Fredag d. 24. februar 1956
Vejret har i dag været dejligt, solens stråler er blevet reflekteret i omkringliggende iskrystaller, som har lyst byen op på smukkeste vis. Jeg har følt mere overskud i dag, end jeg plejer om fredagen, hvor jeg ellers ofte er træt efter en lang uge med arbejde i dagtimerne og undervisning om aftenerne. Måske er det vejret, måske er det de længere døgn, eller måske er det fordi, at aftenens historietime var utrolig spændende. I vores historietime analyserede vi her til aften stemningsomslaget i den vestlige kulturkreds omkring 1914 fra optimisme til pessimisme. Det fik mig til at tænke på tidsånden i vor egen tid, som også kan være præget af pessimisme. Jeg ved, det er en sortseer-udtalelse, men jeg vil gerne her prøve at redegøre for baggrunden for den.
Med Den Anden Verdenskrig i vores klare erindring har vi alle en smertelig viden om, hvor skrøbelige vi mennesker er; hvor nemt vi kan ledes på afveje og blive fristet af fordrejet politisk agitation og flotte uniformer. Vi ved, at menneskehedens historie ikke er én lang fremadskridende proces mod det bedre. For vi har erfaret, hvordan civilisationen kan afspores og ende i sin modsætning. Selvom krigen er slut, har vi fortsat den store krigsfare hængende over vore hoveder, og vi lever i dag i konstant usikkerhed. I august 1945 brugte amerikanerne deres prøveatombombe overfor Japan, og dette forsøg dræbte intet mindre end 79.150, dertil var der 13.980, der forsvandt, og et stort antal blev vanføre. Hertil må vi regne faren for de kommende generationer, fordi den radioaktive stråling påvirker arveanlæggene negativt. Gennem studier af forskellige dyrearter, som formerer sig hurtigere end mennesker, har man konstateret uheldige forandringer. Man har fundet vanskabte dyr med uhyre hoveder og helt op til 15-20 ben! Burde dette ikke være en advarsel for os? Jeg kan ikke forstå forskellige regeringschefers tankegang, for det eneste, de har i hovedet, er fremstilling af flere raket- og atomvåben. Stormagterne er i vor tid i besiddelse af så mange kernevåben, at en atomkrig ville kunne ødelægge hele den nordlige og formodentlig også den sydlige halvkugle. Videnskabsmændene, der har føling med sagerne, nærer en stor frygt. Hvis man sammenholder udtalelser fra disse folk med følgerne af eksplosionerne, kan man komme til den konklusion, at menneskeheden aldrig har været vidne til en så rådden og rodløs tid, som den vi nu lever i. Jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til udviklingen, både hvad angår våben og politikernes letkøbte salgstaler, som i sidste ende ofte er baseret på ussel Mammon og snævre interesser. I Øst som i Vest tales der for fred, men ingen handler tilsyneladende derefter. På den måde mener jeg, at vi lever i en tidsalder præget af pessimisme. Forhåbentlig vil det dog i fremtiden blive muligt at bringe ét gran fornuft ind i verden! Man har vel lov til at håbe og være forsigtig optimist!
So Long!