyrearter, som formerer sig hurtigere end mennesker, har man konstateret uheldige forandringer. Man har fundet vanskabte dyr med uhyre hoveder og helt op til 15-20 ben! Burde dette ikke være en advarsel for os? Jeg kan ikke forstå forskellige regeringschefers tankegang, for det eneste, de har i hovedet, er fremstilling af flere raket- og atomvåben. Stormagterne er i vor tid i besiddelse af så mange kernevåben, at en atomkrig ville kunne ødelægge hele den nordlige og formodentlig også den sydlige halvkugle. Videnskabsmændene, der har føling med sagerne, nærer en stor frygt. Hvis man sammenholder udtalelser fra disse folk med følgerne af eksplosionerne, kan man komme til den konklusion, at menneskeheden aldrig har været vidne til en så rådden og rodløs tid, som den vi nu lever i. Jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til udviklingen, både hvad angår våben og politikernes letkøbte salgstaler, som i sidste ende ofte er baseret på ussel Mammon og snævre interesser. I Øst som i Vest tales der for fred, men ingen handler tilsyneladende derefter. På den måde mener jeg, at  vi lever i en tidsalder præget af pessimisme. Forhåbentlig vil det dog i fremtiden blive muligt at bringe ét gran fornuft ind i verden! Man har vel lov til at håbe og være forsigtig optimist!

So Long! 

Afsked med 1955

Søndag d. 29. januar 1956

For mange mennesker er det nok sådan, at de ved begyndelsen af et nyt år standser op, ser sig tilbage og tænker lidt over året, der gik. Sådan har jeg det også. Skønt det næsten er en måned siden, vi tog afsked med 1955, føler jeg en trang til at reflektere over året, der gik. Hvad blev der i grunden udrettet og opnået, og hvad blev der måske forspildt? 

Jeg vil starte med at hæve blikket over det rent personlige og hæfte mig ved årets begivenheder uden for landets grænser. 

Jeg har som mange andre haft store forhåbninger til det diplomatiske arbejde, der foregår i verden. Af den grund har det også skuffet mig at iagttage udfaldet af møderne mellem repræsentanter fra Øst og Vest i det forgangne år, som intet konstruktivt har medført.

Det gælder f.eks. udenrigsministermødet i Geneve mellem Sovjetunionens og Vestens ledere i slutningen af oktober. Dette møde gav kun små resultater, og nogen fælles løsning på det europæiske sikkerhedsproblem blev ikke opnået. Derudover er der også i de sidste måneder foregået våbensendinger til de arabiske lande. Det tyder ikke just på afspænding i verdenssituationen – snarere tværtimod. Statsminister H.C. Hansen mener dog ikke, at vi i dette spørgsmål bør indtage en alt for pessimistisk indstilling, da han anser en ny storkrig som en utænkelighed pga. den uhyggelige våbentekniske udvikling indenfor atom- og brintbomber. Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk, men sandheden er, at jeg er utrolig bange for verdens udvikling. Med den intensiverende konflikt, der hersker mellem USA og Sovjetunionen, og med de våben, disse stormagter har adgang til, frygter jeg for verdens og min egen fremtid. Ud fra min synsvinkel lever vi i en tid, hvor der over det hele svæver en ny og mere uklar form for krigsfare, og derfor har jeg svært ved at se lyst på sagerne og tænke, at det nok altsammen skal gå. Jeg håber som vores statsminister, at de store staters ledere i Øst og Vest er opmærksomme på deres store ansvar i forhold til at føre verden frem mod en varig fred, men det er indlysende, at det ikke er med de bedste udsigter, at verden går ind i det nye år. 

Herhjemme indledtes 1955 også dystert med den bestyrtende meddelelse om statsminister Hans Hedtofts pludselige død under Nordisk Råds møde i Stockholm. Meget trist!

For ikke at anlægge et alt for pessimistisk og trist perspektiv vil jeg i stedet rette opmærksomheden på året, som det har taget sig ud på det personlige plan. Her har året været præget af både forventning, glæde, ængstelse og udmattelse. I år forlod jeg nemlig forventningsfuld og spændt mit barndomshjem i Vildbjerg for at forfølge drømmen om at blive student i København. 

Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg i sommers rejste med toget til København for at tage til indstillingsprøve til den nysproglige linie på Akademisk Studenterkursus. Prøvens resultat ville afgøre hele min fremtid. I dagene op til havde jeg læst, memoreret og repeteret, til nætterne blev lyse, og da dagen endelig indtraf, følte jeg mig svimmel og døjede med hovedpine, hjertebanken og konstant klamme hænder. Hovedstaden modtog mig dog i strålende sol og varme, og måske var det en medvirkende årsag til, at jeg til min store lettelse bestod prøven. 

Efter at have fundet et værelse hos et venligt lærerpar på Frederiksberg og et arbejde på tekstilfabrikken Julius Koch på Nørrebrogade kunne jeg den 16. august kl. 19 møde op på Sct. Petri Skole, Larslejsstræde 5, hvor jeg havde min første undervisningsgang. Nervøsitet, spænding, angst og glæde udgjorde det virvar af følelser, jeg gennemlevede den dag. Det er nu et halvt års tid siden… Der har været mange nye indtryk med arbejde, kursus, nye bekendskaber samt at falde til i en helt ny by. For det har uden tvivl været en stor omvæltning at flytte til København. Min barndomsby er en lille stationsby, hvor alle kender hinanden, i København er der til gengæld ingen, der kender mig. Anonymiteten kan være meget befriende, men jeg synes også, at københavnerne til tider kan være lidt rå i slaget, men det handler nok om tilvænning.

Idéen om at flytte til København opstod for efterhånden længe siden. Faktisk besluttede min veninde Inge og jeg allerede, da vi startede på realskole, at vi ville til hovedstaden efter realeksamen. I København var der bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder, og vi havde hørt spændende historier om storbyen, da flere af vores veninders søskende var taget dertil. Min plan var at tage studentereksamen som nysproglig, Inge ville uddanne sig til barneplejerske på børnehaveseminariet, og den plan har vi holdt urokkeligt fast i. 

Mine forældre bakkede på ingen måde op om beslutningen om at flytte, hvilket jeg har skrevet mere uddybende om her: https://ungi50erne.dk/om-mig/. De var meget bekymrede for, hvordan det skulle gå mig i hovedstaden. Da jeg var hjemme i Vildbjerg over julen, var mine forældre imidlertid lettede over at erfare, hvordan jeg foreløbigt har klaret mig i København. 

Jeg vil stoppe min første beretning fra 1956. I morgen starter en begivenhedsrig uge, og jeg skal have forberedt det sidste til morgendagens undervisning. 

God søndag!