Videre til indhold

Blog
Om mig
Billedalbum
Videofilm
Bagom bloggen
Undervisning
Kontakt

Instagramlink
Facebook
Youtube

Kontakt

Ung i 50’erne kan kontaktes på mail@ungi50erne.dk eller ved brug af nedenstående formular.

Navn *

Email *

Besked *

Name

Virkelig hyggelig dag på @industrimuseet.dk I se

Virkelig hyggelig dag på @industrimuseet.dk

I selskab med skønne mennesker:
@kristinas.vintage.wardrobe
@dittepip
@frk_toft
@kit.navarana
@mrs.richardt

MELLEM NATUR OG CIVILISATION: Debatten om husmod

MELLEM NATUR OG CIVILISATION:

Debatten om husmoderen i 50’erne kommer ofte til at handle om forholdet mellem køn, natur og civilisation: Har kvinder en fra naturens side anvist plads, eller er det meningsløst at tale om noget sådant i et civiliseret samfund? Mange af debattørernes holdninger ligger i dette spændingsfelt.

I flere artikler lægges der vægt på kvindens fra naturens side bestemte plads. Et eksempel er Robert Naurs artikel: ‘De vrede unge hustruer’, Politiken 18.01.59. Her stilles der skarpt på overkvalificerede kvinder, der keder sig og har svært ved at finde sig til rette i husmodergerningen. Kvinderne er uddannet ’til en tilværelse, der er langt mere afvekslende, hjernemæssigt, langt mere krævende, end at passe hus og børn’. De føler sig snydt, bedraget og ‘uforløste i livet’, skønt de intet mangler materielt. Det beskrives som ‘hinsides sund fornuft til en saadan grad, at mændene for længst er blevet trætte af at høre paa det’. Ifølge Naur har civilisationen ‘gjort dem overkomplette til de opgaver, som naturen har tildelt dem’. Man har trænet deres intelligens unødigt og ‘gennem hele deres opvækst foregøglet dem noget helt andet, end det de, og flertallet af normale kvinder – er bestemt for’.

En helt anden forståelse kan læses i artiklen: ‘Kvindesagen er ingen ambulance’, Tidens Kvinder, 18.11.52, hvor ordet er givet til kvindesagsforkæmperen Anna Westergaard. Ifølge hende skal der skabes bedre forhold for den selverhvervende gifte kvinde. Hun mener, at fordelingen af de huslige opgaver bør reformeres, så en række byrder tages fra husmoderen og fordeles over familien som helhed. I forhold til spørgsmålet om den kvindelige natur nævner hun: “Nu vil man sige: Men børnene? – Og jeg vil svare: Også her kan der ske ændringer i arbejdsfordelingen m.h.t. den eventuelle pasning, men det er jo ingen hemmelighed, at den almægtige natur selv sætter bestemte grænser her. Dem må vi respektere, og dem må samfundet respektere, hvis det har en interesse i at blive opretholdt”. Hun mener, at både samfundet og arbejdsgiverne bør forbedre stillingen for mødre og foreslår desuden en ‘almindelig mødrehjælp til alle mødre’.

Så blev jeg færdig med at indrette og dekorere mit

Så blev jeg færdig med at indrette og dekorere mit kontor, så det kan inspirere mig til at arbejde videre med de mange gode historier, der skal formidles 😊

‘… den evige blevask’

‘… den evige blevask’

‘Og hvad siger Deres mand til den fordeling?’

‘Og hvad siger Deres mand til den fordeling?’

FARVEL TIL DEN HUSLIGE EVIGHEDSMASKINE D. 6. janu

FARVEL TIL DEN HUSLIGE EVIGHEDSMASKINE

D. 6. januar 1957 skriver Lise Nørgaard artiklen: ‘Reviderede begreber om den dygtige husmor’ i Politiken. Her udfordrer hun begrebet om, hvad en dygtig husmor er, og anfægter det traditionelle husholdningsfaglige ideal, som forsvares af nogle af tidens kvinder, og som reproduceres på husholdsningsskolerne. Hun beskriver i sarkastiske vendinger de kvinder, der forsvarer dette ideal: “Jeg har hørt damer (der ganske vist ikke selv var huslige, men havde andre og mere vellønnede job) stå op paa talerstole og tale med hævestemme om jordens største lykke: At stå i sit lille køkken derhjemme og gøre dagens gerning”. Det er også almindelige husmødre, som anser ægtesskabet for at være: ‘i fare og verdens ende nær, fordi man vil vænne kvinder af med at tage det huslige arbejde dybt alvorligt’.

For Nørgaard er dette et selvudslettende ideal, som fremmer en ‘hjemlig martyr, der aldrig kan hvile’. For mange kvinder er det desuden heller ikke en sikker levevej at opgive uddannelse for ‘husligheden’. For hvad hvis kvinderne aldrig bliver gift, eller ægtesskabet viser sig ikke at kunne holde?

