Søndag d. 5. februar 1956
Den1 sidste tid har en følelse af ubehag fået tag i mig. Forlængst bearbejdede usikkerheder og sårbarheder er atter dukket op og er kommet til at fylde. Andres meninger har ramt mig hårdt. Jeg er blevet mødt af holdninger, jeg naivt troede, jeg havde forladt, da jeg flyttede fra provinsen. Jeg hentyder til de traditionelle holdninger til kvindens rolle i samfundet…
Gennem min opvækst i Vildbjerg er jeg ofte blevet mødt med talrige fordomme og afskrækkende kommentarer vedrørende det forhold, at jeg som pige ønskede en uddannelse. At jeg tilmed ønskede en uddannelse inden for et felt, der ikke var husligt betonet, var der meget lidt forståelse for. For mange folk er det nemlig sådan, at det kun er i orden for en kvinde at uddanne sig, hvis det er inden for de fra oldtiden nedarvede ‘kvindefag’ såsom barnepleje, sygepleje og husligt arbejde. Disse uddannelser kan nemlig give brugbare kvalifikationer til et fremtidigt liv i hjemmet med ægtemand og børn. Sådanne holdninger har ikke ligefrem tilskyndet mig til at følge den vej, jeg i virkeligheden har lyst til at gå, og som jeg mener at have anlæg for.
Jeg ved, at det i sig selv er et privilegium, at jeg rent faktisk har mulighed for at tage en studentereksamen. Skønt jeg selv må betale for udgifterne til studenterkurset og derfor nødvendigvis må arbejde en del, så er det ikke en mulighed, der er alle forundt. Det gør mig dog utrolig frustreret, at jeg hele tiden må forsvare mit mål om en boglig uddannelse. Selv på studenterkurset skal jeg argumentere for mit valg, idet flere af mine mandlige medkursister synes, at det er overflødigt for mig at tage en boglig uddannelse. For hvorfor skulle jeg tage en uddannelse og få et arbejde for derefter ved indgåelse af ægteskab at blive afskediget? Det er trods alt fortsat almindelig praksis, når en kvinde indgår ægteskab, at hun bliver afskediget, og det på trods af at funktionærloven har defineret denne afskedigelsesgrund som ulovlig. Hvis man til gengæld ikke bliver afskediget og fortsat er selverhvervende, kan man da overhovedet få et familieliv til at fungere?
Det er klart, at det nærer min usikkerhed, og det er noget, jeg reflekterer en del over. For selvfølgelig ønsker jeg en dag at stifte en familie. Jeg vil imidlertid ikke at være en lærkefugl i et dukkehjem i en soveby, og man behøver vel heller ikke at ‘vie sit liv til frikadellerne’ for at blive en god kvinde i hjemmet. Det huslige behøver vel ikke nødvendigvis at være så indviklet, som nogen formår at gøre det til. Desuden er det en meget usikker levevej at være husmoder. Hvad hvis manden dør, eller ægteskabet viser sig ikke at kunne holde, og man en dag står helt alene? Den eneste forsikring herimod, som virkelig nytter noget, er jo, at kvinder har uddannet sig, inden de gifter sig. Jeg mener derfor, at kvinder på lige fod med mænd skal have ret til at uddanne sig og bestemme over deres egne liv. Om de så ønsker at uddanne sig på husholdningskole eller på universitetet, så bør det være op til kvinderne selv at bestemme, hvilken livsvej de ønsker at gå.
Jeg tror desuden, at det er godt for os kvinder at tjene ‘egne penge’, så vi er økonomisk uafhængige af mænd. Hvis vi kvinder fortsat er afhængige af mænd, er vi principielt set underlagt dem, og så får vi måske aldrig frihed og ret til at bestemme over vores egne liv, og et ægteskab bør dog efter min opfattelse bygge på to ligeberettede partnere, der har respekt for hinanden.
Spørgsmålet er så, om man kan arbejde med en anden arbejdsdeling? Jeg har læst, at kvindesagsforkæmperen Anna Westergaard har foreslået, at man i familier med selverhvervende kvinder kan arbejde med en anden arbejdsdeling, som tager en række byrder og ansvar fra husmoderen og fordeler dem over familien som helhed. Efter min opfattelse er det en retfærdig fordeling, når to ligeberettige partnere når til enighed om en arbejdsdeling, men vil en mand gå med til det? Vil han finde det skamfuldt, at hans kvinde er selverhvervende, og at han skal hjælpe til i hjemmet?
En ting er i hvert fald sikker: Det er blevet bevist, at vi kvinder er akkurat ligeså gode ingeniører, læger, journalister med videre som mændene, så hvorfor må vi ikke udfolde vores talenter? Det spørgsmål vil jeg lade være det sidste for nu…
- Udtryk, vendinger og argumenter er inspireret af følgende artikler:
Hansen, Else Toftkær (1959, 25. april): ‘Husmor uden kedsomhed’ i Information.
Nørgaard, Lise (1957, 6. januar): ‘Reviderede begreber om den dygtige husmor’ i Politiken
Moltke, Else (1952, 18. november): ‘Kvindesagen er ingen ambulance’ i Tidens Kvinder.
↩︎