’44 timers arbejdsuge NU’, ‘Vi kræver retfærdig behandling’, ‘Demokrati, ære være dit minde’ etc. Talrige paroler som disse kunne ses overalt på Christiansborgs Slotsplads i fredags ved middagstid, hvor lønarbejdere fra hele København havde nedlagt arbejdet for at demonstrere imod regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne. Samme slags protester sås overalt i landet. I solidaritet med tekstilarbejderne på fabrikken deltog jeg i arbejdsnedlæggelsen samt demonstrationen, da alt andet ville anses for skruebrækkeri. Vi mødtes kl. 10 på Nørrebro og gik efter et kort møde i samlet flok mod slotspladsen under tekstilarbejdernes røde fane. Da vi nåede til Christiansborg, strømmede det til med mennesker fra alle sider, jeg har aldrig før set så mange mennesker samlet på ét sted. Forsamlingen strakte sig ud over broerne, op ad Højbro Plads, ned ad Holmens kanal og op på børsrampen. Folk klatrede op i træerne for bedre at kunne se, trafikken gik i stå, og nogen vovede sig endda op på sporvognenes tage. Der var en enorm harme mod tilsidesættelsen af lønarbejdernes krav. Jeg har senere kunnet læse mig til, at der deltog over 200.000 mennesker i demonstrationen. Det var vældig overvældende at opleve.  

Vi må først genoptage arbejdet fra i morgen, og derfor har jeg haft en ekstra halv fridag i går, selvom jeg selvfølgelig skulle til mine sædvanlige to timers latin. Det gav lidt ekstra forberedelsestid, hvilket har givet mig mulighed for at slappe lidt af i dag. 

Sidste gang, jeg skrev her, var i forbindelse med d. 9. april, hvor jeg kiggede tilbage på min barndom før og under Den Anden Verdenskrig. Da jeg nu har lidt mere tid, vil jeg gerne fortsætte, hvor jeg slap, og skrive lidt om årene der fulgte herunder mine teenage-år.

Tre dage efter befrielsen i 1945 blev jeg 12 år gammel, og det første minde, jeg husker efter selve befrielsesdagene, var, at jeg tog til København for at besøge min faster. Vi var bl.a. i Tivoli en hel dag, og der var ikke den forlystelse, jeg ikke fik prøvet i dagens løb. Om aftenen så vi det smukke festfyrværkeri, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, at nu bliver alt godt! Derudover tog min faster mig med på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg fik i den grad smag for tilværelsen i storbyen, og de mange seværdigheder gjorde et dybt indtryk på mig. Her ville jeg gerne bo, når jeg blev voksen!

Søndag d. 13. april 1947 blev jeg konfirmeret. Da der fortsat var varemangel og rationring, var jeg lidt nervøs for, om vi kunne få syet en konfirmationskjole i en ordentlig kvalitet. Mor og jeg måtte da også forbi flere forskellige butikker, førend det lykkedes at finde stoffet til kjolen. Jeg havde studeret mange kjoler i forskellige dame- og modeblade, og syerske Ingeborg prøvede efter bedste evne at genskabe nogle af detaljerne. Konfirmationen i Vildbjerg Kirke og den efterfølgende fest gik godt, og jeg fik nogle fine gaver herunder en blå cykel, smykker, et armbåndsur og et sølv toiletsæt bestående af spejl, klæde- og hårbørste, kam og pudderdåse, som jeg stadigvæk har med mig. Mor syede min andendagskjole af mormors aflagte, blå gardiner, og om mandagen tog vi skoleveninder til Herning for at drikke kaffe på konditori Trianon og tage i biografen til 17-forestillingen. 

Om sommeren fik jeg min første rigtige sjus. Vores familie var på besøg hos min moster og onkel i Holstebro, hvor vi fejrede Sankt Hans. Jeg fik lov til at blive til festen, hvis min bror Peter og fætter Poul ville passe godt på mig. Det ville de, og det første, Poul sagde, da ‘de gamle‘ var gået, var: ‘Så Anna, nu skal vi ha’ en sjus’. Det blev til flere, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad de bestod af, men jeg dansede uafbrudt hele aftenen og følte, at jeg kunne gå på vandet. Nu var jeg for alvor trådt ind i de voksnes rækker, tænkte jeg… 

