‘Strejker’, ‘lockouts’, ‘arbejdskamp’ og ‘sammenbrud i forhandlinger’ – når jeg tænder for radioen i disse dage, cirkulerer de samme vendinger, og i den sammenhæng spekulerer jeg en del over, hvad denne arbejdsmarkedskonfliktArbejdsmarkedskonflikten i 1956I foråret 1956 fandt en stor arbejdsmarkedskonflikt sted i Danmark. Siden afslutningen på 2. verdenskrig havde der ellers været forholdvis ro på det danske arbejdsmarked. Der var dog ikke sket nævneværdige forbedringer i arbejdsforholdene, og i løbet af 1950‘erne steg utilfredsheden blandt arbejderne. Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 var arbejdernes hovedkrav lønforhøjelser, en arbejdstidsforkortelse fra en 48 til 44-timers arbejdsuge og løn under sygdom. Mange arbejdere mente, at det var på tide, at de blev belønnet for mange års tilbageholdenhed. Arbejsgiverne afviste kravene, og det var egentlig ikke noget nyt, at parterne startede med at være langt fra hinanden. Som regel nåede man dog frem til et forlig, som begge parter kunne stå inde for. En anden form for urokkelighed prægede imidlertid denne overenskomstforhandling, og d. 16. marts 1956 kunne forligsmanden, Erik Dreyer, meddele, at han ikke kunne fremsætte et mæglingsforslag, som parterne kunne blive enige om. Efterfølgende gik 50.000 arbejdere i strejke, der var tale om en såkaldt: ‘partiel strejketeknik’, hvor udvalgte faggrupper på udvalgte arbejdspladser skulle strejke. Arbejdsgiverne svarede igen ved at lockoute det samme antal arbejdere. På den måde blev 100.000 impliceret i konflikten. Især greb benzin- og avisstrejken ind i hverdagen, og d. 26. marts tog man atter fat på forhandlingerne, men det nye mæglingsforlag blev forkastet af arbejderne. For at få stoppet konflikten, som var dyr for samfundet, besluttede den socialdemokratiske regering at vedtage mæglingsforslaget ved lov. Det resulterede i kraftige reaktioner fra arbejderne, og fredag d. 13. april 1956 var ca. 200.000 mødt op foran Christiansborg Slotsplads for at demonstrere – et enormt antal. Hen over sommeren fik man dog forhandlet de fleste overenskomster på plads, og der indfandt sig atter ro på arbejdsmarkedet. 44-timers arbejdsugen opnåede arbejderne dog ikke. egentlig vil ende med. På arbejdet mærker jeg klart en tilspidset stemning. For selvom tekstilarbejderne foreløbigt ikke er udtaget til strejke eller står over for en lockout d. 3. april, så drøftes de sammenbrudte overenskomstforhandlinger heftigt i kantinen. Kravene om en 44 timers arbejdsuge og løntillæg vil dog tilsyneladende ikke blive imødekommet fra arbejdsgiverne. Spørgsmålet er så, om regeringen vil gribe ind i konflikten. Det bliver interessant at følge med i udviklingen inden for de næste uger.

Noget helt andet er, at Inge i dag kom til kaffebord. Det var hyggeligt, men hun talte utrolig meget om Jens, ja faktisk var det svært for hende overhovedet at tale om noget som helst andet. Siden de mødtes til jazz causeriet for nogle uger siden, har de næsten dagligt tilbragt tid med hinanden. De har både været i teatret, på kaffebar, i Dyrehaven og i biografen. I biografen havde de bl.a. set filmen: ‘Lille doktor til søs’ med blandt andet Birgitte Bardot som en af hovedrolleindehaverne.  Inge fortalte med julelys i øjnene, hvordan Jens havde sammenlignet hende med Birgitte Bardot. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at lytte til den forelskede Inge Bardot. Hun fortalte mig, at de var blevet dét, man i Amerika kalder going steady, hvilket åbenbart betyder, at man er i en fast forbindelse, og at de fremadrettet vil gå på ‘dates’ med hinanden. Jeg er da vældig glad på Inges vegne, men jeg kan også være lidt bekymret for, om hun får passet sin uddannelse, med al den tid hun tilbringer med Jens. 

Da Inge var taget afsted, var jeg ærlig talt lidt nedtrykt. Ét eller andet sted vil jeg måske også gerne møde en mand, der kan få mine øjne til at lyse som Inges. Problemet er, at jeg dårligt har tid til at se nogen. Det er svært nok for mig at få presset aftalerne med Inge ind, også selvom der efterhånden går længere og længere tid, imellem vi ses. Jeg synes heller ikke, at man bare skal kaste sig i armene på den første og bedste mand, og man hører da også mange historier om, hvor galt det kan gå… 

Jeg har erfaret ulykkelig kærlighed, da jeg var 17 år. Han hed Niels, og han var 20 år, ingeniørstuderende, 1.88 cm høj, slank, mørkhåret og meget charmerende. Vi mødtes til julebal, private fester, karneval, i biografen, og vi gik i hemmelighed ture sammen. Jeg var virkelig ‘varm’ på ham, og det skulle på sigt skabe en del bekymringer og sorger hos mig. Jeg fik svært ved at fokusere på særlig meget andet, og sådan noget må ikke ske for mig nu, hvor det er vigtigt for mig at holde fokus på min uddannelse. Jeg kan nok ikke undgå at skrive lidt mere om Niels på et andet tidspunkt, men for nu vil jeg lade det ligge. 

I næste uge starter Påsken, og på torsdag skal jeg hjem og besøge min familie i Vildbjerg. Det bliver dejligt at se mine forældre og søskende og få det hele herovre lidt på afstand.