Sommerfuglene baskede rundt i mit indre, da jeg cyklede forbi Søpavillonen ved søerne. Min krop var i oprør, hjertet bankede heftigt, og musklerne blev spændt op. Jeg cyklede videre ad H.C. Andersens Boulevard. Det beroligede mig lidt at tænke på, at Erik nok også var spændt på at mødes med mig efter så lang tid. Sidst, vi havde set hinanden, var i juli måned ved Vesterhavet. Vi havde mødt hinanden til en dansant på Hotel Klitten i Søndervig og havde efterfølgende haft nogle vidunderlige dage sammen. (De kan læse mere om mit møde med Erik her: https://ungi50erne.dk/frihed-telthygge-og-kaerlighed/). 

Jeg drejede af ved Jarmers Plads, og i princippet ville jeg nu kunne møde Erik hvert øjeblik, det skulle være. Hver en fodgænger, jeg passerede på min vej hen ad Vester Voldgade, blev observeret. Nej, det var heller ikke ham. Pludselig ramte en tvivl mig; hvad nu hvis han ikke var, som jeg huskede ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne genkende ham? Måske huskede jeg ham som sødere, pænere og dejligere, end han var. Tankerne kørte rundt i mit hoved i et tempo og i en omskiftelighed, så jeg havde svært ved at følge med. Jeg ankom til krydset, jeg skulle passere for at komme til nr. 21, og pludselig kunne jeg se ham. Med sin høje og slanke statur var Erik nem at genkende, som han stod der og ventede foran bygningen. Han bar en grå tweedjakke, sandfarvede bukser, en blød, hvid skjortekrave med en mørkerød, ulden bluse over. Hans flotte, mørkebrune hår var friseret let tilbage. Han så tænksom ud, som han stod der og ventede, lige indtil han fik øje på mig og mødte mig med et smil. Jeg blev ramt af en øjeblikkelig lettelse og indre varme; han så bestemt lige så dejlig ud, som jeg huskede.

Efter at have småsnakket lidt foran bygningen gik vi op på 1. sal, hvor Willi’s Place – ‘The American Soda-Fountain’ holder til. Jeg havde planlagt, at vi skulle mødes og spise frokost her, da det er et populært og specielt sted, som man ikke finder magen til andre steder i byen. Ejeren af stedet, Willy De Witt, har været i USA og lært at ryste milkshakes, tilberede hot dogs, softices, bøf- og BLT-sandwiches osv., og stedet er generelt meget inspireret af den amerikanske kultur.

Da vi kom ind i lokalet, blev vi mødt af en behagelig jazz-musik. I et hjørne sad en gruppe unge mænd fordybet i et spil skak. Smarte, unge kvinder med smalle hvepsetaljer og platinfarvet hår sad i baren med deres milkshakes. Rundt omkring ved de små borde sad også par og flettede fingre, mens de delte en bananasplit eller drak te af personlige, hvide kopper med guldkant og navn. Vi satte os ved et lille bord og bestilte en BLT-sandwich og milkshake hver. 

Som daten udviklede sig, faldt min krop mere til ro. Vi talte om, hvad vores forældre ville sige, hvis de vidste, at vi sad på et sådant amerikansk inspireret spisested. “Mine forældre ville ikke bryde sig om det”, sagde Erik, “de er meget bekymrede for den amerikanske indflydelse på det danske samfund, og især hvordan den påvirker os unge. De anser den amerikanske kultur som vulgær, brutal, materialistisk, konform og fordummende, og de er bange for, at påvirkningen langsomt vil undergrave det danske samfunds fundament. I virkeligheden er de nok bare bange for forandring, og de har en eller anden romantisk forståelse af, at der var mere fasthed, klarhed og orden i sagerne førhen… Det er en besynderlig generation! De har næsten levet hele deres tilværelse i skyggen af krig, samfundskriser og fattigdom, og alligevel ønsker de ikke forandring. Det er da paradoksalt ikke?” Jeg lo, for karakteristikken passede jo også på mine forældre. Når Erik talte om sådanne emner, gestikulerede han ivrigt, og hans smukke, brune øjne blev levende, hvilket understøttede vigtigheden af argumenterne. Det er nok ikke så mærkeligt, at jeg mest husker, hvad Erik fortalte under daten, men jeg indviede også ham i mine refleksioner, og han lyttede interesseret og forstående. Vi havde under frokosten generelt så meget at sige hinanden, at der overhovedet ikke opstod nogen pinlig tavshed.