Efter min konfirmation var far meget opmærksom på, at jeg ikke gik rundt med drenge, og der var en del arrangementer, jeg ikke fik lov til at deltage i. Jeg skulle passe på mandfolkene, for de ‘ville kun ét eneste’. Jeg skulle forblive ren, uberørt og dermed ifølge ham være en såkaldt: ‘rigtig pige’. Han ville ikke have, at jeg havnede i det forkerte milieu og blev fordærvet. Hans pige skulle ikke ‘tage den første og den bedste’, være ‘løsagtig’, ‘let på tråden’ og ende som ‘et forsuttet bolsje’, eller hvad han ellers kunne finde på at sige, og han gjorde det klart, at det ville blive betragtet som en skandale, hvis jeg fik et barn udenfor ægteskab. Far havde været endnu mere emsig i forhold til min storesøster Kirstine, men selvom strengheden aftog lidt, var han stadigvæk efter mig. Ja far anså det som en vigtig opgave at vogte sine døtres dyd! Mor var selvfølgelig enig med far, men hun syntes da også, at jeg skulle have mulighed for at more mig lidt. Jeg tror, hun havde lidt mere tillid til min dømmekraft, end far havde, og hun kunne nok også se, at jeg i virkeligheden var temmelig genert, når det kom til mandfolkene. Hun ville da også gerne på sigt have mig afsat (men bestemt ikke til hvem som helst!). 

Fars mange reprimander havde formentlig haft den konsekvens, at jeg faktisk var blevet lidt bange for at tale med de unge mænd, men det var selvfølgelig også lidt spændende… 

Da jeg var 16 år, så jeg lidt til én, der hed Johannes. Han var fire år ældre end jeg, og vi mødtes til en fest i forsamlingshuset. Vi sås lidt i hemmelighed, sneg os til Herning for ikke at blive set og tog på konditori, i biografen og gik ture i Søndre Anlæg. Det hele var dog meget uskyldigt, jeg havde jo hele tiden fars strenge påbud i baghovedet. Efter fire måneder flyttede Johannes til Aarhus for at studere, der fik han nok af andet at se til, og livet gik videre. 

Langt dybere stak det med Niels…

I efteråret 1950 var Inge, vores fælles veninde Margrethe og jeg på Hotel Vildbjerg, hvor der var dans. Vi havde hjemme stukket en lille hvid løgn om, at vi skulle til pigeaften hos Tulle. På hotellet faldt vi i snak med Margrethes storebror og hans kammerater, og vi blev enige om tage hjem til en af dem. Vi havde det såmænd meget hyggeligt, vi snakkede og dansede lidt, syv personer. Sjovest blev det dog, da en hel flok andre kom senere på aftenen, iblandt dem var Niels. Jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig ved siden af mig i sofaen. Hvad vi snakkede om? Alt muligt. Jeg drillede ham også lidt, da han ikke var helt ædru, og jeg kan endnu se hans ærgerlige, opgivende ansigt for mig, når jeg drilsk svarede på hans spørgsmål. Senere har jeg fundet ud af, at jeg sommetider driller dem, jeg godt kan lide. Niels drillede dog også mig, blandt andet med at jeg skulle være lun på Margrethes storebror, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Jeg lagde min hånd i hans og spurgte, om den da ikke var iskold, hvad den virkelig var. Jeg trak dog hurtigt hånden til mig igen, men Niels tog atter min hånd, og jeg glemmer aldrig det smil, han gav mig i netop dette øjeblik. Det var jo ikke Margrethes bror, jeg var blevet varm på, men Niels. Det blev starten til ‘noget’, som faktisk varede i to år. 

Jeg kunne skrive meget mere om Niels, men jeg tror, at jeg nu har skrevet nok for i aften.