Nørgaard hilser derfor Dansk Kvindesamfunds ‘Han- og hun-kursus’ velkommen. Dette kursus skal ud fra hendes beskrivelse lære unge mennesker af begge køn at klare det huslige så nemt som muligt. De huslige gøremål kan således ordnes af ham og hende i fællesskab, og ‘oven i dette grund-samarbejde kan lægges alt det, der hedder hygge- og familieliv’.

For Nørgaard behøver det huslige arbejde ikke at være så indviklet. Hun taler for en balanceret tilgang, hvor ‘tingene glider’, men hvor kvinden også kan lade det, hun ikke kan nå den ene dag, ligge til den næste, og hvor hun kan bage en kage, hvis hun har lyst og ellers lade være.

I dette opslag får en af 50’ernes selverhvervende

I dette opslag får en af 50’ernes selverhvervende mødre ordet.
D. 20.04.1959 skriver Ida Nyrop Ludvigsen i Berlingske Tidende kronikken: ‘Mor er ikke hjemme -‘, som et forsvar for den selverhvervende mor. Hun tager os med i processen fra at være hjemmegående til at blive selverhvervende.

Ludvigsen er hjemmegående i næsten 11 år, hun holder meget af at være sammen med sine børn, og anser det for at være et privilegium (som ikke alle har råd til), men hun har svært ved at finde sig til rette i tilværelsen som husmor med alt det, som denne opgave også implicerer. Hun længes efter verden udenfor hjemmet: “Synet af hurtigbussen til byen fyldte mig tre gange i timen med en følelse der (...) meget ligner den, der ellers naturligt griber mennesker, naar Orient-ekspressen bruser forbi”.

Da hendes mindste starter i børnehave og trives, beslutter familien, at manden skal opsige sit ekstrajob, og hun kan tage udearbejde. Hun er hemmelig lettet over at slippe væk fra de kedsommelige huspligter, og hun føler sig ‘beruset over at være ude mellem mennesker igen’. Hun beskriver det tilmed som rart at mærke ‘en adræthed i tanken’ igen. Nu nyder hun også tiden med børnene endnu mere – søndagene er som festdage, der virkelig skal nydes.

Ind imellem rammes hun af dårlig samvittighed over at aflevere børnene, men ifølge hende er børnehaven: ‘enestaaende hyggelig, og børnene elsker den’. Værre er det med omverdenens fordømmelser: “Hvad opnår man udover at få dem, der er saa heldigt stillet, at de kan blive hjemme, til at nikke farisæisk og faa os andre til at føle os forfløjne? Enhver familie maa jo for sig selv overveje, hvilken metode der for den er den bedste til fremskaffelse af det nødvendige mammon til livets opretholdelse og nogenlunde behagliggørelse”

Der går sport i at få det praktiske til at gå op. Tøjvask og hentning af børn klares af forældrene i forening. Madlavningen simplificeres, og rengøringen foretages af et firma en gang om ugen, men indkøb er svært pg.a. snævre åbningstider. Det helt store problem er dog, hvis børnene bliver syge...

For at familielivet kan hænge sammen, må opgaverne i hjemmet fordeles, og det rokker ved de traditionelle kønsroller.

I Information kunne man d. 25.4.1959 læse kronikke

I Information kunne man d. 25.4.1959 læse kronikken: ‘Husmor uden kedsomhed’. Her lægger kronikøren Else Toftkær Hansen vægt på husmoderens betydningsfulde gerning i samfundet.

Anledningen er fænomenet “de ‘vrede’ unge kvinder, der keder sig i sovebyerne”, som henviser til de unge husmødre, der keder sig ved at passe børn, lave mad, gøre rent, købe ind osv., og som føler en ‘ret til en smule lykke’. Fænomenet anser hun for at være et symptom på hjemmenes forfald. Hjemmene kan ikke vedblive at bestå under det nuværende pres, og årsagen skal findes i ligeberettelsen. Med ligeberettelsen herunder idéen om kvindens ret til uddannelse rokker man ved fundamentet for hjemmet, hvor moderen er holdepunktet. Hansen peger på, at naturen fortæller os, at det er ‘moderdyret, ungerne luner sig hos’ og nævner desuden, at der i vores kultur er tradition for, at mor og barn hører sammen. Hvis kvinder skal uddanne sig ud over til det huslige, så føler de sig overkvalificerede til denne gerning. Der begynder at herske et snobberi for ‘dem med titlerne’: ‘Kvindelig cand.mag., jurist, kontorchef’, og en underlegenhedsfølelse bliver forbundet med at være husmor. Ifølge Hansen skal kvinder stoppe med at sige, at de ‘bare gaar derhjemme’ eller ‘kun er husmor’, for det er i virkeligheden de højtuddannede, der er underkvalificerede.

Et andet forfaldstegn er skilsmisserne. Hjem og ægtesskab hænger sammen, og rokkes der ved institutionen ægtesskab, rokkes der ved grundlaget for hjemmene. Moderens vej går gennem pligtens mølleværk, og hun har fra det øjeblik hun sætter børn i verden fået anvist sin plads.
Skrækscenariet er Fagre Nye Verden-tilstande: Fri kærlighed og børnene i institutioner.

