I går var Inge, Jens, Svend og jeg til forårets sidste causeri i jazzklubben inden læseferien, og alle deltagere var i deres stiveste puds. I sit causeri over jazzens milepæle sammenlignede aftenens causør jazzen med en landevej, hvor milepælene markerede, hver gang et større vejafsnit var blevet tilbagelagt. De musikere, der havde haft evner til at skabe en ny stil indenfor jazzen, udgjorde væsentlige milepæle. De havde frembragt en personlig musikalsk udtryksmåde, som efterfølgende dannede skole for andre. Causøren gennemgik derpå nogle af disse stilskabere, og såvel begyndere som mere erfarne jazz-entusiaster havde udbytte af det gennemgåede. Veteranerne kendte til hovedtrækkene, men de fik mulighed for gennem afspilning af ukendte plader at få stoffet belyst fra andre vinkler. Jeg vil beskrive mig selv som en af de mere uerfarne jazz-elskere, og jeg gik bestemt fra causeriet med en øget viden om emnet.

Efterfølgende fyldtes lokalerne af musik fra The Late Hour Jazzband. Musikerne havde meget forskellige udtryk, pianisten, som tilsyneladende var orkesterlederen, var lige dele afslappet og elegant klædt på med habit og let løsnet slips. Han havde det kølige overblik midt i dette utrolige musikalske kaos og kommanderede de øvrige musikere til næste solo: ‘Kør!’, råbte han, mens han fortsat holdt styr på tangenterne. Saxofonisten lignede en rigtig amerikansk jazz-musiker, som han stod der krumbøjet over sit instrument og med en hat på hovedet, så man næsten ikke kunne se hans ansigt. På et tidspunkt gik han ned fra tribunen og spillede iblandt os tilhørere, og dette påfund fik stemningen til at nå nye højder. Trommeslagerens trommestikker dansede legende let hen over trommeskindet for efterfølgende at blive hamret hårdt ned i ‘tønderne’, så den unge musikers pomade-hår faldt tungt ned i panden på ham. Alle bandets soli var i topklasse. Musikken havde noget mere tempo og agressivitet end den jazz, jeg ellers har hørt, men der var en utrolig tilstedeværelse blandt musikerne; de var bare i musikken, hvilket smittede af på os tilskuere. Vi dansede til musikken og prøvede at følge med på dens anderledes og uforudsigelige karakter, indtil vi til sidst overgav os og gav slip på kontrollen. Det var en ganske enestående oplevelse!

Aftenens andet band spillede mere afdæmpet og traditionel jazz, som dog var lidt nemmere at danse til. Jens og Inge dansede sammen hele aftenen, som det faste par de nu engang er blevet. Det medførte, at jeg dansede med Svend det meste af aftenen. Sidst på aftenen begyndte Svend at lægge an på mig, men jeg var afvisende overfor ham. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde noget imod ham, men at jeg ikke syntes om at kaste mig i armene på den første og bedste mand. Det tog han meget personligt og troede, jeg havde noget særligt imod ham, hvad der naturligvis ikke passede. Svend er flink og rar, men jeg tror ikke rigtigt, at han er min type…

Efter arrangementet tilbød Svend at følge mig hjem, men på grund af den akavede stemning imellem os valgte jeg at gå alene hjem. For en sikkerheds skyld gik jeg af de store, befolkede gader. Der var en velduftende forårsbrise i luften, folk morede sig, og to fulde mænd sang rungende de gamle gader op med sjofle viser fra 30‘erne. På trods af den lette stemning i byen var jeg trist til mode over situationen med Svend. 

I dag har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på, hvorfor jeg har så svært ved at lade mænd komme ind i mit liv. Jeg tror, det handler om, at jeg er blevet såret, men i forlængelse heraf handler det også om, at jeg i kølvandet på bruddet med Niels gav mig selv det løfte, at ingen mand igen skulle hindre mig i at nå mine mål herunder at få en uddannelse. Jeg er imidlertid også bange for at blive en gammeljomfru. Jeg finder mig selv i dette dilemma igen og igen, men mon ikke at det hele vil falde på plads den dag, hvor jeg møder ‘den rigtige’ . Det håber jeg…

I går skulle Inge og jeg på jazzklub, og jeg havde hele ugen set frem til det. Da vi var til Studenterkursets fastelavnsbal for to uger siden, blev vi inviteret på jazzklub af min medkursist Svend og hans kammerat Jens, som begge havde været med til at starte klubben op. 

Jeg følte, at det forud for aftenen var tiltrængt at pleje min hud og mit legeme lidt. I dagligdagen har jeg ikke meget tid til den slags, men det er nu vigtigt for mig at fremstå ren og velsoigneret. 

Inden gårdsdagens latinundervisning lavede jeg derfor morgengymnastik, hvilket var en dejlig start på dagen. Da latinundervisningen var færdig kl. 12, tog jeg direkte hen på badeanstalten. Da jeg kom hjem, var det tid til at rense og pleje mit ansigt. Det var rart for en gangs skyld at have tid til at pleje mig selv lidt. 

De kan nedenfor se min rutine til at fjerne ujævnheder, rengøre porerne og gøre huden klar og sund.

Inden jeg skulle mødes med Inge, forberedte jeg mig lidt til den kommende uges undervisning. 

Inge og jeg mødtes med Svend og Jens kl. 20 foran jazzklubben. Her fortalte de, at man ikke på forhånd behøvede at have kendskab til jazz’en for at kunne deltage. Klubben var udelukkende startet op med det formål at sprede kendskabet til jazz’en, og i løbet af året ville de afholde forskellige causerier om de mest fremtrædende jazzkunstnere. Aftenens causeri omhandlede  selveste Louis Armstrong. 

Det var utrolig interessant at høre om jazz’ens konge, og der var en hyggelig stemning i salen, som   tilmed var fikst udsmykket. Efter causeriet var der jam-session, hvor forskellige musikere spillede sammen. Der var intet mindre end strålende soli fra musiktribunen. Vi talte en del med Svend og Jens, og sidstnævnte fik et godt øje til Inge, som blev inviteret ud på dansegulvet et utal af gange. Hun tilkastede ham også en del opmuntrende blikke. Jeg var også selv på dansegulvet, da det var svært at undgå at blive smittet af den sprudlende vitalitet, der udgik fra orkestret. I jazz lever man virkelig i hver eneste tone og rytme, man giver sig hen og bliver deltager i musikken. På en måde får musikken én til at glemme alle sorger. 

Jens insisterede efterfølgende på, at han ville følge Inge hjem. Jeg syntes, det var en dårlig idé. Vores forældre har ikke talt om andet, end at vi skal passe på mandfolkene, men Inge forsikrede mig om, at Jens bare fulgte hende hjem. Svend insisterede herefter på at følge mig hjem, hvilket jeg indviligede i, da jeg var utryg ved at gå igennem Københavns gader alene om natten. Jeg tog afsked med Svend foran hoveddøren ved midnatstid og var noget så træt, da jeg lagde mig i seng. Det var en helt igennem fin aften! 

I dag har jeg sovet helt til kl. 9, og det var dejligt at være veludhvilet. Jeg mødtes med Inge kl. 12, hvor vi gik en tur i Kongens Have. Her fortalte hun, hvordan Jens havde givet hende et kys i porten og havde inviteret hende på en kop kaffe i næste uge. Det er såmænd dejligt for Inge, at hun er blevet forelsket, men hun skal stadigvæk passe på, at hun ikke kommer galt afsted.

Jeg vil forsøge at komme i seng i ordentlig tid, så jeg kan være frisk til begyndelsen af en ny uge i morgen.

Godaften!