‘Strejker’, ‘lockouts’, ‘arbejdskamp’ og ‘sammenbrud i forhandlinger’ – når jeg tænder for radioen i disse dage, cirkulerer de samme vendinger, og i den sammenhæng spekulerer jeg en del over, hvad denne arbejdsmarkedskonfliktArbejdsmarkedskonflikten i 1956I foråret 1956 fandt en stor arbejdsmarkedskonflikt sted i Danmark. Siden afslutningen på 2. verdenskrig havde der ellers været forholdvis ro på det danske arbejdsmarked. Der var dog ikke sket nævneværdige forbedringer i arbejdsforholdene, og i løbet af 1950‘erne steg utilfredsheden blandt arbejderne. Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 var arbejdernes hovedkrav lønforhøjelser, en arbejdstidsforkortelse fra en 48 til 44-timers arbejdsuge og løn under sygdom. Mange arbejdere mente, at det var på tide, at de blev belønnet for mange års tilbageholdenhed. Arbejsgiverne afviste kravene, og det var egentlig ikke noget nyt, at parterne startede med at være langt fra hinanden. Som regel nåede man dog frem til et forlig, som begge parter kunne stå inde for. En anden form for urokkelighed prægede imidlertid denne overenskomstforhandling, og d. 16. marts 1956 kunne forligsmanden, Erik Dreyer, meddele, at han ikke kunne fremsætte et mæglingsforslag, som parterne kunne blive enige om. Efterfølgende gik 50.000 arbejdere i strejke, der var tale om en såkaldt: ‘partiel strejketeknik’, hvor udvalgte faggrupper på udvalgte arbejdspladser skulle strejke. Arbejdsgiverne svarede igen ved at lockoute det samme antal arbejdere. På den måde blev 100.000 impliceret i konflikten. Især greb benzin- og avisstrejken ind i hverdagen, og d. 26. marts tog man atter fat på forhandlingerne, men det nye mæglingsforlag blev forkastet af arbejderne. For at få stoppet konflikten, som var dyr for samfundet, besluttede den socialdemokratiske regering at vedtage mæglingsforslaget ved lov. Det resulterede i kraftige reaktioner fra arbejderne, og fredag d. 13. april 1956 var ca. 200.000 mødt op foran Christiansborg Slotsplads for at demonstrere – et enormt antal. Hen over sommeren fik man dog forhandlet de fleste overenskomster på plads, og der indfandt sig atter ro på arbejdsmarkedet. 44-timers arbejdsugen opnåede arbejderne dog ikke. egentlig vil ende med. På arbejdet mærker jeg klart en tilspidset stemning. For selvom tekstilarbejderne foreløbigt ikke er udtaget til strejke eller står over for en lockout d. 3. april, så drøftes de sammenbrudte overenskomstforhandlinger heftigt i kantinen. Kravene om en 44 timers arbejdsuge og løntillæg vil dog tilsyneladende ikke blive imødekommet fra arbejdsgiverne. Spørgsmålet er så, om regeringen vil gribe ind i konflikten. Det bliver interessant at følge med i udviklingen inden for de næste uger.

Noget helt andet er, at Inge i dag kom til kaffebord. Det var hyggeligt, men hun talte utrolig meget om Jens, ja faktisk var det svært for hende overhovedet at tale om noget som helst andet. Siden de mødtes til jazz causeriet for nogle uger siden, har de næsten dagligt tilbragt tid med hinanden. De har både været i teatret, på kaffebar, i Dyrehaven og i biografen. I biografen havde de bl.a. set filmen: ‘Lille doktor til søs’ med blandt andet Birgitte Bardot som en af hovedrolleindehaverne.  Inge fortalte med julelys i øjnene, hvordan Jens havde sammenlignet hende med Birgitte Bardot. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at lytte til den forelskede Inge Bardot. Hun fortalte mig, at de var blevet dét, man i Amerika kalder going steady, hvilket åbenbart betyder, at man er i en fast forbindelse, og at de fremadrettet vil gå på ‘dates’ med hinanden. Jeg er da vældig glad på Inges vegne, men jeg kan også være lidt bekymret for, om hun får passet sin uddannelse, med al den tid hun tilbringer med Jens. 

Da Inge var taget afsted, var jeg ærlig talt lidt nedtrykt. Ét eller andet sted vil jeg måske også gerne møde en mand, der kan få mine øjne til at lyse som Inges. Problemet er, at jeg dårligt har tid til at se nogen. Det er svært nok for mig at få presset aftalerne med Inge ind, også selvom der efterhånden går længere og længere tid, imellem vi ses. Jeg synes heller ikke, at man bare skal kaste sig i armene på den første og bedste mand, og man hører da også mange historier om, hvor galt det kan gå… 

Jeg har erfaret ulykkelig kærlighed, da jeg var 17 år. Han hed Niels, og han var 20 år, ingeniørstuderende, 1.88 cm høj, slank, mørkhåret og meget charmerende. Vi mødtes til julebal, private fester, karneval, i biografen, og vi gik i hemmelighed ture sammen. Jeg var virkelig ‘varm’ på ham, og det skulle på sigt skabe en del bekymringer og sorger hos mig. Jeg fik svært ved at fokusere på særlig meget andet, og sådan noget må ikke ske for mig nu, hvor det er vigtigt for mig at holde fokus på min uddannelse. Jeg kan nok ikke undgå at skrive lidt mere om Niels på et andet tidspunkt, men for nu vil jeg lade det ligge. 

I næste uge starter Påsken, og på torsdag skal jeg hjem og besøge min familie i Vildbjerg. Det bliver dejligt at se mine forældre og søskende og få det hele herovre lidt på afstand.