Da vi var færdige med vores frokost på Willi’s Place, gik vi fem minutters gang til Københavns Rådhus. Her skulle vi se byen fra oven. Det var en utrolig smuk udsigt, hvor vi kunne se ud over  Tivoli samt byens tage og de mange fine spir og tårne i grønfarvet kobber. Jeg ville ønske, at vi kunne have haft et romantisk øjeblik alene deroppe tæt ved skyerne, men vi var i følgeskab med en turistfører og andre turister, så det måtte vente. 

Museumsbesøg og spadseretur i byen

Efterfølgende gik vi til Glyptoteket, som vi på forhånd havde aftalt at skulle besøge. Her så vi de mange skulpturer fra den ægyptiske, græske og romerske oldtid. Det var vældig interessant. De mange oldtidsskulpturer fik Erik til at tænke på nogle fine gipsafstøbninger fra det græske Æginatempel, som var at finde i deres auditorium på Århus Universitet. Jeg blev nysgerrig på at høre mere om det unge universitet i den jyske hovedstad, og Erik fortalte bl.a., at det ikke kun var selve universitetet, der var ungt, men også underviserne. Mange af underviserne var endnu ikke fyldt fyrre, og derfor var omgangstonen på universitetet dejlig fri. Lærerne deltog også ofte til festlige arrangementer, hvormed de studerende kunne drøfte akademiske problemstillinger med dem under mere hyggelige og uformelle former. Universitetet var ikke bundet af gamle traditioner, og det var der ud fra hans og andre studerendes opfattelse noget befriende i. Han fortalte videre om, hvordan universitetet skulle udvides, og at der for tiden blev bygget for et millionbeløb ud fra tegninger af arkitekten C.F. Møller. Jeg spurgte ham, om han var blevet betalt af universitetet for at omtale det i så rosende vendinger. Vi lo. “Anna” sagde han så med en mere alvorlig mine, “jeg vil vise dig det! Vi skal gå ture i den dejlige universitetspark, hvor der er det fineste samspil mellem natur og bygninger. Du skal selv opleve det! Vi to skal kigge ud over dalen og de små søer, nyde omgivelserne, mens vi fornemmer stemningen af liv fra universitetets andre studerende og undervisere. Når vi fryser, kan vi gå hen til det kollegium, jeg bor på, som ligger lige ved parken på universitetets grund, og så skal du få varmet dine hænder på en varm kop kaffe”. Dermed blev planerne om en tur til Århus påbegyndt. 

Efter museumsbesøget slentrede vi gennem Københavns gader uden rigtigt at ænse det myldrende liv omkring os, da vi var så opslugte af hinanden og vores samtale. Vi så Amalienborg Slotsplads og spadserede derefter videre til Gefionspringvandet og Kastellet. Til sidst var vi ved Langelinie, hvor vi så Edvard Eriksens skulptur af den lille havfrue. Vi afsluttede spadsererturen her, så der ikke var langt hen til det sted, vi skulle spise aftensmad. Vi var nemlig blevet inviteret til aftensmad hos Eriks studiekammerats moster og onkel, som boede på Classensgade på Østerbro, og det var jo belejligt for to fattige studerende som os at blive inviteret på middag. Erik og studiekammeraten Bent var rejst sammen til København fra Århus dagen forinden og havde overnattet hos familien på Østerbro.

Da vi ankom til Classensgade, var Erik og jeg godt sultne ovenpå den lange spadseretur, så det var dejligt at blive bespist med flæskesteg til hovedret og fløderand til dessert. Både Bent, mosteren og onklen var rigtig flinke, og vi fik nogle gode samtaler hen over middagsbordet. Efter aftensmad var Erik og jeg lidt trætte, men Bent fik os alligevel overtalt til at tage med ind til Minefeltet for at drikke en øl eller den nye smarte drik: Rom og Cola.

