Søndag d. 29. januar 1956
For mange mennesker er det nok sådan, at de ved begyndelsen af et nyt år standser op, ser sig tilbage og tænker lidt over året, der gik. Sådan har jeg det også. Skønt det næsten er en måned siden, vi tog afsked med 1955, føler jeg en trang til at reflektere over året, der gik. Hvad blev der i grunden udrettet og opnået, og hvad blev der måske forspildt?
Jeg vil starte med at hæve blikket over det rent personlige og hæfte mig ved årets begivenheder uden for landets grænser.
Jeg har som mange andre haft store forhåbninger til det diplomatiske arbejde, der foregår i verden. Af den grund har det også skuffet mig at iagttage udfaldet af møderne mellem repræsentanter fra Øst og Vest i det forgangne år, som intet konstruktivt har
Det gælder f.eks. udenrigsministermødet i Geneve mellem Sovjetunionens og Vestens ledere i slutningen af oktober. Dette møde gav kun små resultater, og nogen fælles løsning på det europæiske sikkerhedsproblem blev ikke opnået. Derudover er der også i de sidste måneder foregået våbensendinger til de arabiske lande. Det tyder ikke just på afspænding i verdenssituationen – snarere tværtimod. Statsminister H.C. Hansen mener dog ikke, at vi i dette spørgsmål bør indtage en alt for pessimistisk indstilling, da han anser en ny storkrig som en utænkelighed pga. den uhyggelige våbentekniske udvikling indenfor atom- og brintbomber. Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk, men sandheden er, at jeg er utrolig bange for verdens udvikling. Med den intensiverende konflikt, der hersker mellem USA og Sovjetunionen, og med de våben, disse stormagter har adgang til, frygter jeg for verdens og min egen fremtid. Ud fra min synsvinkel lever vi i en tid, hvor der over det hele svæver en ny og mere uklar form for krigsfare, og derfor har jeg svært ved at se lyst på sagerne og tænke, at det nok altsammen skal gå. Jeg håber som vores statsminister, at de store staters ledere i Øst og Vest er opmærksomme på deres store ansvar i forhold til at føre verden frem mod en varig fred, men det er indlysende, at det ikke er med de bedste udsigter, at verden går ind i det nye år.
Herhjemme indledtes 1955 også dystert med den bestyrtende meddelelse om statsminister Hans Hedtofts pludselige død under Nordisk Råds møde i Stockholm. Meget trist!
For ikke at anlægge et alt for pessimistisk og trist perspektiv vil jeg i stedet rette opmærksomheden på året, som det har taget sig ud på det personlige plan. Her har året været præget af både forventning, glæde, ængstelse og udmattelse. I år forlod jeg nemlig forventningsfuld og spændt mit barndomshjem i Vildbjerg for at forfølge drømmen om at blive student i København.
Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, da jeg i sommers rejste med toget til København for at tage til indstillingsprøve til den nysproglige linie på Akademisk Studenterkursus. Prøvens resultat ville afgøre hele min fremtid. I dagene op til havde jeg læst, memoreret og repeteret, til nætterne blev lyse, og da dagen endelig indtraf, følte jeg mig svimmel og døjede med hovedpine, hjertebanken og konstant klamme hænder. Hovedstaden modtog mig dog i strålende sol og varme, og måske var det en medvirkende årsag til, at jeg til min store lettelse bestod prøven.
Efter at have fundet et værelse hos et venligt lærerpar på Frederiksberg og et arbejde på tekstilfabrikken Julius Koch på Nørrebrogade kunne jeg den 16. august kl. 19 møde op på Sct. Petri Skole, Larslejsstræde 5, hvor jeg havde min første undervisningsgang. Nervøsitet, spænding, angst og glæde udgjorde det virvar af følelser, jeg gennemlevede den dag. Det er nu et halvt års tid siden… Der har været mange nye indtryk med arbejde, kursus, nye bekendskaber samt at falde til i en helt ny by. For det har uden tvivl været en stor omvæltning at flytte til København. Min barndomsby er en lille stationsby, hvor alle kender hinanden, i København er der til gengæld ingen, der kender mig. Anonymiteten kan være meget befriende, men jeg synes også, at københavnerne til tider kan være lidt rå i slaget, men det handler nok om tilvænning.
Idéen om at flytte til København opstod for efterhånden længe siden. Faktisk besluttede min veninde Inge og jeg allerede, da vi startede på realskole, at vi ville til hovedstaden efter realeksamen. I København var der bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder, og vi havde hørt spændende historier om storbyen, da flere af vores veninders søskende var taget dertil. Min plan var at tage studentereksamen som nysproglig, Inge ville uddanne sig til barneplejerske på børnehaveseminariet, og den plan har vi holdt urokkeligt fast i.
Mine forældre bakkede på ingen måde op om beslutningen om at flytte, hvilket jeg har skrevet mere uddybende om her: https://ungi50erne.dk/om-mig/. De var meget bekymrede for, hvordan det skulle gå mig i hovedstaden. Da jeg var hjemme i Vildbjerg over julen, var mine forældre imidlertid lettede over at erfare, hvordan jeg foreløbigt har klaret mig i København.
Jeg vil stoppe min første beretning fra 1956. I morgen starter en begivenhedsrig uge, og jeg skal have forberedt det sidste til morgendagens undervisning.
God søndag!