Hansen trækker på konservative idéer og på tesen om, at forandring skaber negative effekter, der langsomt undergraver samfundets fundament. Her bliver de ‘vrede unge kvinder’ et symptom på en mere grundlæggende samfundsmæssig opløsning. Hendes kur bliver en reetablering af kønsroller og dermed fasthed, klarhed og orden. Konkret skal dette komme til udtryk i en fornyet respekt for husmoderens vigtige arbejde både fra samfundets og fra kvindernes egen side.

BALLADEN OM 50’ERNES HUSMODER: Diskussionen om kv

BALLADEN OM 50’ERNES HUSMODER:

Diskussionen om kvinders rolle i familie- og samfundslivet har fået megen medieomtale aktuelt i samtalen om f.eks. ’mental load’ og fænomenet: ‘Tradewives’. Det er ikke så sjældent, at der i sådanne samtaler refereres til 1950’ernes husmoder. For nogen er 50’er-husmoderen i dag et slags ideal, man gerne vil efterleve for at skabe et trygt familieliv, mens det for andre er et selvudslettende og umyndiggørende fortidslevn, som man glædeligt har taget afsked med.

Hvis man gav mikrofonen til 50’er-kvinderne selv for at høre, hvad de mente om deres rolle i familie- og samfundslivet, så ville man formentlig få lige så mange svar, som der var kvinder. For selvom husmoderen reelt var datidens norm, så var kvinders rolle i samfundet også dengang genstand for megen diskussion, og debatten om ‘husmoderen’ var udbredt i diverse aviser, blade og bøger. Denne debat var (ligesom i dag) kompleks, flerstemmig og refererede til forskellige idealer.
I dag forbinder vi ellers ofte 1950’erne med konservative og traditionelle idealer, men disse konservative stemmer blev netop ofte synlige i konfrontationen med samtidens mere liberale anskuelser. F.eks. var det langt fra alle kvinder, der nød rollen som den hjemmegående husmoder. I den kommende tid vil jeg forsøge at belyse lidt af denne debat om ‘husmoderen’ og skitsere nogle af de positioner, som vi også kan se antydningerne af i dag.

‘… og Deres kone har jo lidt ret’ 😅🙄

‘… og Deres kone har jo lidt ret’

😅🙄

PREMIERE PÅ: ‘TRO, HÅB OG KÆRLIGHED’ I går havde

PREMIERE PÅ: ‘TRO, HÅB OG KÆRLIGHED’

I går havde Aarhus Teater premiere på forestillingen: ‘Tro, håb og kærlighed’, og i den forbindelse havde de fyret op for 1960’er stemningen. Musikken, tøjet, scenografien - det helede emmede af 1960’erne.

Forestillingen bygger på Bjarne Reuters ungdomsroman: ‘Når snerlen blomstrer’ og Bille August senere filmatisering: ‘Tro, håb og kærlighed’. Her belyses ungdomslivets længsler, trængsler samt de uskyldstab som overgangen til voksenlivet implicerer.

Skønt forestillingen dermed berører universelle tematikker, er der også smæk på 60’er referencerne.
Jeg tog med en gruppe vintage-entusiaster og @vintage_divine på tidsrejse tilbage til 60’erne for at skabe stemning foran teatret.

Tak for en fantastisk oplevelse @aarhusteater 👌

(Kjole fra @magpielanevintage 👗)

1950’ER TAPET Jeg skal have indrettet mit kontor,

1950’ER TAPET

Jeg skal have indrettet mit kontor, så det inspirerer mig til at dykke videre ned i efterkrigstiden og 50’erne. I den sammenhæng skal jeg have valgt et tapet. Jeg har fire tapetprøver fra kollektionen Scandinavian Designers 2, som er originale tapetmønstre fra 1950’erne fra nogle af tidens berømte designere. Kan anbefale at se hele den fine kollektion!

Men hvilken skal jeg vælge til mit kontor?
Kommenter gerne din favorit 🙏❤️

Om at være kvinde i 50’erne. Del 2.

Om at være kvinde i 50’erne.
Del 2.

Om at være kvinde i 1950’erne. Del 1.

Om at være kvinde i 1950’erne. Del 1.

I 1950’erne var der ikke mange kvindelige politike

I 1950’erne var der ikke mange kvindelige politikere og slet ikke ministre. Bodil Koch fortæller i dette interview fra 1968 om den til tider vanskelige balance mellem familielivet og det politiske arbejdsliv.

‘Når man er hjemme, så synes man, man burde være ude, og når man er ude, så synes man, man burde være hjemme’.

Fra DRs portrætserie: Nærbillede af en personlighed. Om Bodil Koch. 1968.

Follow on Instagram

En introduktion

Seneste indlæg

Årsskifte – tid til at kigge bagud og skue fremad
Tag med en tur i køkkenet: Guldsnitter
Når julestemningen spreder sig
Ungarnopstanden og frygten for krig
Den længeventede date med Erik

Blog
Om mig
Billedalbum
Videofilm
Bagom bloggen
Undervisning
Kontakt

Instagramlink
Facebook
Youtube

Ung i 50'erne Drevet af WordPress