‘Amerikanerpigerne’

På vores vej ind til Minefeltet gik vi forbi Kongens Have og derefter via Gothersgade. Her passerede vi flere amerikanske soldater, der gik arm i arm med højtfnisende, unge kvinder. Der er ofte mange amerikanske soldater i byen, som er på orlov fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Om aftenen hænger de ud på de såkaldte ‘amerikanerbarer’ heriblandt Andys Bar, som netop ligger i Gothersgade. Omkring baren så vi en del af disse helt unge kvinder, som defineres som: ‘Amerikanerpiger’. Nogle af dem går nok med oprigtige, romantiske drømme om blive gift med en amerikaner, mens andre eftersigende spekulerer i, hvilke lommepenge, goder, gaver, forlystelser og restaurantbesøg de kan få finansieret ved at agere turistførere. Efter sigende skulle mange af disse kvinder dog i naturalier kvittere for generøsiteten på ‘amerikanerhotellerne’ om natten. Det sidste minder mere om prostitution end om kærlighed. Der er dog ofte tale om en gråzone, og det gør det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til disse ‘amerikanerpiger’. Man kan jo godt forstå, at ‘pigerne’ bliver smigrede over de flotte, amerikanske soldater, men en del af disse soldater har ofte en bestemt forståelse af, hvad det vil sige at ‘more sig’, når de holder ferie i København. Da vi gik forbi ‘pigerne’ på Gothersgade, var jeg chokeret over, hvor unge mange af dem rent faktisk var. Nogle af dem var ikke mere end 14 år, vil jeg tro.

Vi fortsatte videre til Minefeltet, hvor mange af byens intellektuelle, kunstnere og bohemer skulle holde til.

Den ulidelige afsked

Efter vi havde drukket en rom og cola og en øl, og Erik og jeg i smug under bordet havde flettet fingre og tilkastet hinanden længselsfulde blikke, sagde Erik, at han ville følge mig hjem.

Mens vi gik, blev jeg mere og mere træt i benene, og mine fødder gjorde ondt. Jeg havde fået vabler af at trave så meget rundt i højhælede sko. Erik tilbød mig, at han kunne bære mig, hvilket jeg af høflighed takkede nej til, men da jeg fortsat ømmede mig, insisterede han på, at jeg skulle hoppe op på hans ryg, og sådan gik det til, at Erik gik gennem byens gader med mig på ryggen. Til sidst var vi endelig fremme ved lejligheden på Frederiksberg. Vi satte os på en kantsten, og Erik tilså mine ømme fødder og masserede dem blidt. Vi rykkede tættere sammen, og han tog forsigtigt fat om mit hoved og gav mig endelig det kys, jeg havde længtes efter men ikke selv havde turdet at tage initiativ til. Det var en forløsning, et klimaks på hele dagens særlige energi og det smukkeste og dejligste godnatkys, jeg endnu har fået. Efter nogen tid tog vi modvilligt afsked, for Erik skulle tilbage til Østerbro og sove.

Dagen derpå kom Erik til formiddagskaffe hos mig. Vi havde egentlig aftalt at gå en tur til Frederiksberg Have, men vi var alt for trætte i fødderne fra gårdsdagens udflugter. I stedet blev vi på mit værelse og talte, kyssede og krammede. Vi aftalte, at jeg skulle besøge ham i Århus inden længe. Min storebror bor i Silkeborg, så jeg vil altid kunne overnatte hos ham. Jeg fulgte senere Erik til stationen, selvom det gjorde mig forfærdeligt ondt allerede at skulle tage afsked med ham. Nu føler jeg en forfærdelig længsel, som næsten ikke er til at bære, men sådan er det nok, når man er blevet forelsket…

‘Strejker’, ‘lockouts’, ‘arbejdskamp’ og ‘sammenbrud i forhandlinger’ – når jeg tænder for radioen i disse dage, cirkulerer de samme vendinger, og i den sammenhæng spekulerer jeg en del over, hvad denne arbejdsmarkedskonfliktArbejdsmarkedskonflikten i 1956I foråret 1956 fandt en stor arbejdsmarkedskonflikt sted i Danmark. Siden afslutningen på 2. verdenskrig havde der ellers været forholdvis ro på det danske arbejdsmarked. Der var dog ikke sket nævneværdige forbedringer i arbejdsforholdene, og i løbet af 1950‘erne steg utilfredsheden blandt arbejderne. Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 var arbejdernes hovedkrav lønforhøjelser, en arbejdstidsforkortelse fra en 48 til 44-timers arbejdsuge og løn under sygdom. Mange arbejdere mente, at det var på tide, at de blev belønnet for mange års tilbageholdenhed. Arbejsgiverne afviste kravene, og det var egentlig ikke noget nyt, at parterne startede med at være langt fra hinanden. Som regel nåede man dog frem til et forlig, som begge parter kunne stå inde for. En anden form for urokkelighed prægede imidlertid denne overenskomstforhandling, og d. 16. marts 1956 kunne forligsmanden, Erik Dreyer, meddele, at han ikke kunne fremsætte et mæglingsforslag, som parterne kunne blive enige om. Efterfølgende gik 50.000 arbejdere i strejke, der var tale om en såkaldt: ‘partiel strejketeknik’, hvor udvalgte faggrupper på udvalgte arbejdspladser skulle strejke. Arbejdsgiverne svarede igen ved at lockoute det samme antal arbejdere. På den måde blev 100.000 impliceret i konflikten. Især greb benzin- og avisstrejken ind i hverdagen, og d. 26. marts tog man atter fat på forhandlingerne, men det nye mæglingsforlag blev forkastet af arbejderne. For at få stoppet konflikten, som var dyr for samfundet, besluttede den socialdemokratiske regering at vedtage mæglingsforslaget ved lov. Det resulterede i kraftige reaktioner fra arbejderne, og fredag d. 13. april 1956 var ca. 200.000 mødt op foran Christiansborg Slotsplads for at demonstrere – et enormt antal. Hen over sommeren fik man dog forhandlet de fleste overenskomster på plads, og der indfandt sig atter ro på arbejdsmarkedet. 44-timers arbejdsugen opnåede arbejderne dog ikke. egentlig vil ende med. På arbejdet mærker jeg klart en tilspidset stemning. For selvom tekstilarbejderne foreløbigt ikke er udtaget til strejke eller står over for en lockout d. 3. april, så drøftes de sammenbrudte overenskomstforhandlinger heftigt i kantinen. Kravene om en 44 timers arbejdsuge og løntillæg vil dog tilsyneladende ikke blive imødekommet fra arbejdsgiverne. Spørgsmålet er så, om regeringen vil gribe ind i konflikten. Det bliver interessant at følge med i udviklingen inden for de næste uger.

Noget helt andet er, at Inge i dag kom til kaffebord. Det var hyggeligt, men hun talte utrolig meget om Jens, ja faktisk var det svært for hende overhovedet at tale om noget som helst andet. Siden de mødtes til jazz causeriet for nogle uger siden, har de næsten dagligt tilbragt tid med hinanden. De har både været i teatret, på kaffebar, i Dyrehaven og i biografen. I biografen havde de bl.a. set filmen: ‘Lille doktor til søs’ med blandt andet Birgitte Bardot som en af hovedrolleindehaverne.  Inge fortalte med julelys i øjnene, hvordan Jens havde sammenlignet hende med Birgitte Bardot. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at lytte til den forelskede Inge Bardot. Hun fortalte mig, at de var blevet dét, man i Amerika kalder going steady, hvilket åbenbart betyder, at man er i en fast forbindelse, og at de fremadrettet vil gå på ‘dates’ med hinanden. Jeg er da vældig glad på Inges vegne, men jeg kan også være lidt bekymret for, om hun får passet sin uddannelse, med al den tid hun tilbringer med Jens. 

Da Inge var taget afsted, var jeg ærlig talt lidt nedtrykt. Ét eller andet sted vil jeg måske også gerne møde en mand, der kan få mine øjne til at lyse som Inges. Problemet er, at jeg dårligt har tid til at se nogen. Det er svært nok for mig at få presset aftalerne med Inge ind, også selvom der efterhånden går længere og længere tid, imellem vi ses. Jeg synes heller ikke, at man bare skal kaste sig i armene på den første og bedste mand, og man hører da også mange historier om, hvor galt det kan gå… 

Jeg har erfaret ulykkelig kærlighed, da jeg var 17 år. Han hed Niels, og han var 20 år, ingeniørstuderende, 1.88 cm høj, slank, mørkhåret og meget charmerende. Vi mødtes til julebal, private fester, karneval, i biografen, og vi gik i hemmelighed ture sammen. Jeg var virkelig ‘varm’ på ham, og det skulle på sigt skabe en del bekymringer og sorger hos mig. Jeg fik svært ved at fokusere på særlig meget andet, og sådan noget må ikke ske for mig nu, hvor det er vigtigt for mig at holde fokus på min uddannelse. Jeg kan nok ikke undgå at skrive lidt mere om Niels på et andet tidspunkt, men for nu vil jeg lade det ligge. 

I næste uge starter Påsken, og på torsdag skal jeg hjem og besøge min familie i Vildbjerg. Det bliver dejligt at se mine forældre og søskende og få det hele herovre lidt på afstand.